Ytringsfrihed

 

Introduktion: Ytringsfrihed

 
I nogle lande er det decideret ulovligt at benægte, at Holocaust eller andre folkedrab har fundet sted. Mange Holocaust-benægtere hævder, at en sådan lovgivning er et brud på deres ytringsfrihed, og at de har ret til at sige deres mening, selvom den går imod den almindelige gængse holdning. Men hvor langt skal man gå for at beskytte folks ytringsfrihed? Og benytter man sig overhovedet af sin ret til ytringsfrihed, hvis man fortæller en løgn?
 
På EU-niveau har man siden slutningen af 1990’erne diskuteret, hvorvidt man skal have en fælles lovgivning om Holocaust-benægtelse. Argumenterne for og imod en lovgivning er mange, og eksperter inden for området samt historikere, politikere og meningsdannere m.m. strides om, hvorvidt lovgivning er den bedste måde at komme benægterne og deres påstande til livs. 

Andre argumenterer for, at der findes mere konstruktive ”redskaber” til at bekæmpe benægtelsen: Ét argument er, at hvis man lovgiver omkring Holocaust-benægtelsen og forbyder ytringer, der benægter Holocaust, vil Holocaust-benægterne fremstå som helte, og det kan være med til at sprede deres budskab. Flere af de forskere, der er imod lovgivning, mener ikke, at man bør lovgive om, hvad der er historiske fakta, og at man skal tage andre midler i brug, når det gælder bekæmpelsen af problemet med Holocaust-benægtelse.

EU-lovgivning om Holocaust-benægtelse

Efter flere års uenighed blev EU-landene i november 2008 enige om et fælles sæt EU-regler, der forbyder Holocaust-benægtelse, hvis benægtelsen er farlig og truende. Det nye sæt regler er udtryk for en kompromisløsning, og reglerne får derfor ikke direkte indflydelse på de enkelte landes lovgivning. Det betyder, at der stadig er forskel på lovgivningen om Holocaust-benægtelse i de forskellige i EU-lande.

Kun forbud, når Holocaust-benægtelse bliver farlig

De nye EU-regler kaldes for en rammeafgørelse, og en rammeafgørelse skal som udgangspunkt sørge for, at det i alle EU-lande bliver kriminelt at benægte eller bagatellisere Holocaust og andre folkedrab eller forbrydelser imod menneskeheden. Men rammeafgørelsen gør ikke selve det at benægte Holocaust kriminelt.

Rammeafgørelsen handler nemlig ikke kun om Holocaust-benægtelse. Den forpligter EU’s medlemslande til at kriminalisere ytringer, der har karakter af racisme eller fremmedhad. Det betyder, at rammeafgørelsen kun kræver, at EU-landene gør det strafbart at benægte Holocaust, hvis man med en sådan ytring samtidig opfordrer til f.eks. racistisk vold eller had. Rammeafgørelsen kræver altså ikke, at EU-landene gør det ulovligt at benægte Holocaust. Det er kun, hvis Holocaust-benægtelsen bliver farlig og truende, at man skal kunne straffe folk.

Ingen ny lov i Danmark

En rammeafgørelse er modsat overstatslige EU-regler ikke en decideret EU-lov, og det betyder, at de nye sæt EU-regler ikke har direkte indflydelse på de enkelte landes lovgivning. I stedet skal hvert enkelt land sørge for, at rammeafgørelsen bliver integreret i landets lovgivning.

I Danmark vurderer man, at vores såkaldte ”racismeparagraf” allerede sørger for, at vi lever op til forpligtelserne i den nye rammeafgørelse. Det betyder, at elementerne i rammeafgørelsen ikke skal vedtages som en ny lov i Danmark. I den danske racismeparagraf er det nemlig forbudt i offentlig sammenhæng at true en gruppe af mennesker på grund af deres race, hudfarve, etniske herkomst, religion eller seksuelle orientering. Man kan kun blive dømt ved racismeparagraffen, hvis den racistiske udtalelse er udtalt i en offentlig sammenhæng. Hvis udtalelsen samtidig er led i en propagandakampagne, bliver det regnet for en skærpende omstændighed. Racismeparagraffen kan altså i princippet være med til at straffe Holocaust-benægtere og deres propagandavirksomhed, hvis deres benægtelse kan ses som en form for racisme eller en hetz imod fx religiøse minoriteter.

Indtil videre har der ikke været nogen domsafgørelser om Holocaust-benægtelse i forbindelse med racismeparagraffen, men der er tegn på et stærkere europæisk samarbejde på denne front. I februar 2009 blev en dansk statsborger og en tysk statsborger udleveret til anklagemyndigheden i Frankfurt am Main i Tyskland, fordi de her er anklaget for at have udgivet og distribueret cd’er med stærkt racistiske budskaber og benægtelse af Holocaust.

Hvor er det ulovligt at benægte Holocaust?

Her finder du en oversigt over de lande, hvor det er forbudt at benægte Holocaust, folkedrab eller andre forbrydelser imod menneskeheden. I oversigten står der også, hvilken strafferamme de enkelte lande har for forbrydelsen. I EU-lande (som fx Danmark og Holland) findes der ikke en eksplicit lovgivning, der forbyder Holocaust-benægtelse, men her kan man vælge at straffe Holocaust-benægtelse, hvis det anses for at være en såkaldt hate crime. Læs mere om den europæiske rammeafgørelse om bekæmpelse af racistiske og fremmedfjendske handlinger.

   

Belgien

Holocaust-benægtelse blev gjort ulovligt i 1995. Den, som benægter, groft bagatelliserer eller minimerer, forsøger at retfærdiggøre eller billiger nazisternes folkedrab under 2. Verdenskrig, kan blive tildelt en fængselsstraf fra otte dage til et år og en bøde fra 26.000 til 50.000 franc.
Læs mere

  Belgiens flag

Frankrig

I Frankrig har det siden 1990 været ulovligt at sætte spørgsmålstegn ved eller at retfærdiggøre Holocaust og forbrydelser imod menneskeheden. Strafferammen er en måned til et års fængsel eller bødestraf.
Læs mere

  Frankrigs flag

Israel

Siden 1986 har det været ulovligt at benægte Holocaust i Israel. En person, der offentligt benægter eller bagatelliserer forbrydelserne begået af nazisterne under 2. Verdenskrig, med den intention at forsvare gerningsmændene, kan blive straffet med op til fem års fængsel. Desuden kan man blive straffet med op til fem års fængsel, hvis man offentligt udtrykker sympati for eller roser nazisternes forbrydelser.
Læs mere

  Israels flag

 

Italien

I Italien er det ikke eksplicit forbudt at benægte et folkedrab, men det er forbudt offentligt at forsvare et folkedrab. Man kan blive straffet med op til 12 års fængsel.
Læs mere

  Italiens flag

Liechtenstein

I Liechtenstein er det ulovligt offentligt at benægte eller retfærdiggøre folkedrab eller andre forbrydelser imod menneskeheden. Man kan blive straffet med fængsel i op til to år.
Læs mere

  Liechtensteins flag

Litauen

Litauen har ikke p.t. nogen lovgivning om Holocaust-benægtelse, men i september 2009 påbegyndte landets parlament en proces, der skal lede hen imod en kriminalisering af benægtelse af Holocaust og de forbrydelser, der blev begået mod jøderne, da Litauen var en del af Sovjetunion.

  Litauens flag

Luxembourg

I Luxembourg har det siden 1997 været ulovligt at benægte, bagatellisere, retfærdiggøre eller sætte spørgsmålstegn ved Holocaust eller andre folkedrab. Straffen kan både være en bøde eller fængsling fra otte dage til seks måneder.
Læs mere

  Luxembourgs flag

 

Polen

I Polen har det siden 1998 været ulovligt at benægte forbrydelser begået af nazister, forbrydelser begået under det kommunistiske regime og forbrydelser imod menneskeheden og krigsforbrydelser generelt. Straffen herfor er enten en bøde eller fængsel i tre år.
Læs mere

  Polens flag

Portugal

I Portugal har man en generel lovgivning imod religiøs, racistisk eller seksuel diskrimination, der også gør det ulovligt offentligt at benægte krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Man kan blive straffet med fængsel fra seks måneder til fem år.

  Portugals flag

Rumænien

I Rumænien er det forbudt at benægte Holocaust, og her har man desuden en lov, der forbyder racistiske, fascistiske, fremmedfjendske symboler, uniformer eller gestik. Man kan blive straffet med fængsel fra seks måneder til fem år.

  Rumæniens flag

Schweiz

I Schweiz er det forbudt at benægte, bagatellisere eller retfærdiggøre folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden. Man kan blive straffet med fængsel i op til tre år eller få en bøde.
Læs mere

  Schweiz' flag

 

Slovakiet

Slovakiet gjorde det i 2001 kriminelt at benægte, at Holocaust havde fundet sted, men i maj 2005 blev loven ophævet.

  Slovakiets flag

Spanien

I Spanien har det tidligere været ulovligt at benægte Holocaust, men siden 2007 er det i stedet  blevet ulovligt at retfærdiggøre en forbrydelse som folkedrab. Man kan blive straffet med fængsel i et til to år.
Læs mere

  Spaniens flag

Tjekkiet

I Tjekket er det både ulovligt at benægte Holocaust og de forbrydelser, som blev begået under kommunismen. Man kan få en fængselsstraf fra seks måneder til tre år, hvis man offentligt benægter, betvivler, billiger eller forsøger at retfærdiggøre det nazistiske eller det kommunistiske folkedrab eller andre forbrydelser begået af nazister eller kommunister.

  Tjekkiets flag

Tyskland

I Tyskland kan man blive straffet med bøde eller fængsel i op til fem år, hvis man benægter eller bagatelliserer forbrydelserne begået af nazisterne under 2. Verdenskrig. Det er generelt ulovligt at opildne til had imod en særlig gruppe i befolkningen (§130), og desuden er nazistiske symboler som hagekors også ulovlige.
Læs mere 

  Tysklands flag

 

Østrig

Siden 1947 har det nazistiske parti været forbudt, og i 1992 blev det tilføjet til denne lov, at det er forbudt at benægte eller groft bagatellisere Holocaust eller andre nazistiske krigsforbrydelser. Man kan blive straffet med et til ti år i fængsel og i særlige alvorlige tilfælde med 20 års fængsel.
Læs mere

  Østrigs flag

Andre oversigter

Den Europæiske Kommission imod Racisme og Intolerance (ECRI) har lavet en oversigt over de europæiske landes juridiske tiltag imod racisme og intolerance (herunder også Holocaust- og folkedrabsbenægtelse).
 
The Coordination Forum for Countering Antisemitism (CFCA) har lavet en oversigt over de lande, der har en lovgivning, der forbyder Holocaust-benægtelse og antisemitisme.

 

Er lovgivning mod Holocaust-benægtelse en god idé?

Kan man lovgive sig ud af problemet med Holocaust-benægtelse? Vil et juridisk forbud dæmme op for Holocaust-benægtelsen, eller kan et forbud give bagslag og få den modsatte effekt? Hvordan kommer vi bedst benægtelsen til livs – ved at kriminalisere eller at modargumentere?

I Israel og 15 europæiske lande er det forbudt at benægte, at Holocaust eller andre folkedrab har fundet sted, men det er ikke alle, som synes, det er en god idé at forbyde Holocaust-benægtelse ved lov. Selv mellem EU-landene har det været meget svært at blive enige om en fælles politik og lovgivning. Og der er langtfra konsensus blandt historikere, politikere og meningsdannere om, at lovgivning mod Holocaust-benægtelse er den rigtige løsning.

Brud på ytringsfriheden?

Modstandere af at kriminalisere Holocaust-benægtelse mener ikke, at vi kan lovgive os ud af problemet. Selvom vi vedtager love imod benægtelse, vil det ikke ændre på, at vi fortsat har et problem med benægtere i vores samfund. Desuden vil et forbud imod benægtelse blot give benægterne en række argumenter på hånden, som kan understøtte deres konspirationsteorier: ”Hvorfor har frie vestlige demokratier overhovedet behov for at forbyde visse holdninger og meninger?, ”Hvad er det, der skal skjules?”, spørger benægterne. Hvis man gør Holocaust-benægtelse ulovligt, risikerer man, at de Holocaust-benægtere, der bliver anklaget og straffet, opnår en form for martyrstatus.
 
Tilhængere af en lovgivning imod Holocaust-benægtelse mener tværtimod, at Holocaust-benægtere fordrejer og udnytter ytringsfriheden, og at benægtelse netop derfor udgør en trussel mod de mest basale elementer i et demokratisk samfund. Tilhængerne mener, at det er forkert at sige, at Holocaust-benægtere repræsenterer en bestemt holdning: Holocaust-benægtelse er først og fremmest en løgn, der ikke skal tages alvorligt og betragtes som en legitim politisk holdning på linje med andre. Ytringsfrihed giver ikke ret til at lyve.

Andre stemmer i debatten påpeger, at det kendetegnende ved frie demokratiske samfund netop er, at ytringsfriheden gælder absolut ubegrænset: Den skal ikke kun skal gælde for dem, som man er enige med, men også for dem, som man er uenig med.

Har vi ikke bevismateriale nok?

Modstandere af en kriminalisering af Holocaust-benægtelse mener, at der er en fare for, at benægtere og andre vil fortolke et forbud imod Holocaust-benægtelse som udtryk for, at der ikke er tilstrækkelig historisk dokumentation, der kan bevise, at benægterne tager fejl. Men Holocaust er det bedst dokumenterede folkedrab nogensinde, og det historiske bevismateriale burde være stærkt nok i sig selv. Derfor er der ikke brug for en lovgivning, der forbyder Holocaust-benægtelse. Den bedste måde at bekæmpe Holocaust-benægtelse på er ved at argumentere for det modsatte og ved hjælp af historisk bevismateriale at vise, hvordan og hvorfor de tager fejl.

Tilhængere af love imod Holocaust-benægtelse mener dog, at sådanne love netop er mere nødvendige end nogensinde, fordi antallet af Holocaust-overlevere og øjenvidnerne til begivenhederne svinder ind, i takt med at de bliver gamle og dør. Derfor vil der snart ikke længere være nogen personlige historier, der kan videreføre historien om det, der skete, og som kan forhindre, at historien om de grusomme begivenheder bliver glemt eller manipuleret.

Lovgivning imod Holocaust-benægtelse: et værn imod racisme?

Mange tilhængere af en kriminalisering af Holocaust-benægtelse mener, at sådanne love er nødvendige for at forhindre en gentagelse af historien og en genopblomstring af nazismen og andre racistiske ideologier. Det var netop begrundelsen for at indføre et forbud imod nazistiske symboler i Tyskland og Østrig efter 2. Verdenskrig.

Kritikere påpeger, at der ikke er noget, der tyder på, at sådanne love er med til at promovere mere tolerance og mindre racisme. De europæiske lande som fx Tyskland og Østrig, der har en meget stram lovgivning, som både forbyder Holocaust-benægtelse og nazistiske symboler, er ikke gået fri for den fremmarch af racistiske og fremmedfjendske partier, som har præget Europa siden starten af 1990’erne, eksempelvis er nynazistiske grupperinger opblomstret i Tyskland.
Se oversigt over de lande, der forbyder Holocaust-benægtelse.

Skal staten bestemme, hvad der er historisk fakta?

Modstandere imod love mod benægtelse fremhæver ofte, at vi bevæger os ud på en glidebane, hvis en stat begynder at lovgive om, hvad der er historisk fakta. Det kan blive svært at sætte en grænse for, hvilke forbrydelser der skal lovgives om. Da EU forsøgte at lave en fælles EU-lovgivning om Holocaust-benægtelse, mente de tidligere østeuropæiske lande, som var underlagt Sovjetunionens diktatur, at det så også skulle være forbudt at sætte spørgsmålstegn ved de forbrydelser, som foregik under den sovjetiske besættelse.

Kritikere af lovgivning mener, at det er historikerne og ikke politikerne, der skal undersøge og bestemme, hvad der er historiske fakta. Som klummeskribenten og historikeren Timothy Ash udtaler: ”Der er ikke nogen, der kan lovgive om historisk sandhed. Hvis en historisk sandhed overhovedet kan blive etableret, skal den være baseret på en fri historisk forskning, hvor historikere kan diskutere beviserne og fakta og teste og udfordre hinandens påstande, uden de skal frygte at blive retsforfulgt eller forfulgt.” Med en lovgivning om folkedrabsbenægtelse risikerer man, at selv seriøse historikere eller intellektuelle, der ikke er interesserede i at benægte et folkedrab, føler, at de er underlagt censur.

Samme pointe fremhæver historikeren og ekspert på Holocaust-benægtelse, Deborah Lipstadt: ”Spørgsmålet om, hvad der er et folkedrab, folkedrabenes historie, og hvad vi kan sige herom, skal ikke afgøres af politikere og dommere.” Hun mener, at det er vigtigt, at historikere fx kan have en debat om, hvorvidt en massakre imod en civilbefolkning er et folkedrab eller ej. En sådan akademisk og juridisk debat sætter ikke spørgsmålstegn ved, om det skete, men åbner i stedet op for en diskussion om, hvad vi rent juridisk skal kalde det. Hun frygter, at en lovgivning om Holocaust- og folkedrabsbenægtelse vil kunne bremse sådanne akademiske debatter. 

Argumenter for og imod lovgivning om benægtelse

I 16 lande har man besluttet, at det ifølge landets straffelovgivning skal være forbudt at benægte, at Holocaust eller andre folkedrab har fundet sted. Langtfra alle eksperter, historikere og politikere er dog enige i, at lovgivning imod benægtelse er den rigtige løsning på problemet. Nogle mener, at et juridisk forbud kan være med til at bremse Holocaust-benægtelsen; andre mener ikke, at man bør lovgive om, hvad der er historiske fakta, og at man skal tage andre midler i brug, når det gælder bekæmpelsen af problemet med Holocaust-benægtelse.
 
Her kan du læse en række argumenter for og imod en lovgivning om Holocaust-benægtelse, som er fremlagt af fremtrædende eksperter, historikere, politikere og meningsdannere.

   

FOR

Hilda Tchoboian, præsident for organisationen European Armenian Federation for Justice and Democracy:

Holocaust-benægtelse er en kræftsvulst på ytringsfriheden og en trussel imod den offentlige orden, og det skal derfor udryddes. Jeg takker alle politiske kræfter, som slutter sig sammen i kampen for en lovgivning, der kriminaliserer benægtelsen af folkedrab.
Læs mere

 

Hilda Tchoboian

Hans Rauscher, historiker og klummeskribent ved den østrigske avis Der Standard:

Benægtelsen af Holocaust er ikke en mening; det er en politisk handling, der forsøger at luske en nazistisk tankegang ind i almindelige menneskers måde at tænke på.
 
Den, der giver nazismen et skær af uskyld, ønsker at genskabe den som en politisk mulighed … At tolerere den slags er at forlange lidt for meget af demokratiet.
 
Det populære argument om, at ”tanke- eller holdningsforbrydelser” ikke kan straffes, er uden begrundelse. Holocaust-benægtere som fx David Irving har ikke nogen holdninger. De ved, at disse forfærdelige forbrydelser blev begået, og hvordan de blev begået. Men alligevel vil de benægte, trivialisere dem og derved gøre dem politisk acceptable.
Læs mere

 

Hans Rauscher

Francois de Smet, vice president for Movement against Racism, Anti-Semitism and Xenophobia (MRAX) i Belgien:

“Man kan ikke bekæmpe racisme uden konstant at minde om, hvad det fører til i sidste fase: Den fysiske tilintetgørelse af ”den anden”, fordi han er ”den anden”. Det er derfor, det er legitimt at indskrænke revisionisternes ytringsfrihed. Hvis man tillader, at nogen i fremtiden benægter eksistensen af folkedrabet imod jøder, tutsier eller armeniere, er man uundgåeligt indirekte med til at retfærdiggøre den ideologi, som tillod disse massakrer.”

  MRAX' logo

 

Brigitte Zypries, Tysklands justitsminister:

“Selvom der nu er gået årtier siden Holocaust og 2. Verdenskrigs afslutning, skylder vi stadig at udvise respekt over for ofrene og deres erindringer. Vi må beskytte deres minder og deres værdighed fra løgne. […] I lyset af vores historie finder vi det uacceptabelt at tillade, at løgne om denne forfærdelige periode og den umenneskelighed, der herskede under det såkaldte “Tredje Rige”, spredes.
 
Grunden til, at vi vedtog denne lov
[om Holocaust-benægtelse, red.] er ikke betinget af hændelser i den seneste tid, men mere af historien i sig selv. Tyskerne planlagde og udførte Holocaust. Vi må stå ansigt til ansigt med dette faktum og acceptere vores skyld og tage det ansvar, som er os pålagt.
 
Jeg mener, at alle tyskere, uanset deres tro, skylder historien dette. Det er derfor stadig vigtigt, at vi ikke giver plads til Holocaust-benægtere. Nynazistisk ideologi forsøger at bagatellisere det nazistiske regime og de frygtelige begivenheder i Det Tredje Rige, og det er noget, vi er nødt til at kæmpe imod. Vi er nødt til at reagere på hate speech, løgne og fordomme. Derfor er vi også nødt til at opretholde vores bestræbelser på at uddanne folk, især unge mennesker,
[og oplyse dem] om de forfærdelige ting, der skete under Holocaust.
 
I Tyskland er ytringsfrihed en grundlæggende rettighed, der er beskyttet af grundloven, ligesom man ser det i USA. Men denne grundlæggende rettighed er ikke tildelt uden begrænsninger. Den tyske domstol har fastslået, at forbuddet mod benægtelse af Holocaust ikke overtræder denne grundlæggende ret til ytringsfrihed. Den såkaldte “Auschwitz-løgn” er en fornærmelse mod Holocaust-overlevende og det jødiske folk generelt – og optræder ofte i sammenhæng med en provokation af dem. Selvfølgelig ses der i Tyskland eksempler på mennesker, der forsøger at benægte Holocaust. Men vi har ønsket at være meget tydelige på dette område. Derfor vedtog vi denne lov og sagde samtidig, at det i Tyskland ikke er tilladt at afvise hændelser, der er historisk bevist.

Læs mere

  Brigitte Zypries

Professor Johannes Houwink ten Cate, historiker, Amsterdam Universitet:

“Jeg kan ikke se, hvorfor ytringsfriheden trues, hvis benægtelse af folkedrab gøres til en strafbar handling. Mange lande promoverer Holocaust-uddannelse som en del af deres uddannelsespolitik og opfordrer andre lande til at gøre det samme. Det betyder, at stater ikke er neutrale, i hvert fald ikke hvad historien angår, og at de tager parti, uden at dette er en begrænsning af eller forhindring for ytringsfriheden.
Læs mere

  Johannes Houwinck ten Cate

IMOD

Professor Deborah Lipstadt, Holocaust-historiker og ekspert om Holocaust-benægtelse, Emory Universitet, Atlanta:

Jeg er modstander af en lov mod Holocaust-benægtelse af tre grunde. For det første fordi jeg tror på ytringsfriheden. Regeringer bør ikke uarbejde love, der begrænser ytringsfriheden, fordi det aldrig går godt, når det sker. For det andet fordi disse love gør Holocaust-benægtere til martyrer. Se, hvad der skete med David Irving, da han blev løsladt fra fængslet i Østrig – han blev en mediedarling og fik derfor plads til at udgyde sine misinformationer. I stedet for at jage dem burde vi ignorere dem. For det tredje – og måske vigtigst af alt – tyder sådanne love på, at vi ikke har den nødvendige historie, dokumentation og beviser for, at Holocaust er sket. Sådanne love tyder på, at vi ikke har tillid til sandheden. Men vi har den nødvendige dokumentation, og vi bør i stedet udvikle, uddybe og ikke mindst stole på denne.
Læs mere

 

Deborah Lipstadt

Alan Dershowitz, juraprofessor på Harvard Universitet:

Det bedste svar på løgnagtig tale er sand tale. At censurere Holocaust-benægtelse vil komme til at virke imod hensigten. Det vil få benægterne til at fremstå som helte og være med til at sprede deres budskab. Desuden er det næsten umuligt at komme benægtelsen til livs gennem kriminalisering i internettets tidsalder.

En lovgivning imod Holocaust-benægtelse illustrerer en manglende tillid til troen på idéernes frie markedskræfter. Hvis bevismaterialet er så klart, hvorfor har vi så brug for love?

  Alan Dershowitz

 

Cecilie Felicia Stokholm Banke, ph.d., seniorforsker, DIIS, Holocaust og folkedrab:

Risikoen for, at forbud mod folkedrabsbenægtelse ender med en lang række af regler, der begrænser den frie ytring, ligger lige for. Således kommer den regel, der skal bevise én form for normer i Europa, til at gå ud over en anden norm, nemlig den frie ytring. Og det kan give bagslag.

I stedet for at bekæmpe Holocaust-benægtelse kan et forbud bidrage til at skabe splid mellem etniske og religiøse grupperinger. Så hellere slå et slag for historie og sandhed. Og tro på, at oplysning i den sidste ende betaler sig.” 
Læs mere

 

Timothy Garton Ash, historiker og forfatter, Oxford Universitet:

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner […] Vi har ikke behov for flere undertrykkende regler, men mere fri ytring, hvis vi vil bekæmpe bigotteri og fremme tolerance.”
 
“Ingen kan lovgive om den historiske sandhed. For så vidt den historiske sandhed overhovedet kan etableres, må denne konstateres ved uhæmmet historisk forskning, hvor historikere diskuterer beviser og kendsgerninger og afprøver og anfægter hinandens påstande uden frygt for både retsforfølgelse eller forfølgelse.

Læs mere

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: