Hvad?

 

Holocaust-benægtelsens grundelementer


Trods et overvældende bevismateriale er der mennesker, der benægter, at drabet på seks millioner jøder under 2. Verdenskrig fandt sted. Hvad er det, de benægter, og hvordan lyder deres argumentation?

Holocaust-benægtere argumenterer for, at nazisternes mord på omkring seks millioner europæiske jøder under 2. Verdenskrig helt eller delvist ikke har fundet sted.
 

Tre overordnede benægterpåstande

Benægtelsen koncentrerer sig om en afvisning af tre kerneelementer i Holocaust:

  • Nazisterne dræbte omkring seks millioner jøder
  • Drabene skete bl.a. ved brug af gaskamre
  • Drabene blev udført systematisk og med forsæt

Benægterne bygger deres argumentation op omkring tre modsatrettede grundsætninger:

  • Tallet seks millioner er stærkt overdrevet: Der døde ikke seks millioner jøder – og det var jødernes egen skyld, at de blev forfulgt
  • Der blev ikke anvendt gaskamre til drab på jøder
  • Hitler beordrede ikke jødeudryddelserne, som derfor ikke var officiel politik. Jøderne blev bare deporteret “østpå”

 

Antallet: Døde der virkelig seks millioner?

En af Holocaust-benægternes mest hårdnakkede påstande er, at antallet på seks millioner jødiske ofre er alt for højt. Det er forskelligt, hvor mange jødiske ofre de enkelte benægtere så angiver – oftest afviser de blot eksisterende forskning – men tallet svinger fra et par hundrede tusinde og helt op til fire millioner.

Det er ikke muligt at finde frem til det helt nøjagtige antal omkomne jøder eller at finde navnene på alle ofrene. Det ser Holocaust-benægterne som et bevis på, at antallet af ofre er overdrevet. I de sidste 40 år er forskellige forskere ved forskellige metoder kommet frem til, at antallet af ofre rangerer i størrelsesordnen fem en halv til seks millioner. Benægterne noterer sig, at der findes forskellige resultater og konkluderer på baggrund heraf, at det anslåede antal derfor er opspind.

Afvisningen af beviser

Ifølge benægterne kan man ikke have tiltro til et eneste af de vidneudsagn, der støtter eksistensen af Holocaust. Vidneudsagnene, særligt de jødiske, er utroværdige og uden betydning i forhold til dokumenter. Gerningsmænds beretninger og tilståelser bliver afvist som falsknerier, alle fremtvunget under tortur eller afgivet i håbet om lavere straffe. Den store mængde dokumenter, som støtter eksistensen af Holocaust, bliver afvist som falsknerier eller som politisk farvede.

Jøderne gemmer sig

Spørger man benægterne, hvad der så skete med de seks millioner jøder, der forsvandt under 2. Verdenskrig, lyder svaret, at befolkningsstatistikkerne, der er opgjort før krigen, er forkerte. Og da antallet af jøder før krigen er mindre end opgjort, ser det ud, som om der “mangler” omkring seks millioner, men det gør der ikke. En yderligere benægterforklaring er, at jøderne rejste til Israel, Sibirien, USA osv., hvor de i dag holder sig skjult.

Jøderne var “almindelige” krigsofre

Når benægterne bliver konfronteret med kildemateriale og vidneudsagn, som vidner om massedrab, sult, kulde, tilfældig vold, brutalitet og skyderier, så forklarer de rædslerne med, at al krig er brutal og umenneskelig. De mener, at nazisterne ikke var forskellige fra andre, der var i krig, og de allierede begik også krigsforbrydelser. Desuden opførte jøderne sig fjendtligt over for tyskerne, hjalp partisanerne og skød på de tyske tropper, så det var nødvendigt at uskadeliggøre dem som enhver anden fjende
 
Et andet benægterargument er, at de jøder, der var i ghettoer og lejre, døde på grund af sygdomme. Det var derfor nødvendigt at anbringe dem i lejre og brænde deres lig, fordi de ellers smittede de tyske soldater.

Ingen henrettelser i gaskamre

Et andet benægter-argument, der går igen, er, at der ikke eksisterede gaskamre. Konfronteret med det faktum, at der findes tegninger af gaskamre, vidneudsagn, bestillinger af fx gasarten Zyklon B og gastætte døre, siger benægterne, at kamrene eksisterede, men blot ikke blev brugt til henrettelser, men derimod til aflusning af de indsattes tæpper og tøj.
 
Benægterne mener, at man ikke kan stole på vidneudsagnene, og gaskamrenes henrettelsesfunktion bliver også afvist med, at man i dag ikke kan se de huller i tagene på gaskamrene, som gassen blev ført ind ad. Det hænger sammen med, at gaskamre i krigens sidste dage blev bombet, restaureret, brugt til andre ting eller forfaldt, så det har været svært ”at genfinde hullerne”. De er dog siden blevet endegyldigt lokaliseret.

Hitler ville ikke udrydde jøder, og han vidste ikke, hvad der foregik

 
Den sidste grundpille i benægtelsen er postulatet om, at “føreren” Adolf Hitler aldrig havde til hensigt at udrydde jøderne, og at han ikke vidste noget om de uhyggelige ting, der foregik i udryddelses- og koncentrationslejrene. Intentionen med jøderne var blot den, at de skulle bosættes et andet sted end i de europæiske lande, men altså ikke slås ihjel. Benægterne mener, at de “enkelte” forbrydelser, der muligvis blev begået mod jøderne, ikke var officiel nazistisk politik, og i stedet må tilskrives enkelte vildfarne individer, der handlede på egen hånd.

Selvom Tyskland i dag åbent tilkendegiver, at det uden tvivl var Hitlers og nazismens mål at udrydde jøderne, og at beviserne for Holocaust er klare, så mener benægterne, at Tyskland vælger at lyve, fordi man gerne vil være en del af  “de demokratiske nationer” – og dette vil ikke være muligt, hvis man stillede spørgsmålstegn ved nazismen og Hitlers ondskab.

Holocaust-benægtelsens historie

  

Hvornår begyndte benægtelsen af Holocaust? Hvordan har benægtelsen udviklet sig gennem tiden, og hvorfor er benægtelse af folkedrabet mere udbredt nu end nogensinde før? 
 
Benægtelsen begynder allerede før folkedrabet
Benægtelsen af Holocaust begyndte på sin vis allerede, før folkedrabet fandt sted og under selve drabene – forstået på den måde, at nazisterne gjorde alt, hvad de kunne, for at skjule deres planer og hemmeligholde drabene. Netop forsøget på at skjule drabene har dannet grundlag for en betydelig del af Holocaust-benægternes argumentation i dag. 

De såkaldte ”eutanasidrab” på en meget stor del af Tysklands handikappede var på mange måder et foregangsprojekt for den senere jødeudryddelse. Nazisterne forsøgte også at hemmeligholde drabene på de handikappede, men ikke i samme omfang som de senere jødedrab. Der gik hurtigt rygter om, hvad der foregik, og det førte til betydelig modstand mod drabene fra den tyske befolkning. Erfaringerne fra eutanasidrabene lærte den nazistiske ledelse vigtigheden af at holde drab på civile skjult. 
 

Sådan forsøgte nazisterne at skjule folkedrabet 

  

  • Officielle forholdsregler
    Det blev forbudt for fx medlemmer af de særlige drabsenheder (Einsatz-grupperne) at tage fotos af deres arbejde, og det samme gjaldt for de soldater og andet personale, der arbejdede i udryddelseslejrene. De skulle også underskrive en tavshedserklæring omkring deres arbejde, og officielle dokumenter, der omhandlede drabene, var hemmeligstemplede. Desuden blev der løbende udsendt information til offentligheden, der forsøgte at mane rygterne om, hvad der forgik med jøderne, i jorden. 
  • Et helt nyt sprog
    En anden metode til at skjule forbrydelserne var udviklingen af et nyt bureaukratisk sprog, som blev brugt både i nazisternes interne og eksterne kommunikation. Det bestod mere eller mindre af omskrivninger (eufemismer), hvor mordet på jøderne omtales som ”særbehandling”, ”den endelige løsning”, ”deportation”, og jøderne blev omtalt som fx ”last”. Ud over at skjule, hvad der foregik i lejrene, tjente eufemismerne til at nedtone forbrydelsernes karakter og dehumanisere jøderne.
  • Slette sporene
    I 1942 blev ”Aktion 1005” sat i gang. Aktionen gik kort sagt ud på at slette alle spor efter drabsaktioner: Særlige enheder fik til opgave at grave lig fra massegrave op og brænde dem, ligesom afbrænding af lig herefter blev praksis ved efterfølgende massakrer og i udryddelseslejrene. Ved senere afmontering af udryddelseslejre og i krigens sidste dage, da nazisterne trak sig tilbage for de fremadrykkende sovjetiske tropper, blev gaskamre demonteret og sprængt i luften, og tusindvis af dokumenter blev brændt.

 

Hvad er antisemitisme?

Mennesker, som benægter at Holocaust har fundet sted, er ofte drevet af antisemitisme. Antisemitisme kan beskrives som fordomme eller endda had mod jøder som en gruppe. Disse fordomme bygger ofte på en idé om, at jøder deler en række negative egenskaber og karaktertræk. Nazisternes forsøg på at dræbe alle Europas jøder under Holocaust er det mest ekstreme udtryk for antisemitisme, som verden har set. Men antisemitismen forsvandt ikke med 2. Verdenskrig, og selvom antisemitismens årsager og udtryk har ændret sig, bliver jøder også den dag i dag lagt for had overalt i verden.

Hvem er jøde?

Jødedommen er baseret på troen på en almægtig gud, Jahve, og på de religiøse skrifter Toraen (de fem Mosebøger) og Talmud. Blandt verdens ca. 15 mio. jøder er en stor del dog sekulære jøder – dvs. ikke-troende jøder. Det hænger sammen med, at det at være jøde både kan være et religiøst og et særligt kulturelt tilhørsforhold. I jødedommen findes der en stærk forbindelse mellem den jødiske religion, det jødiske folk og det land, som Gud, ifølge de jødiske skrifter, har givet jøderne. Ifølge jødisk lov er man automatisk jøde, hvis ens mor er jøde – også hvis man ikke tror på Gud. Nogle jøder er derfor meget religiøse, mens andre har en stærk jødisk identitet uden at være troende eller at følge de jødiske forskrifter. Der er derfor lige så mange måder at være jøde på, som der er at være kristen eller muslim; alligevel er jøder blevet tilskrevet en række fælles egenskaber gennem hele jødedommens historie. 
 

Antisemitismens skiftende udtryk gennem historien

Antisemitisme er ofte blevet kaldt ”den ældste form for had” og går helt tilbage til antikken. Antisemitisme har gennem historien haft forskellige udtryk og forskellige årsager, og det kan være givtigt at skelne mellem forskellige former for antisemitisme og mellem forskellige årsager til, at jøder har været lagt for had. Særligt religiøse, socioøkonomiske og politiske faktorer har været afgørende for antisemitismen gennem historien. Det kan dog være svært helt at adskille de forskellige former, da der ofte både er forskelle og ligheder, og da de forskellige motiver for antisemitisme ofte overlapper hinanden.

  •  

    Jøderne dræbte Jesus! – religiøs antisemitisme

    Religiøst baseret antisemitisme er fordomme eller had mod jøder på baggrund af deres jødiske religion. Denne form for antisemitisme har eksisteret siden jødedommens opståen i hellenistisk tid, primært på grund af jødisk modstand mod den hellenistiske gudedyrkelse. Den religiøse antisemitisme er især et kristent fænomen, der går helt tilbage til kristendommens fødsel. I nogle perioder har antisemitisme ligefrem været en del af den kristne kirkes politik.
     
    Nogle af de oftest brugte argumenter inden for den religiøse antisemitisme findes i Bibelen i Det Ny Testamente, hvor jøder flere steder fremstilles som hævntørstige, nærige eller onde. Fx beskrives det i Johannes-evangeliet, at det var jøderne, der krævede at få Jesus korsfæstet. Det er særligt ideen om, at jøderne var ansvarlige for Jesus død, der gennem historien er blevet fremhævet i kristne antisemitiske kredse. På samme måde blev jøder i middelalderen anklaget for at dræbe kristne børn for at bruge deres blod i jødiske ritualer.
     
    Forholdet mellem den kristne kirke og antisemitismen må ses i en historisk kontekst. Det er her centralt at forstå, at langt hovedparten af de tidlige kristne selv oprindeligt var jøder og opvokset i en jødisk tradition. I den periode, hvor kristendommen endnu kun var ved at blive etableret, blev jøder derfor sat i opposition til de nye kristne troende og fremstillet som dem, der ikke havde forstået “det sande budskab”. Selvom kristne tekster gennem historien er blevet anvendt i antisemitisk argumentation, kan man ikke automatisk antage, at kristendommen i sig selv er antisemitisk.


  • Den pengegriske jøde – socioøkonomisk antisemitisme

    Den socioøkonomiske antisemitisme blev udbredt i middelalderen, hvor jødiske minoriteter var bosat over hele Europa under skiftende kristne og muslimske herskere. Jøder tilhørte i den periode ofte samfundets bund.

    For at udøve visse erhverv skulle man være medlem af særlige kristne lav, som fx tømrerlavet, smedelavet eller bagerlavet. I lange perioder var det forbudt for jøder at være medlem af disse lav, og mange jøder var derfor fattige. Der var dog også erhverv, der ikke krævede medlemskab af lav, eller som det var forbudt for kristne at bestride. Derfor blev mange jøder købmænd, diamantslibere eller pengeudlånere. Det lagde grunden til fordomme om jøder som rige, ”ågerkarle” og pengegriske. Andre lignende fordomme er, at jøderne gennem deres forretninger forsøger at undergrave samfundet og efterstræber verdensherredømmet. Sådanne fordomme høres stadig den dag i dag, ligesom det er en sejlivet fordom, at jøder er ”gode til pengesager”.


  • Syndebukke og raceteorier – politisk antisemitisme

    I slutningen af 1800-tallet opstod den politiske antisemitisme i takt med jødiske gruppers tiltagende politiske engagement i samfundet. Den politiske antisemitisme har ændret sig markant gennem historien, men mekanismerne for den har mange lighedstræk: Den politiske antisemitisme er præget af fremherskende politiske teorier og af behovet for at finde syndebukke eller placere ansvar for politiske kriser. Centralt er dog, at de politiske kriser ikke forklares med politiske argumenter, men i stedet med beskrivelser af jøders handlinger og karaktertræk.
     
    Ved den politiske antisemitismes opståen blev jøder lagt for had fra flere politiske sider. Eksempelvis blev jøder ofte på samme tid beskyldt for at være kapitalister og kommunister. Den fremvoksende racetænkning og raceideologi, der herskede på denne tid, og som under nazismen fik en markant antisemitisk udformning, fik skæbnesvanger betydning for den jødiske befolkning. Denne antisemitiske teori fastslog, at jøder tilhørte en særlig “race”, der var andre racer underlegne. Det var dermed ikke muligt inden for den politiske antisemitisme at konvertere til en anden religion eller frasige sig sin jødiske kultur. I stedet oprettede nazisterne, som et led i deres racevidenskab, fastlåste kategorier som ”heljøde”, ”halvjøde” og ”trekvartjøde”.

    Mens disse former for antisemitisme rettede sig imod ”den jødiske race”, uanset den enkeltes religion eller kultur, ser man i dag ikke jødedommen som en race. I stedet retter nutidens antisemitter sig imod jøders religion, kultur og identitet.

Zions vises protokoller

Et af de mest udbredte antisemitiske skrifter gennem historien er den bevidst forfalskede bog Zions vises protokoller. Denne bog blev skrevet af den russiske zars efterretningstjeneste i slutningen af 1800-tallet, men er udformet som et internt jødisk dokument. Skrivelsen er et stykke historieforfalskning, der blev udformet for at retfærdiggøre forfølgelsen af jøder under det russiske styre. Zions vises protokoller fortæller, at der findes en hemmelig, jødisk sammensværgelse – ”Zions vise” – der konspirerer for at overtage verdensherredømmet.
 
Udbredelsen af Zions vises protokoller har gennem historien været enorm. I 1920 finansierede den antisemitiske amerikanske bilfabrikant Henry Ford en engelsk masseudgivelse af bogen, og nogle år senere brugte Adolf Hitler skriftet til at retfærdiggøre den nazistiske raceideologi. Også i dag udgives Zions vises protokoller i Mellemøsten og Afrika, hvor den har vundet stor udbredelse. I Danmark blev bogen senest udgivet af en gruppe nazister i 1986.
Læs et uddrag af Zions vises protokoller

Holocaust-benægtelse og antisemitisme

Holocaust-benægtelse er altid forbundet med antisemitisme på den ene eller anden måde, selvom der også kan findes mange andre motiver, når mennesker benægter, at Holocaust har fundet sted. Det antisemitiske element er imidlertid ikke altid direkte i sit udtryk, og nogle benægtere gør meget ud af at tage afstand fra fx forfølgelserne af jøder i Nazityskland. Mange benægtere benytter sig også bevidst af “saglig”, akademisk sprogbrug for at nedtone eller delvist skjule antisemitismen. Men undersøger man udtryk for Holocaust-benægtelse nærmere, vil man altid finde antisemitisme i den ene eller anden form.
 
Eksempelvis tager Holocaust-benægtelse udgangspunkt i en række antisemitiske stereotyper – ofte i ideen om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse. Ofte bliver jøder bliver fremstillet, som om de tilhører et fast sammentømret fællesskab, som efterstræber magt og penge og holder sammen mod omverdenen. Andre benægtere beskriver Holocaust som en jødisk ”opfindelse” eller overdrivelse, som jøderne nu bruger til at få opmærksomhed eller god vilje – fx omkring kritik af oprettelsen af Israel og israelsk politik. Argumentet i denne form for benægtelse er ofte netop begrundet i en modvilje imod Israel: Ser man oprettelsen af Israel som et direkte produkt af Holocaust, så vil benægtelsen af Holocaust medføre, at staten Israel ikke har nogen eksistensberettigelse. I forlængelse af denne form for benægtelse ser nogle Holocaust som en ”pengemaskine”, der bruges til at afpresse Tyskland for erstatningspenge m.m. På den måde tilskrives jøder en række typiske antisemitiske motiver og karaktertræk, som fx at jøder er grådige, forræderiske og magtgerrige.
 

Antisemitisme i Danmark?

Også i Danmark har antisemitiske strømninger været at finde både før og efter 2. Verdenskrig. I begyndelsen af 1800-tallet, hvor Danmark var præget af dårlig økonomi og arbejdsløshed, så den jødiske minoritet ud til at klare sig godt. De danske jøder blev bl.a. derfor gjort til syndebukke for den økonomiske nedgang og lagt for had. Konflikten kulminerede i 1819 i den såkaldte ”Jødefejde”, hvor jøder blev angrebet verbalt og fysisk i København og i enkelte andre byer på Sjælland og Fyn.
 
Også op til og under Holocaust fandtes der antisemitisme i Danmark. Mange stillede ikke spørgsmålstegn ved det nazistiske syn på jøder. Dog forstummede mange danskeres udtryk for antisemitisme i takt med udbruddet af 2. Verdenskrig og nazisternes forfølgelse af jøder over hele Europa.
 

Dansk antisemitisme – efter Holocaust

Allerede fra Hitlers magtovertagelse i 1933 blev antisemitiske udtryk sjældnere i Danmark, og det er siden i offentligheden blevet tiltagende uacceptabelt at være antisemit. I dag, hvor 2. Verdenskrigs forbrydelser er kendte og veldokumenterede, støtter meget få mennesker i Danmark den form for antisemitisme, der herskede i Nazityskland, og det er meget sjældent, at mennesker direkte erklærer sig som antisemitter. Ikke desto mindre trives nye former for antisemitisme stadig i nogle kredse.
 
Antisemitismen typiske placering på det politiske danmarkskort har ændret sig gennem historien. Mens antisemitismen før 1. Verdenskrig fandtes både på den politiske venstre- og højrefløj, var udtryk for jødehad mest fremherskende på den politiske højrefløj fra mellemkrigstiden og frem til 2. Verdenskrig. Dette hænger sammen med skiftende fordomme mod jøder og jødehadets skiftende årsager. Hvor antisemitismen tidligere kunne forstås som en særlig form for racisme, er negative syn på jøder i dag forbundet med konflikten mellem Israel og de palæstinensiske områder og storpolitik. Antisemitismens politiske koordinatsystem har altså ændret sig, i takt med at bevæggrundene bag antisemitismen er skiftet.

Moderne antisemitisme forbindes ofte med den politiske situation i Israel og de omkringliggende arabiske lande. Ofte kan der konstateres øget antisemitisme, når der er politisk uro i Israel og de palæstinensiske områder. Det betyder, at jøder, der ofte aldrig har boet i Israel, bliver stillet til ansvar for israelsk politik. Det er et udtryk for, at israelere og jøder ofte bliver opfattet som én samlet gruppe med enslydende holdninger. Men naturligvis har jøder lige så mange forskellige holdninger til politik som alle andre befolkningsgrupper – også når det gælder politik i Israel. Også danske jøder oplever at blive stillet til ansvar for hvad der sker i Israel. Derfor er graden af antisemitisme i Danmark ofte påvirkelig af udviklingen i Mellemøsten.  

Nutidige former for antisemitisme i Danmark  

Nogle forskere skelner mellem tre former for antisemitisme i Danmark i dag:

  • Antisemitisme på den ekstreme højrefløj

    Antisemitisme på den ekstreme højrefløj ses i den mest udtalte form hos Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB). I dag ser man typisk ikke længere antisemitisme på den mere moderate politiske højrefløj.

  • Antisemitisme i muslimske miljøer

    En sidste og nyere form for antisemitisme ses i dag i muslimske immigrantmiljøer, oftest blandt arabisk-talende grupper, der er berørt af eller ser sig selv som en del af konflikten mellem Israel og dets nabolande. Denne form for antisemitisme må opfattes som en reaktion på situationen i Mellemøsten, hvor de involverede griber til gamle antisemitiske forestillinger i forståelsen af en aktuel politisk konflikt.

  • Antisemitisme på den politiske venstrefløj

    I dag er det ofte den på den politiske venstrefløj, at antisemitiske ytringer høres. Dette finder oftest sted i forbindelse med kritik af Israel, der kommer til udtryk som kritik af alle jøder. Kritik af Israels politik er ikke antisemitisme, og det er selvfølgelig helt legalt at kritisere Israel. Men baserer kritikken sig på jøder eller jøders karaktertræk som sådan, er kritikken baseret på antisemitisme.

 

Hvad er hate speech?

Hate speech fremstiller bestemte grupper som mindreværdige og forsøger at skabe eller forstærke fjendtlighed mellem mennesker. Benægtelse af Holocaust er ét eksempel på, hvordan hate speech kan se ud.
  

Hvad er hate speech?

Udtrykket “hate speech” eller “hadefuld tale” henviser til udsagn, som fremstiller en bestemt gruppe mennesker som mindreværdige og på den måde udstøder denne gruppe. Hate speech håner, stigmatiserer eller umenneskeliggør personer på grund af deres religion, politiske orientering, etnicitet, seksuelle orientering eller andre gruppetilhørsforhold. Hate speech går ofte ud over udstødte og svage grupper i et samfund.

Er hate speech farlig?

Hate speech skader først of fremmest de mennesker, der tales om – forstået på den måde, at hate speech sårer det enkelte menneske, som på kort sigt vil blive ked af det eller vred. På lang sigt kan vedkommende opleve en følelse af mindreværd, af at være udenforstående eller selv begynde at ytre sig hadefuldt om sin modstander. Men hate speech påvirker også andre end det direkte offer. Nogle mennesker vil blive forført af hate speech til at tro på dens budskab, andre vil tage stærkt afstand fra den. På den måde forstærker hate speech ulighed og fjendtlighed mellem mennesker og kan i værste fald resultere i diskrimination og vold. 

Hadets retorik

Hate speech kan opfordre til vold, chikane eller diskrimination, og sproget bruges manipulerende og ensidigt. Her er fire eksempler på sprogbrug, som er typiske for hadefuld tale:

  • Retfærdiggørelse. En retfærdiggørelse kan have til hensigt at anspore mennesker til en bestemt attitude og adfærd. Fx er ”truslen mod nationens sikkerhed” ofte blevet brugt til at lægge bestemte grupper af mennesker for had eller som en undskyldning for at overfalde dem eller udsætte dem for diskrimination.
  • Eufemisme. En ændring af et negativt ordvalg til et positivt kan sløre had og dermed gøre budskabet mere acceptabelt for tilhørere. Det kaldes en eufemisme, når man taler om en skadefuld handling som enten god eller neutral. Fx blev ”særbehandling”, ”den endelige løsning”, ”evakuering” og ”transporter” brugt af nazisterne om drabene i udryddelses- og koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig.
  • Umenneskeliggørelse. Ved at fremstille en bestemt gruppe mennesker som uden eller med forringede menneskelige egenskaber kan man lægge afstand til dem. Umenneskeliggørelsen kan på sigt resultere i, at bestemte menneske ikke længere behandles som ligeværdige, og i yderste konsekvens kan det ende med drab. Under folkedrab er ofrene fx blevet omtalt som ”kakerlakker”, ”rotter” eller ”kræftsvulster”.
  • Flertalsretorik. Et budskab kan få større gennemslagskraft, når afsenderen taler på flertallets vegne. Når en taler fx siger ”vi” i stedet for ”jeg”, deler han eller hun en gruppe mennesker op i et ”os” og et ”dem”. Hvis budskabet fremstilles som gavnlig for flertallet, kan det fremstå retfærdigt og positivt, selvom det i bund og grund udstøder eller lægger en gruppe mennesker for had.

Hate speech findes i mange former, og udtrykket kan variere fra det vulgære og åbenlyst hadefulde til det mere nedtonede, professionelle og ofte tilstræbt akademiske. Formålet er imidlertid det samme: at fremstille en gruppe mennesker som mindreværdige og ekskludere denne gruppe fra fællesskabet eller fx fra visse rettigheder.

Hvorfor er Holocaust-benægtelse hate speech?

Holocaust-benægtelse er en form for hate speech. Det hænger sammen med, at benægtelsen er forbundet med antisemitisme (modvilje mod jøder) på den ene eller anden måde. Antisemitismen er imidlertid ikke altid direkte i sit udtryk, og nogle benægtere gør meget ud af at tage afstand fra fx forfølgelserne af jøder i Nazityskland. Akademisk sprogbrug og gode kommunikationsevner kan nedtone og delvist skjule antisemitismen, men går man et spadestik dybere, vil man finde antisemitisme i en eller anden form.

Holocaust-benægtelse tager fx udgangspunkt i en række antisemitiske stereotyper – særligt ideen om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse. Jøder bliver fremstillet, som om de tilhører et fast sammentømret fællesskab, der efterstræber magt og penge og holder sammen mod omverdenen. Holocaust ses som en jødisk opfindelse, der fungerer som et våben mod omverdenens kritik af jøder og mod oprettelsen af Israel og Israels politik. Derudover er Holocaust en ”pengemaskine”, der afpresser Tyskland for enorme summer. På den måde tilskrives jøder en række typiske antisemitiske forestillinger om motiver og karaktertræk, så som at jøder er grådige, forræderiske, snu og magtfulde. 

Hvad siger den danske lov om hate speech?

I Danmark er der ingen direkte lov mod hate speech. Racismeparagraffen eller diskriminationsparagraffen, som er Straffelovens § 266b, er det tætteste, man kommer på en sådan lov. Paragraffen indgår i Straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelse og lyder:
Den, der offentligt eller med fortsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Paragraf 266b skal altså beskytte mod trusler, latterliggørende eller nedværdigende tale, som udelukkende baserer sig på en række bestemte tilhørsforhold. For at man kan blive straffet, skal overtrædelsen være offentlig, dvs. at man fx ikke kan blive straffet for at komme med racistiske udsagn inden for hjemmets fire vægge.

DIIS, Holocaust og folkedrab – januar 2010

Holocaust-benægtelse i Mellemøsten

Holocaust-benægtelse findes ikke kun i Vesten. Den har også fundet vej til Mellemøsten og kommer til udtryk i alt fra karikaturtegninger til Holocaust-benægtende præsidenter. Den skifter ofte udtryk og stiger og falder i intensitet, fordi benægtelsen er tæt knyttet til udviklingen i konflikten mellem Israel og Palæstina. Det er ofte, når denne konflikt spidser til, at Holocaust-benægtelsen bliver fremtrædende.

Omdrejningspunktet for benægtelse i Mellemøsten er en antagelse om, at havde Holocaust ikke fundet sted, ville Israel aldrig være blevet oprettet, og mellemøsturolighederne ville være undgået. Kan man derfor bevise, at Holocaust ikke har fundet sted, men er et zionistisk svindelnummer, er Israel oprettet på falsk grundlag og bør opløses.

”Holocaust er et guldæg”

Holocaust-benægtelsen og antisemitismen har forskellig udformning og indhold i Mellemøsten: Der er en ”videnskabelig” form og en åbenlyst antisemitisk form. Den ”videnskabelige” form findes fx i debatprogrammer, dagblade, internetmedier og undervisningssituationer, ligesom politikere og andre toneangivende personer træder åbent frem og erklærer, at Holocaust er et falskneri og bruger de vestlige benægteres ”videnskabelige” argumentationsform. Dvs. at man fx sætter spørgsmålstegn ved antallet af dræbte jøder ud fra semividenskabelige forklaringer om, hvor mange mennesker, der kunne være i ovnene, som nazisterne brugte til at brænde ligene fra gaskamrene, fordampningstemperaturen for gasarten Zyklon B mv.

I de åbenlyst antisemitiske fremstillinger bliver der ofte anvendt karikaturtegninger af samme type som nazisternes propagandategninger. Her bliver Holocaust fremstillet som en løgn, israelere og nazister bliver sammenlignet, og palæstinenserne ses som ofre for et ”israelsk Holocaust”. Det er desuden en ofte gentaget påstand, at jøderne forsøger at tjene penge på Holocaust. Således skrev skribenten Muhammed al-Qasabi fx i den egyptiske avis Akhbar El Yom i 2001, at ”Holocaust var blevet til et guldæg, og […] at kun få […] ville overveje at sælge deres knogler på den måde, som jøderne gør.

Jøder og Israel blandes sammen

Overalt i verden oplever jøder at blive stillet til ansvar for, hvad den israelske stat gør, uanset hvilken nationalitet og holdning til Israel, de selv har. Israelere og jøder bliver ofte opfattet som én samlet gruppe. Denne sammenblanding er meget udbredt i Mellemøsten – og bliver det også i stigende grad i Europa. I konflikten mellem Israel og flere af landene i Mellemøsten bliver der ofte brugt antisemitiske billeder og slagord i kritikken af israelere og den israelske stat. Sammenblandingen af antisemitisme og kritik af Israel bliver forstærket af, at nogle israelske politikere fremhæver Israel som “jøden blandt nationer” og anklager stort set al kritik af Israel og Israels politik for antisemitisme. Kritik af den israelske stats politik er imidlertid ikke det samme som racisme rettet mod jøder. Når lødig kritik af den israelske stat blot bliver fejet bort som udtryk for antisemitisme, medfører det, at antisemitisme-begrebet langsomt mister sin værdi.

Der er dog ikke nogen tvivl om, at Israel og israelere ofte bliver udsat for stærk antisemitisk retorik og propaganda i de mellemøstlige medier, og det har voldsomme konsekvenser for fredelig sameksistens i regionen. En af farerne er, at lighedstegnet mellem jøder og Israel – skabt af den ene eller den anden lejr i konflikten – medvirker til, at kritik af Israel langsomt bliver til kritik og fremmedgørelse af jøder generelt. 

Holocaust-benægtelse i medierne

Journalister, redaktører, imamer, klummeskribenter, statsmedier osv. benægter løbende Holocaust og bruger antisemitiske fjendebilleder til at beskrive jøder og israelere. Antisemitismen, antizionismen og Holocaust-benægtelsen bliver dermed sat på dagsordenen i medierne og findes også i det offentlige rum, fx på universiteter og i landenes parlamenter. Hvor Holocaust-benægtelse i Vesten oftest er forbeholdt særlige medier og fora, ses det i Mellemøsten i en bred vifte af medier og er forholdsvis bredt accepteret i flere landes befolkninger som en acceptabel måde at forholde sig til jødernes skæbne under 2. Verdenskrig. Dette understreges af indflydelsesrige personers ytringer om Holocaust. Fx har Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, gentagne gange ytret, at Holocaust er en myte. Det synspunkt er blevet bakket op af en stor gruppe intellektuelle og medier fra forskellige mellemøstlige lande.

En gruppe intellektuelle skifter spor

Holocaust-benægtelsen i Mellemøsten møder dog også modstand. Omkring den israelsk-palæstinensiske fredsaftale i 1994 opstod et alternativ til benægtelsen af Holocaust. En gruppe intellektuelle opfordrede til anerkendelse af det jødiske folks lidelser, med det håb at det med tiden kunne føre til anerkendelse af den palæstinensiske tragedie og skabe grobund for forsoning og et fredeligt liv mellem de to befolkningsgrupper. Gruppen af intellektuelle mente, at hvis palæstinenserne var forstående over for den jødiske tragedie og forstod sammenhængen mellem Holocaust og Israels fokus på sikkerhed, ville de opnå en højere grad af respekt for israelernes side af sagen og desuden stå bedre i forhold til at argumentere mod Israels forsøg på at retfærdiggøre visse handlinger.

Dødvande og uhellige alliancer i 1990’erne

Udbredelsen af den nye tilgang, der tager afstand fra Holocaust-benægtelse, stødte dog på modgang op gennem 1990’erne og i begyndelsen af det nye årtusinde. Bl.a. udgav benægteren Roger Garaudy i 1996 sin bog The Founding Myth of Israeli Politics, der beskriver Holocaust som en myte og sammenligner nazisme med zionisme. Bogen blev positivt modtaget af både intellektuelle, forfattere, journalister og politikere i Mellemøsten.

Benægtelsen fik også fornyet kraft som følge af urolighederne i slutningen af september 2000 i de palæstinensiske selvstyreområder (også kaldet Den Anden Intifada). Konflikten øgede spændingerne mellem Israel og jøder på den ene side og Palæstina og en stor del af Mellemøstens lande på den anden og gjorde benægtelsen central i nedgørelsen af Israel.

Hændelserne viser, at Holocaust-benægtelse i Mellemøsten mere end noget andet handler om modstillingen mellem Mellemøsten på den ene side og Israel og deres såkaldt ”uhellige alliance” med USA (Vesten) på den anden. Alliancen møder stærk kritik, fordi USA i Mellemøsten er lagt for had – dels af militære grunde, dels fordi USA står som et symbol på den velstand og det fremskridt, mange lande i Mellemøsten ikke har oplevet. Dødvandet i fredsforhandlingerne og modsætningsforholdet mellem “os” (arabere, muslimer og islam) og “dem” (Israel, Vesten og zionisme) gjorde benægtelsen brugbar i kampen mod israelerne, Israel og USA.

2001: Benægtere forsøger at vinde indflydelse

Tendensen blev forstærket, da der i 2001 blev arrangeret en international benægtelses-konference i Beirut, sponsoreret af vestlige benægter-organisationer, bl.a. IHR. Beirut-konferencen havde ikke én eneste arabisk taler, men viste tydeligt, at den vestlige benægterbevægelse forsøgte at udnytte den anti-israelske atmosfære til at fremme deres budskab og få nye tilhængere. 14 intellektuelle gik sammen imod konferencen og skrev et åbent brev til Libanons premierminister, Rafiq al-Hariri, der efterfølgende valgte at aflyse konferencen.
 
Derefter valgte arrangørerne at arrangere et mellemøstligt “forum” for historisk revisionisme i maj 2001. Forummet havde primært til formål at vise modstand mod aflysningen af Beirut-konferencen, men var også et udtryk for en trend i retning af større samarbejde mellem benægtere i Vesten og i Mellemøsten. Redaktøren af websiden Free Arab Voice udtalte fx i et interview, at ”den arabiske verden er frugtbar jord for benægtelsens frø.

En række ledere tager afstand

De tre hændelser i 2001 viser, at den nye, anerkendende tilgang til Holocaust har svært ved at få fodfæste i Mellemøsten. Netop derfor er det af afgørende betydning, at flere ledende politiske personer i Mellemøsten har udtalt sig imod benægtelsen. Fx har den kuwaitiske undervisningsminister udtalt, at benægtelse er en forbrydelse mod menneskeheden, som tyder på, at man har mistet sin etiske målestok. Den tyrkiske premierminister, Recep Erdogan, udtalte i 2005, at antisemitisme var en perversion, og at Holocaust er den værste forbrydelse mod menneskeheden nogensinde. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas mente i 1970’erne, at under en million jøder døde under Holocaust, men i dag er han mere moderat og siger, at han ikke vil diskutere tal, og at Holocaust var en forfærdelig, utilgivelig forbrydelse mod den jødiske nation og hele menneskeheden som sådan.

Splittet mellem benægtelse og accept

Holocaust-benægtelsen i Mellemøsten er altså et kompliceret område, der er splittet mellem en ny og en traditionel tilgang. Den traditionelle og antisemitiske tilgang dominerer medierne, når politiske konflikter mellem Israel og Palæstina eller resten af Mellemøsten præger dagsordenen. I mange tilfælde er Holocaust-benægtelsen en del af et politisk spil, der bl.a. handler om anerkendelse af palæstinensernes sag.

Benægtelse af det armenske folkedrab  

Det armenske folkedrab, der fandt sted i 1915, er i dag et af de mest massivt benægtede folkedrab. Hvorfor er det så vigtigt for nogen i dag at benægte, hvad der skete med armenierne for mere end 90 år siden? Hvem benægter det og hvorfor?

Det armenske folkedrab bliver også kaldt “Det Glemte Folkedrab”, fordi det ikke fylder særlig meget i historiebøgerne, og fordi almindelige mennesker næsten ingenting ved om det. Men det kunne med lige så stor ret kaldes “Det Benægtede Folkedrab”, fordi det er det folkedrab, der benægtes mest massivt og på mest sofistikeret vis.

 
Ofre for det armenske folkedrab: armenske fysikere, henrettet på Aleppo-pladsen 1917.
 

Artikel 301Juni 2005 introducerede Tyrkiet en ny straffelov. Artikel 301 i straffeloven fik international opmærksomhed. Oversat til dansk lyder artiklen: ”Enhver tyrkisk person, som udtrykkeligt fornærmer republikken eller parlamentet, skal straffes med fængsel fra seks måneder til tre år.”

At anerkende det armenske folkedrab tolkes i Tyrkiet som en fornærmelse mod staten. Især EU forsøger at presse Tyrkiet til at afskaffe artikel 301, fordi den strider imod ytringsfriheden, der giver hvert individ ret til at sige, hvad vedkommende mener.

 
 
 

Hvem benægter det armenske folkedrab?

Siden 1923 har den tyrkiske stat haft den officielle holdning til det armenske folkedrab, at det, der skete med armenierne i Osmannerriget i 1915, ikke kan betegnes som et folkedrab. Ifølge den tyrkiske stat var begivenhederne i 1915 mere en slags borgerkrig, som armenierne selv havde fremprovokeret ved at kræve en selvstændig stat og ved at være illoyale mod Osmannerriget i begyndelsen af 1. Verdenskrig.
 
Fra 1923 til 1960’erne var benægtelsen af det armenske folkedrab mest noget, der fandt sted i Tyrkiet af tyrkiske politikere og historikere. Men fra slutningen af 1960’erne og frem til i dag er folkedrabet også blevet benægtet af amerikanske og europæiske forskere og politikere. Der er flere eksempler på, at de amerikanske historikere, der har benægtet det armenske folkedrab, har fået deres arbejde sponseret af den tyrkiske stat. Derfor fremstår benægtelsen af folkedrabet ofte meget velargumenteret og i videnskabelig form. 
 

Hvorfor benægte?

Der er to årsager til, at benægtelsen af det armenske folkedrab stadig står stærkt i dag. I Tyrkiet benægtes folkedrabet, fordi en anerkendelse af det anses for en skamplet på militærets og embedsmændenes historie; to institutioner, der stadig er meget magtfulde i Tyrkiet i dag. Flere af de embedsmænd, der spillede vigtige roller i grundlæggelsen af det moderne Tyrkiet i 1923, havde også magtfulde poster under den regering, der begik folkedrabet. Den manglende anerkendelse af det armenske folkedrab kan også skyldes en modvilje mod, at Tyrkiet i udlandet bliver kendt som en “folkedræber-nation”. Sluttelig vil en tyrkisk anerkendelse af folkedrabet muligvis rejse spørgsmål om økonomisk erstatning eller overdragelse af tyrkiske landområder til armenierne, hvilket den tyrkiske regering næppe ønsker.
 
I Vesten er der politikere og forskere, der ikke bruger betegnelsen “folkedrab” om det armenske folkedrab, sandsynligvis af frygt for at lægge sig ud med Tyrkiet, der er en vigtig brik i international storpolitik. Under Den Kolde Krig var Tyrkiet eksempelvis en vigtig allieret for Vestblokken, fordi landet var nabo til supermagten Sovjetunionen, men var vestligt orienteret og medlem af NATO. Efter 11. september har Tyrkiet spillet en anden vigtig rolle i international politik, idet landet er en vigtig samarbejdspartner for bl.a. USA i krigen mod terror. 
 

Artikel 301 – når ytringsfriheden tilsidesættes

En af grundende til, at så få tyrkere anerkender det armenske folkedrab er, at anerkendelsen simpelthen er forbudt i Tyrkiet. Ifølge artikel 301 i den tyrkiske straffelov er det forbudt at fornærme den tyrkiske nation, og anerkendelse af folkedrabet bliver anset som en fornærmelse. Blandt tyrkiske akademikere er der stor enighed om, at den officielle tyrkiske holdning til armeniernes skæbne i 1915 er korrekt. At tyrkiske akademikeres holdning i så høj grad afviger fra holdningen blandt akademikerne uden for Tyrkiets grænser, skyldes delvist, at det er en smertefuld erkendelse, at der er sket grusomheder i ens lands historie. Men det skyldes også, at de pågældende akademikere risikerer at sætter deres professionelle karriere på spil og – værre endnu – at blive retsforfulgt for at fornærme fædrelandet, hvis de taler imod den officielle politik.

I fængsel for at anerkende folkedrabet – Taner Akcam

  
Den tyrkiske historiker og sociolog Taner Akcam er den mest berømte og velansete tyrkiske akademiker, der har anerkendt folkedrabet. Akcam har især fået international anerkendelse for sin bog From Empire to Republic (2004), der handler om folkedrabet ud fra et “gerningsmandsperspektiv”. Hans bog A Shameful Act (2006) skildrer kronologisk tiden før og efter folkedrabet. Allerede i sin studietid i Tyrkiet skrev han om kontroversielle emner. For et studenterblad skrev han om undertrykkelsen af kurderne i Tyrkiet, med det resultat at han blev idømt ti års fængsel. Han slap dog ud efter et år og fik politisk asyl i Tyskland, hvor han fortsatte sin akademiske karriere. 
 

Dræbt for at skrive om det armenske folkedrab – Hirant Dink

En anden person, der har fået international opmærksomhed i kraft af sin kamp for anerkendelse af folkedrabet, er tyrkisk-armenske Hirant Dink. Han var redaktør på en armensk-tyrkisk-sproget avis, Agos, og blev i 2005 anklaget for at have fornærmet den tyrkiske nation efter paragraf 301. Han tabte retssagen og fik en betinget dom på seks måneders fængsel. Hirant Dink blev i januar 2007 dræbt af en kun 17-årig yderliggående tyrkisk nationalist. Morderen mente, at Hirant Dink skulle dø, fordi han “havde fornærmet det tyrkiske blod.” At en ung nationalist myrdede Hirant Dink, vidner om, hvor følelsesladet emnet er, og hvor stor en fornærmelse det at tale højt om det armenske folkedrab opfattes som i Tyrkiet. Efter drabet samlede der sig over en million tyrkere og armeniere i Istanbul for at vise afsky over for mordet og for at tage afstand fra tyrkisk nationalisme.
 
Når en verdensberømt forfatter åbner munden – Orhan Pamuk
En tredje tyrker, som har skabt overskrifter i Tyrkiet og omverdenen, er forfatteren Orhan Pamuk. Han er den tyrkiske forfatter, der har opnået størst international anerkendelse, og hans bøger er oversat til over 50 sprog. I efteråret 2006 vandt han Nobelprisen i litteratur. Pamuk skabte røre i Tyrkiet, da han i 2005 udtalte til et schweizisk magasin: “30 tusinde kurdere og en million armeniere blev dræbt i dette land. Og næsten ingen tør tale om det. Derfor gør jeg det.” På grund af disse udtalelser blev Pamuk kaldt i retten for fornærmelser mod den tyrkiske stat efter paragraf 301.

Retssagen fik international opmærksomhed. EU og organisationer som Amnesty International kritiserede kraftigt, at Pamuk blev anklaget. Sagen blev  efterfølgende droppet, officielt på grund af tekniske detaljer. Det er dog sandsynligt, at sagen blev droppet af den tyrkiske højesteret som følge af de kraftige internationale protester. På trods af Pamuks status som den eneste tyrker, der har vundet en Nobelpris, er han ikke værdsat af alle i Tyrkiet. Efter mordet på hans ven Hirant Dink, er Pamuk draget i eksil i New York på grund af frygt for tyrkiske nationalister.  

Benægtelse af folkedrabet i Bosnien

Der findes mange forskellige versioner af historien, når det drejer sig om krigen og folkedrabet i Bosnien. Spørgsmål om, hvem der var gerningsmænd, og hvem der var ofre, besvares ofte forskelligt af krigens involverede parter, og ofte fremstilles krigen forsimplet og ensidigt. I nogle tilfælde kommer også en egentlig benægtelse af folkedrabet i Srebrenica til udtryk. Men hvorfor hersker der så forskellige udgaver af historien i Bosnien? Hvilke formål tjener benægtelsen? Og hvilke roller spiller retsopgør og udgravning af massegrave som beviser mod benægtelsen? 

En nationalistisk tolkning af historien

Der findes ikke én officiel bosnisk udlægning af den krig, der fra 1992 til 1995 splittede landet. Dette skyldes bl.a., at der for mange blandt landets tre befolkningsgrupper: bosniske muslimer, bosniske serbere og bosniske kroater, hersker meget forskellige opfattelser af krigens årsager og forløb. Og ikke mindst af, hvem der kan siges at bære ansvaret for krigen. Overordnet peger alle tre grupper på landets lange historie af etniske og religiøse konflikter – på had, mistro og fortidens krige – for at forklare nutidens forbrydelser. Men når detaljer skal beskrives, og ansvar placeres, er det meget svært at finde enighed i grupperne.

Dette er ikke noget særsyn for det bosniske tilfælde. Det tager ofte flere generationer, før befolkningsgrupper magter at se fortidens synder i øjnene. Det bosniske tilfælde er dog specielt, idet landet er præget af en stærk nationalisme blandt alle tre nationale grupper – og fordi mange læser den seneste krig ind i en lang, konfliktfyldt historie, der aldrig er blevet gjort tilstrækkeligt op med.

Historien som tjener for nutiden
Nationer i krig fremlægger ofte historien på en måde, der tjener nationale nutidige interesser. Det var også tilfældet i Bosnien, hvor især serbiske og kroatiske politikere fremlagde landets historie, så den kom til at tjene deres aktuelle, politiske interesser i krigen. De brugte bl.a. begivenheder fra fortiden som “instrumenter” til at argumentere for en aggressiv, nationalistisk dagsorden. Fx fremstillede den daværende serbiske præsident Slobodan Milosević den serbiske befolkning som nutidige og historiske syndebukke for både de muslimske ”osmanniske fremmede” og de kroatiske Ustasja-militser, der havde forfulgt serberne under 2. Verdenskrig. Med en sådan instrumental historiebrug forsøgte Milosević at retfærdiggøre den aggressive serbiske politik.

Mens Slovenien, Kroatien og siden Bosnien, der før var republikker i det tidligere Jugoslavien, ønskede selvstændighed, arbejdede Milosević for at skabe et nationalistisk Storserbien, bestående af så mange af de tidligere republikker som muligt under serbisk overherredømme.

Med dette udgangspunkt iværksatte Milosević en propagandamaskine, der effektivt gjorde brug af landets komplicerede historie. Milosević tegnede bl.a. et skræmmebillede, hvor serbernes aktuelle situation blev sat i skarp kontrast til hans udlægning af en tidligere glorværdig fortid i den serbiske historie. Milosević budskab var, at serberne endnu en gang var i fare for at blive underkastet andre magter eller for ligefrem at blive udslettet. Skulle sådanne fremtidige serbiske ofre undgås, pointerede Milosević i en vigtig tale, ville væbnet kamp måske endnu en gang blive en nødvendighed. 

Opgaver til hvad er antisemitisme

  1. Hvordan adskiller den religiøse antisemitisme sig fra den politiske antisemitisme?
  2. Beskriv hvordan den politiske antisemitisme i Danmark har ændret sig gennem tiden. Kom i din beskrivelse ind på, hvorfor udtryk for antisemitisme blev sjældnere under og efter Holocaust.
  3. Opstil en liste over hvilke motiver der kan ligge bag Holocaust-benægtelse på den ekstreme politiske højrefløj i Danmark.
  4. Opstil en liste over hvilke motiver, der kan ligge bag antisemitiske utryk og Holocaust-benægtelse blandt personer med muslimsk baggrund i Danmark.
  5. Diskuter forskelle og ligheder mellem motiverne hos de to grupper med antisemitiske holdninger.

Opgaver til hvad er hate speech?

  1. Find eksempler på hate speech i Danmark og diskuter, hvilke mennesker de rammer.
  2. Hvilke problemer kan der være forbundet med den ”akademiske” hate speech?
  3. Læs om forskellige Holocaust-benægtere her på siden. Hvem repræsenterer den grove antisemitisme, og hvem repræsenterer en mere akademisk stil?
  4. Læs børnerimet i ”spor af antisemitisme og fascination af nazismen”. Hvilke ligheder og forskelle kan du se mellem dette børnerim og andre børnerim, du kender? Hvilken funktion har rimet, og hvilket selvbillede promoverer det? Hvordan? Hvad fortæller rimet os om forfatterens syn på ”de andre”?
  5. Kan man kritisere Straffelovens § 266 b? Er der fx grupper i det danske samfund, som ikke bliver tilgodeset? Diskuter, om et demokrati skal tolerere alle slags meninger i medierne og i det offentlige rum?
  6. Find argumenter for ytringsfrihed og argumenter for minoriteters beskyttelse mod diskriminering. Står nogle af argumenterne for ytringsfrihed i modsætning til argumenterne for minoriteters beskyttelse mod diskriminering?
    Læs evt. artikler om ytringsfrihed for inspiration

Opgaver til benægtelse i Mellemøsten

  1. Beskriv de to tilgange til Holocaust, der findes i Mellemøsten
  2. Forklar, hvilken rolle Holocaust-benægtelse i Mellemøsten spiller i forhold til staten Israels ret til at eksistere?
  3. Hvilke grunde kan der være til, at mange lande i Mellemøsten har et anstrengt forhold til Israel?
  4. Diskuter, om det er godt, når ledende personligheder tager afstand fra f.eks. Holocaust-benægtelse eller racisme.
  5. Læs artiklen om antisemitisme og læg mærke til de udtryk, der bruges i den europæiske antisemitisme. Se om du kan finde de samme ord i eksemplerne på Holocaust-benægtelse i Mellemøsten. Diskutér, hvorfor der er lighedspunkter.

Opgaver til benægtelse af det armenske folkedrab

  1. Gør rede for, hvorfor det armenske folkedrab kaldes ”Det Glemte Folkedrab”.
  2. Diskutér hvilken rolle Tyrkiet har spillet i international storpolitik gennem tiderne. Hvad fortæller det om storpolitik, at Tyrkiet ’”får lov” til at benægte folkedrabet på armenierne?
  3. Diskutér, hvad den tyrkiske stat kan opnå ved at benægte folkedrabet på armenierne?
  4. Redegør for, hvordan artikel 301 gør det forbudt at anerkende Tyrkiets folkedrab på armenierne.
  5. Diskutér, hvad en sådan lov betyder for ytringsfriheden? Og for akademisk forskning i landet?
  6. Diskutér, hvordan nationalisme kan være med til at gøre en sag som det armenske folkedrab betændt.

 

Opgaver til benægtelse af folkedrabet i Bosnien

  1. Forklar, hvilke grunde der kan være til, at der findes så mange forskellige versioner af krigen i Bosnien i 1992-1995
  2. I en rapport fra 2002 fremstiller den bosnisk-serbiske regering Srebrenica-massakren som noget helt andet end folkedrab. På hvilken måde afviger rapporten fra anerkendt forskning om, hvad der skete i Srebrenica?
  3. Beskriv hvilken rolle anerkendelse spiller, når man skal benægtelse af folkedrab til livs. Diskutér også, hvad konsekvenserne af manglende anerkendelse kan være. 
  4. Diskutér hvilke forhold, der er vigtige, når man skal benægtelse af folkedrab til livs. Hvorfor er disse forhold vigtige?
  5. Retsopgør og retfærdighed fremhæves ofte som vigtige efter en konflikt. Men holder antagelsen om, at retsopgør automatisk fører til forsoning i virkeligheden? Opstil 1-3 argumenter for og imod denne antagelse

 

Benægtelse af folkedrabet i Bosnien

Der findes mange forskellige versioner af historien, når det drejer sig om krigen og folkedrabet i Bosnien. Spørgsmål om, hvem der var gerningsmænd, og hvem der var ofre, besvares ofte forskelligt af krigens involverede parter, og ofte fremstilles krigen forsimplet og ensidigt. I nogle tilfælde kommer også en egentlig benægtelse af folkedrabet i Srebrenica til udtryk. Men hvorfor hersker der så forskellige udgaver af historien i Bosnien? Hvilke formål tjener benægtelsen? Og hvilke roller spiller retsopgør og udgravning af massegrave som beviser mod benægtelsen? 

En nationalistisk tolkning af historien

Der findes ikke én officiel bosnisk udlægning af den krig, der fra 1992 til 1995 splittede landet. Dette skyldes bl.a., at der for mange blandt landets tre befolkningsgrupper: bosniske muslimer, bosniske serbere og bosniske kroater, hersker meget forskellige opfattelser af krigens årsager og forløb. Og ikke mindst af, hvem der kan siges at bære ansvaret for krigen. Overordnet peger alle tre grupper på landets lange historie af etniske og religiøse konflikter – på had, mistro og fortidens krige – for at forklare nutidens forbrydelser. Men når detaljer skal beskrives, og ansvar placeres, er det meget svært at finde enighed i grupperne.

Dette er ikke noget særsyn for det bosniske tilfælde. Det tager ofte flere generationer, før befolkningsgrupper magter at se fortidens synder i øjnene. Det bosniske tilfælde er dog specielt, idet landet er præget af en stærk nationalisme blandt alle tre nationale grupper – og fordi mange læser den seneste krig ind i en lang, konfliktfyldt historie, der aldrig er blevet gjort tilstrækkeligt op med.

Historien som tjener for nutiden
Nationer i krig fremlægger ofte historien på en måde, der tjener nationale nutidige interesser. Det var også tilfældet i Bosnien, hvor især serbiske og kroatiske politikere fremlagde landets historie, så den kom til at tjene deres aktuelle, politiske interesser i krigen. De brugte bl.a. begivenheder fra fortiden som “instrumenter” til at argumentere for en aggressiv, nationalistisk dagsorden. Fx fremstillede den daværende serbiske præsident Slobodan Milosević den serbiske befolkning som nutidige og historiske syndebukke for både de muslimske ”osmanniske fremmede” og de kroatiske Ustasja-militser, der havde forfulgt serberne under 2. Verdenskrig. Med en sådan instrumental historiebrug forsøgte Milosević at retfærdiggøre den aggressive serbiske politik.

Mens Slovenien, Kroatien og siden Bosnien, der før var republikker i det tidligere Jugoslavien, ønskede selvstændighed, arbejdede Milosević for at skabe et nationalistisk Storserbien, bestående af så mange af de tidligere republikker som muligt under serbisk overherredømme.

Med dette udgangspunkt iværksatte Milosević en propagandamaskine, der effektivt gjorde brug af landets komplicerede historie. Milosević tegnede bl.a. et skræmmebillede, hvor serbernes aktuelle situation blev sat i skarp kontrast til hans udlægning af en tidligere glorværdig fortid i den serbiske historie. Milosević budskab var, at serberne endnu en gang var i fare for at blive underkastet andre magter eller for ligefrem at blive udslettet. Skulle sådanne fremtidige serbiske ofre undgås, pointerede Milosević i en vigtig tale, ville væbnet kamp måske endnu en gang blive en nødvendighed.

Opgaver til hvad er antisemitisme

  1. Hvordan adskiller den religiøse antisemitisme sig fra den politiske antisemitisme?
  2. Beskriv hvordan den politiske antisemitisme i Danmark har ændret sig gennem tiden. Kom i din beskrivelse ind på, hvorfor udtryk for antisemitisme blev sjældnere under og efter Holocaust.
  3. Opstil en liste over hvilke motiver der kan ligge bag Holocaust-benægtelse på den ekstreme politiske højrefløj i Danmark.
  4. Opstil en liste over hvilke motiver, der kan ligge bag antisemitiske utryk og Holocaust-benægtelse blandt personer med muslimsk baggrund i Danmark.
  5. Diskuter forskelle og ligheder mellem motiverne hos de to grupper med antisemitiske holdninger.

Opgaver til hvad er hate speech?

  1. Find eksempler på hate speech i Danmark og diskuter, hvilke mennesker de rammer.
  2. Hvilke problemer kan der være forbundet med den ”akademiske” hate speech?
  3. Læs om forskellige Holocaust-benægtere her på siden. Hvem repræsenterer den grove antisemitisme, og hvem repræsenterer en mere akademisk stil?
  4. Læs børnerimet i ”spor af antisemitisme og fascination af nazismen”. Hvilke ligheder og forskelle kan du se mellem dette børnerim og andre børnerim, du kender? Hvilken funktion har rimet, og hvilket selvbillede promoverer det? Hvordan? Hvad fortæller rimet os om forfatterens syn på ”de andre”?
  5. Kan man kritisere Straffelovens § 266 b? Er der fx grupper i det danske samfund, som ikke bliver tilgodeset? Diskuter, om et demokrati skal tolerere alle slags meninger i medierne og i det offentlige rum?
  6. Find argumenter for ytringsfrihed og argumenter for minoriteters beskyttelse mod diskriminering. Står nogle af argumenterne for ytringsfrihed i modsætning til argumenterne for minoriteters beskyttelse mod diskriminering?
    Læs evt. artikler om ytringsfrihed for inspiration

Opgaver til benægtelse i Mellemøsten

  1. Beskriv de to tilgange til Holocaust, der findes i Mellemøsten
  2. Forklar, hvilken rolle Holocaust-benægtelse i Mellemøsten spiller i forhold til staten Israels ret til at eksistere?
  3. Hvilke grunde kan der være til, at mange lande i Mellemøsten har et anstrengt forhold til Israel?
  4. Diskuter, om det er godt, når ledende personligheder tager afstand fra f.eks. Holocaust-benægtelse eller racisme.
  5. Læs artiklen om antisemitisme og læg mærke til de udtryk, der bruges i den europæiske antisemitisme. Se om du kan finde de samme ord i eksemplerne på Holocaust-benægtelse i Mellemøsten. Diskutér, hvorfor der er lighedspunkter.

Opgaver til benægtelse af det armenske folkedrab

  1. Gør rede for, hvorfor det armenske folkedrab kaldes ”Det Glemte Folkedrab”.
  2. Diskutér hvilken rolle Tyrkiet har spillet i international storpolitik gennem tiderne. Hvad fortæller det om storpolitik, at Tyrkiet ’”får lov” til at benægte folkedrabet på armenierne?
  3. Diskutér, hvad den tyrkiske stat kan opnå ved at benægte folkedrabet på armenierne?
  4. Redegør for, hvordan artikel 301 gør det forbudt at anerkende Tyrkiets folkedrab på armenierne.
  5. Diskutér, hvad en sådan lov betyder for ytringsfriheden? Og for akademisk forskning i landet?
  6. Diskutér, hvordan nationalisme kan være med til at gøre en sag som det armenske folkedrab betændt.

Opgaver til benægtelse af folkedrabet i Bosnien

  1. Forklar, hvilke grunde der kan være til, at der findes så mange forskellige versioner af krigen i Bosnien i 1992-1995
  2. I en rapport fra 2002 fremstiller den bosnisk-serbiske regering Srebrenica-massakren som noget helt andet end folkedrab. På hvilken måde afviger rapporten fra anerkendt forskning om, hvad der skete i Srebrenica?
  3. Beskriv hvilken rolle anerkendelse spiller, når man skal benægtelse af folkedrab til livs. Diskutér også, hvad konsekvenserne af manglende anerkendelse kan være. 
  4. Diskutér hvilke forhold, der er vigtige, når man skal benægtelse af folkedrab til livs. Hvorfor er disse forhold vigtige?
  5. Retsopgør og retfærdighed fremhæves ofte som vigtige efter en konflikt. Men holder antagelsen om, at retsopgør automatisk fører til forsoning i virkeligheden? Opstil 1-3 argumenter for og imod denne antagelse

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: