Kilder

Kilder Introduktion: Kilder Holocaust-benægternes hovedpåstand er, at Holocaust ikke fandt sted. Men det passer ikke. Vi ved faktisk, at Holocaust fandt sted. Grunden til, at vi ved det, er, at vi har kilder, der beviser det. Hver for sig er kilderne enkeltstående udsagn om det, der skete, men sættes de sammen, danner de et klart billede af hændelserne under 2. Verdenskrig og Holocaust. Historie og kildemateriale Arbejdet med kildemateriale er kernen i historisk forskning, og arbejdet med kilderne foregår på samme måde, uanset om den historiske begivenhed er Holocaust eller Slaget på Dybbøl i 1864. I historisk forskning er kilderne nemlig de væsentligste belæg for de påstande, der fremføres. Man forsøger at udlede, hvad de mange kilder fortæller om den historiske hændelse, ikke hver for sig, men sat i sammenhæng og i relation til hinanden. Tusindvis af kilder Jo større en historisk begivenhed er, jo flere beviser vil der være for, at den har fundet sted. Sådan er det også med Holocaust. Der er et utal af kilder, som beviser, at Holocaust fandt sted. Derfor er det uholdbart, når benægterne, som man fx kan læse om i artiklen om benægternes argumentation, afviser én kilde som utroværdig og på baggrund af denne ene kilde afviser, at Holocaust har fundet sted. Eller når de afviser, at Hitler vidste, hvad der foregik i koncentrationslejrene, fordi der ikke foreligger et dokument, der fremfører en decideret udryddelsesordre fra Hitler. For der er tusindvis af andre kilder, der fortæller om nazisternes folkedrab og Hitlers altafgørende rolle i det. Beviserne består dog ikke af én kilde, men et enormt antal dokumenter – skrevne dokumenter, fotografier og øjenvidneberetninger – der alle viser mod samme konklusion: Holocaust fandt sted, og Hitler spillede en central rolle i Holocaust. Hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted? Holocaust var en forbrydelse af et omfang så enormt, at det er svært at vide, hvor man skal starte eller slutte, når man som her skal tale om visheden af vores viden. Holocaust vil aldrig være bevist ved et enkelt dokument eller et enkelt kildeudsagn. Folkedrabet består derimod af en lang række hændelser, på en lang række steder, som er blevet bevist ved en lang række forskellige beviser og kilder. Holocaust-benægterne mener, at hvis de kan finde en ”fejl” eller uoverensstemmelse i et stykke kildemateriale, så krakelerer hele beviset for Holocaust. Benægterne ser bort fra den sammenhæng, som et bevis optræder i og vælger kun det ud, som støtter deres argumentation. En enorm forbrydelse Drabet på Europas jøder foregik i Albanien, Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Frankrig, Holland, Hviderusland, Italien, Letland, Litauen, Luxemburg, Norge, Polen, Rusland, Slovakiet, Tjekkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn og det tidligere Jugoslavien. Det trak desuden tråde til stort set alle andre lande i verden; til USA, Mellemøsten, Asien og Sydamerika. Omkring seks millioner jøder blev dræbt, foruden ca. to en halv millioner russiske krigsfanger, flere hundrede tusinde anstaltspatienter, titusinder af politiske fanger og andre. Hvert drab har sin egen historie. Der var så mange måder, så mange mennesker, så mange steder, at man må nøjes med eksempler eller stikprøver, når man skal prøve at forklare, hvorfor vi føler os sikre på vores viden om denne kolossale forbrydelse. I denne artikel bliver der fokuseret på to af de mest omfattende og dødelige operationer under jødeforfølgelserne, nemlig Einsatz-grupperne i Sovjetunionen og en af de seks udryddelseslejre i Polen, Sobibor. Einsatz-grupperne i Sovjetunionen Det egentlige folkedrab på jøderne under 2. Verdenskrig begyndte med tyskernes angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941. Bag de fremrykkende tropper kom de såkaldte Einsatz-grupper. Ifølge en skrivelse fra chefen for sikkerhedspolitiet, Heydrich, var deres ordrer at skyde alle kommunistiske funktionærer, ledende intellektuelle og forretningsfolk og visse jøder. De praktiske forhold (man havde hverken tid, ressourcer eller lyst til at differentiere mellem jøderne) betød dog, at alle jøder blev mål for denne politik. Her følger de retningslinjer, der blev givet til grupperne, inden de tog til Sovjet. 195 rapporter og vidneudsagn fra gerningsmændene selv Hver af de fire Einsatz-grupper A, B, C og D indsendte jævnligt rapporter over deres arbejde til sikkerhedstjenestens hovedkvarter i Berlin; herfra blev de fordelt til forskellige instanser. Ud af de 195 rapporter, der indgik til Berlin mellem juni 1941 og april 1942, kender man i dag alle undtagen én. I disse såkaldte situationsrapporter opregner grupperne nøje, hvor mange man har skudt hver dag, og hvor og hvordan ofrene fordeler sig på jøder og kommunister samt mænd, kvinder og børn. Således kan man se, at fx enheder fra Einsatz-gruppe A, der opererede i de baltiske lande, skød 4.400 jøder i juli 1941, 47.906 i august, 41.097 i september, 31.829 i oktober og 8.211 ved rapportens indsendelse i november. Disse rapporter har man kendt til, siden de blev fundet i de konfiskerede papirer fra Nazityskland i forbindelse med Nürnbergprocesserne. De var underskrevet af ledere af grupperne, ligesom en række officerer nævnes i dem. Da man fandt frem til disse folk, kunne de bekræfte, at det netop havde været Einsatz-gruppernes opgave at skyde de russiske jøder og fortælle om, hvordan de havde gjort det. I forbindelse med retssager mod medlemmer af grupperne blev flere hundrede menige medlemmer afhørt og nogle af dem sigtet. Også de kunne bekræfte begivenhedsforløbet. Og de var ikke de eneste. Flere vidneudsagn Lejlighedsvis overlevede nogle af ofrene. Somme tider kunne de flygte, andre gange blev de skudt, men kun såret og kunne grave sig ud af deres grav og komme væk. Deres vidneudsagn, der blev givet i forbindelse med Nürnbergprocesserne og ved andre retssager i Tyskland og andre lande efter krigen, kunne ligeledes bekræfte det skete og tilføjede yderligere detaljer. Der kan også være tale om andre vidner – tilskuerne. Det kunne være andre tyskere, der som militærfolk eller civile arbejdere og teknikere overværede disse masseskydninger. Også de allierede efterretningstjenester havde fulgt med i forbrydelserne, og russerne havde således identificeret og sikret en række fysiske spor – mest massegrave – på russisk jord. Intet af dette, hverken rapporter, tilståelser eller vidneudsagn, kan stå alene. Men tilsammen bekræftes disse begivenheder både af den indledende forholdsordre, de løbende rapporter, vidneudsagn fra ofre, bødler og tilskuere, samt det fysiske bevismateriale. Det er som ved en kriminalsag: Vi har etableret motivet (forholdsordren), morderne har så at sige skrevet dagbog undervejs (situationsrapporterne), og vi har vidneerklæringer fra de involverede – og endda tilståelser fra forbryderne selv. Samtidig har vi det afgørende fysiske bevismateriale – massegravene. Udryddelseslejrene Der var en række ulemper ved masseskydningerne, som fik tyskerne til at skifte til en anden drabsform. I de såkaldte udryddelseslejre havde man fred for uvelkomne vidner, og arbejdet dér sled mindre på mændenes nerver. Og så var det mere effektivt, for her kunne langt færre tyskere (og deres hjælpere) dræbe langt flere jøder på langt kortere tid. Fra foråret 1942 foregik massedrabene fortrinsvis i sådanne lejre, og ca. halvdelen af alle ofrene blev dræbt i gaskamre på disse steder. Vi taler normalt om seks sådanne lejre: Chelmo, Belzec, Sobibor, Treblinka, Majdanek og Auschwitz. Også her ser vi det samme mønster gentage sig, hvad kildematerialet angår. Lad os se på eksemplet Sobibor. Sobibor: 250.000 dræbte på halvandet år I denne lille lejr dybt ude i skovene ved Polens østgrænse til Hviderusland og Ukraine blev der i alt dræbt ca. 250.000 jøder i løbet af det halvandet år, som lejren eksisterede. Baggrunden for dens oprettelse er ikke kendt, for de papirer hører til blandt dem, nazisterne havde held til at fjerne i krigens sidste dage. Men lokale folk var vidner til oprettelsen i de tidlige forårsmåneder i 1942. De fleste af ofrene var polske jøder, der kom dertil fra ghettoerne. Disse ghettorydninger efterlod masser af dokumentation: Lokale polakker så det, og overlevende jøder har berettet om det. Nogle af de soldater og politifolk, der gennemførte disse rydninger – der ofte indebar, at man skød de “svage” jøder først, altså især de ældre og de mindre børn – har også bekræftet hændelsesforløbet ved retssager efter krigen. Der findes meget få transportlister fra overførslen af ofrene i øst. De blev enten ikke skrevet eller er gået tabt. Men interessant nok findes der en omfattende liste over en bestemt gruppe jøder, der blev myrdet i Sobibor i 1943. Det drejer sig om ca. 34.000 hollandske jøder, der blev transporteret fra lejren Westerbork i Holland til Sobibor mellem marts og juni 1943. Det var folk i alle aldre, fra spædbørn til oldinge. Så vidt vides overlevede kun 18. I Vesteuropa opstillede tyskerne lister over de deporterede jøder, der indeholdt navne og fødselsdata. Det gjorde de formentlig for at opretholde en slags normalitetens skær over hele operationen, altså for at føre jøderne bag lyset og gøre dem mere samarbejdsvillige. Listerne overlevede i Westerbork-lejren. De blev fundet efter krigen, og derfor kender vi helt undtagelsesvis disse ofre ved navn. Det kan med andre ord dokumenteres, at disse jøder var i Westerbork, og at de blev transporteret videre til Sobibor. Her skrev man ingen navne op. Hver eneste transport, der ankom, blev udslettet til sidste mand inden for et par timer efter ankomsten, bortset fra nogle enkelte, som blev udvalgt til at arbejde i lejren i en periode, indtil de også blev dræbt og udskiftet med nye folk fra andre transporter. Vidneudsagn og tilståelser I Sobibor skete det helt særlige, at fangerne i oktober 1943 gjorde oprør, dræbte de fleste medlemmer af det tyske personale og stak af. Skønt mange døde, både under flugten og siden i skjul i skovene, overlevede en håndfuld. De aflagde vidnesbyrd efter krigen. Skønt jøderne som hovedregel ikke kendte navnene på deres bødler, var det lykkedes dem, ved at studere tyskernes post, at finde navnene på nogle enkelte. Disse mænd blev pågrebet i begyndelsen af 1960′erne. De kunne igen nævne yderligere navne på andre tidligere vagter, og dermed blev en del af personalet i Sobibor anholdt og stillet for retten. Igen gælder det, at de alle som én bekræftede, at Sobibor var en lejr, hvis eneste formål var at dræbe jøder i gaskamre. De tidligere vagter kunne fortælle om de metoder, der blev brugt på stedet, og ved husundersøgelser fandt man fotos og andet materiale fra Sobibor. Som hovedregel ville gerningsmændene ikke vedkende sig en personlig skyld. De henviste i stedet til, at de havde handlet under ordrer, eller havde haft opgaver, der lå uden for det, de opfattede som den egentlige drabsproces. Men selve begivenhedsforløbet bekræftede de i minutiøse detaljer. Hvilken skæbne, der helt præcist overgik de enkelte jøder, såsom de 34.000 fra Holland, kunne de ikke udtale sig om, for for dem var jøderne bare én stor, navnløs masse, og ingen blev som sagt registreret med navn i lejren. Hvilke beviser har vi så, og hvad kan vi konkludere ud fra dem? Vi har nogle enkelte dokumenter til belysning af lejrens oprettelse samt en række uafhængige vidneudsagn fra forskellige personer, der så den blive bygget. Vi har vidneudsagn fra jøder, der overlevede lejren på grund af oprøret i 1943. Vi har listen over de 34.000 hollændere, der bekræfter deres overførsel til Sobibor. De få, der overlevede, har berettet om, hvordan det forgik i lejren, og vi ved, at næsten alle disse mennesker er forsvundet. Vi har vidneudsagn og fysiske spor, der belyser overførslen af polske jøder fra ghettoerne til lejren. Vi har lejrens naboer, der så togene ankomme fulde og tage tomme derfra. Og så har vi en række af vagterne, inklusive en af dens kommandanter, der alle uden forbehold bekræfter, at dette var et sted indrettet til jødemord. Ligeledes har vi udsagn fra en del af deres højere chefer i sikkerhedsapparatet, der også bekræfter dette. Og endelig har vi de fysiske spor, bygninger, grave og andet, som blev efterladt af tyskerne, da de forlod stedet i 1944. Den samlede vægt af dette materiale tillader os at konkludere, at Sobibor var en udryddelseslejr, indrettet til at dræbe jøder i gaskamre, og at de forsvundne hollændere er blevet dræbt der. Beviser som brikker til et puslespil Igen må det understreges, at vores sikre viden om udryddelseslejren Sobibor ikke afhænger af et enkelt dokument eller et enkelt vidneudsagn. Det er derimod den samlede vægt af alle disse kilder, dokumenter, fotos, udsagn med mere, der er afgørende. Når alle er enige om, hvordan det var – her altså både bødler, ofre og tilskuere – så er der garanti for, at det nok var sådan, det var. Vi taler her om konvergerende kilder; kilder, der hver for sig ikke er nok, men som tilsammen danner et tydeligt billede. De er som brikker i et puslespil. Vi har godt nok ikke alle brikkerne, men vi har tilstrækkeligt til at kunne danne os et temmelig klart billede af, hvad det var for et sted. I artiklen her har vi har brugt eksemplet fra Sobibor, men det er præcis det samme mønster, der findes for alle de andre lejre af denne type – ved at sammenkæde de mange forskellige slags bevismateriale, får vi et samlet billede af, hvad der er sket. Hvilken rolle spillede Hitler i Holocaust? En af Holocaust-benægternes hovedpåstande er, at Adolf Hitler ikke spillede en central rolle i massemordet på de europæiske jøder. Ifølge disse benægtere var eventuelle drab på jøder ikke udtryk for regimets politik og nazismen, og Hitler kan derfor ikke stilles til ansvar for folkedrab. Intet kunne være mere forkert: Hitler var gennem sine taler, ordrer og godkendelser en drivkraft i nazisternes mord på Europas jøder. I 1993 udgav den amerikanske professor Deborah Lipstadt bogen Denying the Holocaust – the Growing Assault on Truth and Memory, hvori hun bl.a. anklagede forfatteren David Irving for at være Holocaust-benægter, historieforfalsker og antisemit. Lipstadt argumenterede for, at Irving manipulerede med historien, når han fraskrev Hitler en hovedrolle i nazisternes systematiske mord på Europas jøder. Irving reagerede ved at anlægge sag mod Lipstadt for injurier. Under retssagen optrådte historikeren Peter Longerich som den ekspert, der skulle dokumentere Hitlers rolle i det systematiske folkedrab. I det følgende gengives dele af hans bevisførelse for, at Hitler spillede en helt central rolle i Holocaust. Baggrunden: Kilderne og Holocaust-benægternes fejlslutning Der findes ikke noget enkeltstående dokument, hvori Adolf Hitler direkte befaler massemordet på alle Europas jøder. Og det er muligt, at et sådant dokument aldrig har eksisteret. Mange Holocaust-benægtere slutter deraf, at Hitler derfor ikke kan have kendt til de systematiske drab på Europas jøder, og at han i hvert fald ikke spillede en aktiv rolle i disse. Intet kunne være mere forkert. Forklaringen er, at Hitler afgav sine befalinger om jødeforfølgelser og -drab mundtligt – og kun til en eller få personer af gangen. Mens der derfor ikke findes én samlet ordre, findes der et væld af kilder, der viser, at Hitler fra start til slut i sin politiske karriere anvendte en ekstrem antisemitisk retorik, både i offentlige og private sammenhænge, at han løbende engagerede sig aktivt i forfølgelser og mord på jøder, og at han som nazisternes ubestridte “Fører” løbende signalerede sin tilfredshed med den udvikling, der resulterede i Auschwitz og andre udryddelseslejre. Hitlers retorik – jøder som “ariernes” dødsfjender Allerede fra starten af sin politiske karriere i 1919 stod Hitler for en ekstremt hadefuld antisemitisk retorik. I sin bog Mein Kampf fra 1925/1927 betegnede han jøder som bl.a. parasitter, rotter, vampyrer, som ”en pestilens værre end den Sorte Død” og som ”menneskehedens evige bakterier”. Hitlers retorik var ikke blot hadefuld. Den opstillede jøderne og tyskerne (eller “arierne”) som modsætninger og som hinandens naturgivne dødsfjender. Jøderne var i Hitlers optik ikke mennesker med en bestemt religion, men personer af en bestemt race. Med henvisninger til bakterier, sygdomme og lignende hævdede Hitler allerede umiddelbart efter 1. Verdenskrig, at jøderne måtte fjernes. Efter Hitler i 1933-1934 havde erobret kansler- og præsidentembedet, kunne nazisterne benytte statsmagten til diskrimination af de tyske jøder med indførslen af Nürnberg-lovene i 1935. Jøderne blev af Hitlers diktatur bl.a. frataget retten til offentlige embeder, retten til at stemme og retten til at gifte sig eller have samkvem med ikke-jøder. De blev kort sagt gjort til andenrangsmennesker. Forfølgelserne kulminerede den 9.-10. november 1938, da propagandaminister Goebbels, efter at have forhørt sig hos “Føreren”, opildnede nazister til angreb på jøderne, der kom til at koste mindst 91 mennesker livet i den såkaldte “Krystalnat”. Verdenskrigen og radikalisering af jødeforfølgelserne På seksårsdagen for sin indsættelse som rigskansler holdt Hitler en tale i den tyske regering, Rigsdagen, hvori han profeterede, at “den jødiske race” ville blive tilintetgjort, hvis der udbrød en ny verdenskrig – en krig som han beskyldte jøderne for at ønske: ”I dag vil jeg endnu en gang være en profet: Hvis det skulle lykkes den internationale finansjødedom i og uden for Europa endnu en gang at kaste folkene ud i en verdenskrig, vil resultatet ikke være jordens bolsjevisering og dermed jødedommens sejr, men derimod tilintetgørelsen af den jødiske race i Europa.” I september 1939 udløste Hitler selv 2. Verdenskrig med angrebet på Polen. Senere vendte Hitler flere gange tilbage til sin profeti. Mens tusinder af jøder hver dag blev transporteret gennem Europa for at ende deres liv i gaskamrene i det besatte Polen, påstod Hitler, at jøderne forestillede sig ”…udryddelsen af de europæisk-ariske folk”, men at de i stedet selv ville blive tilintetgjort. Ledende nazister kunne konstatere, at Hitler i private samtaler var mindst lige så optaget af at “løse jødeproblemet” og “fjerne jøderne“, som han var i sine offentlige taler. Hitlers propagandaminister Goebbels bemærkede i marts 1942 i sin dagbog, at en ”…barbarisk, men helt fortjent” straf ramte jøderne, og at “Førerens” profeti var ved at gå i opfyldelse. ”Også i dette anliggende”, konstaterede Goebbels ”…er Føreren den utrættelige forkæmper og fortaler for en radikal løsning, som er krævet af tingenes natur, og som derfor er uundgåelig.” Hitlers forberedelse på en “tilintetgørelseskrig” Hitler udløste ikke blot 2. Verdenskrig, der nærmest automatisk førte til brutalisering og til en nedvurdering af menneskelivs værdi. Han spillede også en aktiv rolle i at gøre krigen særligt brutal – også bag fronten. En måned inde i krigen betonede han, at man ikke kunne tillade nogen polske ledere overhovedet: ”Hvor sådanne polakker eksisterer, må de dræbes, hvor hårdt det end måtte lyde.” Da han knap to år senere talte til hærledelsen om, hvordan hans planlagte krig mod Stalins Sovjetunion skulle føres, sagde han: ”Vi må rykke væk fra standpunktet om kammeratskab mellem soldater. Kommunisten er ingen kammerat, hverken før eller siden. Det drejer sig om en tilintetgørelseskrig. Hvis vi ikke opfatter det sådan, vil vi ganske vist slå fjenden, men om tredive år vil den kommunistiske fjende igen stå over for os. Vi fører ikke krig for at bevare fjenden.” Få uger inde i angrebet på Sovjetunionen fremhævede Hitler over for ledende embedsmænd i de erobrede østområder, at det var nødvendigt at pacificere områderne hurtigst muligt: ”Dette kan bedst opnås ved at skyde enhver, der så meget som kigger mærkeligt.” Ifølge Hitlers verdensanskuelse var jøderne de egentlige bagmænd, der trak i trådene bag facaden –både i det kapitalistisk-demokratiske USA og i det kommunistiske Sovjetunionen. Hitler så ganske vist den planlagte krig mod Sovjetunionen som en kamp mellem to “verdensanskuelser”. Men verdensanskuelserne var tæt forbundet med racemæssige forhold: ”Den jødisk-bolsjevikiske intelligentsia, der hidtil har undertrykt folket, må elimineres.” Et apparat til massemord Mens Hitlers opfattelse af jøderne var et nærmest allestedsnærværende element i hans verdenssyn og propaganda i hans 26 år som “politiker”, var det anderledes med selve drabene på Europas jøder. De begyndte for alvor, efter at Hitler havde udløst 2. Verdenskrig med Tysklands invasion af Polen i september 1939. Kort tid efter krigsudbruddet havde Hitler givet en skriftlig godkendelse af det eutanasi-program, der frem til 1941 kom til at koste omkring 70.000 handicappede og mentalt syge patienter livet. De såkaldte ”eutanasidrab” blev på mange måder et foregangsprojekt for den senere jødeudryddelse. Nazisterne forsøgte at hemmeligholde drabene på de handikappede, men ikke i samme omfang som de senere jødedrab. Der gik hurtigt rygter blandt den tyske befolkning om, hvad der foregik, og det førte til betydelig modstand mod drabene. Erfaringerne fra eutanasidrabene lærte den nazistiske ledelse vigtigheden af at holde drab på civile skjult. I oktober 1939 udnævnte Hitler lederen af SS, Heinrich Himmler, til “rigskommissær for styrkelse af tyskheden”. Kort tid senere fik Himmler besked om, at alle tiltag mod jøderne skulle diskuteres direkte med “Føreren”. Himmlers enheder skulle operere uafhængigt af hæren og stod kun til ansvar over for Himmler (og Hitler). Såkaldte Einsatz-grupper i de erobrede østområder fik instrukser om bl.a. at skyde kommunister, partisaner og jøder i parti- eller statsembeder. Himmler besøgte i juni-juli 1941 nogle af de områder, hvor massedrabene foregik. Her irettesatte han eksempelvis en Einsatz-gruppe, der havde likvideret “for få” jøder, og han gjorde opmærksom på, at “alle jøder – uden undtagelse – skal betragtes som partisanere“; de skulle med andre ord dræbes. Udførlige rapporter skulle sikre, at “Føreren” Adolf Hitler var informeret om Einsatz-gruppernes arbejde. Hitler og optrapningen til folkedrab Trods især Einsatz-gruppernes massakrer var det indtil efteråret 1941 klart, at en del af nazisternes “løsning” af det såkaldte “jødiske spørgsmål” bestod i deportationer – i første omgang til det besatte Polen. Den “endelige løsning” ville “Føreren” først iværksætte efter krigen. Men Englands søherredømme lod sig ikke overvinde, og de tyske fremrykninger blev sidst i 1941 stoppet af den sovjetiske hær. Deportationer af jøder til Madagaskar eller mod øst blev dermed umulige. Omkring dette tidspunkt begyndte flere nazistiske ledere i de besatte østområder at eksperimentere med udstødningsgas – som nazisterne allerede tidligere havde eksperimenteret med i forbindelse med eutanasi-programmet – og med desinfektionsmidlet Zyklon B som midler til at dræbe store grupper af mennesker på en gang. Da USA 11. december 1941 var kommet med i krigen mod det nazistiske Tyskland, annoncerede Hitler dagen efter i Berlin “tilintetgørelsen” af jøderne. To dage senere videregav generalguvernøren for de besatte, men ikke annekterede dele af Polen sine oplevelser således: ”I Berlin fortalte de os: »Vi kan ikke stille noget op med dem i Ostland eller i Rigskommissariatet [Ukraine, red.], likvidér dem selv!« […] Vi må tilintetgøre jøderne hvor vi støder på dem, og hvor det overhovedet kan lade sig gøre.” I løbet af krigen blev denne politik udvidet. Tusinder og atter tusinder af jøder fra det tyskbesatte Europa blev nu deporteret til ghettoer og videre til udryddelseslejre i Polen, hvor de systematisk blev myrdet. Jødernes udryddelse – folkedrabet, der aldrig skulle beskrives Under folkedrabet forsøgte nazisterne at begrænse kendskabet til de systematiske mord på Europas jøder. Selv mellem højtstående nazister blev mordene ofte betegnet som “specialbehandling” eller “den endelige løsning”, og massemord blev omskrevet til fx “udflytning” eller “omflytning”. Men internt i SS talte Himmler flere gange åbent om massemordene på jøderne. I en tale i den polske by Poznan, 4. oktober 1943, roste han en snæver kreds af SS-bødler for at have medvirket i ”…udryddelsen af det jødiske folk”: ”Af jer vil de fleste vide, hvad det vil sige, at der ligger 100 lig sammen, eller at der ligger 500 eller 1000 […] Dette er en hædersdåd i vores historie, som aldrig er nedskrevet, og som aldrig skal nedskrives.” I maj 1944 sagde Hitler i en tale til en gruppe højtstående værnemagtsofficerer: ”Ved at fjerne jøden, forhindrede jeg opbygningen af en revolutionær kerne eller celle i Tyskland. Selvfølgelig kunne man sige til mig: »Ja, kunne du ikke have gjort det mere enkelt – eller ikke enkelt, for alle andre måder ville have været mere komplicerede – men mere humant?« Mine herrer, officerskolleger, vi er involveret i en kamp på liv og død. Hvis vore modstandere skulle sejre i denne kamp, ville det tyske folk blive tilintetgjort.” Selv den “tyske herreraces” totale krigsnederlag fik ikke Hitler til at erkende det fejlagtige i sin racistiske verdensanskuelse. Sit “politiske testamente” dikterede han, lige inden han med sit selvmord unddrog sig sit ansvar. Testamentet sluttede således: ”Først og fremmest forpligter jeg ledelsen af nationen og dens følge til pertentlig overholdelse af racelovene og til ubarmhjertig modstand mod alle folkenes verdensforgifter, den internationale jødedom.” David Irving tabte sagen I forbindelse med den tidligere nævnte retssag stadfæstede dommeren, at professor Lipstadt med god ret kunne kalde David Irving for en Holocaust-benægter og anklage ham for at omskrive historien. Dommeren slog fast, at Irvings omgang med det historiske kildemateriale var stærkt præget af personlige ideologiske overbevisninger, og at han bevidst misfortolkede, overså, fordrejede og fejlciterede kilder, med det forsæt at fortælle den version af historien der passede ind i hans egen ideologi. Hvilken rolle spillede Hitler i Holocaust? En af Holocaust-benægternes hovedpåstande er, at Adolf Hitler ikke spillede en central rolle i massemordet på de europæiske jøder. Ifølge disse benægtere var eventuelle drab på jøder ikke udtryk for regimets politik og nazismen, og Hitler kan derfor ikke stilles til ansvar for folkedrab. Intet kunne være mere forkert: Hitler var gennem sine taler, ordrer og godkendelser en drivkraft i nazisternes mord på Europas jøder. I 1993 udgav den amerikanske professor Deborah Lipstadt bogen Denying the Holocaust – the Growing Assault on Truth and Memory, hvori hun bl.a. anklagede forfatteren David Irving for at være Holocaust-benægter, historieforfalsker og antisemit. Lipstadt argumenterede for, at Irving manipulerede med historien, når han fraskrev Hitler en hovedrolle i nazisternes systematiske mord på Europas jøder. Irving reagerede ved at anlægge sag mod Lipstadt for injurier. Under retssagen optrådte historikeren Peter Longerich som den ekspert, der skulle dokumentere Hitlers rolle i det systematiske folkedrab. I det følgende gengives dele af hans bevisførelse for, at Hitler spillede en helt central rolle i Holocaust. Baggrunden: Kilderne og Holocaust-benægternes fejlslutning Der findes ikke noget enkeltstående dokument, hvori Adolf Hitler direkte befaler massemordet på alle Europas jøder. Og det er muligt, at et sådant dokument aldrig har eksisteret. Mange Holocaust-benægtere slutter deraf, at Hitler derfor ikke kan have kendt til de systematiske drab på Europas jøder, og at han i hvert fald ikke spillede en aktiv rolle i disse. Intet kunne være mere forkert. Forklaringen er, at Hitler afgav sine befalinger om jødeforfølgelser og -drab mundtligt – og kun til en eller få personer af gangen. Mens der derfor ikke findes én samlet ordre, findes der et væld af kilder, der viser, at Hitler fra start til slut i sin politiske karriere anvendte en ekstrem antisemitisk retorik, både i offentlige og private sammenhænge, at han løbende engagerede sig aktivt i forfølgelser og mord på jøder, og at han som nazisternes ubestridte “Fører” løbende signalerede sin tilfredshed med den udvikling, der resulterede i Auschwitz og andre udryddelseslejre. Hitlers retorik – jøder som “ariernes” dødsfjender Allerede fra starten af sin politiske karriere i 1919 stod Hitler for en ekstremt hadefuld antisemitisk retorik. I sin bog Mein Kampf fra 1925/1927 betegnede han jøder som bl.a. parasitter, rotter, vampyrer, som ”en pestilens værre end den Sorte Død” og som ”menneskehedens evige bakterier”. Hitlers retorik var ikke blot hadefuld. Den opstillede jøderne og tyskerne (eller “arierne”) som modsætninger og som hinandens naturgivne dødsfjender. Jøderne var i Hitlers optik ikke mennesker med en bestemt religion, men personer af en bestemt race. Med henvisninger til bakterier, sygdomme og lignende hævdede Hitler allerede umiddelbart efter 1. Verdenskrig, at jøderne måtte fjernes. Efter Hitler i 1933-1934 havde erobret kansler- og præsidentembedet, kunne nazisterne benytte statsmagten til diskrimination af de tyske jøder med indførslen af Nürnberg-lovene i 1935. Jøderne blev af Hitlers diktatur bl.a. frataget retten til offentlige embeder, retten til at stemme og retten til at gifte sig eller have samkvem med ikke-jøder. De blev kort sagt gjort til andenrangsmennesker. Forfølgelserne kulminerede den 9.-10. november 1938, da propagandaminister Goebbels, efter at have forhørt sig hos “Føreren”, opildnede nazister til angreb på jøderne, der kom til at koste mindst 91 mennesker livet i den såkaldte “Krystalnat”. Verdenskrigen og radikalisering af jødeforfølgelserne På seksårsdagen for sin indsættelse som rigskansler holdt Hitler en tale i den tyske regering, Rigsdagen, hvori han profeterede, at “den jødiske race” ville blive tilintetgjort, hvis der udbrød en ny verdenskrig – en krig som han beskyldte jøderne for at ønske: ”I dag vil jeg endnu en gang være en profet: Hvis det skulle lykkes den internationale finansjødedom i og uden for Europa endnu en gang at kaste folkene ud i en verdenskrig, vil resultatet ikke være jordens bolsjevisering og dermed jødedommens sejr, men derimod tilintetgørelsen af den jødiske race i Europa.” I september 1939 udløste Hitler selv 2. Verdenskrig med angrebet på Polen. Senere vendte Hitler flere gange tilbage til sin profeti. Mens tusinder af jøder hver dag blev transporteret gennem Europa for at ende deres liv i gaskamrene i det besatte Polen, påstod Hitler, at jøderne forestillede sig ”…udryddelsen af de europæisk-ariske folk”, men at de i stedet selv ville blive tilintetgjort. Ledende nazister kunne konstatere, at Hitler i private samtaler var mindst lige så optaget af at “løse jødeproblemet” og “fjerne jøderne“, som han var i sine offentlige taler. Hitlers propagandaminister Goebbels bemærkede i marts 1942 i sin dagbog, at en ”…barbarisk, men helt fortjent” straf ramte jøderne, og at “Førerens” profeti var ved at gå i opfyldelse. ”Også i dette anliggende”, konstaterede Goebbels ”…er Føreren den utrættelige forkæmper og fortaler for en radikal løsning, som er krævet af tingenes natur, og som derfor er uundgåelig.” Hitlers forberedelse på en “tilintetgørelseskrig” Hitler udløste ikke blot 2. Verdenskrig, der nærmest automatisk førte til brutalisering og til en nedvurdering af menneskelivs værdi. Han spillede også en aktiv rolle i at gøre krigen særligt brutal – også bag fronten. En måned inde i krigen betonede han, at man ikke kunne tillade nogen polske ledere overhovedet: ”Hvor sådanne polakker eksisterer, må de dræbes, hvor hårdt det end måtte lyde.” Da han knap to år senere talte til hærledelsen om, hvordan hans planlagte krig mod Stalins Sovjetunion skulle føres, sagde han: ”Vi må rykke væk fra standpunktet om kammeratskab mellem soldater. Kommunisten er ingen kammerat, hverken før eller siden. Det drejer sig om en tilintetgørelseskrig. Hvis vi ikke opfatter det sådan, vil vi ganske vist slå fjenden, men om tredive år vil den kommunistiske fjende igen stå over for os. Vi fører ikke krig for at bevare fjenden.” Få uger inde i angrebet på Sovjetunionen fremhævede Hitler over for ledende embedsmænd i de erobrede østområder, at det var nødvendigt at pacificere områderne hurtigst muligt: ”Dette kan bedst opnås ved at skyde enhver, der så meget som kigger mærkeligt.” Ifølge Hitlers verdensanskuelse var jøderne de egentlige bagmænd, der trak i trådene bag facaden –både i det kapitalistisk-demokratiske USA og i det kommunistiske Sovjetunionen. Hitler så ganske vist den planlagte krig mod Sovjetunionen som en kamp mellem to “verdensanskuelser”. Men verdensanskuelserne var tæt forbundet med racemæssige forhold: ”Den jødisk-bolsjevikiske intelligentsia, der hidtil har undertrykt folket, må elimineres.” Et apparat til massemord Mens Hitlers opfattelse af jøderne var et nærmest allestedsnærværende element i hans verdenssyn og propaganda i hans 26 år som “politiker”, var det anderledes med selve drabene på Europas jøder. De begyndte for alvor, efter at Hitler havde udløst 2. Verdenskrig med Tysklands invasion af Polen i september 1939. Kort tid efter krigsudbruddet havde Hitler givet en skriftlig godkendelse af det eutanasi-program, der frem til 1941 kom til at koste omkring 70.000 handicappede og mentalt syge patienter livet. De såkaldte ”eutanasidrab” blev på mange måder et foregangsprojekt for den senere jødeudryddelse. Nazisterne forsøgte at hemmeligholde drabene på de handikappede, men ikke i samme omfang som de senere jødedrab. Der gik hurtigt rygter blandt den tyske befolkning om, hvad der foregik, og det førte til betydelig modstand mod drabene. Erfaringerne fra eutanasidrabene lærte den nazistiske ledelse vigtigheden af at holde drab på civile skjult. I oktober 1939 udnævnte Hitler lederen af SS, Heinrich Himmler, til “rigskommissær for styrkelse af tyskheden”. Kort tid senere fik Himmler besked om, at alle tiltag mod jøderne skulle diskuteres direkte med “Føreren”. Himmlers enheder skulle operere uafhængigt af hæren og stod kun til ansvar over for Himmler (og Hitler). Såkaldte Einsatz-grupper i de erobrede østområder fik instrukser om bl.a. at skyde kommunister, partisaner og jøder i parti- eller statsembeder. Himmler besøgte i juni-juli 1941 nogle af de områder, hvor massedrabene foregik. Her irettesatte han eksempelvis en Einsatz-gruppe, der havde likvideret “for få” jøder, og han gjorde opmærksom på, at “alle jøder – uden undtagelse – skal betragtes som partisanere“; de skulle med andre ord dræbes. Udførlige rapporter skulle sikre, at “Føreren” Adolf Hitler var informeret om Einsatz-gruppernes arbejde. Hitler og optrapningen til folkedrab Trods især Einsatz-gruppernes massakrer var det indtil efteråret 1941 klart, at en del af nazisternes “løsning” af det såkaldte “jødiske spørgsmål” bestod i deportationer – i første omgang til det besatte Polen. Den “endelige løsning” ville “Føreren” først iværksætte efter krigen. Men Englands søherredømme lod sig ikke overvinde, og de tyske fremrykninger blev sidst i 1941 stoppet af den sovjetiske hær. Deportationer af jøder til Madagaskar eller mod øst blev dermed umulige. Omkring dette tidspunkt begyndte flere nazistiske ledere i de besatte østområder at eksperimentere med udstødningsgas – som nazisterne allerede tidligere havde eksperimenteret med i forbindelse med eutanasi-programmet – og med desinfektionsmidlet Zyklon B som midler til at dræbe store grupper af mennesker på en gang. Da USA 11. december 1941 var kommet med i krigen mod det nazistiske Tyskland, annoncerede Hitler dagen efter i Berlin “tilintetgørelsen” af jøderne. To dage senere videregav generalguvernøren for de besatte, men ikke annekterede dele af Polen sine oplevelser således: ”I Berlin fortalte de os: »Vi kan ikke stille noget op med dem i Ostland eller i Rigskommissariatet [Ukraine, red.], likvidér dem selv!« […] Vi må tilintetgøre jøderne hvor vi støder på dem, og hvor det overhovedet kan lade sig gøre.” I løbet af krigen blev denne politik udvidet. Tusinder og atter tusinder af jøder fra det tyskbesatte Europa blev nu deporteret til ghettoer og videre til udryddelseslejre i Polen, hvor de systematisk blev myrdet. Jødernes udryddelse – folkedrabet, der aldrig skulle beskrives Under folkedrabet forsøgte nazisterne at begrænse kendskabet til de systematiske mord på Europas jøder. Selv mellem højtstående nazister blev mordene ofte betegnet som “specialbehandling” eller “den endelige løsning”, og massemord blev omskrevet til fx “udflytning” eller “omflytning”. Men internt i SS talte Himmler flere gange åbent om massemordene på jøderne. I en tale i den polske by Poznan, 4. oktober 1943, roste han en snæver kreds af SS-bødler for at have medvirket i ”…udryddelsen af det jødiske folk”: ”Af jer vil de fleste vide, hvad det vil sige, at der ligger 100 lig sammen, eller at der ligger 500 eller 1000 […] Dette er en hædersdåd i vores historie, som aldrig er nedskrevet, og som aldrig skal nedskrives.” I maj 1944 sagde Hitler i en tale til en gruppe højtstående værnemagtsofficerer: ”Ved at fjerne jøden, forhindrede jeg opbygningen af en revolutionær kerne eller celle i Tyskland. Selvfølgelig kunne man sige til mig: »Ja, kunne du ikke have gjort det mere enkelt – eller ikke enkelt, for alle andre måder ville have været mere komplicerede – men mere humant?« Mine herrer, officerskolleger, vi er involveret i en kamp på liv og død. Hvis vore modstandere skulle sejre i denne kamp, ville det tyske folk blive tilintetgjort.” Selv den “tyske herreraces” totale krigsnederlag fik ikke Hitler til at erkende det fejlagtige i sin racistiske verdensanskuelse. Sit “politiske testamente” dikterede han, lige inden han med sit selvmord unddrog sig sit ansvar. Testamentet sluttede således: ”Først og fremmest forpligter jeg ledelsen af nationen og dens følge til pertentlig overholdelse af racelovene og til ubarmhjertig modstand mod alle folkenes verdensforgifter, den internationale jødedom.” David Irving tabte sagen I forbindelse med den tidligere nævnte retssag stadfæstede dommeren, at professor Lipstadt med god ret kunne kalde David Irving for en Holocaust-benægter og anklage ham for at omskrive historien. Dommeren slog fast, at Irvings omgang med det historiske kildemateriale var stærkt præget af personlige ideologiske overbevisninger, og at han bevidst misfortolkede, overså, fordrejede og fejlciterede kilder, med det forsæt at fortælle den version af historien der passede ind i hans egen ideologi. Henvisning til kilder At Holocaust har fundet sted, er naturligvis ikke en sandhed, man bare skal acceptere, fordi autoriteter siger, at det er sådan. Holocaust er et af de bedst dokumenterede folkedrab i historien, og man kan ved selvsyn lade sig overbevise ved at se på den overvældende mængde af historisk kildemateriale, der beretter om folkedrabet på Europas jøder. Her finder du henvisninger til en række bøger, der indeholder kildemateriale om Holocaust. Disse kilder er et udpluk af nogle af de dokumenter, der tilsammen udgør beviserne for, at folkedrabet på Europas jøder fandt sted. Henvisning til bøger med kildemateriale Documents on the Holocaust – Selected Sources on the Destruction of the Jews of Germany and Austria, Poland and the Soviet Union. Yitzhak Arad, Israel Gutman og Abraham Margaliot (red.), 8. udgave, University of Nebraska Press, Lincoln and London og Yad Vashem, 1999 En meget omfattende kildesamling The Case for Auschwitz. Jan van Pelt, Indianna University Press, 2002 Central bog, som tager udgangspunkt i benægtelse og sagen mod Irving samt Pelts egen rolle i sagen. Dødens ingeniører, maskinfabrikken Topf und Söhne – ovnbyggerne fra Auschwitz. Jens Bjerring-Hansen (oversættelse), Stiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora, Det Jødiske Museum i Berlin & Det Statslige Auschwitz-Birkenau Museum, København, 2008 Udstillingskatalog til udstilling på Arbejdermuseet. Kataloget er en fremstilling af vigtige dokumenter og fortællingen om Tops und Söhnes assistance i at udbygge Auschwitz ”dødsmaskine”. Kataloget kan downloades her. Holocaust Denial – Demographics, Testimonies and Ideologies. John C. Zimmerman, University Press of America, 2000 Fremstilling af Holocaust-benægtelse og mange uddrag fra vigtige kilder. Förnekandet av Förintelsen – Nynazistisk historieförfalskning efter Auschwitz. Stéphane Bruchfeld (revideret udg.), Svenska Kommittén mot Antisemitism, 1996 Indeholder bl.a. en samling kilder. Vejen til Auschwitz. Det nazistiske Tysklands mord på Europas jøder. Karl Christian Lammers, Gyldendal Uddannelse, 2000 Indeholder bl.a. en samling vigtige kilder. Nazism 1919-1945: Foreign Policy, War and Racial Extermination. A Documentary Reader. Jeremy Noakes & Geoffrey Pridham (red.), Exeter Studies in History, Volume III, 2001-03 Faschismus-Getto-Massenmord. Dokumentation über Ausrottung und Wiederstand der Juden in Polen während des zweiten Weltkrieges. Tatiana Berenstein & Artur Eisenbach (red.), Jüdisches Historisches Institut Warschau, Frankfurt/M 1960 Justiz und NS-Verbrechen. Sammlung deutscher Strafurteile wegen nationalsozialistischer Tötungsverbrechen 1945-1999. C. F. Rüter, D.W. de Mildt et al. (red.), Amsterdam University Press, 1968-2009 Dimension des Völkermords. Die Zahl der jüdischen Opfer des Nationalsozialismus. Wolfgang Benz, München, 1991 Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943. Rasmus Kreth & Michael Mogensen, Gyldendal, 1995 En glimrende og forholdsvis kritisk introduktion til oktoberdagenes baggrund, deportationsplanerne, organiseringen og omfanget af redningsaktionen og tyskernes rolle i flugten. Indeholder kilder om Holocaust i Danmark.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: