Archive for the ‘Holocaust benægtelse’ Category

Ytringsfrihed

24. januar 2010

Ytringsfrihed Introduktion: Ytringsfrihed I nogle lande er det decideret ulovligt at benægte, at Holocaust eller andre folkedrab har fundet sted. Mange Holocaust-benægtere hævder, at en sådan lovgivning er et brud på deres ytringsfrihed, og at de har ret til at sige deres mening, selvom den går imod den almindelige gængse holdning. Men hvor langt skal man gå for at beskytte folks ytringsfrihed? Og benytter man sig overhovedet af sin ret til ytringsfrihed, hvis man fortæller en løgn? På EU-niveau har man siden slutningen af 1990’erne diskuteret, hvorvidt man skal have en fælles lovgivning om Holocaust-benægtelse. Argumenterne for og imod en lovgivning er mange, og eksperter inden for området samt historikere, politikere og meningsdannere m.m. strides om, hvorvidt lovgivning er den bedste måde at komme benægterne og deres påstande til livs. Andre argumenterer for, at der findes mere konstruktive ”redskaber” til at bekæmpe benægtelsen: Ét argument er, at hvis man lovgiver omkring Holocaust-benægtelsen og forbyder ytringer, der benægter Holocaust, vil Holocaust-benægterne fremstå som helte, og det kan være med til at sprede deres budskab. Flere af de forskere, der er imod lovgivning, mener ikke, at man bør lovgive om, hvad der er historiske fakta, og at man skal tage andre midler i brug, når det gælder bekæmpelsen af problemet med Holocaust-benægtelse. EU-lovgivning om Holocaust-benægtelse Efter flere års uenighed blev EU-landene i november 2008 enige om et fælles sæt EU-regler, der forbyder Holocaust-benægtelse, hvis benægtelsen er farlig og truende. Det nye sæt regler er udtryk for en kompromisløsning, og reglerne får derfor ikke direkte indflydelse på de enkelte landes lovgivning. Det betyder, at der stadig er forskel på lovgivningen om Holocaust-benægtelse i de forskellige i EU-lande. Kun forbud, når Holocaust-benægtelse bliver farlig De nye EU-regler kaldes for en rammeafgørelse, og en rammeafgørelse skal som udgangspunkt sørge for, at det i alle EU-lande bliver kriminelt at benægte eller bagatellisere Holocaust og andre folkedrab eller forbrydelser imod menneskeheden. Men rammeafgørelsen gør ikke selve det at benægte Holocaust kriminelt. Rammeafgørelsen handler nemlig ikke kun om Holocaust-benægtelse. Den forpligter EU’s medlemslande til at kriminalisere ytringer, der har karakter af racisme eller fremmedhad. Det betyder, at rammeafgørelsen kun kræver, at EU-landene gør det strafbart at benægte Holocaust, hvis man med en sådan ytring samtidig opfordrer til f.eks. racistisk vold eller had. Rammeafgørelsen kræver altså ikke, at EU-landene gør det ulovligt at benægte Holocaust. Det er kun, hvis Holocaust-benægtelsen bliver farlig og truende, at man skal kunne straffe folk. Ingen ny lov i Danmark En rammeafgørelse er modsat overstatslige EU-regler ikke en decideret EU-lov, og det betyder, at de nye sæt EU-regler ikke har direkte indflydelse på de enkelte landes lovgivning. I stedet skal hvert enkelt land sørge for, at rammeafgørelsen bliver integreret i landets lovgivning. I Danmark vurderer man, at vores såkaldte ”racismeparagraf” allerede sørger for, at vi lever op til forpligtelserne i den nye rammeafgørelse. Det betyder, at elementerne i rammeafgørelsen ikke skal vedtages som en ny lov i Danmark. I den danske racismeparagraf er det nemlig forbudt i offentlig sammenhæng at true en gruppe af mennesker på grund af deres race, hudfarve, etniske herkomst, religion eller seksuelle orientering. Man kan kun blive dømt ved racismeparagraffen, hvis den racistiske udtalelse er udtalt i en offentlig sammenhæng. Hvis udtalelsen samtidig er led i en propagandakampagne, bliver det regnet for en skærpende omstændighed. Racismeparagraffen kan altså i princippet være med til at straffe Holocaust-benægtere og deres propagandavirksomhed, hvis deres benægtelse kan ses som en form for racisme eller en hetz imod fx religiøse minoriteter. Indtil videre har der ikke været nogen domsafgørelser om Holocaust-benægtelse i forbindelse med racismeparagraffen, men der er tegn på et stærkere europæisk samarbejde på denne front. I februar 2009 blev en dansk statsborger og en tysk statsborger udleveret til anklagemyndigheden i Frankfurt am Main i Tyskland, fordi de her er anklaget for at have udgivet og distribueret cd’er med stærkt racistiske budskaber og benægtelse af Holocaust. Hvor er det ulovligt at benægte Holocaust? Her finder du en oversigt over de lande, hvor det er forbudt at benægte Holocaust, folkedrab eller andre forbrydelser imod menneskeheden. I oversigten står der også, hvilken strafferamme de enkelte lande har for forbrydelsen. I EU-lande (som fx Danmark og Holland) findes der ikke en eksplicit lovgivning, der forbyder Holocaust-benægtelse, men her kan man vælge at straffe Holocaust-benægtelse, hvis det anses for at være en såkaldt hate crime. Læs mere om den europæiske rammeafgørelse om bekæmpelse af racistiske og fremmedfjendske handlinger. Belgien Holocaust-benægtelse blev gjort ulovligt i 1995. Den, som benægter, groft bagatelliserer eller minimerer, forsøger at retfærdiggøre eller billiger nazisternes folkedrab under 2. Verdenskrig, kan blive tildelt en fængselsstraf fra otte dage til et år og en bøde fra 26.000 til 50.000 franc. Læs mere Frankrig I Frankrig har det siden 1990 været ulovligt at sætte spørgsmålstegn ved eller at retfærdiggøre Holocaust og forbrydelser imod menneskeheden. Strafferammen er en måned til et års fængsel eller bødestraf. Læs mere Israel Siden 1986 har det været ulovligt at benægte Holocaust i Israel. En person, der offentligt benægter eller bagatelliserer forbrydelserne begået af nazisterne under 2. Verdenskrig, med den intention at forsvare gerningsmændene, kan blive straffet med op til fem års fængsel. Desuden kan man blive straffet med op til fem års fængsel, hvis man offentligt udtrykker sympati for eller roser nazisternes forbrydelser. Læs mere Italien I Italien er det ikke eksplicit forbudt at benægte et folkedrab, men det er forbudt offentligt at forsvare et folkedrab. Man kan blive straffet med op til 12 års fængsel. Læs mere Liechtenstein I Liechtenstein er det ulovligt offentligt at benægte eller retfærdiggøre folkedrab eller andre forbrydelser imod menneskeheden. Man kan blive straffet med fængsel i op til to år. Læs mere Litauen Litauen har ikke p.t. nogen lovgivning om Holocaust-benægtelse, men i september 2009 påbegyndte landets parlament en proces, der skal lede hen imod en kriminalisering af benægtelse af Holocaust og de forbrydelser, der blev begået mod jøderne, da Litauen var en del af Sovjetunion. Luxembourg I Luxembourg har det siden 1997 været ulovligt at benægte, bagatellisere, retfærdiggøre eller sætte spørgsmålstegn ved Holocaust eller andre folkedrab. Straffen kan både være en bøde eller fængsling fra otte dage til seks måneder. Læs mere Polen I Polen har det siden 1998 været ulovligt at benægte forbrydelser begået af nazister, forbrydelser begået under det kommunistiske regime og forbrydelser imod menneskeheden og krigsforbrydelser generelt. Straffen herfor er enten en bøde eller fængsel i tre år. Læs mere Portugal I Portugal har man en generel lovgivning imod religiøs, racistisk eller seksuel diskrimination, der også gør det ulovligt offentligt at benægte krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Man kan blive straffet med fængsel fra seks måneder til fem år. Rumænien I Rumænien er det forbudt at benægte Holocaust, og her har man desuden en lov, der forbyder racistiske, fascistiske, fremmedfjendske symboler, uniformer eller gestik. Man kan blive straffet med fængsel fra seks måneder til fem år. Schweiz I Schweiz er det forbudt at benægte, bagatellisere eller retfærdiggøre folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden. Man kan blive straffet med fængsel i op til tre år eller få en bøde. Læs mere Slovakiet Slovakiet gjorde det i 2001 kriminelt at benægte, at Holocaust havde fundet sted, men i maj 2005 blev loven ophævet. Spanien I Spanien har det tidligere været ulovligt at benægte Holocaust, men siden 2007 er det i stedet blevet ulovligt at retfærdiggøre en forbrydelse som folkedrab. Man kan blive straffet med fængsel i et til to år. Læs mere Tjekkiet I Tjekket er det både ulovligt at benægte Holocaust og de forbrydelser, som blev begået under kommunismen. Man kan få en fængselsstraf fra seks måneder til tre år, hvis man offentligt benægter, betvivler, billiger eller forsøger at retfærdiggøre det nazistiske eller det kommunistiske folkedrab eller andre forbrydelser begået af nazister eller kommunister. Tyskland I Tyskland kan man blive straffet med bøde eller fængsel i op til fem år, hvis man benægter eller bagatelliserer forbrydelserne begået af nazisterne under 2. Verdenskrig. Det er generelt ulovligt at opildne til had imod en særlig gruppe i befolkningen (§130), og desuden er nazistiske symboler som hagekors også ulovlige. Læs mere Østrig Siden 1947 har det nazistiske parti været forbudt, og i 1992 blev det tilføjet til denne lov, at det er forbudt at benægte eller groft bagatellisere Holocaust eller andre nazistiske krigsforbrydelser. Man kan blive straffet med et til ti år i fængsel og i særlige alvorlige tilfælde med 20 års fængsel. Læs mere Andre oversigter Den Europæiske Kommission imod Racisme og Intolerance (ECRI) har lavet en oversigt over de europæiske landes juridiske tiltag imod racisme og intolerance (herunder også Holocaust- og folkedrabsbenægtelse). The Coordination Forum for Countering Antisemitism (CFCA) har lavet en oversigt over de lande, der har en lovgivning, der forbyder Holocaust-benægtelse og antisemitisme. Er lovgivning mod Holocaust-benægtelse en god idé? Kan man lovgive sig ud af problemet med Holocaust-benægtelse? Vil et juridisk forbud dæmme op for Holocaust-benægtelsen, eller kan et forbud give bagslag og få den modsatte effekt? Hvordan kommer vi bedst benægtelsen til livs – ved at kriminalisere eller at modargumentere? I Israel og 15 europæiske lande er det forbudt at benægte, at Holocaust eller andre folkedrab har fundet sted, men det er ikke alle, som synes, det er en god idé at forbyde Holocaust-benægtelse ved lov. Selv mellem EU-landene har det været meget svært at blive enige om en fælles politik og lovgivning. Og der er langtfra konsensus blandt historikere, politikere og meningsdannere om, at lovgivning mod Holocaust-benægtelse er den rigtige løsning. Brud på ytringsfriheden? Modstandere af at kriminalisere Holocaust-benægtelse mener ikke, at vi kan lovgive os ud af problemet. Selvom vi vedtager love imod benægtelse, vil det ikke ændre på, at vi fortsat har et problem med benægtere i vores samfund. Desuden vil et forbud imod benægtelse blot give benægterne en række argumenter på hånden, som kan understøtte deres konspirationsteorier: ”Hvorfor har frie vestlige demokratier overhovedet behov for at forbyde visse holdninger og meninger?”, ”Hvad er det, der skal skjules?”, spørger benægterne. Hvis man gør Holocaust-benægtelse ulovligt, risikerer man, at de Holocaust-benægtere, der bliver anklaget og straffet, opnår en form for martyrstatus. Tilhængere af en lovgivning imod Holocaust-benægtelse mener tværtimod, at Holocaust-benægtere fordrejer og udnytter ytringsfriheden, og at benægtelse netop derfor udgør en trussel mod de mest basale elementer i et demokratisk samfund. Tilhængerne mener, at det er forkert at sige, at Holocaust-benægtere repræsenterer en bestemt holdning: Holocaust-benægtelse er først og fremmest en løgn, der ikke skal tages alvorligt og betragtes som en legitim politisk holdning på linje med andre. Ytringsfrihed giver ikke ret til at lyve. Andre stemmer i debatten påpeger, at det kendetegnende ved frie demokratiske samfund netop er, at ytringsfriheden gælder absolut ubegrænset: Den skal ikke kun skal gælde for dem, som man er enige med, men også for dem, som man er uenig med. Har vi ikke bevismateriale nok? Modstandere af en kriminalisering af Holocaust-benægtelse mener, at der er en fare for, at benægtere og andre vil fortolke et forbud imod Holocaust-benægtelse som udtryk for, at der ikke er tilstrækkelig historisk dokumentation, der kan bevise, at benægterne tager fejl. Men Holocaust er det bedst dokumenterede folkedrab nogensinde, og det historiske bevismateriale burde være stærkt nok i sig selv. Derfor er der ikke brug for en lovgivning, der forbyder Holocaust-benægtelse. Den bedste måde at bekæmpe Holocaust-benægtelse på er ved at argumentere for det modsatte og ved hjælp af historisk bevismateriale at vise, hvordan og hvorfor de tager fejl. Tilhængere af love imod Holocaust-benægtelse mener dog, at sådanne love netop er mere nødvendige end nogensinde, fordi antallet af Holocaust-overlevere og øjenvidnerne til begivenhederne svinder ind, i takt med at de bliver gamle og dør. Derfor vil der snart ikke længere være nogen personlige historier, der kan videreføre historien om det, der skete, og som kan forhindre, at historien om de grusomme begivenheder bliver glemt eller manipuleret. Lovgivning imod Holocaust-benægtelse: et værn imod racisme? Mange tilhængere af en kriminalisering af Holocaust-benægtelse mener, at sådanne love er nødvendige for at forhindre en gentagelse af historien og en genopblomstring af nazismen og andre racistiske ideologier. Det var netop begrundelsen for at indføre et forbud imod nazistiske symboler i Tyskland og Østrig efter 2. Verdenskrig. Kritikere påpeger, at der ikke er noget, der tyder på, at sådanne love er med til at promovere mere tolerance og mindre racisme. De europæiske lande som fx Tyskland og Østrig, der har en meget stram lovgivning, som både forbyder Holocaust-benægtelse og nazistiske symboler, er ikke gået fri for den fremmarch af racistiske og fremmedfjendske partier, som har præget Europa siden starten af 1990’erne, eksempelvis er nynazistiske grupperinger opblomstret i Tyskland. Se oversigt over de lande, der forbyder Holocaust-benægtelse. Skal staten bestemme, hvad der er historisk fakta? Modstandere imod love mod benægtelse fremhæver ofte, at vi bevæger os ud på en glidebane, hvis en stat begynder at lovgive om, hvad der er historisk fakta. Det kan blive svært at sætte en grænse for, hvilke forbrydelser der skal lovgives om. Da EU forsøgte at lave en fælles EU-lovgivning om Holocaust-benægtelse, mente de tidligere østeuropæiske lande, som var underlagt Sovjetunionens diktatur, at det så også skulle være forbudt at sætte spørgsmålstegn ved de forbrydelser, som foregik under den sovjetiske besættelse. Kritikere af lovgivning mener, at det er historikerne og ikke politikerne, der skal undersøge og bestemme, hvad der er historiske fakta. Som klummeskribenten og historikeren Timothy Ash udtaler: ”Der er ikke nogen, der kan lovgive om historisk sandhed. Hvis en historisk sandhed overhovedet kan blive etableret, skal den være baseret på en fri historisk forskning, hvor historikere kan diskutere beviserne og fakta og teste og udfordre hinandens påstande, uden de skal frygte at blive retsforfulgt eller forfulgt.” Med en lovgivning om folkedrabsbenægtelse risikerer man, at selv seriøse historikere eller intellektuelle, der ikke er interesserede i at benægte et folkedrab, føler, at de er underlagt censur. Samme pointe fremhæver historikeren og ekspert på Holocaust-benægtelse, Deborah Lipstadt: ”Spørgsmålet om, hvad der er et folkedrab, folkedrabenes historie, og hvad vi kan sige herom, skal ikke afgøres af politikere og dommere.” Hun mener, at det er vigtigt, at historikere fx kan have en debat om, hvorvidt en massakre imod en civilbefolkning er et folkedrab eller ej. En sådan akademisk og juridisk debat sætter ikke spørgsmålstegn ved, om det skete, men åbner i stedet op for en diskussion om, hvad vi rent juridisk skal kalde det. Hun frygter, at en lovgivning om Holocaust- og folkedrabsbenægtelse vil kunne bremse sådanne akademiske debatter. Argumenter for og imod lovgivning om benægtelse I 16 lande har man besluttet, at det ifølge landets straffelovgivning skal være forbudt at benægte, at Holocaust eller andre folkedrab har fundet sted. Langtfra alle eksperter, historikere og politikere er dog enige i, at lovgivning imod benægtelse er den rigtige løsning på problemet. Nogle mener, at et juridisk forbud kan være med til at bremse Holocaust-benægtelsen; andre mener ikke, at man bør lovgive om, hvad der er historiske fakta, og at man skal tage andre midler i brug, når det gælder bekæmpelsen af problemet med Holocaust-benægtelse. Her kan du læse en række argumenter for og imod en lovgivning om Holocaust-benægtelse, som er fremlagt af fremtrædende eksperter, historikere, politikere og meningsdannere. FOR Hilda Tchoboian, præsident for organisationen European Armenian Federation for Justice and Democracy: “Holocaust-benægtelse er en kræftsvulst på ytringsfriheden og en trussel imod den offentlige orden, og det skal derfor udryddes. Jeg takker alle politiske kræfter, som slutter sig sammen i kampen for en lovgivning, der kriminaliserer benægtelsen af folkedrab.” Læs mere Hans Rauscher, historiker og klummeskribent ved den østrigske avis Der Standard: “Benægtelsen af Holocaust er ikke en mening; det er en politisk handling, der forsøger at luske en nazistisk tankegang ind i almindelige menneskers måde at tænke på.” ”Den, der giver nazismen et skær af uskyld, ønsker at genskabe den som en politisk mulighed … At tolerere den slags er at forlange lidt for meget af demokratiet.” ”Det populære argument om, at ”tanke- eller holdningsforbrydelser” ikke kan straffes, er uden begrundelse. Holocaust-benægtere som fx David Irving har ikke nogen holdninger. De ved, at disse forfærdelige forbrydelser blev begået, og hvordan de blev begået. Men alligevel vil de benægte, trivialisere dem og derved gøre dem politisk acceptable.” Læs mere Francois de Smet, vice president for Movement against Racism, Anti-Semitism and Xenophobia (MRAX) i Belgien: “Man kan ikke bekæmpe racisme uden konstant at minde om, hvad det fører til i sidste fase: Den fysiske tilintetgørelse af ”den anden”, fordi han er ”den anden”. Det er derfor, det er legitimt at indskrænke revisionisternes ytringsfrihed. Hvis man tillader, at nogen i fremtiden benægter eksistensen af folkedrabet imod jøder, tutsier eller armeniere, er man uundgåeligt indirekte med til at retfærdiggøre den ideologi, som tillod disse massakrer.” Brigitte Zypries, Tysklands justitsminister: “Selvom der nu er gået årtier siden Holocaust og 2. Verdenskrigs afslutning, skylder vi stadig at udvise respekt over for ofrene og deres erindringer. Vi må beskytte deres minder og deres værdighed fra løgne. […] I lyset af vores historie finder vi det uacceptabelt at tillade, at løgne om denne forfærdelige periode og den umenneskelighed, der herskede under det såkaldte “Tredje Rige”, spredes. Grunden til, at vi vedtog denne lov [om Holocaust-benægtelse, red.] er ikke betinget af hændelser i den seneste tid, men mere af historien i sig selv. Tyskerne planlagde og udførte Holocaust. Vi må stå ansigt til ansigt med dette faktum og acceptere vores skyld og tage det ansvar, som er os pålagt. Jeg mener, at alle tyskere, uanset deres tro, skylder historien dette. Det er derfor stadig vigtigt, at vi ikke giver plads til Holocaust-benægtere. Nynazistisk ideologi forsøger at bagatellisere det nazistiske regime og de frygtelige begivenheder i Det Tredje Rige, og det er noget, vi er nødt til at kæmpe imod. Vi er nødt til at reagere på hate speech, løgne og fordomme. Derfor er vi også nødt til at opretholde vores bestræbelser på at uddanne folk, især unge mennesker, [og oplyse dem] om de forfærdelige ting, der skete under Holocaust. I Tyskland er ytringsfrihed en grundlæggende rettighed, der er beskyttet af grundloven, ligesom man ser det i USA. Men denne grundlæggende rettighed er ikke tildelt uden begrænsninger. Den tyske domstol har fastslået, at forbuddet mod benægtelse af Holocaust ikke overtræder denne grundlæggende ret til ytringsfrihed. Den såkaldte “Auschwitz-løgn” er en fornærmelse mod Holocaust-overlevende og det jødiske folk generelt – og optræder ofte i sammenhæng med en provokation af dem. Selvfølgelig ses der i Tyskland eksempler på mennesker, der forsøger at benægte Holocaust. Men vi har ønsket at være meget tydelige på dette område. Derfor vedtog vi denne lov og sagde samtidig, at det i Tyskland ikke er tilladt at afvise hændelser, der er historisk bevist.” Læs mere Professor Johannes Houwink ten Cate, historiker, Amsterdam Universitet: “Jeg kan ikke se, hvorfor ytringsfriheden trues, hvis benægtelse af folkedrab gøres til en strafbar handling. Mange lande promoverer Holocaust-uddannelse som en del af deres uddannelsespolitik og opfordrer andre lande til at gøre det samme. Det betyder, at stater ikke er neutrale, i hvert fald ikke hvad historien angår, og at de tager parti, uden at dette er en begrænsning af eller forhindring for ytringsfriheden.” Læs mere IMOD Professor Deborah Lipstadt, Holocaust-historiker og ekspert om Holocaust-benægtelse, Emory Universitet, Atlanta: ”Jeg er modstander af en lov mod Holocaust-benægtelse af tre grunde. For det første fordi jeg tror på ytringsfriheden. Regeringer bør ikke uarbejde love, der begrænser ytringsfriheden, fordi det aldrig går godt, når det sker. For det andet fordi disse love gør Holocaust-benægtere til martyrer. Se, hvad der skete med David Irving, da han blev løsladt fra fængslet i Østrig – han blev en mediedarling og fik derfor plads til at udgyde sine misinformationer. I stedet for at jage dem burde vi ignorere dem. For det tredje – og måske vigtigst af alt – tyder sådanne love på, at vi ikke har den nødvendige historie, dokumentation og beviser for, at Holocaust er sket. Sådanne love tyder på, at vi ikke har tillid til sandheden. Men vi har den nødvendige dokumentation, og vi bør i stedet udvikle, uddybe og ikke mindst stole på denne.” Læs mere Alan Dershowitz, juraprofessor på Harvard Universitet: ”Det bedste svar på løgnagtig tale er sand tale. At censurere Holocaust-benægtelse vil komme til at virke imod hensigten. Det vil få benægterne til at fremstå som helte og være med til at sprede deres budskab. Desuden er det næsten umuligt at komme benægtelsen til livs gennem kriminalisering i internettets tidsalder. En lovgivning imod Holocaust-benægtelse illustrerer en manglende tillid til troen på idéernes frie markedskræfter. Hvis bevismaterialet er så klart, hvorfor har vi så brug for love?” Cecilie Felicia Stokholm Banke, ph.d., seniorforsker, DIIS, Holocaust og folkedrab: ”Risikoen for, at forbud mod folkedrabsbenægtelse ender med en lang række af regler, der begrænser den frie ytring, ligger lige for. Således kommer den regel, der skal bevise én form for normer i Europa, til at gå ud over en anden norm, nemlig den frie ytring. Og det kan give bagslag. I stedet for at bekæmpe Holocaust-benægtelse kan et forbud bidrage til at skabe splid mellem etniske og religiøse grupperinger. Så hellere slå et slag for historie og sandhed. Og tro på, at oplysning i den sidste ende betaler sig.” Læs mere Timothy Garton Ash, historiker og forfatter, Oxford Universitet: “Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner […] Vi har ikke behov for flere undertrykkende regler, men mere fri ytring, hvis vi vil bekæmpe bigotteri og fremme tolerance.” “Ingen kan lovgive om den historiske sandhed. For så vidt den historiske sandhed overhovedet kan etableres, må denne konstateres ved uhæmmet historisk forskning, hvor historikere diskuterer beviser og kendsgerninger og afprøver og anfægter hinandens påstande uden frygt for både retsforfølgelse eller forfølgelse.” Læs mere

Mediernes rolle

24. januar 2010

Mediernes rolle Introduktion: Mediernes rolle Holocaust-benægtelse er i dag et velkendt ”fænomen” og optræder med jævne mellemrum i medierne. Eksponeringen af benægtelsen hænger tæt sammen med udbredelsen af internettet, som har givet benægterne et nemt tilgængeligt forum at ytre sig i. Men også den kendsgerning, at benægterne har haft held til at komme til orde i pressen, har gjort sit til, at der er kommet et større fokus på benægterne og deres påstande. Holocaust-benægtelse findes i mange af de medier, vi bruger til daglig Adgangen til offentlige medier – både de trykte, men især internettet med dets chatfora, nyhedsgrupper, blogs og specielt muligheden for at komme i kontakt med ligesindede benægtere på tværs af tid og sted – har gjort det lettere for Holocaust-benægtere at sprede deres budskaber. Internettet er samtidig relativt ureguleret, så længe ytringerne ikke er direkte racistiske. Der er derfor “‘legalt” at ytre sig om stort set alt. Samtidig findes der på nettet mange fora, hvor brugerne er børn og unge, der har begrænset viden om Holocaust, og som derfor er mere påvirkelige over for benægternes påstande og propaganda. Benægtelse også i den ”etablerede” del af medieverdenen Det er imidlertid ikke kun på internettet, at benægtelsen finder sted. Med jævne mellemrum optræder Holocaust-benægtende påstande i både aviser og tv-programmer. Som regel omtales benægternes påstande som både absurde, grænseoverskridende og diskriminerende, men det hænder også, at benægterne ukritisk får lov til at fremføre deres teser, som derved kommer til at fremstå uimodsagte og med et skær af “sandhed” over sig. Formidlingen af benægternes påstande fordrer en vis grad af stillingtagen til, hvilken rolle pressen bør og kan spille ved Holocaust-benægtelse. Skal de udøve en form for censur, eller er det helt i orden at gengive benægternes påstande, da alle jo har ret til at ytre deres holdninger, også selvom de er i opposition til den etablerede videnskab og den omfattende mængde beviser, der direkte modbeviser benægternes ytringer? Pressens ansvar? Mangesidet og saglig information er en af grundpillerne i et velfungerende demokrati. Pressen har både magt og indflydelse, og det er ikke uden grund, at den kaldes for den fjerde statsmagt. Inden for de seneste år er Holocaust-benægtelse blevet stadig mere udbredt og omtales jævnligt i pressen. Men hvilken rolle skal pressen spille ved Holocaust-benægtelse? Skal den gengive benægternes argumenter, eller skal den udøve censur? Har pressen et ansvar for, at Holocaust-benægtelsen ikke vokser? Eksponering af Holocaust-benægtelsen Inden for det sidste årti er Holocaust-benægtelsen blevet mere synlig. Det skyldes især udbredelsen af internettet, som har givet benægterne et nyt og nemt tilgængeligt forum at ytre sig i. Men også det faktum, at Holocaust-benægterne har nydt forholdsvis stor presseopmærksomhed, har medført en større eksponering af benægtelsen. Det er med andre ord blevet en ”god” historie at fortælle om benægternes kontroversielle holdninger. Læs om benægtelse på nettet Benægtelse i Danmark I dansk regi kom der for alvor fokus på benægterne og deres påstande, da Berlingske Tidende den 24. januar 1998 bragte et indlæg fra en af Danmarks mest fremtrædende benægtere, dr.phil. Christian Lindtner, med titlen “Holocaust i et nyt lys”. I indlægget argumenterede Lindtner for, at en stor del af den viden, der findes om Holocaust, er fejlagtig; bl.a. hævdede han, at der ikke var gaskamre i de tyske koncentrationslejre. Både Lindtners påstande samt det, at Berlingske Tidende valgte at trykke indlægget, vakte stor forargelse. Avisens undskyldning var, at man ikke havde været opmærksom på indlæggets specielle indhold. Trods denne beklagelse valgte avisen kort efter at trykke endnu et af Lindtners kontroversielle læserbreve, ”Encyklopædi lyver”, som hævdede, at den Danske Encyklopædi opgiver et forkert og ”uvidenskabeligt” dødstal blandt fangerne i Auschwitz. Benægtelseslegitimering? Kan den kendsgerning, at Berlingske Tidende trykte flere af Christian Lindtners Holocaust-benægtende indlæg opfattes som en legitimering af benægternes påstande? Giver det påstandene et skær af sandhed, at avisen ikke kommenterede Lindtners postulater, men ukritisk gengav, hvad han havde at sige? Burde Berlingske Tidende have valgt ikke at bringe indlægget, eller er det helt i orden, at avisen valgte at gengive Christian Lindtners påstande, fordi en avis ikke skal være partisk, men i stedet vise flere forskellige fortolkninger af ”virkeligheden”? Pressedækning af benægter-konference i Iran I 2006 deltog Christian Lindtner som eneste dansker i en kontroversiel todageskonference i Iran, ”The International Conference to Review the Global Vision of the Holocaust”. En stor del af konferencens formål var centreret omkring benægtelse af Holocaust. Flere danske medier valgte mere eller mindre ukritisk at omtale konferencen og gengav benægternes påstande som et – omend pudsigt og kuriøst – alternativt synspunkt i Holocaust-debatten. Et af de medier, der ikke ”bare” refererede fra konferencen, men valgte at forholde sig yderst kritisk, var Berlingske Tidende. Den 18. januar 2006, forud for afholdelsen af konferencen, kunne man i avisens leder finde følgende udsagn: ”[…] Men nu er det ingen ringere end Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der fremsætter den horrible påstand om, at Holocaust er en myte. Iran skal oven i købet være vært for en »videnskabelig« konference, som skal »bevise«, at Holocaust aldrig fandt sted. Vi ser altså et statsoverhoved og en regering slå følgeskab med Holocaust-benægternes slæng af nynazister, antisemitter og almindelige galninge – det er fuldkommen afsindigt.” En god historie: nynazisten og Holocaust-overleveren I en artikel bragt af Nyhedsavisen i august 2008 bliver læseren præsenteret for to forskellige personer: den unge nynazist og Holocaust-benægter Daniel Carlsen samt den polske jøde og Holocaust-overlever Zygmunt Gross. Sammen skal de besøge udryddelses- og koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, hvor Zygmunt Gross var tilfangetagen under 2. Verdenskrig. I Auschwitz-Birkenau forsøger Zygmunt Gross at overbevise Daniel om, at Holocaust virkelig har fundet sted – han fortæller bl.a. om krematorierne og om fanger, der forsvandt for aldrig at vende tilbage igen. Daniel nægter at tro på Zygmunt Gross’ fortællinger: ”I mine øjne, så vrøvler han bare. For eksempel sagde han, at han var 100 procent sikker på, at der var jøder, som blev gasset her. Men når du går ham lidt på klingen, så var det jo noget, han havde hørt,” siger han. I artiklen er der en tydelig sympati for Zygmunt Gross. Han fremstilles som en ældre mand med mange ar på sjælen – som følge af de uhyrligheder, han oplevede under sin tid i koncentrationslejren. Daniel derimod beskrives som en ung mand med bizarre holdninger og en indædt tro på, at han ved bedst – lige meget hvor mange beviser han bliver præsenteret for. Relativisering af Holocaust? Er det, på trods af den sympatiske overvægt, overhovedet rimeligt, at de to mænd stilles over for hinanden – som om deres synspunkter er ligeværdige? Daniel er en ung nynazist, der fuldstændig affejer historiske beviser til fordel for sin egen overbevisning og dermed underkender millioner af menneskers lidelser. Zygmunt Gross har på egen krop og sjæl mærket, hvad det vil sige at være i en udryddelses- og koncentrationslejr. Lever Nyhedsavisen op til ansvaret om god presseskik, når de modstiller en Holocaust-benægters påstande og en Holocaust-overlevers fortællinger? Eller er denne fremstilling med til at sende et signal om, at de to synspunkter er lige gode? Legitimerer Nyhedsavisens fremstilling dermed Daniel Carlsens Holocaust-benægtende holdninger? Kan man argumentere for, at Nyhedsavisen – i modsætning til Berlingske Tidendes ukritiske formidling af Christian Lindtners benægter-påstande i 1998 – i det mindste påtager sig en form for ansvar, da de ikke ”bare” gengiver benægternes postulater, men sætter dem op over for en Holocaust-overlevers personlige beretning, så Daniel Carlsens holdninger fremstår som bizarre, respektløse og virkelighedsfjerne. Daniel Carlsen i pressen Den unge nynazist Daniel Carlsen har vist sig at være ”en god historie”. I marts 2009 bragte eksempelvis B.T. et opslag om ham under overskriften ”Daniel elsker Hitler”. I artiklen bliver Daniel fremstillet som en velfungerende ung mand med gode karakterer, en kernefamiliebaggrund og med en drøm om at læse jura. Af artiklen fremgår det imidlertid ikke, at Daniel er tilknyttet den voldelige og ekstremistiske gruppe ”White Pride”, og at han flere gange har været sat i forbindelse med voldsepisoder. Det velfungerende unge menneske, som B.T. portrætterer, er måske ikke helt i overensstemmelse med sandheden, ligesom Daniel måske ikke er så almindelig, som B.T. fremstiller ham. B.T.-artikel om den unge benægter Daniel Carlsen. Klik her for at se artiklen i stort format God presseskik Medieansvarslovens §34, stk. 1: Grundlæggende synspunkter: “Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt. Den frie kommentar er en del af ytringsfrihedens udøvelse. Under varetagelse af disse opgaver bør massemedierne anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse.[…]“ Karikaturtegning, der viser mediernes dobbelthed. De fem nyhedskriterier For at en “historie” er en nyhed, skal den opfylde et eller flere nyhedskriterier: Aktualitet: Nyheden handler om noget, der sker, om noget tidstypisk, om noget, der optager modtageren her og nu. Væsentlighed: Nyheden har betydning for et stort antal modtagere eller livsvigtig betydning for et lille antal modtagere. Identifikation: Nyheden bliver vedkommende, fordi modtageren følelsesmæssigt kan identificere sig med historien. Sensation: Nyheden handler om noget usædvanligt, noget overraskende eller uventet. Konflikt: Nyheden beskriver en strid mellem personer med modsatte holdninger eller interesser, der strider mod hinanden. Børn og unge er en sårbar målgruppe Medier spiller en stor rolle i et samfunds vidensniveau, og en fri og uafhængig presse er en af grundstenene i et moderne demokrati. Medierne formidler til alle dele af samfundet og når alle grupper – på tværs af alder, køn, uddannelse etc. Børn og unge får en meget stor del af deres viden og information fra medierne, og de er vokset op med dem som en integreret del af deres hverdag. De bruger i høj grad medierne og især internettet til at orientere sig og få viden. Da det tager tid at opnå de nødvendige evner til kritisk at kunne vurdere et medieindhold, er det afgørende, at det, medierne formidler, er så veldokumenteret som muligt. Dette er naturligvis altid vigtigt, lige meget hvem målgruppen er, men det er især nødvendigt ved formidling til børn og unge, som er mere påvirkelige og tilbøjelige til at tro på, hvad de ser og hører. Læs om, hvordan man er kritisk på nettet Har pressen et ansvar? Pressen har et ansvar for at dække nyheder nuanceret og fra flere perspektiver og derfor også repræsentere flere forskellige synspunkter. God journalistik er, at man altid sørger for, at ens historie er sandfærdig, og at dens fakta er korrekte. Brugerne regner med, at medierne fortæller dem, hvis der foregår noget vigtigt, og at de formidler sandheden – korrekt og objektivt. Uanset tid og sted. Medierne bør først og fremmest være optagede af at formidle uafhængigt, redeligt, faktuelt og objektivt – også selvom sandheden kan skade nogle og gavne andre. Det forventes, at journalister bestræber sig på at holde deres egne principper i hævd: altid at tjekke fakta gennem flere kilder. Gør de ikke det, er der risiko for, at usand information, som fx Holocaust-benægternes påstande, spredes og i værste fald får status som en slags sandhed. Holocaust-censur? Man kan diskutere, om ytringsfriheden bør begrænses, når emnet er så kontroversielt og følsomt som Holocaust-benægtelse. Bør medierne overhovedet bringe benægternes argumenter, eller sender det et signal om, at det er i orden at stille spørgsmålstegn ved et så veldokumenteret folkedrab som Holocaust? I nogle lande er det forbudt at benægte, at Holocaust har fundet sted, og det har også været diskuteret, omHolocaust-benægtelse skulle kriminaliseres i Danmark. Det har man dog besluttet, at det ikke skal. Argumentet er, at det vil være en alvorlig indskrænkning af ytringsfriheden, og samtidig mener man, at den danske racismeparagraf kan tages i brug ved Holocaust-benægtelse af særlig grov karakter. Læs mere om diskussionen om lovgivning om Holocaust-benægtelse Den kendsgerning, at man ikke har en lovgivning om Holocaust-benægtelse, gør det måske endnu mere vigtigt, at pressen bestræber sig på som minimum at sørge for, at det kildegrundlag, som de formidler på baggrund af, er velundersøgt og veldokumenteret. Dette synes især nødvendigt ved formidling om kontroversielle emner, som eksempelvis Holocaust-benægtelse.

Links

24. januar 2010

links Links Nedenfor finder du en links-oversigt, der fører videre til forskellige hjemmesider, som indeholder en lang række dokumenter m.m. om bl.a. Holocaust, Holocaust-benægtelse, benægtelse af andre folkedrab osv. Oplysning om Holocaust Folkedrab.dk Undervisningsside om Holocaust og andre folkedrab, rettet mod elever fra ungdomsuddannelserne og den bredere offentlighed. Produceret af DIIS, Holocaust og folkedrab. Holocaust-uddannelse.dk Undervisningsside om Holocaust og andre folkedrab, rettet mod elever fra ungdomsuddannelserne og den bredere offentlighed. Produceret af DIIS, Holocaust og folkedrab. United States Holocaust Memorial Museums webside Siden er den største engelsksprogede Holocaust-ressource på internettet og har en enestående samling af dokumenter, fotografier, artikler samt en god og overskuelig gennemgang af Holocaust. USC Shoah Foundation Institute for Visual History and Education Undervisningsressourcen “Living histories”. Indeholder bl.a. online videooptagelser af syv vidneudsagn fra forskellige overlevende, befriere og redningsmænd, arbejdsspørgsmål, forslag til litteratur mv. Holocaust Education and Research Team Uderst omfattende undervisnings- og oplysningsside. Støttet af Yad Vashem og United States Holocaust Memorial Museum. A Teacher’s Guide to the Holocaust Webside med materiale om Holocaust henvendt til lærere, der underviser i emnet. Websiden er en af de bedre engelsksprogede Holocaust-ressourcer på internettet. Siden giver bl.a. et overblik over Holocaust og indeholder interaktive redskaber som tidslinjer samt forslag til undervisningsaktiviteter. Yad Vashem Holocaust Research Centre’s undervisningswebside om Holocaust Yad Vashem er en israelsk institution med det formål at erindre de seks millioner jøder, der blev ofre for Holocaust, samt mindes de jødiske samfund, organisationer og institutioner, der blev ødelagt under Holocaust. Websiden indeholder blandt andet artikler om Holocaust, forslag til undervisningsaktiviteter, tidslinjer samt ideer til videre læsning. Learning from History Omfattende webside om bl.a. nazismen, nazistiske forfølgelser samt Holocaust. Websiden indeholder bl.a. en projektdatabase, forslag til undervisningsaktiviteter og oplysninger om internationalt samarbejde mellem skoler. Websiden er på engelsk. United States Holocaust Memorial Museums Holocaust-encyklopædi Materialet indbefatter bl.a. en introduktion til Holocaust og folkedrab, artikler om Holocaust, billed- og videomateriale samt kort over redningsruter i Europa. Shoa.de Nok den bedste tysksprogede Holocaust-ressource, der bl.a. gennemgår Det Tredje Rige, 2. Verdenskrig og efterkrigstiden. Har sin styrke i meget grundige gennemgange af emner under Holocaust. Er skrevet i essay-form af forskellige historikere og forskere. Holocaust-museet i Budapest Museet har på denne webside offentliggjort en database med over 3000 vidneudsagn fra ungarske Holocaust-overlevende. Websiden indeholder desuden en række artikler, oversigter og kort over, hvordan Holocaust udfoldede sig i Ungarn og hvilke aktører, der var involveret i deportationen af over 400.000 ungarske jøder til Auschwitz i 1944. Memorial and Museum Auschwitz-Birkenau Webside for museum og mindesmærke over nazisternes udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau. Stedets historie og geografi gennemgås grundigt. Memorial-musems.net Webside med oversigt over mindesmærker og museer med relation til Holocaust. Oversigten indeholder foto af samt links til både mindesmærker og museer. Oplysning om Holocaust-benægtelse The Nizkor Project Uddannelsesressource om Holocaust, hvor der også fokuseres på oplysning om og dokumentation af Holocaust-benægtelse. Overvåger og dokumenterer ekstremistiske websider og mailinglister, nyhedsgrupper og chatrum. Holocaust Denial on Trial Meget udbygget webside. Siden er lavet i et samarbejde mellem Deborah Lipstadt og Emory University – her kan man finde hele sagen mellem David Irving og Lipstadt i udskrift og alle forsvarets dokumenter. I denne sag blev anseelige mængder kildemateriale vurderet, og man kan se det hele. Se også her for retssagens meget lange og udførlige rapporter fra Christopher R. Browning og Robin Jan van Pelt. The Holocaust History Project Informationsbank om Holocaust og Holocaust-benægtelse. Sidens stiftere inkluderer bl.a. den danske anti-benægter Mikkel Andersson. Se også her for mere om benægtelse. Anti-Defamation League Pro-israelsk anti-antisemitisk organisation, som dokumenterer forskellige former for antisemitisme og racisme, herunder Holocaust-benægtelse. Simon Wiesenthal Center Centeret er en jødisk menneskerettighedsorganisation, som har til formål at fremme erindringen af Holocaust og kæmpe mod racisme, antisemitisme og folkemord. Organisationen forsøger at skabe opmærksomhed omkring en række emner, herunder Holocaust-benægtelse. Holocaust-info En dansksproget antirevisionistisk hjemmeside. Bestyret af Mikkel Anderson, en af frontfigurerne inden for bekæmpelse af Holocaustbenægtelse i Danmark. Siden opdateres ikke længere. Antisemitism and Xenophobia Today Antisemitism and Xenophobia Today undersøger hate crime, racisme og særligt antisemitismens manifestationer, herunder Holocaust-benægtelse. Documentary Resources on the Nazi Genocide and Its Denial Dokumentation af Holocaust og Holocaust-benægtelse. Fransk- og engelsksproget. MEMRI (the Middle East Media Research Institute) Amerikanske MEMRI har siden 1998 overvåget medier og prædikener i Mellemøsten og redegør løbende for politiske, ideologiske, sociologiske udviklinger i Mellemøsten. Siden gør bl.a. opmærksom på forekomster af Holocaustbenægtelse og antisemitisme. Digischool Hollandsk (men engelsksproget) uddannelsesside om Holocaust-benægtelse. Oplysning om det armenske folkedrab Armenian National Institute Instituttet beskæftiger sig med forskning, formidling og undervisning om det armenske folkedrab. Websiden indeholder bl.a. kilder, billeder af folkedrabets første faser 1915-16, en opslagsside om Armenien samt FAQ’s om det armenske folkedrab. Inkluderer desuden et detaljeret kort over folkedrabets omfang. The Armenia Encyclopedia The Armenia Encyclopedia, Armenian Genocide indeholder grundlæggende information om folkedrabet i Armenien. Siden har mange henvisning til artikler og forslag til litteratur. Facing History Undervisningswebside udarbejdet af den amerikanske organisation Facing History. Siden indeholder også undervisningsmateriale til dokumentarfilmen “The Armenian Genocide” (2006). Zoryan Institute Webside for det armensk-amerikanske Zoryan Institute, der har til formål at dokumentere, formidle og forske i det armenske folkedrab og det armenske folk i fortid og nutid. Armenocide Privat webside, hvor den tyske journalist Wolfgang Gust har offentliggjort dokumenter fra de tyske statslige arkiver relaterende til det armenske folkedrab Artikeldatabase fra Dansk Armeniermission Alle artikler er på dansk. Databasen er oprettet af Dansk Armeniermission, hvis formål bl.a. er at skabe opmærksomhed om det armenske folks historie. Oplysning om folkedrabet i Bosnien International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia Websiden indeholder sagerne ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY). Samtidig er det muligt at finde andre dokumenter, som vedrører oprettelsen af ICTY og baggrunden for dens oprettelse. På siden kan man finde det fulde anklageskrift mod Slobodan Milosević og forskellige vidneudsagn. Man kan også finde sagen mod Biljana Plavsić samt en rækkevidneudsagn. Hele websiden er på engelsk og kan være lidt svært at overskue. ICTY’s detention På denne webside kan man se fotos og et videoklip fra ICTY’s detention. Detentionen huser personer, der er anklagede af ICTY og skal for retten i Haag. Siden er udarbejdet af FN. Institute for War and Peace Reporting Her kan man finde korte, men grundige analyser af sagerne ved ICTY. Siden har et arkiv over alle tidligere bragte artikler. Alle teksterne er på engelsk. BBC På websiden er der en kort gennemgang af den serbiske præsident, Slobodan Milosevićs, vej til magten og rolle i de blodige krige i det tidligere Jugoslavien. BBC’s site indeholder samtidig en kronologisk oversigt over udviklingen i det tidligere Jugoslavien. Websitet er på engelsk, men er forholdsvis let læst. PBS’s Teacherlines guide til læring om Srebrenica God interaktiv tidslinie over Srebrenica-massakren. Følger filmen:“Srebrenica: A Cry from the Grave”. Websiden har vidneudsagn, billeder af massakren, baggrund for dokumentarfilmen, artikler om specifikke emner osv. Ligeledes indeholder siden en række undervisningsspørgsmål. Websiden er produceret i forbindelse med filmen, men kan også bruges selvstændigt. Siden er på engelsk, men er forholdsvis overskuelig og let at navigere rundt på. The Christian Science Monitor En webside, som har samlet bl.a. David Rohdes artikler. David Rohde var en af de første journalister, som undersøgte Srebrenica-massakren på tæt hold. Han har interviewet en række personer, som har været berørt af massakren på forskellig vis. Artiklerne er på engelsk, men forholdsvise lette at læse.

Kilder

24. januar 2010

Kilder Introduktion: Kilder Holocaust-benægternes hovedpåstand er, at Holocaust ikke fandt sted. Men det passer ikke. Vi ved faktisk, at Holocaust fandt sted. Grunden til, at vi ved det, er, at vi har kilder, der beviser det. Hver for sig er kilderne enkeltstående udsagn om det, der skete, men sættes de sammen, danner de et klart billede af hændelserne under 2. Verdenskrig og Holocaust. Historie og kildemateriale Arbejdet med kildemateriale er kernen i historisk forskning, og arbejdet med kilderne foregår på samme måde, uanset om den historiske begivenhed er Holocaust eller Slaget på Dybbøl i 1864. I historisk forskning er kilderne nemlig de væsentligste belæg for de påstande, der fremføres. Man forsøger at udlede, hvad de mange kilder fortæller om den historiske hændelse, ikke hver for sig, men sat i sammenhæng og i relation til hinanden. Tusindvis af kilder Jo større en historisk begivenhed er, jo flere beviser vil der være for, at den har fundet sted. Sådan er det også med Holocaust. Der er et utal af kilder, som beviser, at Holocaust fandt sted. Derfor er det uholdbart, når benægterne, som man fx kan læse om i artiklen om benægternes argumentation, afviser én kilde som utroværdig og på baggrund af denne ene kilde afviser, at Holocaust har fundet sted. Eller når de afviser, at Hitler vidste, hvad der foregik i koncentrationslejrene, fordi der ikke foreligger et dokument, der fremfører en decideret udryddelsesordre fra Hitler. For der er tusindvis af andre kilder, der fortæller om nazisternes folkedrab og Hitlers altafgørende rolle i det. Beviserne består dog ikke af én kilde, men et enormt antal dokumenter – skrevne dokumenter, fotografier og øjenvidneberetninger – der alle viser mod samme konklusion: Holocaust fandt sted, og Hitler spillede en central rolle i Holocaust. Hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted? Holocaust var en forbrydelse af et omfang så enormt, at det er svært at vide, hvor man skal starte eller slutte, når man som her skal tale om visheden af vores viden. Holocaust vil aldrig være bevist ved et enkelt dokument eller et enkelt kildeudsagn. Folkedrabet består derimod af en lang række hændelser, på en lang række steder, som er blevet bevist ved en lang række forskellige beviser og kilder. Holocaust-benægterne mener, at hvis de kan finde en ”fejl” eller uoverensstemmelse i et stykke kildemateriale, så krakelerer hele beviset for Holocaust. Benægterne ser bort fra den sammenhæng, som et bevis optræder i og vælger kun det ud, som støtter deres argumentation. En enorm forbrydelse Drabet på Europas jøder foregik i Albanien, Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Frankrig, Holland, Hviderusland, Italien, Letland, Litauen, Luxemburg, Norge, Polen, Rusland, Slovakiet, Tjekkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn og det tidligere Jugoslavien. Det trak desuden tråde til stort set alle andre lande i verden; til USA, Mellemøsten, Asien og Sydamerika. Omkring seks millioner jøder blev dræbt, foruden ca. to en halv millioner russiske krigsfanger, flere hundrede tusinde anstaltspatienter, titusinder af politiske fanger og andre. Hvert drab har sin egen historie. Der var så mange måder, så mange mennesker, så mange steder, at man må nøjes med eksempler eller stikprøver, når man skal prøve at forklare, hvorfor vi føler os sikre på vores viden om denne kolossale forbrydelse. I denne artikel bliver der fokuseret på to af de mest omfattende og dødelige operationer under jødeforfølgelserne, nemlig Einsatz-grupperne i Sovjetunionen og en af de seks udryddelseslejre i Polen, Sobibor. Einsatz-grupperne i Sovjetunionen Det egentlige folkedrab på jøderne under 2. Verdenskrig begyndte med tyskernes angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941. Bag de fremrykkende tropper kom de såkaldte Einsatz-grupper. Ifølge en skrivelse fra chefen for sikkerhedspolitiet, Heydrich, var deres ordrer at skyde alle kommunistiske funktionærer, ledende intellektuelle og forretningsfolk og visse jøder. De praktiske forhold (man havde hverken tid, ressourcer eller lyst til at differentiere mellem jøderne) betød dog, at alle jøder blev mål for denne politik. Her følger de retningslinjer, der blev givet til grupperne, inden de tog til Sovjet. 195 rapporter og vidneudsagn fra gerningsmændene selv Hver af de fire Einsatz-grupper A, B, C og D indsendte jævnligt rapporter over deres arbejde til sikkerhedstjenestens hovedkvarter i Berlin; herfra blev de fordelt til forskellige instanser. Ud af de 195 rapporter, der indgik til Berlin mellem juni 1941 og april 1942, kender man i dag alle undtagen én. I disse såkaldte situationsrapporter opregner grupperne nøje, hvor mange man har skudt hver dag, og hvor og hvordan ofrene fordeler sig på jøder og kommunister samt mænd, kvinder og børn. Således kan man se, at fx enheder fra Einsatz-gruppe A, der opererede i de baltiske lande, skød 4.400 jøder i juli 1941, 47.906 i august, 41.097 i september, 31.829 i oktober og 8.211 ved rapportens indsendelse i november. Disse rapporter har man kendt til, siden de blev fundet i de konfiskerede papirer fra Nazityskland i forbindelse med Nürnbergprocesserne. De var underskrevet af ledere af grupperne, ligesom en række officerer nævnes i dem. Da man fandt frem til disse folk, kunne de bekræfte, at det netop havde været Einsatz-gruppernes opgave at skyde de russiske jøder og fortælle om, hvordan de havde gjort det. I forbindelse med retssager mod medlemmer af grupperne blev flere hundrede menige medlemmer afhørt og nogle af dem sigtet. Også de kunne bekræfte begivenhedsforløbet. Og de var ikke de eneste. Flere vidneudsagn Lejlighedsvis overlevede nogle af ofrene. Somme tider kunne de flygte, andre gange blev de skudt, men kun såret og kunne grave sig ud af deres grav og komme væk. Deres vidneudsagn, der blev givet i forbindelse med Nürnbergprocesserne og ved andre retssager i Tyskland og andre lande efter krigen, kunne ligeledes bekræfte det skete og tilføjede yderligere detaljer. Der kan også være tale om andre vidner – tilskuerne. Det kunne være andre tyskere, der som militærfolk eller civile arbejdere og teknikere overværede disse masseskydninger. Også de allierede efterretningstjenester havde fulgt med i forbrydelserne, og russerne havde således identificeret og sikret en række fysiske spor – mest massegrave – på russisk jord. Intet af dette, hverken rapporter, tilståelser eller vidneudsagn, kan stå alene. Men tilsammen bekræftes disse begivenheder både af den indledende forholdsordre, de løbende rapporter, vidneudsagn fra ofre, bødler og tilskuere, samt det fysiske bevismateriale. Det er som ved en kriminalsag: Vi har etableret motivet (forholdsordren), morderne har så at sige skrevet dagbog undervejs (situationsrapporterne), og vi har vidneerklæringer fra de involverede – og endda tilståelser fra forbryderne selv. Samtidig har vi det afgørende fysiske bevismateriale – massegravene. Udryddelseslejrene Der var en række ulemper ved masseskydningerne, som fik tyskerne til at skifte til en anden drabsform. I de såkaldte udryddelseslejre havde man fred for uvelkomne vidner, og arbejdet dér sled mindre på mændenes nerver. Og så var det mere effektivt, for her kunne langt færre tyskere (og deres hjælpere) dræbe langt flere jøder på langt kortere tid. Fra foråret 1942 foregik massedrabene fortrinsvis i sådanne lejre, og ca. halvdelen af alle ofrene blev dræbt i gaskamre på disse steder. Vi taler normalt om seks sådanne lejre: Chelmo, Belzec, Sobibor, Treblinka, Majdanek og Auschwitz. Også her ser vi det samme mønster gentage sig, hvad kildematerialet angår. Lad os se på eksemplet Sobibor. Sobibor: 250.000 dræbte på halvandet år I denne lille lejr dybt ude i skovene ved Polens østgrænse til Hviderusland og Ukraine blev der i alt dræbt ca. 250.000 jøder i løbet af det halvandet år, som lejren eksisterede. Baggrunden for dens oprettelse er ikke kendt, for de papirer hører til blandt dem, nazisterne havde held til at fjerne i krigens sidste dage. Men lokale folk var vidner til oprettelsen i de tidlige forårsmåneder i 1942. De fleste af ofrene var polske jøder, der kom dertil fra ghettoerne. Disse ghettorydninger efterlod masser af dokumentation: Lokale polakker så det, og overlevende jøder har berettet om det. Nogle af de soldater og politifolk, der gennemførte disse rydninger – der ofte indebar, at man skød de “svage” jøder først, altså især de ældre og de mindre børn – har også bekræftet hændelsesforløbet ved retssager efter krigen. Der findes meget få transportlister fra overførslen af ofrene i øst. De blev enten ikke skrevet eller er gået tabt. Men interessant nok findes der en omfattende liste over en bestemt gruppe jøder, der blev myrdet i Sobibor i 1943. Det drejer sig om ca. 34.000 hollandske jøder, der blev transporteret fra lejren Westerbork i Holland til Sobibor mellem marts og juni 1943. Det var folk i alle aldre, fra spædbørn til oldinge. Så vidt vides overlevede kun 18. I Vesteuropa opstillede tyskerne lister over de deporterede jøder, der indeholdt navne og fødselsdata. Det gjorde de formentlig for at opretholde en slags normalitetens skær over hele operationen, altså for at føre jøderne bag lyset og gøre dem mere samarbejdsvillige. Listerne overlevede i Westerbork-lejren. De blev fundet efter krigen, og derfor kender vi helt undtagelsesvis disse ofre ved navn. Det kan med andre ord dokumenteres, at disse jøder var i Westerbork, og at de blev transporteret videre til Sobibor. Her skrev man ingen navne op. Hver eneste transport, der ankom, blev udslettet til sidste mand inden for et par timer efter ankomsten, bortset fra nogle enkelte, som blev udvalgt til at arbejde i lejren i en periode, indtil de også blev dræbt og udskiftet med nye folk fra andre transporter. Vidneudsagn og tilståelser I Sobibor skete det helt særlige, at fangerne i oktober 1943 gjorde oprør, dræbte de fleste medlemmer af det tyske personale og stak af. Skønt mange døde, både under flugten og siden i skjul i skovene, overlevede en håndfuld. De aflagde vidnesbyrd efter krigen. Skønt jøderne som hovedregel ikke kendte navnene på deres bødler, var det lykkedes dem, ved at studere tyskernes post, at finde navnene på nogle enkelte. Disse mænd blev pågrebet i begyndelsen af 1960′erne. De kunne igen nævne yderligere navne på andre tidligere vagter, og dermed blev en del af personalet i Sobibor anholdt og stillet for retten. Igen gælder det, at de alle som én bekræftede, at Sobibor var en lejr, hvis eneste formål var at dræbe jøder i gaskamre. De tidligere vagter kunne fortælle om de metoder, der blev brugt på stedet, og ved husundersøgelser fandt man fotos og andet materiale fra Sobibor. Som hovedregel ville gerningsmændene ikke vedkende sig en personlig skyld. De henviste i stedet til, at de havde handlet under ordrer, eller havde haft opgaver, der lå uden for det, de opfattede som den egentlige drabsproces. Men selve begivenhedsforløbet bekræftede de i minutiøse detaljer. Hvilken skæbne, der helt præcist overgik de enkelte jøder, såsom de 34.000 fra Holland, kunne de ikke udtale sig om, for for dem var jøderne bare én stor, navnløs masse, og ingen blev som sagt registreret med navn i lejren. Hvilke beviser har vi så, og hvad kan vi konkludere ud fra dem? Vi har nogle enkelte dokumenter til belysning af lejrens oprettelse samt en række uafhængige vidneudsagn fra forskellige personer, der så den blive bygget. Vi har vidneudsagn fra jøder, der overlevede lejren på grund af oprøret i 1943. Vi har listen over de 34.000 hollændere, der bekræfter deres overførsel til Sobibor. De få, der overlevede, har berettet om, hvordan det forgik i lejren, og vi ved, at næsten alle disse mennesker er forsvundet. Vi har vidneudsagn og fysiske spor, der belyser overførslen af polske jøder fra ghettoerne til lejren. Vi har lejrens naboer, der så togene ankomme fulde og tage tomme derfra. Og så har vi en række af vagterne, inklusive en af dens kommandanter, der alle uden forbehold bekræfter, at dette var et sted indrettet til jødemord. Ligeledes har vi udsagn fra en del af deres højere chefer i sikkerhedsapparatet, der også bekræfter dette. Og endelig har vi de fysiske spor, bygninger, grave og andet, som blev efterladt af tyskerne, da de forlod stedet i 1944. Den samlede vægt af dette materiale tillader os at konkludere, at Sobibor var en udryddelseslejr, indrettet til at dræbe jøder i gaskamre, og at de forsvundne hollændere er blevet dræbt der. Beviser som brikker til et puslespil Igen må det understreges, at vores sikre viden om udryddelseslejren Sobibor ikke afhænger af et enkelt dokument eller et enkelt vidneudsagn. Det er derimod den samlede vægt af alle disse kilder, dokumenter, fotos, udsagn med mere, der er afgørende. Når alle er enige om, hvordan det var – her altså både bødler, ofre og tilskuere – så er der garanti for, at det nok var sådan, det var. Vi taler her om konvergerende kilder; kilder, der hver for sig ikke er nok, men som tilsammen danner et tydeligt billede. De er som brikker i et puslespil. Vi har godt nok ikke alle brikkerne, men vi har tilstrækkeligt til at kunne danne os et temmelig klart billede af, hvad det var for et sted. I artiklen her har vi har brugt eksemplet fra Sobibor, men det er præcis det samme mønster, der findes for alle de andre lejre af denne type – ved at sammenkæde de mange forskellige slags bevismateriale, får vi et samlet billede af, hvad der er sket. Hvilken rolle spillede Hitler i Holocaust? En af Holocaust-benægternes hovedpåstande er, at Adolf Hitler ikke spillede en central rolle i massemordet på de europæiske jøder. Ifølge disse benægtere var eventuelle drab på jøder ikke udtryk for regimets politik og nazismen, og Hitler kan derfor ikke stilles til ansvar for folkedrab. Intet kunne være mere forkert: Hitler var gennem sine taler, ordrer og godkendelser en drivkraft i nazisternes mord på Europas jøder. I 1993 udgav den amerikanske professor Deborah Lipstadt bogen Denying the Holocaust – the Growing Assault on Truth and Memory, hvori hun bl.a. anklagede forfatteren David Irving for at være Holocaust-benægter, historieforfalsker og antisemit. Lipstadt argumenterede for, at Irving manipulerede med historien, når han fraskrev Hitler en hovedrolle i nazisternes systematiske mord på Europas jøder. Irving reagerede ved at anlægge sag mod Lipstadt for injurier. Under retssagen optrådte historikeren Peter Longerich som den ekspert, der skulle dokumentere Hitlers rolle i det systematiske folkedrab. I det følgende gengives dele af hans bevisførelse for, at Hitler spillede en helt central rolle i Holocaust. Baggrunden: Kilderne og Holocaust-benægternes fejlslutning Der findes ikke noget enkeltstående dokument, hvori Adolf Hitler direkte befaler massemordet på alle Europas jøder. Og det er muligt, at et sådant dokument aldrig har eksisteret. Mange Holocaust-benægtere slutter deraf, at Hitler derfor ikke kan have kendt til de systematiske drab på Europas jøder, og at han i hvert fald ikke spillede en aktiv rolle i disse. Intet kunne være mere forkert. Forklaringen er, at Hitler afgav sine befalinger om jødeforfølgelser og -drab mundtligt – og kun til en eller få personer af gangen. Mens der derfor ikke findes én samlet ordre, findes der et væld af kilder, der viser, at Hitler fra start til slut i sin politiske karriere anvendte en ekstrem antisemitisk retorik, både i offentlige og private sammenhænge, at han løbende engagerede sig aktivt i forfølgelser og mord på jøder, og at han som nazisternes ubestridte “Fører” løbende signalerede sin tilfredshed med den udvikling, der resulterede i Auschwitz og andre udryddelseslejre. Hitlers retorik – jøder som “ariernes” dødsfjender Allerede fra starten af sin politiske karriere i 1919 stod Hitler for en ekstremt hadefuld antisemitisk retorik. I sin bog Mein Kampf fra 1925/1927 betegnede han jøder som bl.a. parasitter, rotter, vampyrer, som ”en pestilens værre end den Sorte Død” og som ”menneskehedens evige bakterier”. Hitlers retorik var ikke blot hadefuld. Den opstillede jøderne og tyskerne (eller “arierne”) som modsætninger og som hinandens naturgivne dødsfjender. Jøderne var i Hitlers optik ikke mennesker med en bestemt religion, men personer af en bestemt race. Med henvisninger til bakterier, sygdomme og lignende hævdede Hitler allerede umiddelbart efter 1. Verdenskrig, at jøderne måtte fjernes. Efter Hitler i 1933-1934 havde erobret kansler- og præsidentembedet, kunne nazisterne benytte statsmagten til diskrimination af de tyske jøder med indførslen af Nürnberg-lovene i 1935. Jøderne blev af Hitlers diktatur bl.a. frataget retten til offentlige embeder, retten til at stemme og retten til at gifte sig eller have samkvem med ikke-jøder. De blev kort sagt gjort til andenrangsmennesker. Forfølgelserne kulminerede den 9.-10. november 1938, da propagandaminister Goebbels, efter at have forhørt sig hos “Føreren”, opildnede nazister til angreb på jøderne, der kom til at koste mindst 91 mennesker livet i den såkaldte “Krystalnat”. Verdenskrigen og radikalisering af jødeforfølgelserne På seksårsdagen for sin indsættelse som rigskansler holdt Hitler en tale i den tyske regering, Rigsdagen, hvori han profeterede, at “den jødiske race” ville blive tilintetgjort, hvis der udbrød en ny verdenskrig – en krig som han beskyldte jøderne for at ønske: ”I dag vil jeg endnu en gang være en profet: Hvis det skulle lykkes den internationale finansjødedom i og uden for Europa endnu en gang at kaste folkene ud i en verdenskrig, vil resultatet ikke være jordens bolsjevisering og dermed jødedommens sejr, men derimod tilintetgørelsen af den jødiske race i Europa.” I september 1939 udløste Hitler selv 2. Verdenskrig med angrebet på Polen. Senere vendte Hitler flere gange tilbage til sin profeti. Mens tusinder af jøder hver dag blev transporteret gennem Europa for at ende deres liv i gaskamrene i det besatte Polen, påstod Hitler, at jøderne forestillede sig ”…udryddelsen af de europæisk-ariske folk”, men at de i stedet selv ville blive tilintetgjort. Ledende nazister kunne konstatere, at Hitler i private samtaler var mindst lige så optaget af at “løse jødeproblemet” og “fjerne jøderne“, som han var i sine offentlige taler. Hitlers propagandaminister Goebbels bemærkede i marts 1942 i sin dagbog, at en ”…barbarisk, men helt fortjent” straf ramte jøderne, og at “Førerens” profeti var ved at gå i opfyldelse. ”Også i dette anliggende”, konstaterede Goebbels ”…er Føreren den utrættelige forkæmper og fortaler for en radikal løsning, som er krævet af tingenes natur, og som derfor er uundgåelig.” Hitlers forberedelse på en “tilintetgørelseskrig” Hitler udløste ikke blot 2. Verdenskrig, der nærmest automatisk førte til brutalisering og til en nedvurdering af menneskelivs værdi. Han spillede også en aktiv rolle i at gøre krigen særligt brutal – også bag fronten. En måned inde i krigen betonede han, at man ikke kunne tillade nogen polske ledere overhovedet: ”Hvor sådanne polakker eksisterer, må de dræbes, hvor hårdt det end måtte lyde.” Da han knap to år senere talte til hærledelsen om, hvordan hans planlagte krig mod Stalins Sovjetunion skulle føres, sagde han: ”Vi må rykke væk fra standpunktet om kammeratskab mellem soldater. Kommunisten er ingen kammerat, hverken før eller siden. Det drejer sig om en tilintetgørelseskrig. Hvis vi ikke opfatter det sådan, vil vi ganske vist slå fjenden, men om tredive år vil den kommunistiske fjende igen stå over for os. Vi fører ikke krig for at bevare fjenden.” Få uger inde i angrebet på Sovjetunionen fremhævede Hitler over for ledende embedsmænd i de erobrede østområder, at det var nødvendigt at pacificere områderne hurtigst muligt: ”Dette kan bedst opnås ved at skyde enhver, der så meget som kigger mærkeligt.” Ifølge Hitlers verdensanskuelse var jøderne de egentlige bagmænd, der trak i trådene bag facaden –både i det kapitalistisk-demokratiske USA og i det kommunistiske Sovjetunionen. Hitler så ganske vist den planlagte krig mod Sovjetunionen som en kamp mellem to “verdensanskuelser”. Men verdensanskuelserne var tæt forbundet med racemæssige forhold: ”Den jødisk-bolsjevikiske intelligentsia, der hidtil har undertrykt folket, må elimineres.” Et apparat til massemord Mens Hitlers opfattelse af jøderne var et nærmest allestedsnærværende element i hans verdenssyn og propaganda i hans 26 år som “politiker”, var det anderledes med selve drabene på Europas jøder. De begyndte for alvor, efter at Hitler havde udløst 2. Verdenskrig med Tysklands invasion af Polen i september 1939. Kort tid efter krigsudbruddet havde Hitler givet en skriftlig godkendelse af det eutanasi-program, der frem til 1941 kom til at koste omkring 70.000 handicappede og mentalt syge patienter livet. De såkaldte ”eutanasidrab” blev på mange måder et foregangsprojekt for den senere jødeudryddelse. Nazisterne forsøgte at hemmeligholde drabene på de handikappede, men ikke i samme omfang som de senere jødedrab. Der gik hurtigt rygter blandt den tyske befolkning om, hvad der foregik, og det førte til betydelig modstand mod drabene. Erfaringerne fra eutanasidrabene lærte den nazistiske ledelse vigtigheden af at holde drab på civile skjult. I oktober 1939 udnævnte Hitler lederen af SS, Heinrich Himmler, til “rigskommissær for styrkelse af tyskheden”. Kort tid senere fik Himmler besked om, at alle tiltag mod jøderne skulle diskuteres direkte med “Føreren”. Himmlers enheder skulle operere uafhængigt af hæren og stod kun til ansvar over for Himmler (og Hitler). Såkaldte Einsatz-grupper i de erobrede østområder fik instrukser om bl.a. at skyde kommunister, partisaner og jøder i parti- eller statsembeder. Himmler besøgte i juni-juli 1941 nogle af de områder, hvor massedrabene foregik. Her irettesatte han eksempelvis en Einsatz-gruppe, der havde likvideret “for få” jøder, og han gjorde opmærksom på, at “alle jøder – uden undtagelse – skal betragtes som partisanere“; de skulle med andre ord dræbes. Udførlige rapporter skulle sikre, at “Føreren” Adolf Hitler var informeret om Einsatz-gruppernes arbejde. Hitler og optrapningen til folkedrab Trods især Einsatz-gruppernes massakrer var det indtil efteråret 1941 klart, at en del af nazisternes “løsning” af det såkaldte “jødiske spørgsmål” bestod i deportationer – i første omgang til det besatte Polen. Den “endelige løsning” ville “Føreren” først iværksætte efter krigen. Men Englands søherredømme lod sig ikke overvinde, og de tyske fremrykninger blev sidst i 1941 stoppet af den sovjetiske hær. Deportationer af jøder til Madagaskar eller mod øst blev dermed umulige. Omkring dette tidspunkt begyndte flere nazistiske ledere i de besatte østområder at eksperimentere med udstødningsgas – som nazisterne allerede tidligere havde eksperimenteret med i forbindelse med eutanasi-programmet – og med desinfektionsmidlet Zyklon B som midler til at dræbe store grupper af mennesker på en gang. Da USA 11. december 1941 var kommet med i krigen mod det nazistiske Tyskland, annoncerede Hitler dagen efter i Berlin “tilintetgørelsen” af jøderne. To dage senere videregav generalguvernøren for de besatte, men ikke annekterede dele af Polen sine oplevelser således: ”I Berlin fortalte de os: »Vi kan ikke stille noget op med dem i Ostland eller i Rigskommissariatet [Ukraine, red.], likvidér dem selv!« […] Vi må tilintetgøre jøderne hvor vi støder på dem, og hvor det overhovedet kan lade sig gøre.” I løbet af krigen blev denne politik udvidet. Tusinder og atter tusinder af jøder fra det tyskbesatte Europa blev nu deporteret til ghettoer og videre til udryddelseslejre i Polen, hvor de systematisk blev myrdet. Jødernes udryddelse – folkedrabet, der aldrig skulle beskrives Under folkedrabet forsøgte nazisterne at begrænse kendskabet til de systematiske mord på Europas jøder. Selv mellem højtstående nazister blev mordene ofte betegnet som “specialbehandling” eller “den endelige løsning”, og massemord blev omskrevet til fx “udflytning” eller “omflytning”. Men internt i SS talte Himmler flere gange åbent om massemordene på jøderne. I en tale i den polske by Poznan, 4. oktober 1943, roste han en snæver kreds af SS-bødler for at have medvirket i ”…udryddelsen af det jødiske folk”: ”Af jer vil de fleste vide, hvad det vil sige, at der ligger 100 lig sammen, eller at der ligger 500 eller 1000 […] Dette er en hædersdåd i vores historie, som aldrig er nedskrevet, og som aldrig skal nedskrives.” I maj 1944 sagde Hitler i en tale til en gruppe højtstående værnemagtsofficerer: ”Ved at fjerne jøden, forhindrede jeg opbygningen af en revolutionær kerne eller celle i Tyskland. Selvfølgelig kunne man sige til mig: »Ja, kunne du ikke have gjort det mere enkelt – eller ikke enkelt, for alle andre måder ville have været mere komplicerede – men mere humant?« Mine herrer, officerskolleger, vi er involveret i en kamp på liv og død. Hvis vore modstandere skulle sejre i denne kamp, ville det tyske folk blive tilintetgjort.” Selv den “tyske herreraces” totale krigsnederlag fik ikke Hitler til at erkende det fejlagtige i sin racistiske verdensanskuelse. Sit “politiske testamente” dikterede han, lige inden han med sit selvmord unddrog sig sit ansvar. Testamentet sluttede således: ”Først og fremmest forpligter jeg ledelsen af nationen og dens følge til pertentlig overholdelse af racelovene og til ubarmhjertig modstand mod alle folkenes verdensforgifter, den internationale jødedom.” David Irving tabte sagen I forbindelse med den tidligere nævnte retssag stadfæstede dommeren, at professor Lipstadt med god ret kunne kalde David Irving for en Holocaust-benægter og anklage ham for at omskrive historien. Dommeren slog fast, at Irvings omgang med det historiske kildemateriale var stærkt præget af personlige ideologiske overbevisninger, og at han bevidst misfortolkede, overså, fordrejede og fejlciterede kilder, med det forsæt at fortælle den version af historien der passede ind i hans egen ideologi. Hvilken rolle spillede Hitler i Holocaust? En af Holocaust-benægternes hovedpåstande er, at Adolf Hitler ikke spillede en central rolle i massemordet på de europæiske jøder. Ifølge disse benægtere var eventuelle drab på jøder ikke udtryk for regimets politik og nazismen, og Hitler kan derfor ikke stilles til ansvar for folkedrab. Intet kunne være mere forkert: Hitler var gennem sine taler, ordrer og godkendelser en drivkraft i nazisternes mord på Europas jøder. I 1993 udgav den amerikanske professor Deborah Lipstadt bogen Denying the Holocaust – the Growing Assault on Truth and Memory, hvori hun bl.a. anklagede forfatteren David Irving for at være Holocaust-benægter, historieforfalsker og antisemit. Lipstadt argumenterede for, at Irving manipulerede med historien, når han fraskrev Hitler en hovedrolle i nazisternes systematiske mord på Europas jøder. Irving reagerede ved at anlægge sag mod Lipstadt for injurier. Under retssagen optrådte historikeren Peter Longerich som den ekspert, der skulle dokumentere Hitlers rolle i det systematiske folkedrab. I det følgende gengives dele af hans bevisførelse for, at Hitler spillede en helt central rolle i Holocaust. Baggrunden: Kilderne og Holocaust-benægternes fejlslutning Der findes ikke noget enkeltstående dokument, hvori Adolf Hitler direkte befaler massemordet på alle Europas jøder. Og det er muligt, at et sådant dokument aldrig har eksisteret. Mange Holocaust-benægtere slutter deraf, at Hitler derfor ikke kan have kendt til de systematiske drab på Europas jøder, og at han i hvert fald ikke spillede en aktiv rolle i disse. Intet kunne være mere forkert. Forklaringen er, at Hitler afgav sine befalinger om jødeforfølgelser og -drab mundtligt – og kun til en eller få personer af gangen. Mens der derfor ikke findes én samlet ordre, findes der et væld af kilder, der viser, at Hitler fra start til slut i sin politiske karriere anvendte en ekstrem antisemitisk retorik, både i offentlige og private sammenhænge, at han løbende engagerede sig aktivt i forfølgelser og mord på jøder, og at han som nazisternes ubestridte “Fører” løbende signalerede sin tilfredshed med den udvikling, der resulterede i Auschwitz og andre udryddelseslejre. Hitlers retorik – jøder som “ariernes” dødsfjender Allerede fra starten af sin politiske karriere i 1919 stod Hitler for en ekstremt hadefuld antisemitisk retorik. I sin bog Mein Kampf fra 1925/1927 betegnede han jøder som bl.a. parasitter, rotter, vampyrer, som ”en pestilens værre end den Sorte Død” og som ”menneskehedens evige bakterier”. Hitlers retorik var ikke blot hadefuld. Den opstillede jøderne og tyskerne (eller “arierne”) som modsætninger og som hinandens naturgivne dødsfjender. Jøderne var i Hitlers optik ikke mennesker med en bestemt religion, men personer af en bestemt race. Med henvisninger til bakterier, sygdomme og lignende hævdede Hitler allerede umiddelbart efter 1. Verdenskrig, at jøderne måtte fjernes. Efter Hitler i 1933-1934 havde erobret kansler- og præsidentembedet, kunne nazisterne benytte statsmagten til diskrimination af de tyske jøder med indførslen af Nürnberg-lovene i 1935. Jøderne blev af Hitlers diktatur bl.a. frataget retten til offentlige embeder, retten til at stemme og retten til at gifte sig eller have samkvem med ikke-jøder. De blev kort sagt gjort til andenrangsmennesker. Forfølgelserne kulminerede den 9.-10. november 1938, da propagandaminister Goebbels, efter at have forhørt sig hos “Føreren”, opildnede nazister til angreb på jøderne, der kom til at koste mindst 91 mennesker livet i den såkaldte “Krystalnat”. Verdenskrigen og radikalisering af jødeforfølgelserne På seksårsdagen for sin indsættelse som rigskansler holdt Hitler en tale i den tyske regering, Rigsdagen, hvori han profeterede, at “den jødiske race” ville blive tilintetgjort, hvis der udbrød en ny verdenskrig – en krig som han beskyldte jøderne for at ønske: ”I dag vil jeg endnu en gang være en profet: Hvis det skulle lykkes den internationale finansjødedom i og uden for Europa endnu en gang at kaste folkene ud i en verdenskrig, vil resultatet ikke være jordens bolsjevisering og dermed jødedommens sejr, men derimod tilintetgørelsen af den jødiske race i Europa.” I september 1939 udløste Hitler selv 2. Verdenskrig med angrebet på Polen. Senere vendte Hitler flere gange tilbage til sin profeti. Mens tusinder af jøder hver dag blev transporteret gennem Europa for at ende deres liv i gaskamrene i det besatte Polen, påstod Hitler, at jøderne forestillede sig ”…udryddelsen af de europæisk-ariske folk”, men at de i stedet selv ville blive tilintetgjort. Ledende nazister kunne konstatere, at Hitler i private samtaler var mindst lige så optaget af at “løse jødeproblemet” og “fjerne jøderne“, som han var i sine offentlige taler. Hitlers propagandaminister Goebbels bemærkede i marts 1942 i sin dagbog, at en ”…barbarisk, men helt fortjent” straf ramte jøderne, og at “Førerens” profeti var ved at gå i opfyldelse. ”Også i dette anliggende”, konstaterede Goebbels ”…er Føreren den utrættelige forkæmper og fortaler for en radikal løsning, som er krævet af tingenes natur, og som derfor er uundgåelig.” Hitlers forberedelse på en “tilintetgørelseskrig” Hitler udløste ikke blot 2. Verdenskrig, der nærmest automatisk førte til brutalisering og til en nedvurdering af menneskelivs værdi. Han spillede også en aktiv rolle i at gøre krigen særligt brutal – også bag fronten. En måned inde i krigen betonede han, at man ikke kunne tillade nogen polske ledere overhovedet: ”Hvor sådanne polakker eksisterer, må de dræbes, hvor hårdt det end måtte lyde.” Da han knap to år senere talte til hærledelsen om, hvordan hans planlagte krig mod Stalins Sovjetunion skulle føres, sagde han: ”Vi må rykke væk fra standpunktet om kammeratskab mellem soldater. Kommunisten er ingen kammerat, hverken før eller siden. Det drejer sig om en tilintetgørelseskrig. Hvis vi ikke opfatter det sådan, vil vi ganske vist slå fjenden, men om tredive år vil den kommunistiske fjende igen stå over for os. Vi fører ikke krig for at bevare fjenden.” Få uger inde i angrebet på Sovjetunionen fremhævede Hitler over for ledende embedsmænd i de erobrede østområder, at det var nødvendigt at pacificere områderne hurtigst muligt: ”Dette kan bedst opnås ved at skyde enhver, der så meget som kigger mærkeligt.” Ifølge Hitlers verdensanskuelse var jøderne de egentlige bagmænd, der trak i trådene bag facaden –både i det kapitalistisk-demokratiske USA og i det kommunistiske Sovjetunionen. Hitler så ganske vist den planlagte krig mod Sovjetunionen som en kamp mellem to “verdensanskuelser”. Men verdensanskuelserne var tæt forbundet med racemæssige forhold: ”Den jødisk-bolsjevikiske intelligentsia, der hidtil har undertrykt folket, må elimineres.” Et apparat til massemord Mens Hitlers opfattelse af jøderne var et nærmest allestedsnærværende element i hans verdenssyn og propaganda i hans 26 år som “politiker”, var det anderledes med selve drabene på Europas jøder. De begyndte for alvor, efter at Hitler havde udløst 2. Verdenskrig med Tysklands invasion af Polen i september 1939. Kort tid efter krigsudbruddet havde Hitler givet en skriftlig godkendelse af det eutanasi-program, der frem til 1941 kom til at koste omkring 70.000 handicappede og mentalt syge patienter livet. De såkaldte ”eutanasidrab” blev på mange måder et foregangsprojekt for den senere jødeudryddelse. Nazisterne forsøgte at hemmeligholde drabene på de handikappede, men ikke i samme omfang som de senere jødedrab. Der gik hurtigt rygter blandt den tyske befolkning om, hvad der foregik, og det førte til betydelig modstand mod drabene. Erfaringerne fra eutanasidrabene lærte den nazistiske ledelse vigtigheden af at holde drab på civile skjult. I oktober 1939 udnævnte Hitler lederen af SS, Heinrich Himmler, til “rigskommissær for styrkelse af tyskheden”. Kort tid senere fik Himmler besked om, at alle tiltag mod jøderne skulle diskuteres direkte med “Føreren”. Himmlers enheder skulle operere uafhængigt af hæren og stod kun til ansvar over for Himmler (og Hitler). Såkaldte Einsatz-grupper i de erobrede østområder fik instrukser om bl.a. at skyde kommunister, partisaner og jøder i parti- eller statsembeder. Himmler besøgte i juni-juli 1941 nogle af de områder, hvor massedrabene foregik. Her irettesatte han eksempelvis en Einsatz-gruppe, der havde likvideret “for få” jøder, og han gjorde opmærksom på, at “alle jøder – uden undtagelse – skal betragtes som partisanere“; de skulle med andre ord dræbes. Udførlige rapporter skulle sikre, at “Føreren” Adolf Hitler var informeret om Einsatz-gruppernes arbejde. Hitler og optrapningen til folkedrab Trods især Einsatz-gruppernes massakrer var det indtil efteråret 1941 klart, at en del af nazisternes “løsning” af det såkaldte “jødiske spørgsmål” bestod i deportationer – i første omgang til det besatte Polen. Den “endelige løsning” ville “Føreren” først iværksætte efter krigen. Men Englands søherredømme lod sig ikke overvinde, og de tyske fremrykninger blev sidst i 1941 stoppet af den sovjetiske hær. Deportationer af jøder til Madagaskar eller mod øst blev dermed umulige. Omkring dette tidspunkt begyndte flere nazistiske ledere i de besatte østområder at eksperimentere med udstødningsgas – som nazisterne allerede tidligere havde eksperimenteret med i forbindelse med eutanasi-programmet – og med desinfektionsmidlet Zyklon B som midler til at dræbe store grupper af mennesker på en gang. Da USA 11. december 1941 var kommet med i krigen mod det nazistiske Tyskland, annoncerede Hitler dagen efter i Berlin “tilintetgørelsen” af jøderne. To dage senere videregav generalguvernøren for de besatte, men ikke annekterede dele af Polen sine oplevelser således: ”I Berlin fortalte de os: »Vi kan ikke stille noget op med dem i Ostland eller i Rigskommissariatet [Ukraine, red.], likvidér dem selv!« […] Vi må tilintetgøre jøderne hvor vi støder på dem, og hvor det overhovedet kan lade sig gøre.” I løbet af krigen blev denne politik udvidet. Tusinder og atter tusinder af jøder fra det tyskbesatte Europa blev nu deporteret til ghettoer og videre til udryddelseslejre i Polen, hvor de systematisk blev myrdet. Jødernes udryddelse – folkedrabet, der aldrig skulle beskrives Under folkedrabet forsøgte nazisterne at begrænse kendskabet til de systematiske mord på Europas jøder. Selv mellem højtstående nazister blev mordene ofte betegnet som “specialbehandling” eller “den endelige løsning”, og massemord blev omskrevet til fx “udflytning” eller “omflytning”. Men internt i SS talte Himmler flere gange åbent om massemordene på jøderne. I en tale i den polske by Poznan, 4. oktober 1943, roste han en snæver kreds af SS-bødler for at have medvirket i ”…udryddelsen af det jødiske folk”: ”Af jer vil de fleste vide, hvad det vil sige, at der ligger 100 lig sammen, eller at der ligger 500 eller 1000 […] Dette er en hædersdåd i vores historie, som aldrig er nedskrevet, og som aldrig skal nedskrives.” I maj 1944 sagde Hitler i en tale til en gruppe højtstående værnemagtsofficerer: ”Ved at fjerne jøden, forhindrede jeg opbygningen af en revolutionær kerne eller celle i Tyskland. Selvfølgelig kunne man sige til mig: »Ja, kunne du ikke have gjort det mere enkelt – eller ikke enkelt, for alle andre måder ville have været mere komplicerede – men mere humant?« Mine herrer, officerskolleger, vi er involveret i en kamp på liv og død. Hvis vore modstandere skulle sejre i denne kamp, ville det tyske folk blive tilintetgjort.” Selv den “tyske herreraces” totale krigsnederlag fik ikke Hitler til at erkende det fejlagtige i sin racistiske verdensanskuelse. Sit “politiske testamente” dikterede han, lige inden han med sit selvmord unddrog sig sit ansvar. Testamentet sluttede således: ”Først og fremmest forpligter jeg ledelsen af nationen og dens følge til pertentlig overholdelse af racelovene og til ubarmhjertig modstand mod alle folkenes verdensforgifter, den internationale jødedom.” David Irving tabte sagen I forbindelse med den tidligere nævnte retssag stadfæstede dommeren, at professor Lipstadt med god ret kunne kalde David Irving for en Holocaust-benægter og anklage ham for at omskrive historien. Dommeren slog fast, at Irvings omgang med det historiske kildemateriale var stærkt præget af personlige ideologiske overbevisninger, og at han bevidst misfortolkede, overså, fordrejede og fejlciterede kilder, med det forsæt at fortælle den version af historien der passede ind i hans egen ideologi. Henvisning til kilder At Holocaust har fundet sted, er naturligvis ikke en sandhed, man bare skal acceptere, fordi autoriteter siger, at det er sådan. Holocaust er et af de bedst dokumenterede folkedrab i historien, og man kan ved selvsyn lade sig overbevise ved at se på den overvældende mængde af historisk kildemateriale, der beretter om folkedrabet på Europas jøder. Her finder du henvisninger til en række bøger, der indeholder kildemateriale om Holocaust. Disse kilder er et udpluk af nogle af de dokumenter, der tilsammen udgør beviserne for, at folkedrabet på Europas jøder fandt sted. Henvisning til bøger med kildemateriale Documents on the Holocaust – Selected Sources on the Destruction of the Jews of Germany and Austria, Poland and the Soviet Union. Yitzhak Arad, Israel Gutman og Abraham Margaliot (red.), 8. udgave, University of Nebraska Press, Lincoln and London og Yad Vashem, 1999 En meget omfattende kildesamling The Case for Auschwitz. Jan van Pelt, Indianna University Press, 2002 Central bog, som tager udgangspunkt i benægtelse og sagen mod Irving samt Pelts egen rolle i sagen. Dødens ingeniører, maskinfabrikken Topf und Söhne – ovnbyggerne fra Auschwitz. Jens Bjerring-Hansen (oversættelse), Stiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora, Det Jødiske Museum i Berlin & Det Statslige Auschwitz-Birkenau Museum, København, 2008 Udstillingskatalog til udstilling på Arbejdermuseet. Kataloget er en fremstilling af vigtige dokumenter og fortællingen om Tops und Söhnes assistance i at udbygge Auschwitz ”dødsmaskine”. Kataloget kan downloades her. Holocaust Denial – Demographics, Testimonies and Ideologies. John C. Zimmerman, University Press of America, 2000 Fremstilling af Holocaust-benægtelse og mange uddrag fra vigtige kilder. Förnekandet av Förintelsen – Nynazistisk historieförfalskning efter Auschwitz. Stéphane Bruchfeld (revideret udg.), Svenska Kommittén mot Antisemitism, 1996 Indeholder bl.a. en samling kilder. Vejen til Auschwitz. Det nazistiske Tysklands mord på Europas jøder. Karl Christian Lammers, Gyldendal Uddannelse, 2000 Indeholder bl.a. en samling vigtige kilder. Nazism 1919-1945: Foreign Policy, War and Racial Extermination. A Documentary Reader. Jeremy Noakes & Geoffrey Pridham (red.), Exeter Studies in History, Volume III, 2001-03 Faschismus-Getto-Massenmord. Dokumentation über Ausrottung und Wiederstand der Juden in Polen während des zweiten Weltkrieges. Tatiana Berenstein & Artur Eisenbach (red.), Jüdisches Historisches Institut Warschau, Frankfurt/M 1960 Justiz und NS-Verbrechen. Sammlung deutscher Strafurteile wegen nationalsozialistischer Tötungsverbrechen 1945-1999. C. F. Rüter, D.W. de Mildt et al. (red.), Amsterdam University Press, 1968-2009 Dimension des Völkermords. Die Zahl der jüdischen Opfer des Nationalsozialismus. Wolfgang Benz, München, 1991 Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943. Rasmus Kreth & Michael Mogensen, Gyldendal, 1995 En glimrende og forholdsvis kritisk introduktion til oktoberdagenes baggrund, deportationsplanerne, organiseringen og omfanget af redningsaktionen og tyskernes rolle i flugten. Indeholder kilder om Holocaust i Danmark.

Kildekritik

24. januar 2010

Kildekritik på Internettet Introduktion: Kildekritik Kildekritik handler om hele tiden at være kritisk over for sine kilder, både hvad de fortæller en, hvem afsender er, og hvad formålet med kilden er. I alle sammenhænge, hvor man anvender kilder til at finde information, er kildekritik vigtig. Især er det vigtigt at være kildekritisk ved materiale fundet på internettet, da stort set alle forholdvis frit kan lægge materiale ud på internettet. Det betyder, at meget indhold på nettet kan være af tvivlsom kvalitet. En jungle at fare vild i Man hører tit udtrykket: ”Internettet er en jungle”. Det siger man, fordi der findes et utal af websider på internettet – indimellem så mange, at det kan være svært at afgøre, hvilke man skal stole på, og hvilke man ikke skal stole på. Der er så meget tilgængeligt materiale, og hvis man ikke ved noget om det emne, man søger information om, kan alt i princippet synes rigtigt. Det er det langtfra altid. Derfor skal man aldrig “nøjes” med at bruge internettet som eneste kilde, men supplere den viden, man finder på nettet, med fagbøger og i øvrigt støtte sig til fagpersoner, fx lærere eller bibliotekarer. Internettet giver frit spil For Holocaust-benægterne er internettet noget af det bedste, der er sket. Det er fx vanskeligt at kontrollere, hvad der bliver lagt ud på internettet, og hvis en webside dømmes til lukning, er det noget nær problemløst at oprette en ny. Holocaust-benægterne har på den måde frit spil til at sprede deres påstande, og der er da også masser af Holocaust-benægtende materiale på internettet. Grundig og omhyggelig kildekritik skal forhindre, at Holocaust-benægternes påstande spredes, og det undgår man kun, hvis man hele tiden er kritisk over for det materiale, man anvender i sine opgaver, og er bevidst om, hvilke kendetegn der oftest kan “afsløre” en benægter. Hvordan er man kritisk på internettet? Nettet er det første sted, vi leder, når vi vil vide mere om et emne. Det er det først og fremmest, fordi det er langt hurtigere at gå på nettet end at gå på biblioteket. Bagsiden af den hurtige adgang til information er, at der er meget stor kvalitetsforskel på det materiale, man finder på nettet. Hvem som helst kan lægge hvad som helst på nettet, og det kan være svært at skelne skidt fra kanel. Hvordan afgør man, om en webside er troværdigt? Og hvordan gennemskuer man, om den information, man finder, er brugbar? Man kan meget hurtigt finde information om næsten alt på nettet, men udfordringen ligger i at finde den rigtige information. Mange websider indeholder forældede, fordrejede og deciderede forkerte oplysninger. Nettet er derfor i lige så høj grad en skraldespand som en guldgrube af information. Det er mere reglen end undtagelsen, at ivrige amatører præsenterer sig selv som eksperter. Og fordi alle kan lægge materiale på nettet, bliver det oversvømmet med alt det materiale, som ikke kan blive udgivet andre steder. Derfor er det nødvendigt at sortere og vurdere alt materiale, man finder på nettet. Først og fremmest: Vær kritisk! Alle websteder er skabt med en bestemt hensigt, og det er vigtigt at kunne afgøre, hvad den hensigt er. Nogle websteder vil fx påvirke læseren med bestemte holdninger og opfattelser af verden – andre vil bare sælge et produkt. Som regel kan man som besøgende gennemskue en websides primære formål, men tit er budskabet pakket ind i en tilsyneladende objektiv fremstilling. Det betyder, at man må gøre sig en række overvejelser, for at afgøre om siden er troværdig eller ej. Hvem er afsender? Det første spørgsmål, man må stille sig selv, når man skal vurdere en websides troværdighed, er: Hvem er sidens afsender? Hvem er forfatteren, og hvem er udgiveren? Er forfatteren en professionel eller en selvudnævnt ekspert? Hvilke kvalifikationer har vedkommende? Hvem finansierer siden, og hvorfor bruger de penge på det? Hvis der er tale om en navngiven forfatter, kan man fx tjekke, hvad vedkommende i øvrigt har publiceret, og hvilke andre sammenhænge han/hun har optrådt i. Kig også nærmere på den person/organisation, som er ansvarlig for siden. Se på, hvordan udgiveren er omtalt og optræder i andre sammenhænge. Er det en officiel hjemmeside, og er det en troværdig afsender? Hvis der ikke er informationer om sidens afsender, bør man være på vagt og overveje grunden til, at det ikke er muligt at få mere at vide. Der skal som minimum altid være en kontaktadresse på sitet. Det viser, at der er nogen, som tager ansvar for tekstindholdet og kan kontaktes, hvis det er nødvendigt, men det er på ingen måde en garanti for sidens kvalitet. Det er vigtigt, at du kigger kritisk på teksten og evt. tjekker, om andre har skrevet om samme emne, for bedre at kunne forholde dig kritisk. Refererer forfatteren til andre kilder – herunder andre forfattere, der skriver om samme emne? Kildehenvisninger, i form af litteraturhenvisninger eller links til andre sider, øger troværdigheden. Hvad er formålet med siden? For at kunne afgøre, om en webside er troværdig, må man se på, hvad formålet med siden og med den enkelte tekst er. Mange websider indeholder et punkt, der hedder noget i retning af “om os” eller “om siden”, hvor der står noget om baggrunden for siden eller for organisationen. Det er et fint sted at starte, men man kan ikke uden videre tage sådan en erklæring for pålydende. Man må sammenholde den med resten af siden og de enkelte tekster. Sprogbrugen på siden og i den enkelte tekst er en vigtig markør. Hvis der bliver brugt mange positive eller negative ord, siger det noget om, hvor sidens bagmænd lægger deres sympati, og hvor objektiv siden er. Fremstiller siden meninger eller fakta? Se på, om der er personlige eller professionelle motiver i spil, og overvej, hvad det betyder for troværdigheden af indholdet. Tænk over, om den enkelte teksts primære formål er at informere, uddanne, underholde, påvirke eller fordreje. Kan der være skjulte motiver? Faktuelle fejl, stavefejl mv. svækker sidens troværdighed, og det samme gør uklarhed omkring afsender/modtager-forholdet. Se på sammenhængen Vær ekstra opmærksom, hvis materialet indeholder information og synspunkter, der virker ude af sammenhæng, fx hvis der pludselig optræder stærke politiske ytringer osv. Se på sidens øvrige indhold og læg mærke til, hvordan tonen og indtrykket af det øvrige indhold er. Se også på, hvilke sider webstedet linker til – hvordan fremtræder de? Indeholder de fx ekstremistiske synspunkter, grov sprogbrug eller ”vilde” påstande? Det kan være en idé at undersøge, hvem der linker til hjemmesiden, og hvordan de omtaler den. Ofte indgår fx ekstremistiske websider i et slags “lukket kredsløb”, forstået på den måde at disse interessefællesskaber linker til hinanden og citerer hinanden, men ikke ”modstanderne”, altså dem, der har modsatrettede synspunkter. I søgemaskinen Google kan man få en oversigt over, hvem der linker til en given hjemmeside ved at skrive ”link:(websidens adresse)” eller ”info:(websidens adresse)” i søgefeltet. Man kan så vurdere, om de andre sider virker troværdige og seriøse, og om det betyder noget for websidens troværdighed. Når man bruger søgemaskiner, som fx Google, til at søge efter et bestemt emne, bliver man ofte henvist til en artikel om emnet, men sjældent til websidens forside, hvor det som regel fremgår, hvem der står bag. Skræl derfor URL’en (websidens adresse) bagfra lag for lag for at finde evt. udgivende institution, organisation eller virksomhed. Læg også mærke til, om siden udelukkende bruger originalt materiale, eller om der benyttes tekster fra andre internetsteder. Hvordan bruges billeder og illustrationer? Billeder kan, ligesom tekster, bruges til at fejlinformere læseren. Det er ikke kun, fordi et fotografi kan ændres digitalt. Et fotografi kan også bruges til at illustrere noget, som ikke har umiddelbar sammenhæng med det, teksten handler om – og billedtekster er nemme at ændre. Se på, hvilke illustrationer der er benyttet på webstedet, og overvej, hvilken virkning afsenderen ønsker, de skal have. Billeder er stærke markører og bruges ofte til at påvirke modtageren. Overvej derfor, hvilket formål afsender kan have haft ved at udvælge lige netop det billede. Er siden aktuel? Nettet bugner af forældet information. Det øger sidens troværdighed, hvis det fremgår, hvornår den sidst er opdateret, og hvornår siden som helhed blev oprettet. Vær opmærksom på, at mange forskningsbaserede artikler IKKE nødvendigvis bør anses for at være mindre gode, fordi de har et par år bag sig, mens fx nyhedsartikler hurtigt mister deres relevans. Hold derfor øje med, om siden bliver vedligeholdt regelmæssigt, og om der er mange ”døde” links. Det vigtigste: suppler med andet materiale Man skal huske på, at den bedste og nyeste viden ofte er copyright-beskyttet og derfor ikke er tilgængelig på nettet. Samtidig kan det være svært at finde fx den nyeste forskning, selvom den faktisk ligger på nettet, da den ikke nødvendigvis rangerer højt i søgeresultaterne. Hvis man vil have større viden om et emne, er det med andre ord absolut nødvendigt at supplere den viden, man finder på nettet, med andre kilder. Det bedste sted at starte er på biblioteket. Her har alle materialer været igennem en udvælgelsesprocedure, hvilket gør, at man undgår det materiale, som ikke kan blive udgivet andre steder – og som nettet bugner af. Samtidig kan man få hjælp af bibliotekarerne, som kan hjælpe med at finde frem til de vigtigste værker og søge på en anden måde. DIIS, Holocaust og folkedrab – januar 2010 Download ti hurtige – din tjekliste til kildekritik på nettet (pdf) Internetfællesskaber Vær ekstra opmærksom på internet-fællesskaber. Internettet vrimler med forskellige onlinegrupper eller fællesskaber. Disse grupper fungerer som informationskanal og kollektiv hukommelse for mennesker, der har fælles interesse eller hobby. Et internet-fællesskab vil ofte rumme forskellige former for kommunikation, fx artikler, nyhedsbreve, links til lignende hjemmesider m.m. For den, der søger oplysninger om et bestemt emne, kan en internetgruppe virke som en guldgrube, fordi der ligger rigtig mange oplysninger om lige præcis dét emne samt henvisninger til andre steder, hvor man kan finde mere information. Nogle grupper er gode og består bl.a. af faglige eksperter, men de fleste består af mennesker, der har en mening om emnet, eller selvudnævnte specialister, der ønsker at manipulere og påvirke læseren med et bestemt budskab. Derfor er det godt at tjekke en ekstra gang, hvem der er med i gruppen, og hvad deres hovedbudskab egentlig er. Læs artikel om kildekritik Aldrig Wikipedia? Wikipedia er et populært gratis online-leksikon. Hvem som helst kan oprette sig som brugere og komme med indlæg og udbygge de tusindvis af forskellige informationer, der ligger online. Wikipedia har mange fordele: Det er gratis, det er opdateret, det er udbygget, og det fungerer umiddelbart godt som opslagsværk. Men som troværdig kilde dur Wikipedia ikke. Der er ingen garanti for, at de informationer, man finder i leksikonet, er sandfærdige. Det betyder dog ikke, at Wikipedia er ubrugeligt. Det kan fx være et godt sted at starte, når man skal sætte sig ind i et nyt emne. Ofte kan man finde brugbare litteratur- og linkhenvisninger. Desuden har mange offentlige institutioner valgt at gøre en del af deres materiale gratis tilgængeligt gennem Wikimedia, som er knyttet til leksikonet. Derfor kan man finde en række fotografier uden copyright, ligesom en række institutioner har valgt at offentliggøre en stor del af deres arkivmateriale gennem tjenesten – fx Deutsches Bundesarchiv. Hvordan bruger man materiale fra internettet i en opgave? I dag bruger alle elever internettet – også når de skriver opgaver. Men hvordan henviser man korrekt til tekster på internettet? Og hvordan udvælger man sine kilder i den uoverskuelige mængde af informationer, der ligger på nettet? Noget af det, der er særligt for internettet i forhold til andre medier, er, at det hele tiden ændrer sig. På nettet er det fx ofte sværere at finde navnet på forfatteren, udgivelsesdatoen og andre oplysninger om teksten end i traditionelle medier. Det betyder noget for henvisninger og litteraturlisten i en opgave. Kildeangivelser, kildeangivelser, kildeangivelser Det kan ikke understreges nok, at man ALTID skal huske kildeangivelser i en opgave – også når det gælder tekster eller anden information, man har fundet på internettet. Det er garanti for, at det, du skriver, ikke er noget, du har fundet på. I den henseende er der ingen forskel på fx bøger og tidsskrifter og den information, man finder på internettet. Når man skriver en opgave, er det afgørende, at man henviser til de kilder og den litteratur, man anvender, og det skal gøres sådan, at læseren uden problemer kan finde frem til dem. Hvis det ikke er muligt for censor og lærer at tjekke og efterprøve en opgaves kildehenvisninger, er materialet i princippet ubrugeligt. Husk derfor, at når du bruger citater fundet på internettet, skal du i en note henvise til litteraturlisten, hvor de nødvendige oplysninger for at finde kilden igen skal angives. Hvordan udvælger man i et hav af kilder? Ved søgning på nettet laver man oftest en “bred” søgning, eksempelvis ved søgning på ordet “holocaust” (gør det til en vane at udelade store bogstaver, da det kan forlænge søgetiden). Jo flere ord man søger på, jo færre “hits” vil man finde. Men det kan være lidt af en kunst at udvælge de “bedste” kilder, da nogle afsendere bag en hjemmeside bevidst kan have ”google boosted” deres side, hvilket vil sige, at hjemmesiden figurerer som en af de første ved søgning på et emnerelateret ord. Der er altså ingen garanti for, at de sider, der optræder først i en søgning på nettet, også er de mest relevante og bedst egnede til dit formål. Hvis du er i tvivl, er det altid en god ide at spørge din lærer eller underviser. De har som regel en god fornemmelse for, hvilke kilder der er brugbare, og hvilke der ikke er. Husk, at en stor del af det at skrive en opgave går ud på at vise, at man formår at være kritisk i forhold til sin litteratur og sine kilder. Læs mere om, hvordan man er kritisk på nettet I morgen findes teksten måske ikke… Nettet er kendetegnet ved et stort “flow” af tekster. Ting, som man en dag har kunnet finde på en bestemt adresse på nettet, kan være fjernet et par dage senere – og i morgen findes dokumentet måske ikke! Det er derfor en god idé at udskrive de internet-dokumenter, der skal bruges, besøge hjemmesiden inden litteraturlisten er skrevet færdig, tjekke URL’en og overveje, om siden er statisk (bliver liggende på URL’en), eller om siden er dynamisk (ændres konstant), så du måske bliver nødt til at vedlægge det udskrevne som bilag. Hvis man i en opgave anvender en hjemmeside så intensivt, at den har afgørende betydning for opgaven, er det en god idé at kopiere og vedlægge uddrag fra hjemmesiden som bilag – men dette erstatter ikke en korrekt litteraturliste. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør vedlægge siderne som bilag, så gør det, men husk kun at medtage det relevante. Download og kopiering fra internettet Husk på, at ved download og kopiering fra nettet gælder der en række regler for, hvad man må og ikke må. Medmindre det direkte er angivet, at kopiering er lovligt, skal der en tilladelse til fra ophavsmanden, førend du kan bruge eksempelvis et billede i din opgave eller et videoklip til din præsentation. Det er dog en god tommelfingerregel, at man godt må bruge dele af fx et klip fra en film, mens det vil være ulovligt at downloade hele filmen. Sådan genkender du en benægter – gode råd hvis du er i tvivl Hvordan afgør man, om den information om Holocaust, man har fundet på nettet, er skrevet af en troværdig historiker eller en Holocaust-benægter? Her en række gode råd, hvis du er i tvivl. Det vigtigste råd er først og fremmest at bruge internettet som et supplement til bøger og at støtte sig til fagpersoner, fx en lærer eller en bibliotekar, når man vil vide noget om Holocaust. Brug først og fremmest websider, du kan være nogenlunde sikker på – hvor afsenderen eksempelvis er en kendt offentlig organisation. Hvis sider, som du skønner er troværdige, anbefaler andre websteder, vil disse som regel indeholde mere relevant og professionelt materiale, end sider der er fundet ved at bruge en almindelig søgemaskine. Vær ekstra opmærksom, hvis materialet indeholder overraskende information og synspunkter. Er der tale om afsløringer, som ville være af helt afgørende betydning for historieskrivningen om Holocaust, hvis de var rigtige? Fx at der var langt færre (eller ligefrem ingen) døde i en udryddelseslejr, end vi ”hidtil har troet”, eller at man slet ikke har kunnet brænde alle de myrdedes lig på den måde, der ”påstås”? Vær opmærksom på, om siden eller teksten kommer med udfald mod jøder. Holocaust-benægtelse er altid forbundet med en eller anden form for antisemitisme. Tjek, om der bliver brugt hård, grov eller en hånlig tone i forhold til jøder eller forskere. Kig efter ord som ”mainstream-historikere”, ”Holocaust-lobbyen”, ”Holocaust-myten” og ”Holocaust-industrien”. Se på, hvilke sider webstedet i øvrigt linker til – hvordan fremtræder de? Indeholder de fx ekstremistiske synspunkter, grov sprogbrug eller ”vilde” påstande? Du kan også gå ind på søgemaskinen Google og skrive “link:www” (hvor “www” er websidens adresse). Så kan du se, hvem der linker til sitet, og hvad de skriver om det. Vær meget kritisk. Er afsenderen tydelig? Står en troværdig organisation bag? Hvad vil afsenderen opnå? Tjek udgivelsesårene på de bøger og artikler, der bliver kritiseret. Hvis der er tale om ældre bøger, og det samtidig ikke fremgår af teksten, er der grund til at være opmærksom. Læs mere om kildekritik på nettet her Hvordan bruger man materiale fra internettet i en opgave? I dag bruger alle elever internettet – også når de skriver opgaver. Men hvordan henviser man korrekt til tekster på internettet? Og hvordan udvælger man sine kilder i den uoverskuelige mængde af informationer, der ligger på nettet? Noget af det, der er særligt for internettet i forhold til andre medier, er, at det hele tiden ændrer sig. På nettet er det fx ofte sværere at finde navnet på forfatteren, udgivelsesdatoen og andre oplysninger om teksten end i traditionelle medier. Det betyder noget for henvisninger og litteraturlisten i en opgave. Kildeangivelser, kildeangivelser, kildeangivelser Det kan ikke understreges nok, at man ALTID skal huske kildeangivelser i en opgave – også når det gælder tekster eller anden information, man har fundet på internettet. Det er garanti for, at det, du skriver, ikke er noget, du har fundet på. I den henseende er der ingen forskel på fx bøger og tidsskrifter og den information, man finder på internettet. Når man skriver en opgave, er det afgørende, at man henviser til de kilder og den litteratur, man anvender, og det skal gøres sådan, at læseren uden problemer kan finde frem til dem. Hvis det ikke er muligt for censor og lærer at tjekke og efterprøve en opgaves kildehenvisninger, er materialet i princippet ubrugeligt. Husk derfor, at når du bruger citater fundet på internettet, skal du i en note henvise til litteraturlisten, hvor de nødvendige oplysninger for at finde kilden igen skal angives. Hvordan udvælger man i et hav af kilder? Ved søgning på nettet laver man oftest en “bred” søgning, eksempelvis ved søgning på ordet “holocaust” (gør det til en vane at udelade store bogstaver, da det kan forlænge søgetiden). Jo flere ord man søger på, jo færre “hits” vil man finde. Men det kan være lidt af en kunst at udvælge de “bedste” kilder, da nogle afsendere bag en hjemmeside bevidst kan have ”google boosted” deres side, hvilket vil sige, at hjemmesiden figurerer som en af de første ved søgning på et emnerelateret ord. Der er altså ingen garanti for, at de sider, der optræder først i en søgning på nettet, også er de mest relevante og bedst egnede til dit formål. Hvis du er i tvivl, er det altid en god ide at spørge din lærer eller underviser. De har som regel en god fornemmelse for, hvilke kilder der er brugbare, og hvilke der ikke er. Husk, at en stor del af det at skrive en opgave går ud på at vise, at man formår at være kritisk i forhold til sin litteratur og sine kilder. Læs mere om, hvordan man er kritisk på nettet I morgen findes teksten måske ikke… Nettet er kendetegnet ved et stort “flow” af tekster. Ting, som man en dag har kunnet finde på en bestemt adresse på nettet, kan være fjernet et par dage senere – og i morgen findes dokumentet måske ikke! Det er derfor en god idé at udskrive de internet-dokumenter, der skal bruges, besøge hjemmesiden inden litteraturlisten er skrevet færdig, tjekke URL’en og overveje, om siden er statisk (bliver liggende på URL’en), eller om siden er dynamisk (ændres konstant), så du måske bliver nødt til at vedlægge det udskrevne som bilag. Hvis man i en opgave anvender en hjemmeside så intensivt, at den har afgørende betydning for opgaven, er det en god idé at kopiere og vedlægge uddrag fra hjemmesiden som bilag – men dette erstatter ikke en korrekt litteraturliste. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør vedlægge siderne som bilag, så gør det, men husk kun at medtage det relevante. Download og kopiering fra internettet Husk på, at ved download og kopiering fra nettet gælder der en række regler for, hvad man må og ikke må. Medmindre det direkte er angivet, at kopiering er lovligt, skal der en tilladelse til fra ophavsmanden, førend du kan bruge eksempelvis et billede i din opgave eller et videoklip til din præsentation. Det er dog en god tommelfingerregel, at man godt må bruge dele af fx et klip fra en film, mens det vil være ulovligt at downloade hele filmen

Hvorfor?

24. januar 2010

Hvorfor? Introduktion: Hvorfor benægtes Holocaust? Når man støder på Holocaust-benægtelse, er det som regel spørgsmålet ”hvorfor gør de det?”, der rejser sig. Hvad får mennesker til at bruge så meget tid og så stor energi i at udbrede en konspirationsteori, og tror de virkelig selv på, at et af historiens bedst dokumenterede folkedrab, er det rene opspind? Holocaust-benægterne er ikke ens, og deres benægtelse befinder sig på mange forskellige niveauer. Man kan derfor ikke give en entydig forklaring på, hvorfor de benægter Holocaust. Centralt i Holocaust-benægtelsen står opfattelsen af Holocaust som en konstruktion: Ifølge benægterne er nazisternes udryddelse af omkring seks millioner jøder en myte, som bliver opretholdet af pro-jødiske historikere. Nogle benægtere mener, at Holocaust er opfundet for at afpresse Tyskland for store pengesummer i erstatninger til ofre og for at retfærdiggøre Israels tilstedeværelse i Mellemøsten og jødisk kulturel og økonomisk dominans i verden. Ydermere mener en række benægtere, at Holocaust skal dække over en jødisk sammensværgelse, som går ud på, at jøderne vil dominere verden. En måde at genoplive fascisme? Efter afslutningen på 2. Verdenskrig ændredes verdens opfattelse af nazisme. Nazismens nære tilknytning til udryddelsen af omkring seks millioner mennesker umuliggjorde, at der fortsat kunne argumenteres for denne ideolog. For at genoplive nazismen som ideologi er det derfor nødvendigt for dennes tilhængere at “skaffe sig af med” Holocaust. Ved at ”bevise” den jødiske Holocaust-konspiration kan antisemitisme igen blive “legitimeret”. Ideologier bag benægtelse af Holocaust Når man støder på Holocaust-benægtelse, er det som regel spørgsmålet ”hvorfor gør de det?”, der rejser sig. Hvad får mennesker til at kaste så meget tid og bruge så stor energi på at udbrede en konspirationsteori, og tror de virkelig selv på, at et af historiens bedst dokumenterede folkedrab er det rene opspind? Spørger man Holocaust-benægterne selv, hvorfor de poster så meget tid og energi ind i deres ”arbejde” med Holocaust, vil man sandsynligvis få det svar, at de søger sandheden om en periode i europæisk historie, som har stor betydning for, hvordan verden er indrettet i dag. Går man et spadestik dybere, bliver det hurtig klart, at Holocaust-benægtelse har rødder i antisemitisme, og at benægterne ofte er præget af en fascination af totalitære regimer. Antisemitisme i forskellige forklædninger Holocaust-benægtelse er altid forbundet med antisemitisme på den ene eller anden måde. Nogle benægtere er meget direkte i deres udtryk og fremstår åbenlyst racistiske og antisemitiske – de hylder fx Adolf Hitler og dyrker nazismen og racismen, uden at lægge skjul på det. Akademisk sprogbrug og gode kommunikationsevner kan dog nedtone og delvist skjule den bagvedliggende antisemitisme. Trods enkelte dokumenter og artiklers umiddelbart tilforladelige udseende fra de mere moderate benægteres hånd, vil et nærmere syn på benægteren altid afsløre antisemitisme i en eller anden form. Holocaust-benægtelse tager fx udgangspunkt i en række antisemitiske stereotyper – særligt ideen om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse, hvor jøder bliver fremstillet, som om de tilhører et fast sammentømret fællesskab, der efterstræber magt og penge og holder sammen mod omverden. Benægterne ser derfor Holocaust som en jødisk opfindelse, der fungerer som et våben mod omverdenens kritik af jøder og jødisk kultur. Derudover ser man Holocaust som en ”pengemaskine”, der bruges til at afpresse Tyskland for store pengesummer. På den måde tilskrives jøder en række typiske antisemitiske forestillinger om jøders motiver og karaktertræk, fx at jøder er grådige, forræderiske, snu og magtfulde. Fascination af totalitære ideologier Hvis man undersøger de enkelte benægteres hjemmesider, publikationer og ytringer, bliver det tydeligt, at et flertal er præget af en fascination af totalitære regimer. Flere benægtere er desuden knyttet til højreekstremistiske og racistiske organisationer, og der er fx tradition for, at benægterne taler på disse organisationers møder, linker til deres websider og blogs og giver deres medlemmer moralsk opbakning, når de får fængselsdomme for fx racisme. Efter 2. Verdenskrig nærede langt de fleste mennesker en dyb foragt for nazismen, hvad der i høj grad skyldtes bl.a. nazismens centrale rolle i folkedrabet på seks millioner mennesker. For at genoplive nazismen som en “legitim” ideologi er det derfor nødvendigt for tilhængerne at ”skaffe sig af med” Holocaust eller som minimum vise, at antallet af jødiske ofre var langt mindre end seks millioner og ikke adskiller sig fra andre krigsforbrydelser. Ved at bevise at jødeudryddelserne aldrig har fundet sted, men derimod er ”jødernes egen opfindelse”, kan både nazisme og antisemitisme igen blive “acceptable” ideologier. ”Israel skal væk!” Holocaust-benægtelse er også en måde at argumentere for, at staten Israel er oprettet på ulovligt grundlag. Holocaust spiller åbenlyst en meget vigtig rolle for israelere, bl.a. som identitetsmarkør og som slags ”forsikring” om, at Holocaust ikke ville kunne ske igen, så længe jøder har deres egen stat. Omdrejningspunktet i denne form for benægtelse er en ide om, at hvis Holocaust ikke var sket, ville staten Israel aldrig være blevet oprettet, og mellemøsturolighederne ville være undgået. Kan man bevise, at Holocaust ikke har fundet sted, men er et udtryk for et jødisk/israelsk/zionistisk svindelnummer, er Israel oprettet på falsk grundlag og bør derfor opløses. Andre modstandere af Israels oprettelse og særligt af Israels politik og handlinger over for de palæstinensiske flygtninge bruger Holocaust på en anden måde, nemlig til at fremstille israelerne som grusomme ved at påstå, at ”jøderne gør det samme mod palæstinenserne, som blev gjort mod dem selv”. Uanset hvad man mener om Israels politik over for palæstinenserne, kan man ikke at sidestille det systematiske massemord på seks millioner jøder med den israelske politik over for den palæstinensiske befolkningsgruppe. Læs om Holocaust-benægtelse i Mellemøsten Tror de selv på det? Når man beskæftiger sig med Holocaust-benægtere og tilhængere af andre konspirationsteorier, kan man blive overrasket over den begejstring og entusiasme, som tilhængerne går til opgaven med. De producerer store mængder tekst, blander sig i debatter og gør, hvad de kan, for at nå ud med deres budskab. Der er ingen tvivl om, at mange af benægterne selv er overbeviste om, at de har ret i deres udsagn, og de ser det som deres mission at afsløre den verdensomspændende jødiske sammensværgelse for den omgivende verden. Selvom Holocaust er det bedst dokumenterede folkedrab nogensinde, så afviser benægterne alle vidneudsagn, dokumenter, fysiske beviser, fotografier mv. Det kan virke uforståeligt, hvorfor benægterne nægter at tro på de historiske fakta, og af og til kan det virke som om, at jo flere beviser, de bliver introduceret for om det modsatte, jo mere overbeviste bliver de om deres sag. Kampen om historien Benægtelse af Holocaust er et eksempel på, at historie betyder noget i vores hverdag. Hvorfor vælger nogle mennesker at bruge så meget tid og så mange kræfter på at give et andet billede af historien end det, vi kender? I middelalderen forfalskede konger og paver rask væk vigtige dokumenter. I fascismens, nazismens og kommunismens tidsalder omskrev de totalitære styrer hele nationers historie, så den kunne retfærdiggøre regimernes politiske interesser. I dag kan vi være vidne til, at eksempelvis politikere bruger og misbruger historien, når de skal legitimere deres politik. Dette leder tankerne hen på den berømte sætning: ”Den, der kontrollerer fortiden, bestemmer fremtiden” (George Orwell, romanen 1984). Derfor er Holocaust-benægternes hele eller delvise afvisning af nazisternes folkedrab på seks millioner jøder under 2. Verdenskrig bestemt ikke det første eksempel i verdenshistorien på, at grupper af mennesker misbruger eller ligefrem benægter historiske kendsgerninger. Den sande historie? Umiddelbart burde det være nemt at gennemskue misbrug af historien: Man kan jo se på kilderne, der alle er levn overleveret fra fortiden, og samle dem som puslespilsbrikker, indtil vi har ”historien”, der afspejler fortiden. Det viser sig dog ved nærmere eftersyn, at det at se på begrebet historie som en helt nøjagtig gengivelse af fortiden giver problemer. Da fortiden jo ikke eksisterer længere, kan man ikke på samme måde som i eksempelvis matematik eller fysik “bevise” historien. Skematisk kan man opstille historikerens arbejde med fortiden på denne måde: Historikerne er enige i, at man ikke kan gengive historien som et fuldstændigt spejl af fortiden, men man kan med solidt videnskabeligt arbejde gengive et pålideligt og troværdigt billede af fortiden ud fra faglige redskaber som historisk kildekritik og historikerens analyse og tolkning af kildematerialet. Man kan sammenligne historikerens arbejde med en kriminalbetjents, der udforsker en kriminel handling. Begge undersøger de efterladte spor og fortolker derefter hændelsesforløb, motiver og årsager. Historikerne kan, uanset at de har de samme kilder til rådighed, tolke kilderne forskelligt og derfor give forskellige fremstillinger af fortiden. Men ikke alt er relativt. Selvom der kan være flere fremstillinger af den samme fortid, er det ikke alle de forskellige fremstillinger, der er lige gode. Nogle fremstillinger kan direkte afvises som usande. Eksempel på manipulation med historien: Trotskij fjernes fra den russiske revolution På billederne til højre ses et af de mest berømte eksempler på at revidere og helt fjerne vitale dele af fortiden, som Sovjetunionens kommunistiske diktator og ”jernmand” Joseph Stalin stod bag. Leon Trotskij var en central skikkelse under den russiske revolution i 1917, hvor Sovjetunionen blev oprettet som den første kommunistiske stat i verden ført an af Vladimir Lenin. Med Lenins død i 1924 fulgte en brutal magtkamp i partitoppen i det kommunistiske parti om ledelsen af Sovjet. Trotskij tabte, Stalin vandt, og i 1927 sendte Stalin Trotskij i eksil, hvor han senere blev dræbt af en af Stalins agenter i Mexico i 1940. Ud over at Stalin udryddede en politisk modstander, fjernede han også Trotskij fra historiebøger,møde-referater og billeder. En berømt billedmanipulation ses herunder og viser, hvor langt Stalin gik for at udradere mindet om Trotskij som en af de centrale ledere af revolutionen, så Stalin derved kunne fremstå som den mest betydningsfulde leder. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad benægter Holocaust Et nutidigt eksempel på en storpolitisk aktørs misbrug af fortiden er Irans præsident Mahmoud Ahmedinejads gentagne udtalelser om, at nazisternes massedrab på jøderne blot er en myte. Et eksempel herpå er en tale i Teheran, 18. september 2009, i anledning af den såkaldte ”Jerusalem-dag”, der skulle vise iranernes solidaritet med palæstinenserne. Her udtalte præsidenten bl.a., at Iran har en religiøs pligt til at konfrontere Israel: ”Påskuddet [Holocaust, red.] for skabelsen af den zionistiske stat er falsk. Det er baseret på en mytisk påstand, der ikke er bevist … Det er en national og religiøs pligt at konfrontere det zionistiske regime.” Ahmadinejads udtalelser skaber hver gang øjeblikkelig fordømmelse fra omverden, hvilket dog ikke forhindrer ham i at ytre sine påstande – gang på gang. Men bag Ahmedinejads udtalelser gemmer der sig også et voldsomt modsætningsforhold til Israel (og USA), massive uroligheder i regionen og den antisemitisme, der findes i nogle mellemøstlige miljøer. Læs mere om benægtelse i Mellemøsten Klassisk brug og misbrug af historien: den nationale historieskrivning Brug og misbrug af historien ses ofte i den nationale historie og den nationale historieskrivning, der udnytter nationale legender, myter og historiske begivenheder til at retfærdiggøre og lovprise nationen. En sådan kamp for retfærdiggørelse ses eksempelvis i den tyrkiske stats vedvarende benægtelse og negligering af folkedrabet på den armenske befolkning i 1915. Sagen er i skrivende stund (november 2009) medvirkende til, at EU endnu ikke finder Tyrkiet moden til optagelse i unionen trods gentagne ansøgninger. Rationalet bag benægtelsen synes her at være, at sager, der kan besmudse Tyrkiets identitet og berettigelse, i sidste ende kan koste nationen dyrt. Læs mere om benægtelsen af det armenske folkedrab Et nutidigt eksempel på brug af historien og kampen om den historiske bevidsthed handler om Danmarks samarbejdspolitik under 2. Verdenskrig: Nogle mener, at samarbejdspolitikken med det nazistiske Tyskland var kujonagtig, og at de relativt få modstandsfolks kamp mod besættelsesmagten var eneste grund til, at Danmark var med til at redde en smule ære. Andre ser på samarbejdspolitikken som den eneste politiske mulighed inden for de givne historiske rammer, hvis mål var at skåne befolkningen. Men der er selvfølgelig ingen, der benægter, at Danmark var besat fra 9. april 1940 til 5. maj 1945; man diskuterer beslutninger og vurderinger – ikke selve det historiske faktum. I en tale på Søværnets Officersskole i august 2003 på 60-årsdagen for ophøret af samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt rettede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen skytset mod den danske samarbejdspolitik. Han udtalte bl.a., at danskerne alt for ofte i historiens løb havde sejlet under ”bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred”, og at ”man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet.” Denne tale blev set og fortolket i forlængelse af regeringens beslutning i foråret 2003 om at gå med i Irak-krigen. Konspirationsteorierne og historien Mens politikere, magthavere, nationer, stater og regimer ofte forsøger at dreje fortiden, så den passer ind i deres kram, går benægterne og andre konspirationsteoretikerne planken ud i et decideret misbrug af historien. Ifølge konspirationsteoriernes ophavsmænd er historikere, samfundsdebattører og politikere alle flettet ind i den ene store sammensværgelse og konspiration efter den anden for at dække over sandheder, der ikke tåler offentlighedens lys. Hvis vi lukker op til konspirationsteoriernes verden, findes der fx teser om, at der ikke har været mennesker på månen, at jorden er flad, at VM i fodbold i Sverige 1958 blev spillet i USA, og at en gruppe indflydelsesrige jøder står bag angrebet på Twin Towers 11. september 2001 i New York. Sammen med benægtelsen af Holocaust florerer konspirationsteorier livligt på internettet, der er fyldt med udlægninger af begivenheder, der ofte er i klar opposition til historisk fagligt anerkendte analyser. Hvem er konspirationsteoretikere, og hvorfor gør de, som de gør? Holocaust-benægtelse er en konspirationsteori, som deler en række træk med andre konspirationsteorier. For benægternes vedkommende er antisemitisme og/eller højreekstremisme ofte en del af baggrunden for deres afvisning af udryddelsen af seks millioner jøder under 2. Verdenskrig. For andre konspirationsteoriers vedkommende er den drivende kraft ofte båret af en stærk mistro mod myndigheder og fagkundskab, men der er også ofte politiske motiver bag. I et nyt dansk forskningsprojekt konkluderer man, at det først og fremmest er konflikter (hverdagskonflikter såvel som større konflikter), der er årsagen til, at konspirationsteorier opstår. For når mennesker er i konflikt med omverdenen, kan konspirationsteorierne virke som en slags redningsplanke, der giver dem et fast holdepunkt i tilværelsen og noget at tro på. Læs mere om, hvorfor konspirationsteorier opstår Derfor historie! Misbrug og forsøg på at udnytte historien for egen, nationens eller almenvellets skyld, foregår på mange niveauer: Hos politikere, i konspirationstænkende kredse, blandt samfundsdebattører og praktisk taget hos alle med interesse og motiv for at bruge historien til at legitimere egne handlinger eller så tvivl om magthaveres motiver. Derfor er faget historie og historikernes rolle meget vigtig. Ifølge Knut Kjeldstadli, forfatteren til den mest brugte bog i historiefaget på universitetsniveau, så er ”historikeren som en øjenkirurg, der opererer pletter væk … gennem fagets kritiske indsats bidrager vi til, at folk kan se klarere.” Historien og historikerens rolle bliver derfor ofte diskuteret, og nogle mener, at et samfund uden historie, er som et menneske uden hukommelse. Andre ser historie som grundlaget for at kunne lære af fortiden til gavn for fremtiden. For andre igen handler historie i høj grad om egen og national identitet. Måske derfor betyder historie så meget, ikke bare for historikere, men også for almindelige mennesker – og som vist også for folk med alternative versioner af historiske hændelser. Skrevet af Brian Mejer Larsen, historiker og gymnasielærer. En af ophavsmændene til websiden http://www.holocaust-uddannelse.dk Opgaver til iIdeologier bag benægtelse af Holocaust Diskutér, hvilke grunde der kan være til, at Holocaust benægtes? Diskutér, hvilke forskelle og ligheder der er mellem dem Opgaver til kampen om historien To billeder, ét med og ét uden Trotskij Diskutér, hvilke motiver Stalin kan have haft til at fjerne Trotskij fra billedet, og dermed ændre på historien Holocaust-benægtelse og historierevisionisme Diskutér, hvorfor Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, er Holocaust-benægter. Find information om ”Zions vises protokoller” og dens udbredelse. Diskutér årsagerne til had og fordomme mod jøder. Læs evt. “hvad er antisemitisme” som inspiration. Læs Milosevic’ tale på Solsortesletten i 1989 Diskutér, hvordan han (mis)brugte historien. Francis Fukyama sagde efter Berlinmurens fald, at nu var historien slut – underforstået nu hvor den ideologiske kamp mellem kapitalisme og kommunisme var kommet til ende. Diskutér, om Francis Fukyamas påstand om, at historien er slut, er rigtig. Opgaver til hvad er “rigtig” historie? Diskutér, hvad der kan få folk til at benægte, at et folkedrab har fundet sted? Diskutér, hvorfor der er nogen, der lytter til dem, der benægter, at et folkedrb har fundet sted? Diskutér, hvad man kan stille op, når der er nogen, der benægter, at et folkedrab har fundet sted? Læs evt. artiklen Er lovgivning mod Holocaust-benægtelse en god idé som inspiration. Diskutér, hvilke forskelle der er mellem Holocaust-benægtere og revisionister. Opgaver til hvilket formål har konspirationsteorier? Hvor opstår konspirationsteorier oftest? Hvorfor? Nævn tre mulige årsager til, konspirationsteorier er blevet mere udbredte Hvilke træk har Holocaust-benægtelse til fælles med andre konspirationsteorier? Diskuter, om det er muligt at forbygge, at konspirationsteorier bliver spredt? Er det ønskeligt?

Hvordan?

24. januar 2010

Hvordan? Introduktion: Hvordan? Holocaust-benægtelse optræder i mange af de medier, vi til hverdag er i kontakt med. Benægtelsen foregår på mange forskellige måder, med varierende intensitet, seriøsitet og gennemslagskraft. Holocaust-benægtelsen har mange forskellige forklædninger, men det er muligt at finde særlige kendetegn i den måde, benægterne argumenterer på, og der er nogle særlige nøgleområder, som benægterne lægger stor energi i. Benægtelse i dansk regi Holocaust-benægtelse i Danmark så første gang dagens lys i 1977, men det var først med stiftelsen af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning i 1997, at Holocaust-benægtelsen og -benægterne for alvor blev organiseret og fik fodfæste i Danmark. Selskabet gjorde det muligt for benægterne at koordinere og effektivisere deres indsats, hvilket gav konkret afkast i form af markant taletid i både aviser og på tv. Symbolnedbrydning Formålet med benægtelsen er oftest at overbevise andre mennesker om, at Holocaust ikke har fundet sted – eller at bagatellisere Holocaust. Det forsøger Holocaust-benægterne at gøre på flere måder. Dels forsøger de at argumentere på ”akademisk vis”, dels går de bevidst efter at så tvivl om rigtigheden af de kilder, der beviser, at Holocaust har fundet sted. Nogle af kilderne får særlig opmærksomhed, fordi de står som symboler på Holocaust og nazisternes jødeforfølgelse. Holocaust-benægterne forsøger fx at så tvivl om, hvorvidt der fandtes gaskamre i udryddelseslejrene, og om Anne Franks dagbog er virkelig. Hul argumentation Det er vanskeligt og ikke altid fornuftigt at diskutere med Holocaust-benægtere. Nogle akademikere mener endda, at man slet ikke bør diskutere med Holocaust-benægtere, fordi man så signalerer, at man tager dem og deres udlægning af Holocaust seriøst. Omvendt skyer benægterne ofte ingen midler i at udbrede deres synspunkter: De har bl.a. lanceret ”undervisningsmateriale” om Auschwitz. Derfor er det – diskussion eller ej – vigtigt at vide, hvordan Holocaust-benægterne argumenterer, og hvor man kan møde dem og deres påstande. For har man værktøjer til at skille deres argumentation ad, så finder man hurtigt ud af, at benægternes argumentation ofte er hul og uden hold i virkeligheden. Holocaust-benægternes argumentation Overbevisende argumentation er afgørende, når man skal formidle sine budskaber – men argumentation kan sagtens være overbevisende uden at være saglig og sand. På overfladen kan mange Holocaust-benægteres argumentation virke troværdig, men reelt er den falsk og misvisende. Benægterne fordrejer fakta, appellerer til følelser frem for fornuft og fokuserer på specifikke detaljer, som kan være svære at argumentere imod. Hvordan kan argumentationslære hjælpe os med at gennemskue benægternes argumentation? Argumentation handler om at overbevise en modpart om rigtigheden af det, man siger. Det gælder også for Holocaust-benægteres argumentation. Ofte er en strategi i deres argumentationsteknik at forvirre og udmatte modparten frem for at argumentere videnskabeligt og lødigt. Hvis Holocaust ikke er et område, man selv ved meget om, kan benægternes ”viden” let komme til at fremstå overvældende, og argumenterne kan på overfladen virke overbevisende. “Dørene gik indad” “Så ser vi lige på de gaskamre, man med ansigtet lagt i de rette folder fremviser i Auschwitz. Dørene går indad. Så strømmer gassen ud. Og jøderne dør og ligene ligger hulter til bulter i det frygtelige gaskammer. Mon de døende jøder har vist så meget hensyn, at de har undladt at lade sig krepere netop i døråbningerne? For ellers kan det blive noget problematisk for de efterlevende, jøder som nazister at få dørene op igen, så man kan slippe af med kadaverne.” Mottoet på DSFHF’s hjemmeside. Argumentationslære: påstand – belæg – hjemmel Filosoffen og idéhistorikeren Stephen Toulmin udarbejdede i 1958 en model for argumentation. Toulmins argumentmodel beskriver, hvordan de fleste argumenter er konstrueret, og modellen kan benyttes til at analysere næsten alle argumenters opbygning. Ifølge modellen består et argument af en påstand, et belæg og en hjemmel. Et argument kan fx se sådan ud: Påstand: Krig er forfærdeligt Belæg: Fordi mange uskyldige mennesker lider under krig Hjemmel: Det er forfærdeligt, når uskyldige mennesker lider Påstanden er den holdning, afsenderen ønsker, at modtageren skal acceptere. Belægget er den information, som afsenderen bruger til at understøtte sin påstand. Man kan finde belægget ved at spørge, hvad afsenderen bygger sin påstand på. Hjemmel er det generelle princip, der forbinder påstand og belæg, men det gælder særligt for hjemmelen, at den ikke altid fremgår direkte og eksplicit i argumentet. Hjemmelen kan man finde ved at spørge, hvordan man kommer fra belæg til påstand. Ved at fokusere på påstand, belæg og hjemmel kan man se, hvordan et argument er bygget op, og argumentet bliver dermed mere gennemskueligt. Appelformer: logos – etos – patos Inden for klassisk retorik taler man om tre forskellige måder, hvorpå man kan fange modtagerens opmærksomhed og vinde modtagerens tilslutning. De tre appelformer kaldes for logos, etos og patos. Logos: Med logos appellerer man til modtagerens rationelle stillingtagen. Man forsøger at være saglig, logisk og objektiv i sin argumentation. Ofte vil man henvise til tal, data, statistikker, rapporter eller andet, der gennem fakta kan bevise og underbygge en pointe. Etos: En etosappel handler om afsenderens troværdighed. Afsenderen forsøger at styrke sin argumentation ved at opbygge og skabe tillid til sig selv som autoritet, fx ved at demonstrere sin viden og ved at referere til andre autoriteter, som er enige med disse synspunkter. Andre væsentlige aspekter af etosappellen er, at man som afsender giver modtageren indtryk af, at man besidder moralske kvaliteter, og at man grundlæggende vil modtageren det godt. Patos: Patosappellen taler først og fremmest til modtagerens følelser. Afsenderen forsøger at skabe en særlig følelsesmæssig stemning hos modtageren, der gør modtageren mere modtagelig for budskabet. Det kan blandt andet ske ved brug af virkemidler som billeder, metaforer og fortællinger, der gør bestemte problemstillinger eller situationer nærværende for modtageren. Usande og uholdbare argumenter Inden for argumentationslære handler det oftest om at vinde tilslutning, mere end det handler om at komme frem til en sandhed. Det vil sige, at det vigtigste – rent argumentationsmæssigt – er, at der er sammenhæng mellem påstand, belæg og hjemmel. De enkelte led i argumentet kan dog være både sande eller falske. Holocaust-benægterne forsøger at få deres påstande til at virke sande ved at opstille argumenter, der formelt set fremstår som holdbare. Men benægterne baserer deres påstande på falske præmisser, og derfor bliver argumentationen rent indholdsmæssigt falsk, selv om argumenterne måske formelt set er holdbare. Eksempel: Påstand: Hitler gav ikke ordre til at slå jøderne ihjel. Belæg: Der findes ikke nogle dokumenter, der beviser, at Hitlers mål var at udrydde jøderne. Hjemmel: For at kunne påvise noget, må man have beviser, der kan underbygge ens påstande. Argumentet bygger på en logos-appel, fordi benægterne forsøger sig med en saglig argumentation: Når der ikke findes dokumenter, hvori Hitler giver direkte ordre til udryddelsen af jøderne, må konklusionen være, at dette ikke var hans mål. Umiddelbart lyder argumentet overbevisende og fornuftigt, for hvis der ikke findes beviser, der fremstiller en ordre fra Hitler, så har han måske ikke givet den? Men historiske undersøgelser af tusindvis af kilder giver et modargument til benægternes påstand, for det er faktisk muligt at bevise, at Hitlers formål var at udrydde alle jøder. Læs artikel om, hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted Benægterne forsøger at fremstille deres argument som sandt ved at fordreje historiske fakta. De tager én pointe – fx at der ikke eksisterer nogen ordre fra Hitler – ud af en forskningsmæssig sammenhæng og generaliserer ud fra det. Hvis ikke man ved, at der faktisk eksisterer enorme mængder af kildemateriale, kan benægternes påstand om Hitlers uskyld nemt virke overbevisende. Benægternes argument er formelt set heller ikke gyldigt, og man kan også bevise, at argumentet ikke holder, ved at analysere dets interne sammenhængskraft. For korrekt at kunne slutte fra belæg til påstand er hjemmelen i virkeligheden: ”Hvis der ikke findes dokumenter, der eksplicit dokumenterer noget, er det ikke sket.” Formuleret sådan er det tydeligt, at benægternes argument er noget sludder. Forsøg på at ligne ”rigtige” historikere Det er mange Holocaust-benægteres ønske at fremstå som lødige historikere. Det er bl.a. derfor, at de kalder sig ”revisionister” og med klassisk logos-appel fremlægger såkaldte ”beviser” for deres påstande. Men revisionisme er en betegnelse, der dækker over en anerkendt kritisk-historisk tradition, hvis formål er at revurdere eller raffinere opfattelsen af fortiden – ikke at benægte den. Ved at kalde sig selv revisionister forsøger Holocaust-benægterne at opbygge deres etos og at fremstå akademisk lødige. Historikere argumenterer ofte mod hinanden om historiske fakta, bl.a. fordi man hele tiden finder nyt kildemateriale, der medfører ny viden og nye erkendelser. Samtidig er et af historiefagets kerneområder at bedrive kildekritik, og der vil derfor til tider være uenighed i fortolkningen af historisk materiale. Holocaust-benægterne prøver at fremstå som seriøse, uenige historikere ved at stille spørgsmålstegn ved nogle af de historiske kilder. Problemet er imidlertid, at de fakta, som de stiller sig kritiske over for, er nogle af de historisk mest veldokumenterede. Modtagerens tvivl Det, benægterne går efter, er modtagerens tvivl. Hvis du tvivler, kan du overtales – det er deres argumentations logik. Er der ingen tvivl, er argumentationen overflødig, for modtageren lader sig ikke rokke i sin overbevisning. Netop derfor forsøger mange Holocaust-benægtere at rette deres påstande mod børn og unge, fordi mange børn og unge endnu ikke har lært, hvad Holocaust er, og derfor kan komme i tvivl, når de bliver udsat for benægtelse og propaganda. Akademiske titler I forsøget på at opbygge etos og troværdighed forsøger benægterne ofte at udtrykke sig på en videnskabelig måde, ligesom de benytter sig af akademiske titler. Akademiske titler er oftest et tegn på, at man har bedrevet seriøs forskning, og ved at henvise til disse forsøger benægterne at bevise, at de er troværdige forskere. Mange benægteres akademiske titler er imidlertid tvivlsomme. Fx står der på racisten og Holocaust-benægteren David Dukes hjemmeside, at han har en ph.d.-grad. Men denne titel er mere end tvivlsom, da den er tildelt fra et meget kontroversielt, antisemitisk universitet. Men ved man ikke det, skaber ph.d.-titlen et førstehåndsindtryk af en akademisk pålidelig person, hvis påstande er legitime. En lignende form for etos-appel gør sig gældende, når benægterne som i almindelige videnskabelige sammenhænge citerer hinanden og henviser til hinandens tekster. Herved opstår et atypisk ”forskningsfællesskab”, hvor man ikke – som normalt – argumenterer for sine holdninger, men i stedet gentager påstandene så mange gange, at de ender med at repræsentere en fælles mening. Detaljer blænder En anden benægter-strategi er – med klassisk logos-appel – at demonstrere stor, specifik viden om et enkelt aspekt inden for Holocaust. Det kan virke overbevisende at jonglere rundt med historiske detaljer, også selvom disse detaljer er fordrejede og manipulerede. Derfor fokuserer benægterne gerne på detaljer fra Holocaust, der er til diskussion blandt historikere, og forbigår den tilgængelige viden på området. Det er fx ikke muligt at finde frem til det helt nøjagtige antal omkomne jøder eller at finde navnene på alle ofrene. Det bruger Holocaust-benægterne som argument for, at antallet af ofre er overdrevet. I de sidste 40 år er forskellige forskere ved forskellige metoder kommet frem til, at antallet af jødiske ofre rangerer i størrelsesordnen fem en halv til seks millioner. Benægterne noterer sig, at der findes forskellige resultater og konkluderer derfor, at det anslåede antal er opspind og vildt overdrevet. Læs artikel om, hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted? Fremstiller sig som ofre Mange seriøse forskere afviser at gå i dialog med Holocaust-benægtere for ikke at give deres argumentationer anerkendelse eller plads i offentligheden. Når benægterne ikke bliver taget alvorligt, forklarer de selv ofte dette med, at de møder modstand fra en overmagt af etablerede Holocaust-historikere, som ikke er villige til at diskutere præmisserne for deres egen forskning. De henviser også ofte til deres ytringsfrihed og ret til at fremføre deres argumenter i den offentlige debat. På den måde fremhæver de det uretfærdige i, at deres udsagn ikke bliver taget seriøst. Ifølge benægterne skyldes det, at almindelige forskere ikke tør debattere med dem, og at deres påstande derfor enten bliver ignoreret eller udsat for censur. Paradoksalt nok er konklusionen dermed fra benægternes side ofte, at Holocaust-historikere er bange for at revidere deres ”dogmer”, og at det derfor er historikerne, der gør sig skyldige i propagandavirksomhed og ikke kan betragtes som seriøse forskere. Dialog med benægterne? Det er ofte ikke umagen værd at indgå i dialog med Holocaust-benægterne. Det kan ikke betale sig, da det ikke er på benægternes dagsorden at meningsudveksle eller at diskutere. De er nærmere interesserede i at få taletid, så de kan sprede deres påstande. Men da benægterne sommetider formår at få udbredt deres budskaber, er det nødvendigt at komme med modargumenter, der kan afvise deres påstande som ugyldige. Dette kan bl.a. gøres ved at skille deres argumentation ad, således at manipulation og forkerte oplysninger fremstår klart og tydeligt. Skil argumenterne ad og vær kritisk Argumentationslære handler ikke om, at alt er rigtigt, så længe man kan argumentere for det. Nogle historiske begivenheder er så veldokumenterede, at man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved, om de har fundet sted. Det er noget af det, man skal holde øje med, når man ser et argument efter i sømmene. På overfladen kan benægternes argumenter måske virke holdbare, men skiller man dem ad, skjuler der sig ofte falske belæg eller hjemmeler, der bruges til at manipulere med modtageren. Det er derfor vigtigt altid at være kildekritisk, opmærksom på argumentations-teknik – og at bruge mere end én kilde, når man søger efter informationer. Læs om, hvordan man er kritisk på nettet DIIS, Holocaust og folkedrab – januar 2010 Diskutér Kan man forestille sig et argument, hvor påstanden eller belægget ikke er nævnt direkte? Find på et eksempel. Hvordan påvirker de tre appelformer hinanden indbyrdes i benægternes argumentation? Gengiv med dine egne ord, hvad der er problemet ved benægternes påstand om, at Hitler ikke gav ordre til at udrydde jøderne. Vælg en benægter (se oversigt over benægtere) og analysér hans eller hendes argumentation ved hjælp af Toulmins argumentionsmodel og de tre appelformer. Se fx på den danske benægter Christian Lindtner og de første 20 min af et oplæg, han holdt ved et “symposion” arrangeret af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning. Holocaust-benægtelse i Danmark For mange vækker ordet ”Holocaust-benægtelse” associationer til udlandet, men også i Danmark har der været mange tilfælde af Holocaust-benægtelse. Danske benægtere har haft succes med at skabe opmærksomhed omkring deres budskab: De har bl.a. opsøgt skoler og udstillinger om Holocaust, kopieret hjemmesider og startet deres egen produktion af ”undervisningsmaterialer”. Også nynazister i Danmark har markeret sig med Holocaust-benægtelse og har fx uddelt løbesedler til skoleelever. Her er en række eksempler på, hvordan Holocaust-benægtelse har taget form i Danmark. En af de første danske Holocaust-benægtere I en årrække efter 2. Verdenskrig fandtes der stort set ikke Holocaust-benægtelse i Danmark. I 1977 stillede den danske journalist og forfatter Erik Haaest imidlertid spørgsmålstegn ved omfanget af Holocaust, da han i en udgave af sit I 2009 valgte gratis-avisen Nyhedsavisen at sende en Holocaust-benægtende nynazist til Auschwitz med en Holocaust-overlever, som uden held forsøgte at overbevise ham om, at Holocaust rent faktisk havde fundet sted. Læs artiklen Holocaust-benægtelse på nettet Det er først og fremmest på nettet, de fleste mennesker har stødt på de danske Holocaust-benægtere. Benægtelsen findes på en række danske websider, men benægterne er også til stede i chatfora, nyhedsgrupper, på blogs og ikke mindst på de danske avisers hjemmesider, hvor der er mulighed for at kommentere aktuelle artikler. Læs om, hvorfor Holocaust-benægtelse trives på nettet tidsskrift, Nationaltidende, bragte artikler med overskrifterne: ”Der eksisterede ingen gaskamre i Hitlers kz-lejre” og ”Anne Franks dagbog er løgn og svindel”. Samme år udgav han skrivelsen Det magiske tal, som mere eller mindre var en gengivelse af Holocaust-benægteren Richard Harwoods bog Did Six Milion Really Die?. Der skulle dog gå rundt regnet 20 år, før Holocaust-benægtelsen fik rigtigt fodfæste i Danmark. En afgørende begivenhed – oprettelsen af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning I sidste halvdel af halvfemserne skete der noget, der fik afgørende betydning for udbredelsen af Holocaust-benægtelse i Danmark. I efteråret 1997 blev Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning (DSFHF) stiftet. Formålet med organisationen var ”systematisk at sprede kendskab til revisionismen, at opretholde traditionen for kildekritisk historisk forskning, at stoppe undertrykkelsen af den frie forskning samt at gøre opmærksom på statsstøttede løgne”. DSFHF har siden sin etablering systematisk forsøgt at udbrede budskabet om, at Holocaust aldrig beviseligt har fundet sted. Oprettelsen af selskabet har gjort det muligt for benægterne at koordinere og effektivisere deres indsats, hvilket har ført til betydelig taletid og opmærksomhed i medierne. Berlingske Tidende trykker indlæg fra Holocaust-benægter Den 24. januar 1998 fik dr. phil. Christian Lindtner optaget et indlæg i Berlingske Tidende med titlen “Holocaust i et nyt lys”. I indlægget argumenterede han for, at en stor del af den viden, der fandtes om Holocaust, herunder at brugen af gaskamre og antallet af døde i Auschwitz, var fejlagtig. Ifølge Lindtner døde blot 80.000 mennesker i Auschwitz, og lejren var først og fremmest gennemgangslejr, forstået på den måde, at jøderne kun var i Auschwitz i kort tid og derefter blev sendt videre til andre steder. Desuden ville Hitler og dennes højre hånd, Himmler, aldrig begå folkedrab, da de anså dette for ”ugermansk”. Det vakte forargelse, at Berlingske Tidende havde valgt at trykke et så kontroversielt indlæg. Avisen undskyldte sig med, at man tidligere havde trykt flere af Lindterns indlæg om andre emner, og at man derfor ikke havde været opmærksom på netop dette indlægs specielle indhold. Trods beklagelsen valgte avisen kort efter at trykke endnu et af Lindtners kontroversielle læserbreve, ”Encyklopædi lyver”, som hævdede, at den danske encyklopædi opgiver et forkert og ”uvidenskabeligt” dødstal blandt fangerne i Auschwitz. Skandale på Københavns Universitet I 1998 var den tyske professor og ekspert i nazismens historie, Eberhard Jäckel, gæsteforelæser på Københavns Universitet. Efter forelæsningen var der, traditionen tro, en spørgerunde, hvor tilhørerne havde mulighed for at stille spørgsmål. Denne mulighed benyttede en samling danske Holocaust-benægtere sig af i en koordineret aktion. Til de andre tilskueres og ikke mindst Jäckels forargelse og forbavselse hævdede de, at oplysninger om Auschwitz-lejren ikke var korrekte, at jøderne havde erklæret krig mod Tyskland og “desuden bare kunne have rejst,” og at tilståelser fra fx kommandanten i Auschwitz var skrevet under tortur. Benægtere på direkte tv 1998 var i det hele taget et “godt” år i benægter-forstand, da benægterne fik meget taletid i de danske medier. Talkshowet Reimer Bo, der havde Reimer Bo som vært, bragte et program, der handlede om kontroversielle udtalelser. Reimer Bo lod her Holocaust-benægteren Marianne Herlufsdatter fremføre sine ekstreme synspunkter om, at der ikke var blevet udryddet jøder under 2. Verdenskrig – og i hvert fald ikke seks millioner – og herefter fik Birgit Fischerman, formand for Foreningen af Danske Jøder, som var i ghettoen og koncentrationslejren Theresienstadt, så lov til at komme med sine modargumenter, som om det var to ligeværdige synspunkter. Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning stjæler webside-design I 2002 lancerede DSFHF en hjemmeside med adressen http://www.holocaustuddannelse.dk. Den angav at ville undervise i ”de uklare og videnskabeligt uforståelige aspekter af Holocaust”. Problemet med siden var imidlertid, at daværende Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier kort forinden havde lanceret en undervisningswebside om Holocaust, rettet mod elever på ungdomsuddannelserne og studerende, på den næsten identiske adresse http://www.holocaust-uddannelse.dk. Det var med andre ord kun en bindestreg i URL-adressen, der adskilte de to hjemmesiders adresse. De øvrige grafiske elementer, informationsstrukturen og farverne på de to websider var stort set ens, ligesom teksterne på de to åbningssider var bemærkelsesværdigt enslydende. Der var imidlertid den afgørende forskel på de to websider, at hvor den ene var resultatet af to specialestuderendes arbejde med at formidle den historiske begivenhed Holocaust i et samarbejde med Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, var den anden hjemmesides budskab, at Holocaust aldrig var sket, men blot er en statsstøttet myte. Efter en del juridisk tovtrækkeri blev DSFHF frakendt retten til domænenavnet http://www.holocaustuddannelse.dk og antog i stedet domænenavnet http://www.holocaust.nu, men beholdt layoutet, som organisationen imidlertid på eget initiativ skiftede i 2004. Nynazistiske løbesedler på danske skoler I forbindelse med Auschwitz-dag og vandreudstillingen “Anne Frank – en historie for vor tid”, som flyttede rundt på danske skoler, delte den nynazistiske bevægelse Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB) løbesedler ud forskellige steder (se billede). Løbesedlerne var dekorerede med hagekors og kaldte Holocaust for et ”svindelnummer”, opfordrede derfor eleverne til at ”sige nej til jødisk hjernevask” og i øvrigt besøge Dansk Selskab for Fri Historisk Forsknings webside. Chikanen tvang bl.a. udstillingen til at flytte fra Helsingør Gymnasium, hvor der var åben adgang, til en naboskole i et aflukket klasseværelse. Ny strategi: direkte kontakt til elever Med tiden er Holocaust-benægtere og særligt Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning blevet mere og mere direkte og opsøgende med deres Holocaust-benægtende budskaber. I januar 2004 lancerede DSFHF fx et nyt ”undervisningsmateriale”. Det var en rejsevejledning med titlen ”Når I besøger Auschwitz”, henvendt til danske skoleelever og studerende. Selskabet nøjedes ikke med at lægge vejledningen på nettet, men sendte den direkte til elevrådsformænd og skolesekretærer landet over. Sidenhen er proceduren med at tage direkte kontakt til elever blevet gentaget flere gange – ofte i forbindelse med afholdelsen af Auschwitz-dag 27. januar, der er den årlige mærkedag for Holocaust og andre folkedrab. ”Hemmelige møder” med David Irving i Danmark I de sidste to årtier har især den engelske historiker David Irving været en vigtig drivkraft i det internationale netværk af benægtere. I foråret 2004 var Irving på “hemmeligt” besøg i Danmark, hvor han foran en udvalgt skare skulle tale om bl.a. Nazi-Tyskland, Holocaust og Hitler. En journalist fra Ekstra Bladet, Kåre Quist, gik under cover som arbejdsløs historiker med tendens til fremmedhad og fik adgang til det hemmelige møde. Kåre Quist rapporterede om et mærkværdigt møde, hvor de danske benægtere leflede for en olm David Irving, og hvor den danske Holocaust-benægter Christian Lindtner optrådte i en tysk politiuniform. Benægtere på børne- og ungdomssiden Arto I 2005 gik benægterne nye veje i forsøget på at få deres budskaber ud. En af strategierne var, at oprette profiler på børne- og ungsdomssitet http://www.arto.dk, hvor benægterne forsøgte at igangsætte diskussioner om, hvorvidt Holocaust nu også havde fundet sted, og hvor fedt det var, at “jøden Bubber” stoppede på TV2. Læs artikel om benægternes tilstedeværelse på arto.dk. Konference i Iran I 2006 deltog Christian Lindtner som eneste dansker i en meget kontroversiel todages konference i Iran, ”The International Conference to Review the Global Vision of the Holocaust”. Konferencens formål var at diskutere, hvorvidt nazisternes udryddelser af jøder under 2. Verdenskrig havde fundet sted samt at give plads til synspunkter, der lovmæssigt er forhindret i Europa. Lindtners bidrag til konferencen var oplægget ”The Holocaust in Danish Media 1998-2006”. I denne sammenhæng var det særligt interessant, at flere danske medier mere eller mindre ukritisk refererede fra konferencen og gengav benægternes påstande som et – omend spøjst – alternativt synspunkt i en debat. Statslig støtte til Holocaust-benægter 20 år efter, at Erik Haaest første gang trykte sine benægter-påstande, kom han i 2007 igen i offentlighedens søgelys. Af to omgange havde han modtaget 100.000 kroner i statsstøtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg. Pengene skulle gå til en planlagt trilogi om danske Hipofolk (et dansk korps, der fungerede som tysk hjælpepoliti). En artikel i Information 18. juli 2007, der gjorde opmærksom på, at Haaest tidligere havde sået tvivl om Holocaust og om, hvorvidt Anne Franks dagbog var ægte, udløste stor debat om Kunstrådets Litteraturudvalgs vurdering af Haaests forfatterskab. Haaest svarede igen på kritikken ved at forsvare sine artikler og gentage sin påstand om, at Anne Franks dagbog var et falskneri. De nyeste former for benægtelse I august 2008 valgte gratisavisen Nyhedsavisen at sende den 19-årige nynazist Daniel Carlsen i følgeskab med den tidligere kz-fange, polske Zygmunt Gross, til Auschwitz. Efterfølgende bragte avisen en lang artikel, hvori de begge fik lov til at fortælle deres “historie”. Senest i 2009 forsøgte benægtere fra DSFHF igen at udbrede deres budskaber ved at opsøge gymnasier og elevrådsformænd i forbindelse med Auschwitz-dag. Et par måneder senere udsendte selskabet materiale til alle landets gymnasier, og denne gang omhandlede det Arbejdermuseets udstilling “Ovnbyggere fra Auschwitz“, der dokumenterer, hvordan de ansatte i firmaet Topf und Söhne gjorde sig medskyldige i lejrenes udvikling til egentlige “dødsfabrikker”. I materialet advarer DSFHF mod ”udbredelsen af kommunistisk propaganda og undertrykkelse af sandheden”. Repræsentanter for benægterne besøgte udstillingen, uddelte flyers og forsøgte at overbevise de andre gæster om, at ingen jøder var døde i gaskamre mv.

Hvem

24. januar 2010

Intro: Hvem benægter Holocaust? Holocaust-benægtelse ses både i Danmark og i udlandet. Nogle af de personer, der benægter Holocaust, har dog større betydning end andre, bl.a. fordi de er dygtige til at få taletid i medierne. Nogle benægtere er så besatte af deres benægtelse, at de har oprettet benægter-hjemmesider, mens andre benægtere er direktører eller talsmænd for organisationer, der benægter Holocaust. Dedikeret til Holocaust-benægtelse Det internationale benægternetværk består af en lang række danske og udenlandske benægtere. De spiller forskellige roller og har større eller mindre indflydelse og mulighed for at få taletid i medierne. Fælles for dem alle er dog, at de i et eller andet omfang benægter Holocaust. Som du kan læse dig til andre steder på websiden, er der dog stor forskel på, hvordan man gør det, hvor intenst og dedikeret, man benægter, og ikke mindst hvor længe, man har gjort det. En benægter som Daniel Carlsen er et af de yngste led i netværket, mens benægtere som David Irving og Mark Weber nærmest har dedikeret deres liv til at benægte Holocaust. Meget mere end enkeltpersoner Men benægter-netværket er meget mere end dets enkeltpersoner. Det er også de forummer og websider, hvor Holocaust-benægternes tekster og kommentarer findes. Websiderne krydshenviser til hinanden, og derfor spredes ensartede meninger og adgangen til tekster med stor hastighed. Fordi Holocaust-benægterne altid vil få taletid i medierne – om ikke andet med henvisning til deres ret til ytringsfrihed – er det vigtigt at være opmærksom på, hvem eller hvor udsagnet kommer fra. Danske benægtere – oversigt I denne liste finder du de danske Holocaust-benægtere, der har størst indflydelse i Danmark. Selvom alle personerne benægter Holocaust i et eller andet omfang, har nogle personer og netværk større indflydelse end andre, fx ved at markere sig markant i medierne. Derfor er listen forsøgt organiseret, så dem, der står øverst, er de mest centrale i Holocaust-benægternes hjemlige netværk. Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning (DSFHF) Det største danske benægternetværk kalder sig Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning (DSFHF) og blev stiftet i efteråret 1997 med det formål ”systematisk at sprede kendskabet til revisionismen”, stoppe ”undertrykkelse af den fri forskning” og gøre opmærksom på ”statsstøttede løgne”. Ifølge selskabet fortælles “løgnen om Holocaust” af bl.a. massemedier, politikere, universitetsansatte og skolelærere. Selskabets stiftere kommer først og fremmest fra miljøet omkring det nu opløste parti Fælleslisten mod Indvandringen. Succesrig start Medlemmerne af det nystiftede selskab havde en vis succes med at komme i medierne med deres budskab de første par år. De fik læserbreve optaget i forskellige aviser, blev interviewet i et direkte talkshow på TV2 med Reimer Bo som vært og skabte skandale på Københavns Universitet ved at sætte sig på spørgerunden efter en forelæsning om jødeudryddelserne. Her hævdede de bl.a., at jøderne selv bar en del af skylden for deres tab under 2. Verdenskrig, fordi de havde erklæret krig mod Tyskland og i øvrigt blot kunne være rejst, at oplysninger om Auschwitz ikke var korrekte, og at fx kommandanten i Auschwitz havde skrevet sine erindringer under tortur mv. Selskabet fik dog hurtigt ry for ekstremisme, og herefter var det svært at få adgang til medierne. Akademisk jargon Selskabet tilhører den kategori af benægtere, som med mere eller mindre held forsøger at fremstå som seriøse forskere/videnskabsmænd. Det betyder bl.a., at DSFHF i sin kommunikation lægger stor vægt på danske og udenlandske benægteres titler og akademiske uddannelser (dog er ingen af selskabets repræsentanter selv uddannede inden for faget historie, på trods af at det er selskabets erklærede formål at ”opretholde den tradition for kildekritisk historieforskning, som har haft så mange udmærkede repræsentanter i Danmark”). Selskabets forsøg på at fremstå akademisk kommer bl.a. til udtryk ved det officielt klingende navn, afholdelse af symposier (i stedet for bare møder) med udenlandske gæstetalere, der fremstilles som yderst kompetente og prominente. På de centrale tekster på DSFHF’s webside, er der desuden flittig brug af noteapparat, fremmedord og statistikker. DSFHF stjæler webside-design I 2002 lancerede DSFHF en hjemmeside med adressen http://www.holocaustuddannelse.dk. Den angav at ville undervise i ”de uklare og videnskabeligt uforståelige aspekter af Holocaust”. Problemet med den side var, at det daværende Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier kort forinden havde lanceret en undervisningswebside om Holocaust, rettet mod elever på ungdomsuddannelserne og studerende, på den næsten identiske adresse http://www.holocaust-uddannelse.dk. Det var med andre ord kun en bindestreg i URL-adressen, der adskilte de to hjemmesiders adresse. De øvrige grafiske elementer, informationsstrukturen og farverne på de to websider var stort set ens, ligesom teksterne på de to åbningssider var bemærkelsesværdig enslydende. Der var imidlertid den afgørende forskel på de to websider, at hvor den ene var resultatet af to specialestuderendes arbejde med at formidle den historiske begivenhed Holocaust i et samarbejde med Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, var den anden hjemmesides budskab, at Holocaust aldrig har fundet sted, men blot er en statsstøttet myte. Efter en del juridisk tovtrækkeri blev DSFHF frakendt retten til domænenavnet http://www.holocaustuddannelse.dk og antog i stedet domænenavnet http://www.holocaust.nu, men beholdt layoutet, som organisationen imidlertid på eget initiativ skiftede i 2004. Ny strategi: Direkte kontakt til elever Med tiden er DSFHF blevet mere og mere direkte og opsøgende med deres budskab. I 2004 lancerede DSFHF fx et nyt ”undervisningsmateriale”. Det var en rejsevejledning med titlen ”Når I besøger Auschwitz”, henvendt til danske skoleelever og studerende. Selskabet nøjedes ikke med at lægge vejledningen på nettet, men sendte den direkte til elevrådsformænd og skolesekretærer landet over. Sidenhen er proceduren med at tage direkte kontakt til elver blevet gentaget flere gange – ofte i forbindelse med afholdelsen af Auschwitz-dag, den årlige mærkedag for Holocaust og andre folkedrab. Christian Lindtner Uddannet dr.phil. og tidligere lektor ved Københavns Universitet ved Institut for Orientalsk Filologi, hvorfra han blev afskediget 1992. Lindtner fremhæves på den danske benægter-webside http://www.holocaust.nu som en af de vigtigste ”revisionister” herhjemme. Lindtners fremtrædende position skyldes bl.a., at han har en akademisk titel og har udgivet både bøger og artikler samt undervist på Københavns Universitet. Lindtners akademiske titel og udgivelser er dog på ingen måde relateret til historie eller Holocaust-studier, men derimod indisk filologi (sprogvidenskab) og religion. Christian Lindtner. © Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning Christian Lindtner “Spørger man, hvordan de horrible påstande om Holocaust og dets omfang begrundes, får man aldrig præcise svar! Videnskabelige spørgsmål fordømmes gerne som “antisemitisme”. Dette er utvivlsomt en meget uklog “forskningspolitik” på længere sigt.” Christian Lindtner i indlægget “Se selv! Tænk selv!” Han er den benægter, som har haft størst held med at komme til orde i de danske medier, og han har bl.a. fået trykt flere indlæg i danske aviser, herunder ”Holocaust i et nyt lys” og ”Encyklopædi lyver” i Berlingske Tidende i 1998. Især førstnævnte indlæg skabte stor debat, og avisen måtte efterfølgende beklage, at det var blevet trykt. Siden da er det så vidt vides ikke lykkedes ham at få optaget indlæg i danske aviser, men han har været meget produktiv på nettet og er blevet interviewet i andre sammenhænge, bl.a. i Politiken og på P1. Christian Lindtner har ved flere lejligheder optrådt som taler ved diverse arrangementer for benægtere, oftest ved Dansk Selskab for Fri Historisk Forsknings arrangementer. Du kan se hans tale ved selskabets såkaldte symposium om den europæiske justits forfald her En anden, mindre heldig medieoptræden var i 2004, da han under en hemmelig sammenkomst med en af de mest berømte/berygtede Holocaustbenægtere i verden, David Irving, optrådte i en tysk politiuniform foran Ekstra Bladets under cover-journalist Kåre Quist. Medieeksponeringen faldt ikke i god jord hos David Irving, og Lindtner er ikke længere velkommen til Irvings arrangementer. Konferencen i Teheran Lindtner deltog som den eneste dansker i en meget kontroversiel todages konference i Iran i 2006, “The International Conference to Review the Global Vision of the Holocaust”. Konferencens formål var at diskutere, hvorvidt nazisternes udryddelser af jøder under 2. Verdenskrig havde fundet sted og at give plads til synspunkter, der lovmæssigt er forhindret i Europa. Konferencen blev kritiseret voldsomt, bl.a. af FN, Vatikanet, Det Hvide Hus og Englands daværende premierminister, Tony Blair, og den blev af Boston Globe kaldt ”et forsøg på at skjule antisemitisme i akademisk sprog.” En række kontroversielle personer fra benægtermiljøet deltog på konferencen, bl.a. det tidligere Ku Klux Klan-medlem David Duke, den franske benægter Robert Faurisson, den australske, tidligere fængslede – og flere gange dømte – benægter Fredrick Töben og indehaveren af Radio Islam, Ahmed Rami. Lindtner deltog med oplægget ”The Holocaust in Danish Media 1998-2006”. Udelukket fra “det gode selskab” Lindtners artikler går igen på flere benægter-websider, både udenlandske, som http://www.codoh.com og http://www.vho.org, og de danske http://www.patriot.dk og http://www.holocaust.nu, hvor 25 af hans artikler er tilgængelige. Det drejer sig bl.a. om ”Se selv! Tænk selv!”, ”Holocaust mellem tro og viden”, ”Nürnberg og de allieredes krigsforbrydelser” og ”6 mill. tallet besluttedes før krigen”. I sine indlæg skriver Lindtner ofte om, hvor vanskeligt det er for revisionister at komme til orde i offentligheden, ligesom han gerne sætter sig selv i rollen som en udstødt, der i kraft af sine holdninger ikke længere har adgang til de akademiske cirkler. F.eks. skriver han i ”Holocaust mellem tro og viden”: ”Det chok blev endnu større, da jeg opdagede, at de få udenlandske forskere, der insisterede på en kildekritisk revision af den gængse viden om Holocaust, dermed udsatte sig for offentlighedens fordømmelse og forfølgelse.” Ole Kreiberg Ole Kreiberg er pressetalsmand for Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning – Danmarks største benægternetværk. Han er endvidere ejer og redaktør af den stærkt nationalistiske webside patriot.dk, der indeholder mange af de samme artikler som Dansk Selskab for Fri Historisk Forsknings webside, holocaust.nu. Kreiberg har tidligere været opstillet for det politiske parti Fælleslisten mod Indvandringen ved kommunalvalget i 1997, hvor han fik 99 stemmer i Lyngby-Tårbæk-kredsen. ”Gemen zionistisk propaganda…” De tekster på patriot.dk, som Kreiberg selv har skrevet, er primært af racistisk karakter, hvilket understreges af titler som f.eks. ”En plan til skabelse af et etnisk homogent Danmark” og ”Betydningen af de etniske forskelligheder”, men på siden er også en række benægtende påstande om Holocaust. Han skriver fx i 2001 i et brev til daværende indenrigsminister Karen Jespersen: ”De [benægternes synspunkter om jødernes skæbne i de tyske koncentrationslejre under 2. Verdenskrig, red.] er meget populære i den arabiske verden, og vi arbejder på højtryk for at få dem udbredt der, hvor de i øvrigt modtages med kyshånd af både de politiske ledere og den akademiske elite. Her regnes holocaust for gemen zionistisk propaganda […]” Kreiberg har endvidere været med til at oversætte forskellige “hovedværker” inden for benægterbevægelsen, bl.a. en afhandling af den franske revisionist Robert Faurisson med titlen ”Holocaustrevisionismens betydning og fremtid”. Flittig læserbrevsskribent og debattør Kreiberg er en flittig læserbrevsskribent og har fået trykt adskillige læserbreve og indlæg i bl.a. B.T., Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. I mange af sine indlæg udtrykker Kreiberg fremmedfjendske holdninger, bl.a. siger han om adoption i 2003: ”Jeg synes, at Dansk Folkepartis forslag om at gøre adoption af udenlandske børn billigere og kunstig befrugtning dyrere er ualmindeligt dumt. Jeg mener derimod, at man helt skulle forbyde adoption af udenlandske børn og gøre al kunstig befrugtning gratis. Det samme gælder ægdonation. Vi har brug for mange etniske danske børn, hvis vi skal føre det danske samfund videre som et af verdens bedste.” Kreiberg har derudover en blog, han kalder Illusionsknuseren, hvor han også beskæftiger sig med racer, racisme og nazisme. I 2009 skriver han fx i en kommentar til et andet blogindlæg: ”Jeg er derimod konsekvent modstander af nutidens masseindvandring og det multietniske samfund. Da nazismen flittigt bliver brugt som skræmmebillede i propagandaen for disse to fænomener, ser jeg det som min opgave at gøre nazismen ubrugelig til dette formål. Det gør jeg ved at gennemhulle de myter om Nazityskland, som blev skabt af den allierede krigstidspropaganda og videreudviklet af efterkrigstidens politisk korrekte antiracisme.” Patriot.dk – Danmarks første “patriotiske” hjemmeside Patriot.dk er en dansk webside, der indeholder stærkt nationalistisk og systemkritisk materiale samt Holocaust-benægtende artikler. Siden er bestyret af Ole Kreiberg, som også er en af ankermændene bag Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning. Emnerne på siden er først og fremmest systemkritik, ytringsfrihed, ”revisionisme” og raceideologi. Flere tekster går igen på http://www.patriot.dk og http://www.holocaust.nu. Websiden er først og fremmest meget problematiserende i forhold til ”fremmede” (fx muslimer, jøder mv.), men har også en stor database af benægterartikler på både dansk og engelsk. Tidligere var det nationalistiske og racistiske internetmagasin Dronten også en del af hjemmesiden, men det har nu fået sit eget domæne, http://www.thedodo.info, hvortil der linkes fra patriot.dk’s forside. Patriot.dk redigeres af Ole Kreiberg, der på forsiden fralægger sig ethvert ansvar for indholdet i de artikler, der ikke er skrevet eller udvalgt af ham personligt. Herom siges det andetsteds: ”Jeg fralægger mig et hvert ansvar for disse navngivne bidragsyderes udtalelser, samtidig med at jeg håber, at jeg kan være med til at skabe en spændende debat og styrke ytringsfriheden ved at bringe dem.” En stor del af hjemmesidens artikler er dog skrevet af Kreiberg selv, bl.a. ”Betydningen af etnisk forskellighed”, ”Er jeg racist?” og ”En plan til skabelse af et etnisk homogent Danmark” osv. Hjemmesiden har desuden en stor linksamling, der henviser til andre nationalistiske og systemkritiske hjemmesider, revisionistiske hjemmesider samt politiske partiers hjemmesider. Erik Haaest Dansk journalist og forfatter. Han har bl.a. arbejdet for B.T., Se og Hør, Ude og Hjemme og Ugens Rapport. Han har desuden været redaktør for Danske Tidende, der havde tilknytning til Fremskridtspartiet, og har selv stået for udgivelsen af Nationaltidende og Ny Revision. Haaest er en yderst produktiv forfatter – hans forfatterskab rummer mere end 30 titler – og han har bl.a. markeret sig i offentligheden ved bogudgivelser om 2. Verdenskrig, danske frivillige på Østfronten og danske Hipo-folk. Midteropslaget i Nationaltidende 1977. Haaest om Holocaust ”…Min skepsis gælder bl.a. det magiske tal om seks millioner myrdede jøder. Om det sande tal er 100.000 eller 50 millioner, forekommer mig lige ondt. I øvrigt er “Det Magiske Tal” titlen på et dokumentationshæfte fra min hånd. Hæftet kan lånes på bibliotekerne. I det lader jeg også “Holocaust-benægtere” komme til orde.” Læserbrev i Information den 1. august 2007. Konspirationsteoretiker Haaest er først og fremmest konspirationsteoretiker, og Holocaust-benægtelse er blot en blandt mange andre konspirationsteorier, han gennem tiden har fremført. Han beskriver bl.a. sig selv som “tabernes skribent” og ser det som sin mission at fortælle de historier, ingen andre vil fortælle, fordi de er “for politisk betændte.” Haaests Holocaust-benægtelse I 1977 udgav Haaest en udgave af sit skrift Nationaltidende, hvor man på midteropslaget kunne se overskrifterne ”Der eksisterede ingen gaskamre i Hitlers kz-lejre”, og “Anne Franks dagbog er løgn og svindel”. Desuden har han udgivet tekst-samlingen ”Det magiske tal”, som dels består af tekst skrevet af Haaest selv, en oversættelse og kommentering af Richard Harwoods Did Six Million Really Die? (Harwood fremhæves i øvrigt som en anerkendt historiker) og tekstuddrag fra udvalgte personers syn på jøder, herunder Hitler og Luther. Hæftet indeholder overskrifter som ”Hvad er det med disse jøder?”. Krisen omkring fondsmidlerne 20 år senere modtog Haaest i alt 200.000 i statsstøtte af Kunstrådets Litteraturudvalg til de to første bind i en planlagt trilogi om danske Hipofolk, bøgerne Hipofolk og Anna – Hipochefens enke . En artikel i Information 18. juli 2007, der gjorde opmærksom på, at Haaest tidligere havde sået tvivl om rigtigheden af Holocaust og Anne Franks dagbøger, udløste stor debat om Kunstrådets Litteraturudvalgs vurdering og kritik af Haaests forfatterskab. Samtidig opfordrede Wiensenthal-centeret den daværende statsminister Anders Fogh til at trække legatet tilbage, hvilket dog ikke kom på tale. Haaest svarede igen på kritikken ved at forsvare sine artikler og gentage sin påstand om, at Anne Franks dagbog var et falskneri. Efterfølgende fik Erik Haaest afslag på sin ansøgning om endnu et arbejdslegat til tredje og sidste del af trilogien om Hipo-folk i Danmark, og forlaget Documentas, der havde udgivet de første to bøger, nægtede at udgive den tredje, der skulle have omhandlet Jørgen Lorenzen. Daniel Carlsen Daniel Carlsen er en ung, dansk nynazist, der i løbet af 2008 og 2009 blev voldsomt eksponeret i medierne herhjemme, bl.a. er han blevet kaldt “frontfigur” for Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB). Der er blevet lavet flere portrætter af ham, bl.a. i B.T., Nyhedsavisen, MetroXpress og Søndagsavisen, og han er blevet interviewet til DR-update, SKUM-tv og regionale tv-stationer, og hans forældre er blevet interviewet om hans nazistiske tilbøjeligheder i DR’s Aftenshowet. Medieeksponeringen og taletiden til Carlsen skyldes formodentlig hans vilje til offentligt at ytre sig kontroversielt, aggressivt og racistisk – herunder benægte Holocaust – men nok især, at han som blot 16-årig meldte sig ind i DNSB. Han er en del af Århus’ racistiske og voldelige grupper på den yderste højrefløj, der omfatter bl.a. grupperne ”Eliten” og ”Vederfølner”, og er medlem af hooligangruppen White Pride (der støtter fodboldholdet AGF). Selvom han tidligere har udtalt, at han tager afstand fra vold som politisk kampmiddel, er han både blevet anholdt for overfald, gadeuorden og hærværk. Benægtelse af Holocaust Flere af Carlsens udtalelser benægter Holocaust, f.eks. siger han 16. maj 2008 til avisen Urban, at ”folk tænker fjendsk og hadsk om nationalsocialismen, fordi det eneste, de kender til den, er historien om udryddelse af seks mio. jøder – og den udlægning af Holocaust tror jeg ikke på. Jeg ser Hitler som en stor mand, der har grundlagt det, jeg tror på, men folk har problemer med ham på grund af kommunisternes og amerikanernes propaganda siden 2. Verdenskrig. Det er et kæmpe problem, at folk tror på den demokratiske propaganda.” Dagen før, 15. maj 2008, siger han til Nyhedsavisen: ”Selvfølgelig var der jøder, der døde, fordi der var krig. Men den systematiske udryddelse med gaskamrene tror jeg ikke på,” siger han og fortsætter: ”Hvis de [jøderne/historikerne, red.] siger, at halvanden million jøder blev slået ihjel her, så vil jeg gerne se dokumentation for det.” Turen til Auschwitz Formodentlig for at komme med et slags modspil til Carlsens Holocaust-benægtende udsagn sendte Nyhedsavisen i 2008 Carlsen og en overlevende fra Auschwitz-Birkenau, den 84-årige Zygmunt Gross, til Auschwitz-museet. Dagen før afrejsen lavede avisen et videointerview med Carlsen, hvor han fortalte om sine holdninger. Under besøget i lejren nægtede Carlsen at give hånd til Gross og valgte konsekvent at afvise Gross’ oplevelser, ud fra en betragtning om, at hvis Gross ikke direkte havde overværet gasning og ligafbrændinger, kunne han ikke være 100 procent sikker på, at det var sket. Carlsen optog selv mødet på video, gav optagelsen titlen ”Zygmunt Gross – en overlevende som ikke kan huske” og lagde videoen på nettet. ”Mit første jødedrab…” Medieeksponeringen af Daniel Carlsen er efterfølgende stilnet en smule af, men hans navn nævnes ofte i medierne i forbindelse med DNSB-aktioner og slagsmål mellem højrefløjs- og venstrefløjsaktivister i Århus, måske i lige dele forundring og fascination af, at så ungt et menneske kan være så overbevist om og så kompromisløst udtrykker sine kontroversielle, politiske holdninger. Således skrev han – selvom han efterfølgende har sagt, at det var skrevet ”for sjov og i dyb ironi” – på DNSB’s forum i marts 2008: ”Jeg har gjort meget. Mit første jødedrab har jeg dog endnu til gode”. Daniel Carlsen Daniel Carlsen er en ung, dansk nynazist, der i løbet af 2008 og 2009 blev voldsomt eksponeret i medierne herhjemme, bl.a. er han blevet kaldt “frontfigur” for Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB). Der er blevet lavet flere portrætter af ham, bl.a. i B.T., Nyhedsavisen, MetroXpress og Søndagsavisen, og han er blevet interviewet til DR-update, SKUM-tv og regionale tv-stationer, og hans forældre er blevet interviewet om hans nazistiske tilbøjeligheder i DR’s Aftenshowet. Medieeksponeringen og taletiden til Carlsen skyldes formodentlig hans vilje til offentligt at ytre sig kontroversielt, aggressivt og racistisk – herunder benægte Holocaust – men nok især, at han som blot 16-årig meldte sig ind i DNSB. Han er en del af Århus’ racistiske og voldelige grupper på den yderste højrefløj, der omfatter bl.a. grupperne ”Eliten” og ”Vederfølner”, og er medlem af hooligangruppen White Pride (der støtter fodboldholdet AGF). Selvom han tidligere har udtalt, at han tager afstand fra vold som politisk kampmiddel, er han både blevet anholdt for overfald, gadeuorden og hærværk. Benægtelse af Holocaust Flere af Carlsens udtalelser benægter Holocaust, f.eks. siger han 16. maj 2008 til avisen Urban, at ”folk tænker fjendsk og hadsk om nationalsocialismen, fordi det eneste, de kender til den, er historien om udryddelse af seks mio. jøder – og den udlægning af Holocaust tror jeg ikke på. Jeg ser Hitler som en stor mand, der har grundlagt det, jeg tror på, men folk har problemer med ham på grund af kommunisternes og amerikanernes propaganda siden 2. Verdenskrig. Det er et kæmpe problem, at folk tror på den demokratiske propaganda.” Dagen før, 15. maj 2008, siger han til Nyhedsavisen: ”Selvfølgelig var der jøder, der døde, fordi der var krig. Men den systematiske udryddelse med gaskamrene tror jeg ikke på,” siger han og fortsætter: ”Hvis de [jøderne/historikerne, red.] siger, at halvanden million jøder blev slået ihjel her, så vil jeg gerne se dokumentation for det.” Turen til Auschwitz Formodentlig for at komme med et slags modspil til Carlsens Holocaust-benægtende udsagn sendte Nyhedsavisen i 2008 Carlsen og en overlevende fra Auschwitz-Birkenau, den 84-årige Zygmunt Gross, til Auschwitz-museet. Dagen før afrejsen lavede avisen et videointerview med Carlsen, hvor han fortalte om sine holdninger. Under besøget i lejren nægtede Carlsen at give hånd til Gross og valgte konsekvent at afvise Gross’ oplevelser, ud fra en betragtning om, at hvis Gross ikke direkte havde overværet gasning og ligafbrændinger, kunne han ikke være 100 procent sikker på, at det var sket. Carlsen optog selv mødet på video, gav optagelsen titlen ”Zygmunt Gross – en overlevende som ikke kan huske” og lagde videoen på nettet. ”Mit første jødedrab…” Medieeksponeringen af Daniel Carlsen er efterfølgende stilnet en smule af, men hans navn nævnes ofte i medierne i forbindelse med DNSB-aktioner og slagsmål mellem højrefløjs- og venstrefløjsaktivister i Århus, måske i lige dele forundring og fascination af, at så ungt et menneske kan være så overbevist om og så kompromisløst udtrykker sine kontroversielle, politiske holdninger. Således skrev han – selvom han efterfølgende har sagt, at det var skrevet ”for sjov og i dyb ironi” – på DNSB’s forum i marts 2008: ”Jeg har gjort meget. Mit første jødedrab har jeg dog endnu til gode”.

Hvad

24. januar 2010

Holocaust-benægtelsens grundelementer Trods et overvældende bevismateriale er der mennesker, der benægter, at drabet på seks millioner jøder under 2. Verdenskrig fandt sted. Hvad er det, de benægter, og hvordan lyder deres argumentation? Holocaust-benægtere argumenterer for, at nazisternes mord på omkring seks millioner europæiske jøder under 2. Verdenskrig helt eller delvist ikke har fundet sted. Tre overordnede benægterpåstande Benægtelsen koncentrerer sig om en afvisning af tre kerneelementer i Holocaust: Nazisterne dræbte omkring seks millioner jøder Drabene skete bl.a. ved brug af gaskamre Drabene blev udført systematisk og med forsæt Benægterne bygger deres argumentation op omkring tre modsatrettede grundsætninger: Tallet seks millioner er stærkt overdrevet: Der døde ikke seks millioner jøder – og det var jødernes egen skyld, at de blev forfulgt Der blev ikke anvendt gaskamre til drab på jøder Hitler beordrede ikke jødeudryddelserne, som derfor ikke var officiel politik. Jøderne blev bare deporteret “østpå” Antallet: Døde der virkelig seks millioner? En af Holocaust-benægternes mest hårdnakkede påstande er, at antallet på seks millioner jødiske ofre er alt for højt. Det er forskelligt, hvor mange jødiske ofre de enkelte benægtere så angiver – oftest afviser de blot eksisterende forskning – men tallet svinger fra et par hundrede tusinde og helt op til fire millioner. Det er ikke muligt at finde frem til det helt nøjagtige antal omkomne jøder eller at finde navnene på alle ofrene. Det ser Holocaust-benægterne som et bevis på, at antallet af ofre er overdrevet. I de sidste 40 år er forskellige forskere ved forskellige metoder kommet frem til, at antallet af ofre rangerer i størrelsesordnen fem en halv til seks millioner. Benægterne noterer sig, at der findes forskellige resultater og konkluderer på baggrund heraf, at det anslåede antal derfor er opspind. Afvisningen af beviser Ifølge benægterne kan man ikke have tiltro til et eneste af de vidneudsagn, der støtter eksistensen af Holocaust. Vidneudsagnene, særligt de jødiske, er utroværdige og uden betydning i forhold til dokumenter. Gerningsmænds beretninger og tilståelser bliver afvist som falsknerier, alle fremtvunget under tortur eller afgivet i håbet om lavere straffe. Den store mængde dokumenter, som støtter eksistensen af Holocaust, bliver afvist som falsknerier eller som politisk farvede. Jøderne gemmer sig Spørger man benægterne, hvad der så skete med de seks millioner jøder, der forsvandt under 2. Verdenskrig, lyder svaret, at befolkningsstatistikkerne, der er opgjort før krigen, er forkerte. Og da antallet af jøder før krigen er mindre end opgjort, ser det ud, som om der “mangler” omkring seks millioner, men det gør der ikke. En yderligere benægterforklaring er, at jøderne rejste til Israel, Sibirien, USA osv., hvor de i dag holder sig skjult. Jøderne var “almindelige” krigsofre Når benægterne bliver konfronteret med kildemateriale og vidneudsagn, som vidner om massedrab, sult, kulde, tilfældig vold, brutalitet og skyderier, så forklarer de rædslerne med, at al krig er brutal og umenneskelig. De mener, at nazisterne ikke var forskellige fra andre, der var i krig, og de allierede begik også krigsforbrydelser. Desuden opførte jøderne sig fjendtligt over for tyskerne, hjalp partisanerne og skød på de tyske tropper, så det var nødvendigt at uskadeliggøre dem som enhver anden fjende Et andet benægterargument er, at de jøder, der var i ghettoer og lejre, døde på grund af sygdomme. Det var derfor nødvendigt at anbringe dem i lejre og brænde deres lig, fordi de ellers smittede de tyske soldater. Ingen henrettelser i gaskamre Et andet benægter-argument, der går igen, er, at der ikke eksisterede gaskamre. Konfronteret med det faktum, at der findes tegninger af gaskamre, vidneudsagn, bestillinger af fx gasarten Zyklon B og gastætte døre, siger benægterne, at kamrene eksisterede, men blot ikke blev brugt til henrettelser, men derimod til aflusning af de indsattes tæpper og tøj. Benægterne mener, at man ikke kan stole på vidneudsagnene, og gaskamrenes henrettelsesfunktion bliver også afvist med, at man i dag ikke kan se de huller i tagene på gaskamrene, som gassen blev ført ind ad. Det hænger sammen med, at gaskamre i krigens sidste dage blev bombet, restaureret, brugt til andre ting eller forfaldt, så det har været svært ”at genfinde hullerne”. De er dog siden blevet endegyldigt lokaliseret. Hitler ville ikke udrydde jøder, og han vidste ikke, hvad der foregik Den sidste grundpille i benægtelsen er postulatet om, at “føreren” Adolf Hitler aldrig havde til hensigt at udrydde jøderne, og at han ikke vidste noget om de uhyggelige ting, der foregik i udryddelses- og koncentrationslejrene. Intentionen med jøderne var blot den, at de skulle bosættes et andet sted end i de europæiske lande, men altså ikke slås ihjel. Benægterne mener, at de ”enkelte” forbrydelser, der muligvis blev begået mod jøderne, ikke var officiel nazistisk politik, og i stedet må tilskrives enkelte vildfarne individer, der handlede på egen hånd. Selvom Tyskland i dag åbent tilkendegiver, at det uden tvivl var Hitlers og nazismens mål at udrydde jøderne, og at beviserne for Holocaust er klare, så mener benægterne, at Tyskland vælger at lyve, fordi man gerne vil være en del af “de demokratiske nationer” – og dette vil ikke være muligt, hvis man stillede spørgsmålstegn ved nazismen og Hitlers ondskab. Holocaust-benægtelsens historie Hvornår begyndte benægtelsen af Holocaust? Hvordan har benægtelsen udviklet sig gennem tiden, og hvorfor er benægtelse af folkedrabet mere udbredt nu end nogensinde før? Benægtelsen begynder allerede før folkedrabet Benægtelsen af Holocaust begyndte på sin vis allerede, før folkedrabet fandt sted og under selve drabene – forstået på den måde, at nazisterne gjorde alt, hvad de kunne, for at skjule deres planer og hemmeligholde drabene. Netop forsøget på at skjule drabene har dannet grundlag for en betydelig del af Holocaust-benægternes argumentation i dag. De såkaldte ”eutanasidrab” på en meget stor del af Tysklands handikappede var på mange måder et foregangsprojekt for den senere jødeudryddelse. Nazisterne forsøgte også at hemmeligholde drabene på de handikappede, men ikke i samme omfang som de senere jødedrab. Der gik hurtigt rygter om, hvad der foregik, og det førte til betydelig modstand mod drabene fra den tyske befolkning. Erfaringerne fra eutanasidrabene lærte den nazistiske ledelse vigtigheden af at holde drab på civile skjult. Sådan forsøgte nazisterne at skjule folkedrabet Officielle forholdsregler Det blev forbudt for fx medlemmer af de særlige drabsenheder (Einsatz-grupperne) at tage fotos af deres arbejde, og det samme gjaldt for de soldater og andet personale, der arbejdede i udryddelseslejrene. De skulle også underskrive en tavshedserklæring omkring deres arbejde, og officielle dokumenter, der omhandlede drabene, var hemmeligstemplede. Desuden blev der løbende udsendt information til offentligheden, der forsøgte at mane rygterne om, hvad der forgik med jøderne, i jorden. Et helt nyt sprog En anden metode til at skjule forbrydelserne var udviklingen af et nyt bureaukratisk sprog, som blev brugt både i nazisternes interne og eksterne kommunikation. Det bestod mere eller mindre af omskrivninger (eufemismer), hvor mordet på jøderne omtales som ”særbehandling”, ”den endelige løsning”, ”deportation”, og jøderne blev omtalt som fx ”last”. Ud over at skjule, hvad der foregik i lejrene, tjente eufemismerne til at nedtone forbrydelsernes karakter og dehumanisere jøderne. Slette sporene I 1942 blev ”Aktion 1005” sat i gang. Aktionen gik kort sagt ud på at slette alle spor efter drabsaktioner: Særlige enheder fik til opgave at grave lig fra massegrave op og brænde dem, ligesom afbrænding af lig herefter blev praksis ved efterfølgende massakrer og i udryddelseslejrene. Ved senere afmontering af udryddelseslejre og i krigens sidste dage, da nazisterne trak sig tilbage for de fremadrykkende sovjetiske tropper, blev gaskamre demonteret og sprængt i luften, og tusindvis af dokumenter blev brændt. Hvad er antisemitisme? Mennesker, som benægter at Holocaust har fundet sted, er ofte drevet af antisemitisme. Antisemitisme kan beskrives som fordomme eller endda had mod jøder som en gruppe. Disse fordomme bygger ofte på en idé om, at jøder deler en række negative egenskaber og karaktertræk. Nazisternes forsøg på at dræbe alle Europas jøder under Holocaust er det mest ekstreme udtryk for antisemitisme, som verden har set. Men antisemitismen forsvandt ikke med 2. Verdenskrig, og selvom antisemitismens årsager og udtryk har ændret sig, bliver jøder også den dag i dag lagt for had overalt i verden. Hvem er jøde? Jødedommen er baseret på troen på en almægtig gud, Jahve, og på de religiøse skrifter Toraen (de fem Mosebøger) og Talmud. Blandt verdens ca. 15 mio. jøder er en stor del dog sekulære jøder – dvs. ikke-troende jøder. Det hænger sammen med, at det at være jøde både kan være et religiøst og et særligt kulturelt tilhørsforhold. I jødedommen findes der en stærk forbindelse mellem den jødiske religion, det jødiske folk og det land, som Gud, ifølge de jødiske skrifter, har givet jøderne. Ifølge jødisk lov er man automatisk jøde, hvis ens mor er jøde – også hvis man ikke tror på Gud. Nogle jøder er derfor meget religiøse, mens andre har en stærk jødisk identitet uden at være troende eller at følge de jødiske forskrifter. Der er derfor lige så mange måder at være jøde på, som der er at være kristen eller muslim; alligevel er jøder blevet tilskrevet en række fælles egenskaber gennem hele jødedommens historie. Antisemitismens skiftende udtryk gennem historien Antisemitisme er ofte blevet kaldt ”den ældste form for had” og går helt tilbage til antikken. Antisemitisme har gennem historien haft forskellige udtryk og forskellige årsager, og det kan være givtigt at skelne mellem forskellige former for antisemitisme og mellem forskellige årsager til, at jøder har været lagt for had. Særligt religiøse, socioøkonomiske og politiske faktorer har været afgørende for antisemitismen gennem historien. Det kan dog være svært helt at adskille de forskellige former, da der ofte både er forskelle og ligheder, og da de forskellige motiver for antisemitisme ofte overlapper hinanden. Jøderne dræbte Jesus! – religiøs antisemitisme Religiøst baseret antisemitisme er fordomme eller had mod jøder på baggrund af deres jødiske religion. Denne form for antisemitisme har eksisteret siden jødedommens opståen i hellenistisk tid, primært på grund af jødisk modstand mod den hellenistiske gudedyrkelse. Den religiøse antisemitisme er især et kristent fænomen, der går helt tilbage til kristendommens fødsel. I nogle perioder har antisemitisme ligefrem været en del af den kristne kirkes politik. Nogle af de oftest brugte argumenter inden for den religiøse antisemitisme findes i Bibelen i Det Ny Testamente, hvor jøder flere steder fremstilles som hævntørstige, nærige eller onde. Fx beskrives det i Johannes-evangeliet, at det var jøderne, der krævede at få Jesus korsfæstet. Det er særligt ideen om, at jøderne var ansvarlige for Jesus død, der gennem historien er blevet fremhævet i kristne antisemitiske kredse. På samme måde blev jøder i middelalderen anklaget for at dræbe kristne børn for at bruge deres blod i jødiske ritualer. Forholdet mellem den kristne kirke og antisemitismen må ses i en historisk kontekst. Det er her centralt at forstå, at langt hovedparten af de tidlige kristne selv oprindeligt var jøder og opvokset i en jødisk tradition. I den periode, hvor kristendommen endnu kun var ved at blive etableret, blev jøder derfor sat i opposition til de nye kristne troende og fremstillet som dem, der ikke havde forstået “det sande budskab”. Selvom kristne tekster gennem historien er blevet anvendt i antisemitisk argumentation, kan man ikke automatisk antage, at kristendommen i sig selv er antisemitisk. Den pengegriske jøde – socioøkonomisk antisemitisme Den socioøkonomiske antisemitisme blev udbredt i middelalderen, hvor jødiske minoriteter var bosat over hele Europa under skiftende kristne og muslimske herskere. Jøder tilhørte i den periode ofte samfundets bund. For at udøve visse erhverv skulle man være medlem af særlige kristne lav, som fx tømrerlavet, smedelavet eller bagerlavet. I lange perioder var det forbudt for jøder at være medlem af disse lav, og mange jøder var derfor fattige. Der var dog også erhverv, der ikke krævede medlemskab af lav, eller som det var forbudt for kristne at bestride. Derfor blev mange jøder købmænd, diamantslibere eller pengeudlånere. Det lagde grunden til fordomme om jøder som rige, ”ågerkarle” og pengegriske. Andre lignende fordomme er, at jøderne gennem deres forretninger forsøger at undergrave samfundet og efterstræber verdensherredømmet. Sådanne fordomme høres stadig den dag i dag, ligesom det er en sejlivet fordom, at jøder er ”gode til pengesager”. Syndebukke og raceteorier – politisk antisemitisme I slutningen af 1800-tallet opstod den politiske antisemitisme i takt med jødiske gruppers tiltagende politiske engagement i samfundet. Den politiske antisemitisme har ændret sig markant gennem historien, men mekanismerne for den har mange lighedstræk: Den politiske antisemitisme er præget af fremherskende politiske teorier og af behovet for at finde syndebukke eller placere ansvar for politiske kriser. Centralt er dog, at de politiske kriser ikke forklares med politiske argumenter, men i stedet med beskrivelser af jøders handlinger og karaktertræk. Ved den politiske antisemitismes opståen blev jøder lagt for had fra flere politiske sider. Eksempelvis blev jøder ofte på samme tid beskyldt for at være kapitalister og kommunister. Den fremvoksende racetænkning og raceideologi, der herskede på denne tid, og som under nazismen fik en markant antisemitisk udformning, fik skæbnesvanger betydning for den jødiske befolkning. Denne antisemitiske teori fastslog, at jøder tilhørte en særlig “race”, der var andre racer underlegne. Det var dermed ikke muligt inden for den politiske antisemitisme at konvertere til en anden religion eller frasige sig sin jødiske kultur. I stedet oprettede nazisterne, som et led i deres racevidenskab, fastlåste kategorier som ”heljøde”, ”halvjøde” og ”trekvartjøde”. Mens disse former for antisemitisme rettede sig imod ”den jødiske race”, uanset den enkeltes religion eller kultur, ser man i dag ikke jødedommen som en race. I stedet retter nutidens antisemitter sig imod jøders religion, kultur og identitet. Zions vises protokoller Et af de mest udbredte antisemitiske skrifter gennem historien er den bevidst forfalskede bog Zions vises protokoller. Denne bog blev skrevet af den russiske zars efterretningstjeneste i slutningen af 1800-tallet, men er udformet som et internt jødisk dokument. Skrivelsen er et stykke historieforfalskning, der blev udformet for at retfærdiggøre forfølgelsen af jøder under det russiske styre. Zions vises protokoller fortæller, at der findes en hemmelig, jødisk sammensværgelse – ”Zions vise” – der konspirerer for at overtage verdensherredømmet. Udbredelsen af Zions vises protokoller har gennem historien været enorm. I 1920 finansierede den antisemitiske amerikanske bilfabrikant Henry Ford en engelsk masseudgivelse af bogen, og nogle år senere brugte Adolf Hitler skriftet til at retfærdiggøre den nazistiske raceideologi. Også i dag udgives Zions vises protokoller i Mellemøsten og Afrika, hvor den har vundet stor udbredelse. I Danmark blev bogen senest udgivet af en gruppe nazister i 1986. Læs et uddrag af Zions vises protokoller Holocaust-benægtelse og antisemitisme Holocaust-benægtelse er altid forbundet med antisemitisme på den ene eller anden måde, selvom der også kan findes mange andre motiver, når mennesker benægter, at Holocaust har fundet sted. Det antisemitiske element er imidlertid ikke altid direkte i sit udtryk, og nogle benægtere gør meget ud af at tage afstand fra fx forfølgelserne af jøder i Nazityskland. Mange benægtere benytter sig også bevidst af “saglig”, akademisk sprogbrug for at nedtone eller delvist skjule antisemitismen. Men undersøger man udtryk for Holocaust-benægtelse nærmere, vil man altid finde antisemitisme i den ene eller anden form. Eksempelvis tager Holocaust-benægtelse udgangspunkt i en række antisemitiske stereotyper – ofte i ideen om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse. Ofte bliver jøder bliver fremstillet, som om de tilhører et fast sammentømret fællesskab, som efterstræber magt og penge og holder sammen mod omverdenen. Andre benægtere beskriver Holocaust som en jødisk ”opfindelse” eller overdrivelse, som jøderne nu bruger til at få opmærksomhed eller god vilje – fx omkring kritik af oprettelsen af Israel og israelsk politik. Argumentet i denne form for benægtelse er ofte netop begrundet i en modvilje imod Israel: Ser man oprettelsen af Israel som et direkte produkt af Holocaust, så vil benægtelsen af Holocaust medføre, at staten Israel ikke har nogen eksistensberettigelse. I forlængelse af denne form for benægtelse ser nogle Holocaust som en ”pengemaskine”, der bruges til at afpresse Tyskland for erstatningspenge m.m. På den måde tilskrives jøder en række typiske antisemitiske motiver og karaktertræk, som fx at jøder er grådige, forræderiske og magtgerrige. Antisemitisme i Danmark? Også i Danmark har antisemitiske strømninger været at finde både før og efter 2. Verdenskrig. I begyndelsen af 1800-tallet, hvor Danmark var præget af dårlig økonomi og arbejdsløshed, så den jødiske minoritet ud til at klare sig godt. De danske jøder blev bl.a. derfor gjort til syndebukke for den økonomiske nedgang og lagt for had. Konflikten kulminerede i 1819 i den såkaldte ”Jødefejde”, hvor jøder blev angrebet verbalt og fysisk i København og i enkelte andre byer på Sjælland og Fyn. Også op til og under Holocaust fandtes der antisemitisme i Danmark. Mange stillede ikke spørgsmålstegn ved det nazistiske syn på jøder. Dog forstummede mange danskeres udtryk for antisemitisme i takt med udbruddet af 2. Verdenskrig og nazisternes forfølgelse af jøder over hele Europa. Dansk antisemitisme – efter Holocaust Allerede fra Hitlers magtovertagelse i 1933 blev antisemitiske udtryk sjældnere i Danmark, og det er siden i offentligheden blevet tiltagende uacceptabelt at være antisemit. I dag, hvor 2. Verdenskrigs forbrydelser er kendte og veldokumenterede, støtter meget få mennesker i Danmark den form for antisemitisme, der herskede i Nazityskland, og det er meget sjældent, at mennesker direkte erklærer sig som antisemitter. Ikke desto mindre trives nye former for antisemitisme stadig i nogle kredse. Antisemitismen typiske placering på det politiske danmarkskort har ændret sig gennem historien. Mens antisemitismen før 1. Verdenskrig fandtes både på den politiske venstre- og højrefløj, var udtryk for jødehad mest fremherskende på den politiske højrefløj fra mellemkrigstiden og frem til 2. Verdenskrig. Dette hænger sammen med skiftende fordomme mod jøder og jødehadets skiftende årsager. Hvor antisemitismen tidligere kunne forstås som en særlig form for racisme, er negative syn på jøder i dag forbundet med konflikten mellem Israel og de palæstinensiske områder og storpolitik. Antisemitismens politiske koordinatsystem har altså ændret sig, i takt med at bevæggrundene bag antisemitismen er skiftet. Moderne antisemitisme forbindes ofte med den politiske situation i Israel og de omkringliggende arabiske lande. Ofte kan der konstateres øget antisemitisme, når der er politisk uro i Israel og de palæstinensiske områder. Det betyder, at jøder, der ofte aldrig har boet i Israel, bliver stillet til ansvar for israelsk politik. Det er et udtryk for, at israelere og jøder ofte bliver opfattet som én samlet gruppe med enslydende holdninger. Men naturligvis har jøder lige så mange forskellige holdninger til politik som alle andre befolkningsgrupper – også når det gælder politik i Israel. Også danske jøder oplever at blive stillet til ansvar for hvad der sker i Israel. Derfor er graden af antisemitisme i Danmark ofte påvirkelig af udviklingen i Mellemøsten. Nutidige former for antisemitisme i Danmark Nogle forskere skelner mellem tre former for antisemitisme i Danmark i dag: Antisemitisme på den ekstreme højrefløj Antisemitisme på den ekstreme højrefløj ses i den mest udtalte form hos Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB). I dag ser man typisk ikke længere antisemitisme på den mere moderate politiske højrefløj. Antisemitisme i muslimske miljøer En sidste og nyere form for antisemitisme ses i dag i muslimske immigrantmiljøer, oftest blandt arabisk-talende grupper, der er berørt af eller ser sig selv som en del af konflikten mellem Israel og dets nabolande. Denne form for antisemitisme må opfattes som en reaktion på situationen i Mellemøsten, hvor de involverede griber til gamle antisemitiske forestillinger i forståelsen af en aktuel politisk konflikt. Antisemitisme på den politiske venstrefløj I dag er det ofte den på den politiske venstrefløj, at antisemitiske ytringer høres. Dette finder oftest sted i forbindelse med kritik af Israel, der kommer til udtryk som kritik af alle jøder. Kritik af Israels politik er ikke antisemitisme, og det er selvfølgelig helt legalt at kritisere Israel. Men baserer kritikken sig på jøder eller jøders karaktertræk som sådan, er kritikken baseret på antisemitisme. Hvad er hate speech? Hate speech fremstiller bestemte grupper som mindreværdige og forsøger at skabe eller forstærke fjendtlighed mellem mennesker. Benægtelse af Holocaust er ét eksempel på, hvordan hate speech kan se ud. Hvad er hate speech? Udtrykket “hate speech” eller “hadefuld tale” henviser til udsagn, som fremstiller en bestemt gruppe mennesker som mindreværdige og på den måde udstøder denne gruppe. Hate speech håner, stigmatiserer eller umenneskeliggør personer på grund af deres religion, politiske orientering, etnicitet, seksuelle orientering eller andre gruppetilhørsforhold. Hate speech går ofte ud over udstødte og svage grupper i et samfund. Er hate speech farlig? Hate speech skader først of fremmest de mennesker, der tales om – forstået på den måde, at hate speech sårer det enkelte menneske, som på kort sigt vil blive ked af det eller vred. På lang sigt kan vedkommende opleve en følelse af mindreværd, af at være udenforstående eller selv begynde at ytre sig hadefuldt om sin modstander. Men hate speech påvirker også andre end det direkte offer. Nogle mennesker vil blive forført af hate speech til at tro på dens budskab, andre vil tage stærkt afstand fra den. På den måde forstærker hate speech ulighed og fjendtlighed mellem mennesker og kan i værste fald resultere i diskrimination og vold. Hadets retorik Hate speech kan opfordre til vold, chikane eller diskrimination, og sproget bruges manipulerende og ensidigt. Her er fire eksempler på sprogbrug, som er typiske for hadefuld tale: Retfærdiggørelse. En retfærdiggørelse kan have til hensigt at anspore mennesker til en bestemt attitude og adfærd. Fx er ”truslen mod nationens sikkerhed” ofte blevet brugt til at lægge bestemte grupper af mennesker for had eller som en undskyldning for at overfalde dem eller udsætte dem for diskrimination. Eufemisme. En ændring af et negativt ordvalg til et positivt kan sløre had og dermed gøre budskabet mere acceptabelt for tilhørere. Det kaldes en eufemisme, når man taler om en skadefuld handling som enten god eller neutral. Fx blev ”særbehandling”, ”den endelige løsning”, ”evakuering” og ”transporter” brugt af nazisterne om drabene i udryddelses- og koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig. Umenneskeliggørelse. Ved at fremstille en bestemt gruppe mennesker som uden eller med forringede menneskelige egenskaber kan man lægge afstand til dem. Umenneskeliggørelsen kan på sigt resultere i, at bestemte menneske ikke længere behandles som ligeværdige, og i yderste konsekvens kan det ende med drab. Under folkedrab er ofrene fx blevet omtalt som ”kakerlakker”, ”rotter” eller ”kræftsvulster”. Flertalsretorik. Et budskab kan få større gennemslagskraft, når afsenderen taler på flertallets vegne. Når en taler fx siger ”vi” i stedet for ”jeg”, deler han eller hun en gruppe mennesker op i et ”os” og et ”dem”. Hvis budskabet fremstilles som gavnlig for flertallet, kan det fremstå retfærdigt og positivt, selvom det i bund og grund udstøder eller lægger en gruppe mennesker for had. Hate speech findes i mange former, og udtrykket kan variere fra det vulgære og åbenlyst hadefulde til det mere nedtonede, professionelle og ofte tilstræbt akademiske. Formålet er imidlertid det samme: at fremstille en gruppe mennesker som mindreværdige og ekskludere denne gruppe fra fællesskabet eller fx fra visse rettigheder. Hvorfor er Holocaust-benægtelse hate speech? Holocaust-benægtelse er en form for hate speech. Det hænger sammen med, at benægtelsen er forbundet med antisemitisme (modvilje mod jøder) på den ene eller anden måde. Antisemitismen er imidlertid ikke altid direkte i sit udtryk, og nogle benægtere gør meget ud af at tage afstand fra fx forfølgelserne af jøder i Nazityskland. Akademisk sprogbrug og gode kommunikationsevner kan nedtone og delvist skjule antisemitismen, men går man et spadestik dybere, vil man finde antisemitisme i en eller anden form. Holocaust-benægtelse tager fx udgangspunkt i en række antisemitiske stereotyper – særligt ideen om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse. Jøder bliver fremstillet, som om de tilhører et fast sammentømret fællesskab, der efterstræber magt og penge og holder sammen mod omverdenen. Holocaust ses som en jødisk opfindelse, der fungerer som et våben mod omverdenens kritik af jøder og mod oprettelsen af Israel og Israels politik. Derudover er Holocaust en ”pengemaskine”, der afpresser Tyskland for enorme summer. På den måde tilskrives jøder en række typiske antisemitiske forestillinger om motiver og karaktertræk, så som at jøder er grådige, forræderiske, snu og magtfulde. Hvad siger den danske lov om hate speech? I Danmark er der ingen direkte lov mod hate speech. Racismeparagraffen eller diskriminationsparagraffen, som er Straffelovens § 266b, er det tætteste, man kommer på en sådan lov. Paragraffen indgår i Straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelse og lyder: ”Den, der offentligt eller med fortsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” Paragraf 266b skal altså beskytte mod trusler, latterliggørende eller nedværdigende tale, som udelukkende baserer sig på en række bestemte tilhørsforhold. For at man kan blive straffet, skal overtrædelsen være offentlig, dvs. at man fx ikke kan blive straffet for at komme med racistiske udsagn inden for hjemmets fire vægge. DIIS, Holocaust og folkedrab – januar 2010 Holocaust-benægtelse i Mellemøsten Holocaust-benægtelse findes ikke kun i Vesten. Den har også fundet vej til Mellemøsten og kommer til udtryk i alt fra karikaturtegninger til Holocaust-benægtende præsidenter. Den skifter ofte udtryk og stiger og falder i intensitet, fordi benægtelsen er tæt knyttet til udviklingen i konflikten mellem Israel og Palæstina. Det er ofte, når denne konflikt spidser til, at Holocaust-benægtelsen bliver fremtrædende. Omdrejningspunktet for benægtelse i Mellemøsten er en antagelse om, at havde Holocaust ikke fundet sted, ville Israel aldrig være blevet oprettet, og mellemøsturolighederne ville være undgået. Kan man derfor bevise, at Holocaust ikke har fundet sted, men er et zionistisk svindelnummer, er Israel oprettet på falsk grundlag og bør opløses. ”Holocaust er et guldæg” Holocaust-benægtelsen og antisemitismen har forskellig udformning og indhold i Mellemøsten: Der er en ”videnskabelig” form og en åbenlyst antisemitisk form. Den ”videnskabelige” form findes fx i debatprogrammer, dagblade, internetmedier og undervisningssituationer, ligesom politikere og andre toneangivende personer træder åbent frem og erklærer, at Holocaust er et falskneri og bruger de vestlige benægteres ”videnskabelige” argumentationsform. Dvs. at man fx sætter spørgsmålstegn ved antallet af dræbte jøder ud fra semividenskabelige forklaringer om, hvor mange mennesker, der kunne være i ovnene, som nazisterne brugte til at brænde ligene fra gaskamrene, fordampningstemperaturen for gasarten Zyklon B mv. I de åbenlyst antisemitiske fremstillinger bliver der ofte anvendt karikaturtegninger af samme type som nazisternes propagandategninger. Her bliver Holocaust fremstillet som en løgn, israelere og nazister bliver sammenlignet, og palæstinenserne ses som ofre for et ”israelsk Holocaust”. Det er desuden en ofte gentaget påstand, at jøderne forsøger at tjene penge på Holocaust. Således skrev skribenten Muhammed al-Qasabi fx i den egyptiske avis Akhbar El Yom i 2001, at ”Holocaust var blevet til et guldæg, og […] at kun få […] ville overveje at sælge deres knogler på den måde, som jøderne gør.” Jøder og Israel blandes sammen Overalt i verden oplever jøder at blive stillet til ansvar for, hvad den israelske stat gør, uanset hvilken nationalitet og holdning til Israel, de selv har. Israelere og jøder bliver ofte opfattet som én samlet gruppe. Denne sammenblanding er meget udbredt i Mellemøsten – og bliver det også i stigende grad i Europa. I konflikten mellem Israel og flere af landene i Mellemøsten bliver der ofte brugt antisemitiske billeder og slagord i kritikken af israelere og den israelske stat. Sammenblandingen af antisemitisme og kritik af Israel bliver forstærket af, at nogle israelske politikere fremhæver Israel som “jøden blandt nationer” og anklager stort set al kritik af Israel og Israels politik for antisemitisme. Kritik af den israelske stats politik er imidlertid ikke det samme som racisme rettet mod jøder. Når lødig kritik af den israelske stat blot bliver fejet bort som udtryk for antisemitisme, medfører det, at antisemitisme-begrebet langsomt mister sin værdi. Der er dog ikke nogen tvivl om, at Israel og israelere ofte bliver udsat for stærk antisemitisk retorik og propaganda i de mellemøstlige medier, og det har voldsomme konsekvenser for fredelig sameksistens i regionen. En af farerne er, at lighedstegnet mellem jøder og Israel – skabt af den ene eller den anden lejr i konflikten – medvirker til, at kritik af Israel langsomt bliver til kritik og fremmedgørelse af jøder generelt. Holocaust-benægtelse i medierne Journalister, redaktører, imamer, klummeskribenter, statsmedier osv. benægter løbende Holocaust og bruger antisemitiske fjendebilleder til at beskrive jøder og israelere. Antisemitismen, antizionismen og Holocaust-benægtelsen bliver dermed sat på dagsordenen i medierne og findes også i det offentlige rum, fx på universiteter og i landenes parlamenter. Hvor Holocaust-benægtelse i Vesten oftest er forbeholdt særlige medier og fora, ses det i Mellemøsten i en bred vifte af medier og er forholdsvis bredt accepteret i flere landes befolkninger som en acceptabel måde at forholde sig til jødernes skæbne under 2. Verdenskrig. Dette understreges af indflydelsesrige personers ytringer om Holocaust. Fx har Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, gentagne gange ytret, at Holocaust er en myte. Det synspunkt er blevet bakket op af en stor gruppe intellektuelle og medier fra forskellige mellemøstlige lande. En gruppe intellektuelle skifter spor Holocaust-benægtelsen i Mellemøsten møder dog også modstand. Omkring den israelsk-palæstinensiske fredsaftale i 1994 opstod et alternativ til benægtelsen af Holocaust. En gruppe intellektuelle opfordrede til anerkendelse af det jødiske folks lidelser, med det håb at det med tiden kunne føre til anerkendelse af den palæstinensiske tragedie og skabe grobund for forsoning og et fredeligt liv mellem de to befolkningsgrupper. Gruppen af intellektuelle mente, at hvis palæstinenserne var forstående over for den jødiske tragedie og forstod sammenhængen mellem Holocaust og Israels fokus på sikkerhed, ville de opnå en højere grad af respekt for israelernes side af sagen og desuden stå bedre i forhold til at argumentere mod Israels forsøg på at retfærdiggøre visse handlinger. Dødvande og uhellige alliancer i 1990’erne Udbredelsen af den nye tilgang, der tager afstand fra Holocaust-benægtelse, stødte dog på modgang op gennem 1990’erne og i begyndelsen af det nye årtusinde. Bl.a. udgav benægteren Roger Garaudy i 1996 sin bog The Founding Myth of Israeli Politics, der beskriver Holocaust som en myte og sammenligner nazisme med zionisme. Bogen blev positivt modtaget af både intellektuelle, forfattere, journalister og politikere i Mellemøsten. Benægtelsen fik også fornyet kraft som følge af urolighederne i slutningen af september 2000 i de palæstinensiske selvstyreområder (også kaldet Den Anden Intifada). Konflikten øgede spændingerne mellem Israel og jøder på den ene side og Palæstina og en stor del af Mellemøstens lande på den anden og gjorde benægtelsen central i nedgørelsen af Israel. Hændelserne viser, at Holocaust-benægtelse i Mellemøsten mere end noget andet handler om modstillingen mellem Mellemøsten på den ene side og Israel og deres såkaldt ”uhellige alliance” med USA (Vesten) på den anden. Alliancen møder stærk kritik, fordi USA i Mellemøsten er lagt for had – dels af militære grunde, dels fordi USA står som et symbol på den velstand og det fremskridt, mange lande i Mellemøsten ikke har oplevet. Dødvandet i fredsforhandlingerne og modsætningsforholdet mellem ”os” (arabere, muslimer og islam) og ”dem” (Israel, Vesten og zionisme) gjorde benægtelsen brugbar i kampen mod israelerne, Israel og USA. 2001: Benægtere forsøger at vinde indflydelse Tendensen blev forstærket, da der i 2001 blev arrangeret en international benægtelses-konference i Beirut, sponsoreret af vestlige benægter-organisationer, bl.a. IHR. Beirut-konferencen havde ikke én eneste arabisk taler, men viste tydeligt, at den vestlige benægterbevægelse forsøgte at udnytte den anti-israelske atmosfære til at fremme deres budskab og få nye tilhængere. 14 intellektuelle gik sammen imod konferencen og skrev et åbent brev til Libanons premierminister, Rafiq al-Hariri, der efterfølgende valgte at aflyse konferencen. Derefter valgte arrangørerne at arrangere et mellemøstligt “forum” for historisk revisionisme i maj 2001. Forummet havde primært til formål at vise modstand mod aflysningen af Beirut-konferencen, men var også et udtryk for en trend i retning af større samarbejde mellem benægtere i Vesten og i Mellemøsten. Redaktøren af websiden Free Arab Voice udtalte fx i et interview, at ”den arabiske verden er frugtbar jord for benægtelsens frø.” En række ledere tager afstand De tre hændelser i 2001 viser, at den nye, anerkendende tilgang til Holocaust har svært ved at få fodfæste i Mellemøsten. Netop derfor er det af afgørende betydning, at flere ledende politiske personer i Mellemøsten har udtalt sig imod benægtelsen. Fx har den kuwaitiske undervisningsminister udtalt, at benægtelse er en forbrydelse mod menneskeheden, som tyder på, at man har mistet sin etiske målestok. Den tyrkiske premierminister, Recep Erdogan, udtalte i 2005, at antisemitisme var en perversion, og at Holocaust er den værste forbrydelse mod menneskeheden nogensinde. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas mente i 1970’erne, at under en million jøder døde under Holocaust, men i dag er han mere moderat og siger, at han ikke vil diskutere tal, og at Holocaust var en forfærdelig, utilgivelig forbrydelse mod den jødiske nation og hele menneskeheden som sådan. Splittet mellem benægtelse og accept Holocaust-benægtelsen i Mellemøsten er altså et kompliceret område, der er splittet mellem en ny og en traditionel tilgang. Den traditionelle og antisemitiske tilgang dominerer medierne, når politiske konflikter mellem Israel og Palæstina eller resten af Mellemøsten præger dagsordenen. I mange tilfælde er Holocaust-benægtelsen en del af et politisk spil, der bl.a. handler om anerkendelse af palæstinensernes sag. Benægtelse af det armenske folkedrab Det armenske folkedrab, der fandt sted i 1915, er i dag et af de mest massivt benægtede folkedrab. Hvorfor er det så vigtigt for nogen i dag at benægte, hvad der skete med armenierne for mere end 90 år siden? Hvem benægter det og hvorfor? Det armenske folkedrab bliver også kaldt “Det Glemte Folkedrab”, fordi det ikke fylder særlig meget i historiebøgerne, og fordi almindelige mennesker næsten ingenting ved om det. Men det kunne med lige så stor ret kaldes “Det Benægtede Folkedrab”, fordi det er det folkedrab, der benægtes mest massivt og på mest sofistikeret vis. Ofre for det armenske folkedrab: armenske fysikere, henrettet på Aleppo-pladsen 1917. Artikel 301 Juni 2005 introducerede Tyrkiet en ny straffelov. Artikel 301 i straffeloven fik international opmærksomhed. Oversat til dansk lyder artiklen: ”Enhver tyrkisk person, som udtrykkeligt fornærmer republikken eller parlamentet, skal straffes med fængsel fra seks måneder til tre år.” At anerkende det armenske folkedrab tolkes i Tyrkiet som en fornærmelse mod staten. Især EU forsøger at presse Tyrkiet til at afskaffe artikel 301, fordi den strider imod ytringsfriheden, der giver hvert individ ret til at sige, hvad vedkommende mener. Hvem benægter det armenske folkedrab? Siden 1923 har den tyrkiske stat haft den officielle holdning til det armenske folkedrab, at det, der skete med armenierne i Osmannerriget i 1915, ikke kan betegnes som et folkedrab. Ifølge den tyrkiske stat var begivenhederne i 1915 mere en slags borgerkrig, som armenierne selv havde fremprovokeret ved at kræve en selvstændig stat og ved at være illoyale mod Osmannerriget i begyndelsen af 1. Verdenskrig. Fra 1923 til 1960’erne var benægtelsen af det armenske folkedrab mest noget, der fandt sted i Tyrkiet af tyrkiske politikere og historikere. Men fra slutningen af 1960’erne og frem til i dag er folkedrabet også blevet benægtet af amerikanske og europæiske forskere og politikere. Der er flere eksempler på, at de amerikanske historikere, der har benægtet det armenske folkedrab, har fået deres arbejde sponseret af den tyrkiske stat. Derfor fremstår benægtelsen af folkedrabet ofte meget velargumenteret og i videnskabelig form. Hvorfor benægte? Der er to årsager til, at benægtelsen af det armenske folkedrab stadig står stærkt i dag. I Tyrkiet benægtes folkedrabet, fordi en anerkendelse af det anses for en skamplet på militærets og embedsmændenes historie; to institutioner, der stadig er meget magtfulde i Tyrkiet i dag. Flere af de embedsmænd, der spillede vigtige roller i grundlæggelsen af det moderne Tyrkiet i 1923, havde også magtfulde poster under den regering, der begik folkedrabet. Den manglende anerkendelse af det armenske folkedrab kan også skyldes en modvilje mod, at Tyrkiet i udlandet bliver kendt som en “folkedræber-nation”. Sluttelig vil en tyrkisk anerkendelse af folkedrabet muligvis rejse spørgsmål om økonomisk erstatning eller overdragelse af tyrkiske landområder til armenierne, hvilket den tyrkiske regering næppe ønsker. I Vesten er der politikere og forskere, der ikke bruger betegnelsen “folkedrab” om det armenske folkedrab, sandsynligvis af frygt for at lægge sig ud med Tyrkiet, der er en vigtig brik i international storpolitik. Under Den Kolde Krig var Tyrkiet eksempelvis en vigtig allieret for Vestblokken, fordi landet var nabo til supermagten Sovjetunionen, men var vestligt orienteret og medlem af NATO. Efter 11. september har Tyrkiet spillet en anden vigtig rolle i international politik, idet landet er en vigtig samarbejdspartner for bl.a. USA i krigen mod terror. Artikel 301 – når ytringsfriheden tilsidesættes En af grundende til, at så få tyrkere anerkender det armenske folkedrab er, at anerkendelsen simpelthen er forbudt i Tyrkiet. Ifølge artikel 301 i den tyrkiske straffelov er det forbudt at fornærme den tyrkiske nation, og anerkendelse af folkedrabet bliver anset som en fornærmelse. Blandt tyrkiske akademikere er der stor enighed om, at den officielle tyrkiske holdning til armeniernes skæbne i 1915 er korrekt. At tyrkiske akademikeres holdning i så høj grad afviger fra holdningen blandt akademikerne uden for Tyrkiets grænser, skyldes delvist, at det er en smertefuld erkendelse, at der er sket grusomheder i ens lands historie. Men det skyldes også, at de pågældende akademikere risikerer at sætter deres professionelle karriere på spil og – værre endnu – at blive retsforfulgt for at fornærme fædrelandet, hvis de taler imod den officielle politik. I fængsel for at anerkende folkedrabet – Taner Akcam Den tyrkiske historiker og sociolog Taner Akcam er den mest berømte og velansete tyrkiske akademiker, der har anerkendt folkedrabet. Akcam har især fået international anerkendelse for sin bog From Empire to Republic (2004), der handler om folkedrabet ud fra et “gerningsmandsperspektiv”. Hans bog A Shameful Act (2006) skildrer kronologisk tiden før og efter folkedrabet. Allerede i sin studietid i Tyrkiet skrev han om kontroversielle emner. For et studenterblad skrev han om undertrykkelsen af kurderne i Tyrkiet, med det resultat at han blev idømt ti års fængsel. Han slap dog ud efter et år og fik politisk asyl i Tyskland, hvor han fortsatte sin akademiske karriere. Dræbt for at skrive om det armenske folkedrab – Hirant Dink En anden person, der har fået international opmærksomhed i kraft af sin kamp for anerkendelse af folkedrabet, er tyrkisk-armenske Hirant Dink. Han var redaktør på en armensk-tyrkisk-sproget avis, Agos, og blev i 2005 anklaget for at have fornærmet den tyrkiske nation efter paragraf 301. Han tabte retssagen og fik en betinget dom på seks måneders fængsel. Hirant Dink blev i januar 2007 dræbt af en kun 17-årig yderliggående tyrkisk nationalist. Morderen mente, at Hirant Dink skulle dø, fordi han “havde fornærmet det tyrkiske blod.” At en ung nationalist myrdede Hirant Dink, vidner om, hvor følelsesladet emnet er, og hvor stor en fornærmelse det at tale højt om det armenske folkedrab opfattes som i Tyrkiet. Efter drabet samlede der sig over en million tyrkere og armeniere i Istanbul for at vise afsky over for mordet og for at tage afstand fra tyrkisk nationalisme. Når en verdensberømt forfatter åbner munden – Orhan Pamuk En tredje tyrker, som har skabt overskrifter i Tyrkiet og omverdenen, er forfatteren Orhan Pamuk. Han er den tyrkiske forfatter, der har opnået størst international anerkendelse, og hans bøger er oversat til over 50 sprog. I efteråret 2006 vandt han Nobelprisen i litteratur. Pamuk skabte røre i Tyrkiet, da han i 2005 udtalte til et schweizisk magasin: “30 tusinde kurdere og en million armeniere blev dræbt i dette land. Og næsten ingen tør tale om det. Derfor gør jeg det.” På grund af disse udtalelser blev Pamuk kaldt i retten for fornærmelser mod den tyrkiske stat efter paragraf 301. Retssagen fik international opmærksomhed. EU og organisationer som Amnesty International kritiserede kraftigt, at Pamuk blev anklaget. Sagen blev efterfølgende droppet, officielt på grund af tekniske detaljer. Det er dog sandsynligt, at sagen blev droppet af den tyrkiske højesteret som følge af de kraftige internationale protester. På trods af Pamuks status som den eneste tyrker, der har vundet en Nobelpris, er han ikke værdsat af alle i Tyrkiet. Efter mordet på hans ven Hirant Dink, er Pamuk draget i eksil i New York på grund af frygt for tyrkiske nationalister. Benægtelse af folkedrabet i Bosnien Der findes mange forskellige versioner af historien, når det drejer sig om krigen og folkedrabet i Bosnien. Spørgsmål om, hvem der var gerningsmænd, og hvem der var ofre, besvares ofte forskelligt af krigens involverede parter, og ofte fremstilles krigen forsimplet og ensidigt. I nogle tilfælde kommer også en egentlig benægtelse af folkedrabet i Srebrenica til udtryk. Men hvorfor hersker der så forskellige udgaver af historien i Bosnien? Hvilke formål tjener benægtelsen? Og hvilke roller spiller retsopgør og udgravning af massegrave som beviser mod benægtelsen? En nationalistisk tolkning af historien Der findes ikke én officiel bosnisk udlægning af den krig, der fra 1992 til 1995 splittede landet. Dette skyldes bl.a., at der for mange blandt landets tre befolkningsgrupper: bosniske muslimer, bosniske serbere og bosniske kroater, hersker meget forskellige opfattelser af krigens årsager og forløb. Og ikke mindst af, hvem der kan siges at bære ansvaret for krigen. Overordnet peger alle tre grupper på landets lange historie af etniske og religiøse konflikter – på had, mistro og fortidens krige – for at forklare nutidens forbrydelser. Men når detaljer skal beskrives, og ansvar placeres, er det meget svært at finde enighed i grupperne. Dette er ikke noget særsyn for det bosniske tilfælde. Det tager ofte flere generationer, før befolkningsgrupper magter at se fortidens synder i øjnene. Det bosniske tilfælde er dog specielt, idet landet er præget af en stærk nationalisme blandt alle tre nationale grupper – og fordi mange læser den seneste krig ind i en lang, konfliktfyldt historie, der aldrig er blevet gjort tilstrækkeligt op med. Historien som tjener for nutiden Nationer i krig fremlægger ofte historien på en måde, der tjener nationale nutidige interesser. Det var også tilfældet i Bosnien, hvor især serbiske og kroatiske politikere fremlagde landets historie, så den kom til at tjene deres aktuelle, politiske interesser i krigen. De brugte bl.a. begivenheder fra fortiden som “instrumenter” til at argumentere for en aggressiv, nationalistisk dagsorden. Fx fremstillede den daværende serbiske præsident Slobodan Milosević den serbiske befolkning som nutidige og historiske syndebukke for både de muslimske ”osmanniske fremmede” og de kroatiske Ustasja-militser, der havde forfulgt serberne under 2. Verdenskrig. Med en sådan instrumental historiebrug forsøgte Milosević at retfærdiggøre den aggressive serbiske politik. Mens Slovenien, Kroatien og siden Bosnien, der før var republikker i det tidligere Jugoslavien, ønskede selvstændighed, arbejdede Milosević for at skabe et nationalistisk Storserbien, bestående af så mange af de tidligere republikker som muligt under serbisk overherredømme. Med dette udgangspunkt iværksatte Milosević en propagandamaskine, der effektivt gjorde brug af landets komplicerede historie. Milosević tegnede bl.a. et skræmmebillede, hvor serbernes aktuelle situation blev sat i skarp kontrast til hans udlægning af en tidligere glorværdig fortid i den serbiske historie. Milosević budskab var, at serberne endnu en gang var i fare for at blive underkastet andre magter eller for ligefrem at blive udslettet. Skulle sådanne fremtidige serbiske ofre undgås, pointerede Milosević i en vigtig tale, ville væbnet kamp måske endnu en gang blive en nødvendighed. Opgaver til hvad er antisemitisme Hvordan adskiller den religiøse antisemitisme sig fra den politiske antisemitisme? Beskriv hvordan den politiske antisemitisme i Danmark har ændret sig gennem tiden. Kom i din beskrivelse ind på, hvorfor udtryk for antisemitisme blev sjældnere under og efter Holocaust. Opstil en liste over hvilke motiver der kan ligge bag Holocaust-benægtelse på den ekstreme politiske højrefløj i Danmark. Opstil en liste over hvilke motiver, der kan ligge bag antisemitiske utryk og Holocaust-benægtelse blandt personer med muslimsk baggrund i Danmark. Diskuter forskelle og ligheder mellem motiverne hos de to grupper med antisemitiske holdninger. Opgaver til hvad er hate speech? Find eksempler på hate speech i Danmark og diskuter, hvilke mennesker de rammer. Hvilke problemer kan der være forbundet med den ”akademiske” hate speech? Læs om forskellige Holocaust-benægtere her på siden. Hvem repræsenterer den grove antisemitisme, og hvem repræsenterer en mere akademisk stil? Læs børnerimet i ”spor af antisemitisme og fascination af nazismen”. Hvilke ligheder og forskelle kan du se mellem dette børnerim og andre børnerim, du kender? Hvilken funktion har rimet, og hvilket selvbillede promoverer det? Hvordan? Hvad fortæller rimet os om forfatterens syn på ”de andre”? Kan man kritisere Straffelovens § 266 b? Er der fx grupper i det danske samfund, som ikke bliver tilgodeset? Diskuter, om et demokrati skal tolerere alle slags meninger i medierne og i det offentlige rum? Find argumenter for ytringsfrihed og argumenter for minoriteters beskyttelse mod diskriminering. Står nogle af argumenterne for ytringsfrihed i modsætning til argumenterne for minoriteters beskyttelse mod diskriminering? Læs evt. artikler om ytringsfrihed for inspiration Opgaver til benægtelse i Mellemøsten Beskriv de to tilgange til Holocaust, der findes i Mellemøsten Forklar, hvilken rolle Holocaust-benægtelse i Mellemøsten spiller i forhold til staten Israels ret til at eksistere? Hvilke grunde kan der være til, at mange lande i Mellemøsten har et anstrengt forhold til Israel? Diskuter, om det er godt, når ledende personligheder tager afstand fra f.eks. Holocaust-benægtelse eller racisme. Læs artiklen om antisemitisme og læg mærke til de udtryk, der bruges i den europæiske antisemitisme. Se om du kan finde de samme ord i eksemplerne på Holocaust-benægtelse i Mellemøsten. Diskutér, hvorfor der er lighedspunkter. Opgaver til benægtelse af det armenske folkedrab Gør rede for, hvorfor det armenske folkedrab kaldes ”Det Glemte Folkedrab”. Diskutér hvilken rolle Tyrkiet har spillet i international storpolitik gennem tiderne. Hvad fortæller det om storpolitik, at Tyrkiet ’”får lov” til at benægte folkedrabet på armenierne? Diskutér, hvad den tyrkiske stat kan opnå ved at benægte folkedrabet på armenierne? Redegør for, hvordan artikel 301 gør det forbudt at anerkende Tyrkiets folkedrab på armenierne. Diskutér, hvad en sådan lov betyder for ytringsfriheden? Og for akademisk forskning i landet? Diskutér, hvordan nationalisme kan være med til at gøre en sag som det armenske folkedrab betændt. Opgaver til benægtelse af folkedrabet i Bosnien Forklar, hvilke grunde der kan være til, at der findes så mange forskellige versioner af krigen i Bosnien i 1992-1995 I en rapport fra 2002 fremstiller den bosnisk-serbiske regering Srebrenica-massakren som noget helt andet end folkedrab. På hvilken måde afviger rapporten fra anerkendt forskning om, hvad der skete i Srebrenica? Beskriv hvilken rolle anerkendelse spiller, når man skal benægtelse af folkedrab til livs. Diskutér også, hvad konsekvenserne af manglende anerkendelse kan være. Diskutér hvilke forhold, der er vigtige, når man skal benægtelse af folkedrab til livs. Hvorfor er disse forhold vigtige? Retsopgør og retfærdighed fremhæves ofte som vigtige efter en konflikt. Men holder antagelsen om, at retsopgør automatisk fører til forsoning i virkeligheden? Opstil 1-3 argumenter for og imod denne antagelse Benægtelse af folkedrabet i Bosnien Der findes mange forskellige versioner af historien, når det drejer sig om krigen og folkedrabet i Bosnien. Spørgsmål om, hvem der var gerningsmænd, og hvem der var ofre, besvares ofte forskelligt af krigens involverede parter, og ofte fremstilles krigen forsimplet og ensidigt. I nogle tilfælde kommer også en egentlig benægtelse af folkedrabet i Srebrenica til udtryk. Men hvorfor hersker der så forskellige udgaver af historien i Bosnien? Hvilke formål tjener benægtelsen? Og hvilke roller spiller retsopgør og udgravning af massegrave som beviser mod benægtelsen? En nationalistisk tolkning af historien Der findes ikke én officiel bosnisk udlægning af den krig, der fra 1992 til 1995 splittede landet. Dette skyldes bl.a., at der for mange blandt landets tre befolkningsgrupper: bosniske muslimer, bosniske serbere og bosniske kroater, hersker meget forskellige opfattelser af krigens årsager og forløb. Og ikke mindst af, hvem der kan siges at bære ansvaret for krigen. Overordnet peger alle tre grupper på landets lange historie af etniske og religiøse konflikter – på had, mistro og fortidens krige – for at forklare nutidens forbrydelser. Men når detaljer skal beskrives, og ansvar placeres, er det meget svært at finde enighed i grupperne. Dette er ikke noget særsyn for det bosniske tilfælde. Det tager ofte flere generationer, før befolkningsgrupper magter at se fortidens synder i øjnene. Det bosniske tilfælde er dog specielt, idet landet er præget af en stærk nationalisme blandt alle tre nationale grupper – og fordi mange læser den seneste krig ind i en lang, konfliktfyldt historie, der aldrig er blevet gjort tilstrækkeligt op med. Historien som tjener for nutiden Nationer i krig fremlægger ofte historien på en måde, der tjener nationale nutidige interesser. Det var også tilfældet i Bosnien, hvor især serbiske og kroatiske politikere fremlagde landets historie, så den kom til at tjene deres aktuelle, politiske interesser i krigen. De brugte bl.a. begivenheder fra fortiden som “instrumenter” til at argumentere for en aggressiv, nationalistisk dagsorden. Fx fremstillede den daværende serbiske præsident Slobodan Milosević den serbiske befolkning som nutidige og historiske syndebukke for både de muslimske ”osmanniske fremmede” og de kroatiske Ustasja-militser, der havde forfulgt serberne under 2. Verdenskrig. Med en sådan instrumental historiebrug forsøgte Milosević at retfærdiggøre den aggressive serbiske politik. Mens Slovenien, Kroatien og siden Bosnien, der før var republikker i det tidligere Jugoslavien, ønskede selvstændighed, arbejdede Milosević for at skabe et nationalistisk Storserbien, bestående af så mange af de tidligere republikker som muligt under serbisk overherredømme. Med dette udgangspunkt iværksatte Milosević en propagandamaskine, der effektivt gjorde brug af landets komplicerede historie. Milosević tegnede bl.a. et skræmmebillede, hvor serbernes aktuelle situation blev sat i skarp kontrast til hans udlægning af en tidligere glorværdig fortid i den serbiske historie. Milosević budskab var, at serberne endnu en gang var i fare for at blive underkastet andre magter eller for ligefrem at blive udslettet. Skulle sådanne fremtidige serbiske ofre undgås, pointerede Milosević i en vigtig tale, ville væbnet kamp måske endnu en gang blive en nødvendighed. Opgaver til hvad er antisemitisme Hvordan adskiller den religiøse antisemitisme sig fra den politiske antisemitisme? Beskriv hvordan den politiske antisemitisme i Danmark har ændret sig gennem tiden. Kom i din beskrivelse ind på, hvorfor udtryk for antisemitisme blev sjældnere under og efter Holocaust. Opstil en liste over hvilke motiver der kan ligge bag Holocaust-benægtelse på den ekstreme politiske højrefløj i Danmark. Opstil en liste over hvilke motiver, der kan ligge bag antisemitiske utryk og Holocaust-benægtelse blandt personer med muslimsk baggrund i Danmark. Diskuter forskelle og ligheder mellem motiverne hos de to grupper med antisemitiske holdninger. Opgaver til hvad er hate speech? Find eksempler på hate speech i Danmark og diskuter, hvilke mennesker de rammer. Hvilke problemer kan der være forbundet med den ”akademiske” hate speech? Læs om forskellige Holocaust-benægtere her på siden. Hvem repræsenterer den grove antisemitisme, og hvem repræsenterer en mere akademisk stil? Læs børnerimet i ”spor af antisemitisme og fascination af nazismen”. Hvilke ligheder og forskelle kan du se mellem dette børnerim og andre børnerim, du kender? Hvilken funktion har rimet, og hvilket selvbillede promoverer det? Hvordan? Hvad fortæller rimet os om forfatterens syn på ”de andre”? Kan man kritisere Straffelovens § 266 b? Er der fx grupper i det danske samfund, som ikke bliver tilgodeset? Diskuter, om et demokrati skal tolerere alle slags meninger i medierne og i det offentlige rum? Find argumenter for ytringsfrihed og argumenter for minoriteters beskyttelse mod diskriminering. Står nogle af argumenterne for ytringsfrihed i modsætning til argumenterne for minoriteters beskyttelse mod diskriminering? Læs evt. artikler om ytringsfrihed for inspiration Opgaver til benægtelse i Mellemøsten Beskriv de to tilgange til Holocaust, der findes i Mellemøsten Forklar, hvilken rolle Holocaust-benægtelse i Mellemøsten spiller i forhold til staten Israels ret til at eksistere? Hvilke grunde kan der være til, at mange lande i Mellemøsten har et anstrengt forhold til Israel? Diskuter, om det er godt, når ledende personligheder tager afstand fra f.eks. Holocaust-benægtelse eller racisme. Læs artiklen om antisemitisme og læg mærke til de udtryk, der bruges i den europæiske antisemitisme. Se om du kan finde de samme ord i eksemplerne på Holocaust-benægtelse i Mellemøsten. Diskutér, hvorfor der er lighedspunkter. Opgaver til benægtelse af det armenske folkedrab Gør rede for, hvorfor det armenske folkedrab kaldes ”Det Glemte Folkedrab”. Diskutér hvilken rolle Tyrkiet har spillet i international storpolitik gennem tiderne. Hvad fortæller det om storpolitik, at Tyrkiet ’”får lov” til at benægte folkedrabet på armenierne? Diskutér, hvad den tyrkiske stat kan opnå ved at benægte folkedrabet på armenierne? Redegør for, hvordan artikel 301 gør det forbudt at anerkende Tyrkiets folkedrab på armenierne. Diskutér, hvad en sådan lov betyder for ytringsfriheden? Og for akademisk forskning i landet? Diskutér, hvordan nationalisme kan være med til at gøre en sag som det armenske folkedrab betændt. Opgaver til benægtelse af folkedrabet i Bosnien Forklar, hvilke grunde der kan være til, at der findes så mange forskellige versioner af krigen i Bosnien i 1992-1995 I en rapport fra 2002 fremstiller den bosnisk-serbiske regering Srebrenica-massakren som noget helt andet end folkedrab. På hvilken måde afviger rapporten fra anerkendt forskning om, hvad der skete i Srebrenica? Beskriv hvilken rolle anerkendelse spiller, når man skal benægtelse af folkedrab til livs. Diskutér også, hvad konsekvenserne af manglende anerkendelse kan være. Diskutér hvilke forhold, der er vigtige, når man skal benægtelse af folkedrab til livs. Hvorfor er disse forhold vigtige? Retsopgør og retfærdighed fremhæves ofte som vigtige efter en konflikt. Men holder antagelsen om, at retsopgør automatisk fører til forsoning i virkeligheden? Opstil 1-3 argumenter for og imod denne antagelse