Hvordan?

 

Introduktion: Hvordan?


Holocaust-benægtelse optræder i mange af de medier, vi til hverdag er i kontakt med. Benægtelsen foregår på mange forskellige måder, med varierende intensitet, seriøsitet og gennemslagskraft. Holocaust-benægtelsen har mange forskellige forklædninger, men det er muligt at finde særlige kendetegn i den måde, benægterne argumenterer på, og der er nogle særlige nøgleområder, som benægterne lægger stor energi i.

Benægtelse i dansk regi

Holocaust-benægtelse i Danmark så første gang dagens lys i 1977, men det var først med stiftelsen af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning i 1997, at Holocaust-benægtelsen og -benægterne for alvor blev organiseret og fik fodfæste i Danmark. Selskabet gjorde det muligt for benægterne at koordinere og effektivisere deres indsats, hvilket gav konkret afkast i form af markant taletid i både aviser og på tv.

Symbolnedbrydning

Formålet med benægtelsen er oftest at overbevise andre mennesker om, at Holocaust ikke har fundet sted – eller at bagatellisere Holocaust. Det forsøger Holocaust-benægterne at gøre på flere måder. Dels forsøger de at argumentere på ”akademisk vis”, dels går de bevidst efter at så tvivl om rigtigheden af de kilder, der beviser, at Holocaust har fundet sted. Nogle af kilderne får særlig opmærksomhed, fordi de står som symboler på Holocaust og nazisternes jødeforfølgelse. Holocaust-benægterne forsøger fx at så tvivl om, hvorvidt der fandtes gaskamre i udryddelseslejrene, og om Anne Franks dagbog er virkelig.

Hul argumentation

Det er vanskeligt og ikke altid fornuftigt at diskutere med Holocaust-benægtere. Nogle akademikere mener endda, at man slet ikke bør diskutere med Holocaust-benægtere, fordi man så signalerer, at man tager dem og deres udlægning af Holocaust seriøst. Omvendt skyer benægterne ofte ingen midler i at udbrede deres synspunkter: De har bl.a. lanceret ”undervisningsmateriale” om Auschwitz. Derfor er det – diskussion eller ej – vigtigt at vide, hvordan Holocaust-benægterne argumenterer, og hvor man kan møde dem og deres påstande. For har man værktøjer til at skille deres argumentation ad, så finder man hurtigt ud af, at benægternes argumentation ofte er hul og uden hold i virkeligheden.

Holocaust-benægternes argumentation

Overbevisende argumentation er afgørende, når man skal formidle sine budskaber – men argumentation kan sagtens være overbevisende uden at være saglig og sand. På overfladen kan mange Holocaust-benægteres argumentation virke troværdig, men reelt er den falsk og misvisende. Benægterne fordrejer fakta, appellerer til følelser frem for fornuft og fokuserer på specifikke detaljer, som kan være svære at argumentere imod. Hvordan kan argumentationslære hjælpe os med at gennemskue benægternes argumentation?

Argumentation handler om at overbevise en modpart om rigtigheden af det, man siger. Det gælder også for Holocaust-benægteres argumentation. Ofte er en strategi i deres argumentationsteknik at forvirre og udmatte modparten frem for at argumentere videnskabeligt og lødigt. Hvis Holocaust ikke er et område, man selv ved meget om, kan benægternes ”viden” let komme til at fremstå overvældende, og argumenterne kan på overfladen virke overbevisende.

 

“Dørene gik indad”
“Så ser vi lige på de gaskamre, man med ansigtet lagt i de rette folder fremviser i Auschwitz. Dørene går indad. Så strømmer gassen ud. Og jøderne dør og ligene ligger hulter til bulter i det frygtelige gaskammer. Mon de døende jøder har vist så meget hensyn, at de har undladt at lade sig krepere netop i døråbningerne? For ellers kan det blive noget problematisk for de efterlevende, jøder som nazister at få dørene op igen, så man kan slippe af med kadaverne.”
Mottoet på DSFHF’s hjemmeside.

Argumentationslære: påstand – belæg – hjemmel
 
Filosoffen og idéhistorikeren Stephen Toulmin udarbejdede i 1958 en model for argumentation. Toulmins argumentmodel beskriver, hvordan de fleste argumenter er konstrueret, og modellen kan benyttes til at analysere næsten alle argumenters opbygning.
Ifølge modellen består et argument af en påstand, et belæg og en hjemmel.
Et argument kan fx se sådan ud:

  • Påstand: Krig er forfærdeligt
  • Belæg: Fordi mange uskyldige mennesker lider under krig
  • Hjemmel: Det er forfærdeligt, når uskyldige mennesker lider

Påstanden er den holdning, afsenderen ønsker, at modtageren skal acceptere. Belægget er den information, som afsenderen bruger til at understøtte sin påstand. Man kan finde belægget ved at spørge, hvad afsenderen bygger sin påstand på. Hjemmel er det generelle princip, der forbinder påstand og belæg, men det gælder særligt for hjemmelen, at den ikke altid fremgår direkte og eksplicit i argumentet.
Hjemmelen kan man finde ved at spørge, hvordan man kommer fra belæg til påstand.
Ved at fokusere på påstand, belæg og hjemmel kan man se, hvordan et argument er bygget op, og argumentet bliver dermed mere gennemskueligt.

Appelformer: logos – etos – patos
Inden for klassisk retorik taler man om tre forskellige måder, hvorpå man kan fange modtagerens opmærksomhed og vinde modtagerens tilslutning. De tre appelformer kaldes for logos, etos og patos.

  • Logos: Med logos appellerer man til modtagerens rationelle stillingtagen. Man forsøger at være saglig, logisk og objektiv i sin argumentation. Ofte vil man henvise til tal, data, statistikker, rapporter eller andet, der gennem fakta kan bevise og underbygge en pointe.
  • Etos: En etosappel handler om afsenderens troværdighed. Afsenderen forsøger at styrke sin argumentation ved at opbygge og skabe tillid til sig selv som autoritet, fx ved at demonstrere sin viden og ved at referere til andre autoriteter, som er enige med disse synspunkter. Andre væsentlige aspekter af etosappellen er, at man som afsender giver modtageren indtryk af, at man besidder moralske kvaliteter, og at man grundlæggende vil modtageren det godt.
  • Patos: Patosappellen taler først og fremmest til modtagerens følelser. Afsenderen forsøger at skabe en særlig følelsesmæssig stemning hos modtageren, der gør modtageren mere modtagelig for budskabet. Det kan blandt andet ske ved brug af virkemidler som billeder, metaforer og fortællinger, der gør bestemte problemstillinger eller situationer nærværende for modtageren.

Usande og uholdbare argumenter

Inden for argumentationslære handler det oftest om at vinde tilslutning, mere end det handler om at komme frem til en sandhed. Det vil sige, at det vigtigste – rent argumentationsmæssigt – er, at der er sammenhæng mellem påstand, belæg og hjemmel. De enkelte led i argumentet kan dog være både sande eller falske.

Holocaust-benægterne forsøger at få deres påstande til at virke sande ved at opstille argumenter, der formelt set fremstår som holdbare. Men benægterne baserer deres påstande på falske præmisser, og derfor bliver argumentationen rent indholdsmæssigt falsk, selv om argumenterne måske formelt set er holdbare.

Eksempel:

  • Påstand: Hitler gav ikke ordre til at slå jøderne ihjel.
  • Belæg: Der findes ikke nogle dokumenter, der beviser, at Hitlers mål var at udrydde jøderne.
  • Hjemmel: For at kunne påvise noget, må man have beviser, der kan underbygge ens påstande.

Argumentet bygger på en logos-appel, fordi benægterne forsøger sig med en saglig argumentation: Når der ikke findes dokumenter, hvori Hitler giver direkte ordre til udryddelsen af jøderne, må konklusionen være, at dette ikke var hans mål. Umiddelbart lyder argumentet overbevisende og fornuftigt, for hvis der ikke findes beviser, der fremstiller en ordre fra Hitler, så har han måske ikke givet den? Men historiske undersøgelser af tusindvis af kilder giver et modargument til benægternes påstand, for det er faktisk muligt at bevise, at Hitlers formål var at udrydde alle jøder.
Læs artikel om, hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted

Benægterne forsøger at fremstille deres argument som sandt ved at fordreje historiske fakta. De tager én pointe – fx at der ikke eksisterer nogen ordre fra Hitler – ud af en forskningsmæssig sammenhæng og generaliserer ud fra det. Hvis ikke man ved, at der faktisk eksisterer enorme mængder af kildemateriale, kan benægternes påstand om Hitlers uskyld nemt virke overbevisende.

Benægternes argument er formelt set heller ikke gyldigt, og man kan også bevise, at argumentet ikke holder, ved at analysere dets interne sammenhængskraft. For korrekt at kunne slutte fra belæg til påstand er hjemmelen i virkeligheden: ”Hvis der ikke findes dokumenter, der eksplicit dokumenterer noget, er det ikke sket.” Formuleret sådan er det tydeligt, at benægternes argument er noget sludder.

Forsøg på at ligne ”rigtige” historikere

Det er mange Holocaust-benægteres ønske at fremstå som lødige historikere. Det er bl.a. derfor, at de kalder sig ”revisionister” og med klassisk logos-appel fremlægger såkaldte ”beviser” for deres påstande. Men revisionisme er en betegnelse, der dækker over en anerkendt kritisk-historisk tradition, hvis formål er at revurdere eller raffinere opfattelsen af fortiden – ikke at benægte den. Ved at kalde sig selv revisionister forsøger Holocaust-benægterne at opbygge deres etos og at fremstå akademisk lødige.

Historikere argumenterer ofte mod hinanden om historiske fakta, bl.a. fordi man hele tiden finder nyt kildemateriale, der medfører ny viden og nye erkendelser. Samtidig er et af historiefagets kerneområder at bedrive kildekritik, og der vil derfor til tider være uenighed i fortolkningen af historisk materiale. Holocaust-benægterne prøver at fremstå som seriøse, uenige historikere ved at stille spørgsmålstegn ved nogle af de historiske kilder. Problemet er imidlertid, at de fakta, som de stiller sig kritiske over for, er nogle af de historisk mest veldokumenterede.

Modtagerens tvivl

Det, benægterne går efter, er modtagerens tvivl. Hvis du tvivler, kan du overtales – det er deres argumentations logik. Er der ingen tvivl, er argumentationen overflødig, for modtageren lader sig ikke rokke i sin overbevisning. Netop derfor forsøger mange Holocaust-benægtere at rette deres påstande mod børn og unge, fordi mange børn og unge endnu ikke har lært, hvad Holocaust er, og derfor kan komme i tvivl, når de bliver udsat for benægtelse og propaganda.

Akademiske titler

I forsøget på at opbygge etos og troværdighed forsøger benægterne ofte at udtrykke sig på en videnskabelig måde, ligesom de benytter sig af akademiske titler. Akademiske titler er oftest et tegn på, at man har bedrevet seriøs forskning, og ved at henvise til disse forsøger benægterne at bevise, at de er troværdige forskere.

Mange benægteres akademiske titler er imidlertid tvivlsomme. Fx står der på racisten og Holocaust-benægteren David Dukes hjemmeside, at han har en ph.d.-grad. Men denne titel er mere end tvivlsom, da den er tildelt fra et meget kontroversielt, antisemitisk universitet. Men ved man ikke det, skaber ph.d.-titlen et førstehåndsindtryk af en akademisk pålidelig person, hvis påstande er legitime.

En lignende form for etos-appel gør sig gældende, når benægterne som i almindelige videnskabelige sammenhænge citerer hinanden og henviser til hinandens tekster. Herved opstår et atypisk ”forskningsfællesskab”, hvor man ikke – som normalt – argumenterer for sine holdninger, men i stedet gentager påstandene så mange gange, at de ender med at repræsentere en fælles mening.

Detaljer blænder

En anden benægter-strategi er – med klassisk logos-appel – at demonstrere stor, specifik viden om et enkelt aspekt inden for Holocaust. Det kan virke overbevisende at jonglere rundt med historiske detaljer, også selvom disse detaljer er fordrejede og manipulerede. Derfor fokuserer benægterne gerne på detaljer fra Holocaust, der er til diskussion blandt historikere, og forbigår den tilgængelige viden på området.

Det er fx ikke muligt at finde frem til det helt nøjagtige antal omkomne jøder eller at finde navnene på alle ofrene. Det bruger Holocaust-benægterne som argument for, at antallet af ofre er overdrevet. I de sidste 40 år er forskellige forskere ved forskellige metoder kommet frem til, at antallet af jødiske ofre rangerer i størrelsesordnen fem en halv til seks millioner. Benægterne noterer sig, at der findes forskellige resultater og konkluderer derfor, at det anslåede antal er opspind og vildt overdrevet. 
Læs artikel om, hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted?

Fremstiller sig som ofre

Mange seriøse forskere afviser at gå i dialog med Holocaust-benægtere for ikke at give deres argumentationer anerkendelse eller plads i offentligheden. Når benægterne ikke bliver taget alvorligt, forklarer de selv ofte dette med, at de møder modstand fra en overmagt af etablerede Holocaust-historikere, som ikke er villige til at diskutere præmisserne for deres egen forskning. De henviser også ofte til deres ytringsfrihed og ret til at fremføre deres argumenter i den offentlige debat. På den måde fremhæver de det uretfærdige i, at deres udsagn ikke bliver taget seriøst. Ifølge benægterne skyldes det, at almindelige forskere ikke tør debattere med dem, og at deres påstande derfor enten bliver ignoreret eller udsat for censur.

Paradoksalt nok er konklusionen dermed fra benægternes side ofte, at Holocaust-historikere er bange for at revidere deres ”dogmer”, og at det derfor er historikerne, der gør sig skyldige i propagandavirksomhed og ikke kan betragtes som seriøse forskere.

Dialog med benægterne?

Det er ofte ikke umagen værd at indgå i dialog med Holocaust-benægterne. Det kan ikke betale sig, da det ikke er på benægternes dagsorden at meningsudveksle eller at diskutere. De er nærmere interesserede i at få taletid, så de kan sprede deres påstande. Men da benægterne sommetider formår at få udbredt deres budskaber, er det nødvendigt at komme med modargumenter, der kan afvise deres påstande som ugyldige. Dette kan bl.a. gøres ved at skille deres argumentation ad, således at manipulation og forkerte oplysninger fremstår klart og tydeligt.

Skil argumenterne ad og vær kritisk

Argumentationslære handler ikke om, at alt er rigtigt, så længe man kan argumentere for det. Nogle historiske begivenheder er så veldokumenterede, at man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved, om de har fundet sted. Det er noget af det, man skal holde øje med, når man ser et argument efter i sømmene. På overfladen kan benægternes argumenter måske virke holdbare, men skiller man dem ad, skjuler der sig ofte falske belæg eller hjemmeler, der bruges til at manipulere med modtageren. Det er derfor vigtigt altid at være kildekritisk, opmærksom på argumentations-teknik – og at bruge mere end én kilde, når man søger efter informationer. 
Læs om, hvordan man er kritisk på nettet

DIIS, Holocaust og folkedrab – januar 2010

Diskutér

  1. Kan man forestille sig et argument, hvor påstanden eller belægget ikke er nævnt direkte? Find på et eksempel.
  2. Hvordan påvirker de tre appelformer hinanden indbyrdes i benægternes argumentation?
    Gengiv med dine egne ord, hvad der er problemet ved benægternes påstand om, at Hitler ikke gav ordre til at udrydde jøderne.
  3. Vælg en benægter (se oversigt over benægtere) og analysér hans eller hendes argumentation ved hjælp af Toulmins argumentionsmodel og de tre appelformer. Se fx på den danske benægter Christian Lindtner og de første 20 min af et oplæg, han holdt ved et “symposion” arrangeret af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning.

Holocaust-benægtelse i Danmark


For mange vækker ordet ”Holocaust-benægtelse” associationer til udlandet, men også i Danmark har der været mange tilfælde af Holocaust-benægtelse. Danske benægtere har haft succes med at skabe opmærksomhed omkring deres budskab: De har bl.a. opsøgt skoler og udstillinger om Holocaust, kopieret hjemmesider og startet deres egen produktion af ”undervisningsmaterialer”. Også nynazister i Danmark har markeret sig med Holocaust-benægtelse og har fx uddelt løbesedler til skoleelever. Her er en række eksempler på, hvordan Holocaust-benægtelse har taget form i Danmark.

En af de første danske Holocaust-benægtere

I en årrække efter 2. Verdenskrig fandtes der stort set ikke Holocaust-benægtelse i Danmark. I 1977 stillede den danske journalist og forfatter Erik Haaest imidlertid spørgsmålstegn ved omfanget af Holocaust, da han i en udgave af sit

Nyhedsavisen om antisemitisme
I 2009 valgte gratis-avisen Nyhedsavisen at sende en Holocaust-benægtende nynazist  til Auschwitz med en Holocaust-overlever, som uden held forsøgte at overbevise ham om, at Holocaust rent faktisk havde fundet sted. Læs artiklen

Holocaust-benægtelse på nettet
Det er først og fremmest på nettet, de fleste mennesker har stødt på de danske Holocaust-benægtere. Benægtelsen findes på en række danske websider, men benægterne er også til stede i chatfora, nyhedsgrupper, på blogs og ikke mindst på de danske avisers hjemmesider, hvor der er mulighed for at kommentere aktuelle artikler.
Læs om, hvorfor Holocaust-benægtelse trives på nettet
 

tidsskrift, Nationaltidende, bragte artikler med overskrifterne: ”Der eksisterede ingen gaskamre i Hitlers kz-lejre” og ”Anne Franks dagbog er løgn og svindel”. Samme år udgav han skrivelsen Det magiske tal, som mere eller mindre var en gengivelse af Holocaust-benægteren Richard Harwoods bog Did Six Milion Really Die?. Der skulle dog gå rundt regnet 20 år, før Holocaust-benægtelsen fik rigtigt fodfæste i Danmark.

En afgørende begivenhed – oprettelsen af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning

I sidste halvdel af halvfemserne skete der noget, der fik afgørende betydning for udbredelsen af Holocaust-benægtelse i Danmark. I efteråret 1997 blev Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning (DSFHF) stiftet.

Formålet med organisationen var ”systematisk at sprede kendskab til revisionismen, at opretholde traditionen for kildekritisk historisk forskning, at stoppe undertrykkelsen af den frie forskning samt at gøre opmærksom på statsstøttede løgne”. DSFHF har siden sin etablering systematisk forsøgt at udbrede budskabet om, at Holocaust aldrig beviseligt har fundet sted. Oprettelsen af selskabet har gjort det muligt for benægterne at koordinere og effektivisere deres indsats, hvilket har ført til betydelig taletid og opmærksomhed i medierne.

Berlingske Tidende trykker indlæg fra Holocaust-benægter

Den 24. januar 1998 fik dr. phil. Christian Lindtner optaget et indlæg i Berlingske Tidende med titlen “Holocaust i et nyt lys”. I indlægget argumenterede han for, at en stor del af den viden, der fandtes om Holocaust, herunder at brugen af gaskamre og antallet af døde i Auschwitz, var fejlagtig. Ifølge Lindtner døde blot 80.000 mennesker i Auschwitz, og lejren var først og fremmest gennemgangslejr, forstået på den måde, at jøderne kun var i Auschwitz i kort tid og derefter blev sendt videre til andre steder. Desuden ville Hitler og dennes højre hånd, Himmler, aldrig begå folkedrab, da de anså dette for ”ugermansk”.
 
Det vakte forargelse, at Berlingske Tidende havde valgt at trykke et så kontroversielt indlæg. Avisen undskyldte sig med, at man tidligere havde trykt flere af Lindterns indlæg om andre emner, og at man derfor ikke havde været opmærksom på netop dette indlægs specielle indhold. Trods beklagelsen valgte avisen kort efter at trykke endnu et af Lindtners kontroversielle læserbreve, ”Encyklopædi lyver”, som hævdede, at den danske encyklopædi opgiver et forkert og ”uvidenskabeligt” dødstal blandt fangerne i Auschwitz.
 

Skandale på Københavns Universitet

I 1998 var den tyske professor og ekspert i nazismens historie, Eberhard Jäckel, gæsteforelæser på Københavns Universitet. Efter forelæsningen var der, traditionen tro, en spørgerunde, hvor tilhørerne havde mulighed for at stille spørgsmål. Denne mulighed benyttede en samling danske Holocaust-benægtere sig af i en koordineret aktion. Til de andre tilskueres og ikke mindst Jäckels forargelse og forbavselse hævdede de, at oplysninger om Auschwitz-lejren ikke var korrekte, at jøderne havde erklæret krig mod Tyskland og “desuden bare kunne have rejst,” og at tilståelser fra fx kommandanten i Auschwitz var skrevet under tortur.
 

Benægtere på direkte tv

1998 var i det hele taget et “godt” år i benægter-forstand, da benægterne fik meget taletid i de danske medier. Talkshowet Reimer Bo, der havde Reimer Bo som vært, bragte et program, der handlede om kontroversielle udtalelser. Reimer Bo lod her Holocaust-benægteren Marianne Herlufsdatter fremføre sine ekstreme synspunkter om, at der ikke var blevet udryddet jøder under 2. Verdenskrig – og i hvert fald ikke seks millioner – og herefter fik Birgit Fischerman, formand for Foreningen af Danske Jøder, som var i ghettoen og koncentrationslejren Theresienstadt, så lov til at komme med sine modargumenter, som om det var to ligeværdige synspunkter.

Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning stjæler webside-design

I 2002 lancerede DSFHF en hjemmeside med adressen www.holocaustuddannelse.dk. Den angav at ville undervise i ”de uklare og videnskabeligt uforståelige aspekter af Holocaust”. Problemet med siden var imidlertid, at daværende Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier kort forinden havde lanceret en undervisningswebside om Holocaust, rettet mod elever på ungdomsuddannelserne og studerende, på den næsten identiske adresse www.holocaust-uddannelse.dk. Det var med andre ord kun en bindestreg i URL-adressen, der adskilte de to hjemmesiders adresse.
 
De øvrige grafiske elementer, informationsstrukturen og farverne på de to websider var stort set ens, ligesom teksterne på de to åbningssider var bemærkelsesværdigt enslydende. Der var imidlertid den afgørende forskel på de to websider, at hvor den ene var resultatet af to specialestuderendes arbejde med at formidle den historiske begivenhed Holocaust i et samarbejde med Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, var den anden hjemmesides budskab, at Holocaust aldrig var sket, men blot er en statsstøttet myte. Efter en del juridisk tovtrækkeri blev DSFHF frakendt retten til domænenavnet www.holocaustuddannelse.dk og antog i stedet domænenavnet www.holocaust.nu, men beholdt layoutet, som organisationen imidlertid på eget initiativ skiftede i 2004.

Nynazistiske løbesedler på danske skoler

I forbindelse med Auschwitz-dag og vandreudstillingen “Anne Frank – en historie for vor tid”, som flyttede rundt på danske skoler, delte den nynazistiske bevægelse Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB) løbesedler ud forskellige steder (se billede). Løbesedlerne var dekorerede med hagekors og kaldte Holocaust for et ”svindelnummer”, opfordrede derfor eleverne til at ”sige nej til jødisk hjernevask” og i øvrigt besøge Dansk Selskab for Fri Historisk Forsknings webside. Chikanen tvang bl.a. udstillingen til at flytte fra Helsingør Gymnasium, hvor der var åben adgang, til en naboskole i et aflukket klasseværelse.

Ny strategi: direkte kontakt til elever

Med tiden er Holocaust-benægtere og særligt Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning blevet mere og mere direkte og opsøgende med deres Holocaust-benægtende budskaber. I januar 2004 lancerede DSFHF fx et nyt ”undervisningsmateriale”.

Det var en rejsevejledning med titlen ”Når I besøger Auschwitz”, henvendt til danske skoleelever og studerende. Selskabet nøjedes ikke med at lægge vejledningen på nettet, men sendte den direkte til elevrådsformænd og skolesekretærer landet over. Sidenhen er proceduren med at tage direkte kontakt til elever blevet gentaget flere gange – ofte i forbindelse med afholdelsen af Auschwitz-dag 27. januar, der er den årlige mærkedag for Holocaust og andre folkedrab.

”Hemmelige møder” med David Irving i Danmark

I de sidste to årtier har især den engelske historiker David Irving været en vigtig drivkraft i det internationale netværk af benægtere. I foråret 2004 var Irving på “hemmeligt” besøg i Danmark, hvor han foran en udvalgt skare skulle tale om bl.a. Nazi-Tyskland, Holocaust og Hitler. En journalist fra Ekstra Bladet, Kåre Quist, gik under cover som arbejdsløs historiker med tendens til fremmedhad og fik adgang til det hemmelige møde. Kåre Quist rapporterede om et mærkværdigt møde, hvor de danske benægtere leflede for en olm David Irving, og hvor den danske Holocaust-benægter Christian Lindtner optrådte i en tysk politiuniform.
 

Benægtere på børne- og ungdomssiden Arto

I 2005 gik benægterne nye veje i forsøget på at få deres budskaber ud. En af strategierne var, at oprette profiler på børne- og ungsdomssitet www.arto.dk, hvor benægterne forsøgte at igangsætte diskussioner om, hvorvidt Holocaust nu også havde fundet sted, og hvor fedt det var, at “jøden Bubber” stoppede på TV2.
Læs artikel om benægternes tilstedeværelse på arto.dk.

Konference i Iran

I 2006 deltog Christian Lindtner som eneste dansker i en meget kontroversiel todages konference i Iran, ”The International Conference to Review the Global Vision of the Holocaust”. Konferencens formål var at diskutere, hvorvidt nazisternes udryddelser af jøder under 2. Verdenskrig havde fundet sted samt at give plads til synspunkter, der lovmæssigt er forhindret i Europa. Lindtners bidrag til konferencen var oplægget ”The Holocaust in Danish Media 1998-2006”. I denne sammenhæng var det særligt interessant, at flere danske medier mere eller mindre ukritisk refererede fra konferencen og gengav benægternes påstande som et – omend spøjst – alternativt synspunkt i en debat.

Statslig støtte til Holocaust-benægter

20 år efter, at Erik Haaest første gang trykte sine benægter-påstande, kom han i 2007 igen i offentlighedens søgelys. Af to omgange havde han modtaget 100.000 kroner i statsstøtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg. Pengene skulle gå til en planlagt trilogi om danske Hipofolk (et dansk korps, der fungerede som tysk hjælpepoliti). En artikel i Information 18. juli 2007, der gjorde opmærksom på, at Haaest tidligere havde sået tvivl om Holocaust og om, hvorvidt Anne Franks dagbog var ægte, udløste stor debat om Kunstrådets Litteraturudvalgs vurdering af Haaests forfatterskab. Haaest svarede igen på kritikken ved at forsvare sine artikler og gentage sin påstand om, at Anne Franks dagbog var et falskneri.
 

De nyeste former for benægtelse

I august 2008 valgte gratisavisen Nyhedsavisen at sende den 19-årige nynazist Daniel Carlsen i følgeskab med den tidligere kz-fange, polske Zygmunt Gross, til Auschwitz. Efterfølgende bragte avisen en lang artikel, hvori de begge fik lov til at fortælle deres “historie”.
 
Senest i 2009 forsøgte benægtere fra DSFHF igen at udbrede deres budskaber ved at opsøge gymnasier og elevrådsformænd i forbindelse med Auschwitz-dag.
 
Et par måneder senere udsendte selskabet materiale til alle landets gymnasier, og denne gang omhandlede det Arbejdermuseets udstilling “Ovnbyggere fra Auschwitz“, der dokumenterer, hvordan de ansatte i firmaet Topf und Söhne gjorde sig medskyldige i lejrenes udvikling til egentlige “dødsfabrikker”. I materialet advarer DSFHF mod ”udbredelsen af kommunistisk propaganda og undertrykkelse af sandheden”. Repræsentanter for benægterne besøgte udstillingen, uddelte flyers og forsøgte at overbevise de andre gæster om, at ingen jøder var døde i gaskamre mv. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: