Mediernes rolle

Mediernes rolle Introduktion: Mediernes rolle Holocaust-benægtelse er i dag et velkendt ”fænomen” og optræder med jævne mellemrum i medierne. Eksponeringen af benægtelsen hænger tæt sammen med udbredelsen af internettet, som har givet benægterne et nemt tilgængeligt forum at ytre sig i. Men også den kendsgerning, at benægterne har haft held til at komme til orde i pressen, har gjort sit til, at der er kommet et større fokus på benægterne og deres påstande. Holocaust-benægtelse findes i mange af de medier, vi bruger til daglig Adgangen til offentlige medier – både de trykte, men især internettet med dets chatfora, nyhedsgrupper, blogs og specielt muligheden for at komme i kontakt med ligesindede benægtere på tværs af tid og sted – har gjort det lettere for Holocaust-benægtere at sprede deres budskaber. Internettet er samtidig relativt ureguleret, så længe ytringerne ikke er direkte racistiske. Der er derfor “‘legalt” at ytre sig om stort set alt. Samtidig findes der på nettet mange fora, hvor brugerne er børn og unge, der har begrænset viden om Holocaust, og som derfor er mere påvirkelige over for benægternes påstande og propaganda. Benægtelse også i den ”etablerede” del af medieverdenen Det er imidlertid ikke kun på internettet, at benægtelsen finder sted. Med jævne mellemrum optræder Holocaust-benægtende påstande i både aviser og tv-programmer. Som regel omtales benægternes påstande som både absurde, grænseoverskridende og diskriminerende, men det hænder også, at benægterne ukritisk får lov til at fremføre deres teser, som derved kommer til at fremstå uimodsagte og med et skær af “sandhed” over sig. Formidlingen af benægternes påstande fordrer en vis grad af stillingtagen til, hvilken rolle pressen bør og kan spille ved Holocaust-benægtelse. Skal de udøve en form for censur, eller er det helt i orden at gengive benægternes påstande, da alle jo har ret til at ytre deres holdninger, også selvom de er i opposition til den etablerede videnskab og den omfattende mængde beviser, der direkte modbeviser benægternes ytringer? Pressens ansvar? Mangesidet og saglig information er en af grundpillerne i et velfungerende demokrati. Pressen har både magt og indflydelse, og det er ikke uden grund, at den kaldes for den fjerde statsmagt. Inden for de seneste år er Holocaust-benægtelse blevet stadig mere udbredt og omtales jævnligt i pressen. Men hvilken rolle skal pressen spille ved Holocaust-benægtelse? Skal den gengive benægternes argumenter, eller skal den udøve censur? Har pressen et ansvar for, at Holocaust-benægtelsen ikke vokser? Eksponering af Holocaust-benægtelsen Inden for det sidste årti er Holocaust-benægtelsen blevet mere synlig. Det skyldes især udbredelsen af internettet, som har givet benægterne et nyt og nemt tilgængeligt forum at ytre sig i. Men også det faktum, at Holocaust-benægterne har nydt forholdsvis stor presseopmærksomhed, har medført en større eksponering af benægtelsen. Det er med andre ord blevet en ”god” historie at fortælle om benægternes kontroversielle holdninger. Læs om benægtelse på nettet Benægtelse i Danmark I dansk regi kom der for alvor fokus på benægterne og deres påstande, da Berlingske Tidende den 24. januar 1998 bragte et indlæg fra en af Danmarks mest fremtrædende benægtere, dr.phil. Christian Lindtner, med titlen “Holocaust i et nyt lys”. I indlægget argumenterede Lindtner for, at en stor del af den viden, der findes om Holocaust, er fejlagtig; bl.a. hævdede han, at der ikke var gaskamre i de tyske koncentrationslejre. Både Lindtners påstande samt det, at Berlingske Tidende valgte at trykke indlægget, vakte stor forargelse. Avisens undskyldning var, at man ikke havde været opmærksom på indlæggets specielle indhold. Trods denne beklagelse valgte avisen kort efter at trykke endnu et af Lindtners kontroversielle læserbreve, ”Encyklopædi lyver”, som hævdede, at den Danske Encyklopædi opgiver et forkert og ”uvidenskabeligt” dødstal blandt fangerne i Auschwitz. Benægtelseslegitimering? Kan den kendsgerning, at Berlingske Tidende trykte flere af Christian Lindtners Holocaust-benægtende indlæg opfattes som en legitimering af benægternes påstande? Giver det påstandene et skær af sandhed, at avisen ikke kommenterede Lindtners postulater, men ukritisk gengav, hvad han havde at sige? Burde Berlingske Tidende have valgt ikke at bringe indlægget, eller er det helt i orden, at avisen valgte at gengive Christian Lindtners påstande, fordi en avis ikke skal være partisk, men i stedet vise flere forskellige fortolkninger af ”virkeligheden”? Pressedækning af benægter-konference i Iran I 2006 deltog Christian Lindtner som eneste dansker i en kontroversiel todageskonference i Iran, ”The International Conference to Review the Global Vision of the Holocaust”. En stor del af konferencens formål var centreret omkring benægtelse af Holocaust. Flere danske medier valgte mere eller mindre ukritisk at omtale konferencen og gengav benægternes påstande som et – omend pudsigt og kuriøst – alternativt synspunkt i Holocaust-debatten. Et af de medier, der ikke ”bare” refererede fra konferencen, men valgte at forholde sig yderst kritisk, var Berlingske Tidende. Den 18. januar 2006, forud for afholdelsen af konferencen, kunne man i avisens leder finde følgende udsagn: ”[…] Men nu er det ingen ringere end Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der fremsætter den horrible påstand om, at Holocaust er en myte. Iran skal oven i købet være vært for en »videnskabelig« konference, som skal »bevise«, at Holocaust aldrig fandt sted. Vi ser altså et statsoverhoved og en regering slå følgeskab med Holocaust-benægternes slæng af nynazister, antisemitter og almindelige galninge – det er fuldkommen afsindigt.” En god historie: nynazisten og Holocaust-overleveren I en artikel bragt af Nyhedsavisen i august 2008 bliver læseren præsenteret for to forskellige personer: den unge nynazist og Holocaust-benægter Daniel Carlsen samt den polske jøde og Holocaust-overlever Zygmunt Gross. Sammen skal de besøge udryddelses- og koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, hvor Zygmunt Gross var tilfangetagen under 2. Verdenskrig. I Auschwitz-Birkenau forsøger Zygmunt Gross at overbevise Daniel om, at Holocaust virkelig har fundet sted – han fortæller bl.a. om krematorierne og om fanger, der forsvandt for aldrig at vende tilbage igen. Daniel nægter at tro på Zygmunt Gross’ fortællinger: ”I mine øjne, så vrøvler han bare. For eksempel sagde han, at han var 100 procent sikker på, at der var jøder, som blev gasset her. Men når du går ham lidt på klingen, så var det jo noget, han havde hørt,” siger han. I artiklen er der en tydelig sympati for Zygmunt Gross. Han fremstilles som en ældre mand med mange ar på sjælen – som følge af de uhyrligheder, han oplevede under sin tid i koncentrationslejren. Daniel derimod beskrives som en ung mand med bizarre holdninger og en indædt tro på, at han ved bedst – lige meget hvor mange beviser han bliver præsenteret for. Relativisering af Holocaust? Er det, på trods af den sympatiske overvægt, overhovedet rimeligt, at de to mænd stilles over for hinanden – som om deres synspunkter er ligeværdige? Daniel er en ung nynazist, der fuldstændig affejer historiske beviser til fordel for sin egen overbevisning og dermed underkender millioner af menneskers lidelser. Zygmunt Gross har på egen krop og sjæl mærket, hvad det vil sige at være i en udryddelses- og koncentrationslejr. Lever Nyhedsavisen op til ansvaret om god presseskik, når de modstiller en Holocaust-benægters påstande og en Holocaust-overlevers fortællinger? Eller er denne fremstilling med til at sende et signal om, at de to synspunkter er lige gode? Legitimerer Nyhedsavisens fremstilling dermed Daniel Carlsens Holocaust-benægtende holdninger? Kan man argumentere for, at Nyhedsavisen – i modsætning til Berlingske Tidendes ukritiske formidling af Christian Lindtners benægter-påstande i 1998 – i det mindste påtager sig en form for ansvar, da de ikke ”bare” gengiver benægternes postulater, men sætter dem op over for en Holocaust-overlevers personlige beretning, så Daniel Carlsens holdninger fremstår som bizarre, respektløse og virkelighedsfjerne. Daniel Carlsen i pressen Den unge nynazist Daniel Carlsen har vist sig at være ”en god historie”. I marts 2009 bragte eksempelvis B.T. et opslag om ham under overskriften ”Daniel elsker Hitler”. I artiklen bliver Daniel fremstillet som en velfungerende ung mand med gode karakterer, en kernefamiliebaggrund og med en drøm om at læse jura. Af artiklen fremgår det imidlertid ikke, at Daniel er tilknyttet den voldelige og ekstremistiske gruppe ”White Pride”, og at han flere gange har været sat i forbindelse med voldsepisoder. Det velfungerende unge menneske, som B.T. portrætterer, er måske ikke helt i overensstemmelse med sandheden, ligesom Daniel måske ikke er så almindelig, som B.T. fremstiller ham. B.T.-artikel om den unge benægter Daniel Carlsen. Klik her for at se artiklen i stort format God presseskik Medieansvarslovens §34, stk. 1: Grundlæggende synspunkter: “Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt. Den frie kommentar er en del af ytringsfrihedens udøvelse. Under varetagelse af disse opgaver bør massemedierne anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse.[…]“ Karikaturtegning, der viser mediernes dobbelthed. De fem nyhedskriterier For at en “historie” er en nyhed, skal den opfylde et eller flere nyhedskriterier: Aktualitet: Nyheden handler om noget, der sker, om noget tidstypisk, om noget, der optager modtageren her og nu. Væsentlighed: Nyheden har betydning for et stort antal modtagere eller livsvigtig betydning for et lille antal modtagere. Identifikation: Nyheden bliver vedkommende, fordi modtageren følelsesmæssigt kan identificere sig med historien. Sensation: Nyheden handler om noget usædvanligt, noget overraskende eller uventet. Konflikt: Nyheden beskriver en strid mellem personer med modsatte holdninger eller interesser, der strider mod hinanden. Børn og unge er en sårbar målgruppe Medier spiller en stor rolle i et samfunds vidensniveau, og en fri og uafhængig presse er en af grundstenene i et moderne demokrati. Medierne formidler til alle dele af samfundet og når alle grupper – på tværs af alder, køn, uddannelse etc. Børn og unge får en meget stor del af deres viden og information fra medierne, og de er vokset op med dem som en integreret del af deres hverdag. De bruger i høj grad medierne og især internettet til at orientere sig og få viden. Da det tager tid at opnå de nødvendige evner til kritisk at kunne vurdere et medieindhold, er det afgørende, at det, medierne formidler, er så veldokumenteret som muligt. Dette er naturligvis altid vigtigt, lige meget hvem målgruppen er, men det er især nødvendigt ved formidling til børn og unge, som er mere påvirkelige og tilbøjelige til at tro på, hvad de ser og hører. Læs om, hvordan man er kritisk på nettet Har pressen et ansvar? Pressen har et ansvar for at dække nyheder nuanceret og fra flere perspektiver og derfor også repræsentere flere forskellige synspunkter. God journalistik er, at man altid sørger for, at ens historie er sandfærdig, og at dens fakta er korrekte. Brugerne regner med, at medierne fortæller dem, hvis der foregår noget vigtigt, og at de formidler sandheden – korrekt og objektivt. Uanset tid og sted. Medierne bør først og fremmest være optagede af at formidle uafhængigt, redeligt, faktuelt og objektivt – også selvom sandheden kan skade nogle og gavne andre. Det forventes, at journalister bestræber sig på at holde deres egne principper i hævd: altid at tjekke fakta gennem flere kilder. Gør de ikke det, er der risiko for, at usand information, som fx Holocaust-benægternes påstande, spredes og i værste fald får status som en slags sandhed. Holocaust-censur? Man kan diskutere, om ytringsfriheden bør begrænses, når emnet er så kontroversielt og følsomt som Holocaust-benægtelse. Bør medierne overhovedet bringe benægternes argumenter, eller sender det et signal om, at det er i orden at stille spørgsmålstegn ved et så veldokumenteret folkedrab som Holocaust? I nogle lande er det forbudt at benægte, at Holocaust har fundet sted, og det har også været diskuteret, omHolocaust-benægtelse skulle kriminaliseres i Danmark. Det har man dog besluttet, at det ikke skal. Argumentet er, at det vil være en alvorlig indskrænkning af ytringsfriheden, og samtidig mener man, at den danske racismeparagraf kan tages i brug ved Holocaust-benægtelse af særlig grov karakter. Læs mere om diskussionen om lovgivning om Holocaust-benægtelse Den kendsgerning, at man ikke har en lovgivning om Holocaust-benægtelse, gør det måske endnu mere vigtigt, at pressen bestræber sig på som minimum at sørge for, at det kildegrundlag, som de formidler på baggrund af, er velundersøgt og veldokumenteret. Dette synes især nødvendigt ved formidling om kontroversielle emner, som eksempelvis Holocaust-benægtelse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: